Den 7. december 2015 kundgjorde Tyskland, af alle lande, sin støtte til EU's mærkning af produkter, der er produceret på omstridt jord, sommetider kaldet israelske "bosættelser." Ud over det faktum at palæstinenserne åbenlyst betragter hele landet Israel -- "fra Floden til Havet" – som én stor bosættelse, kan man kun forundres over det, der nu presses igennem af EU og, i denne uge, af Tyskland.
Konfronteret med den største krise i sin 22-årige historie – en tilstrømning af millioner af migranter fra Mellemøsten, Afrika og Afghanistan – brugte EU en stor del af november måned på sin længe diskuterede politik vedrørende mærkning af produkter fra de omstridte territorier på Vestbredden, i Golanhøjderne og i Østjerusalem. Den 11. november krævede man således, at eksportvarer (hovedsagelig frugt og grøntsager) fra disse områder ikke længere må være mærket med "produceret i Israel."
Det fire sider lange "Interpretative Notice on indication of origin of goods from the territories occupied by Israel since June 1967" [Tolkningsnotat vedrørende oprindelsesangivelse af varer fra de territorier, som Israel har holdt besat siden juni 1967], udstedt af EU's udøvende myndighed, den 28 medlemmer store Europa Kommission, fremsætter postulater vedrørende Israel og territorierne, som allerede er blevet bestridt af israelske embedsmænd. Det begynder med følgende afsnit:
(1) Den Europæiske Union anerkender ikke, i overensstemmelse med international lov, Israels suverænitet over de territorier, som Israel har holdt besat siden juni 1967, nemlig Golanhøjderne, Gazastriben og Vestbredden, herunder Østjerusalem, og anser dem ikke for at være en del af Israels territorium, uanset deres juridiske status ifølge national [domestic] israelsk lov. Unionen har gjort det klart, at den ikke vil anerkende nogen ændringer af præ-1967 grænserne bortset fra dem, der opnås enighed om mellem parterne i mellemøstfredsprocessen [Middle East Peace Process, MEPP].
Hvis dette udgør grundlaget for en diskriminerende foranstaltning, har denne kun ringe eller slet ingen juridisk basis. Påstanden om, at deres fortolkning af israelske rettigheder i de nævnte territorier er "i overensstemmelse med international lov," rejser det enkle spørgsmål: "Hvilken international lov?"
Israels besættelse af Vestbredden er fuldt lovlig ifølge bestemmelserne i FN's Resolution 242 (1967), som blev omhyggeligt udarbejdet for at garantere Israels ret til at forblive der indtil det tidspunkt, hvor der optræder et "Ophør af alle krav eller krigerisk adfærd og respekt for og anerkendelse af hver eneste stats suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser, fri for trusler eller voldshandlinger."
Eftersom der ingen sikre og anerkendte grænser er blevet oprettet, trods adskillige forsøg fra den israelske regerings side på at tilvejebringe sådanne, forbliver Israels tilstedeværelse der fuldt lovlig. Og eftersom kun de israelske væbnede styrker vil blive krævet trukket tilbage i tilfælde af, at sådanne grænser skabes, vil tilstedeværelsen af israelske bosættelser der forblive lovlig ifølge bestemmelserne i Folkeforbundets oprindelige Mandat for Palæstina, som fastslår, at der bør ske tæt jødisk bosættelse i alle områder. Disse mandatbestemmelser blev indarbejdet i FN's Resolution 181, som opfordrede til oprettelse af en jødisk og en arabisk stat.
Erklæringen om, at EU "vil ikke anerkende nogen ændringer af præ-1967 grænserne" er ligeledes juridisk ugyldig og desuden anstødelig. Der har aldrig eksisteret sådanne præ-1967 grænser. Våbenstilstandslinjerne, som blev skabt i 1949 ved afslutningen på krigen i 1948-49 mellem Israel og dets mange arabiske fjender, er ikke grænser. Og da krigen i 1967 af Israel blev udkæmpet som en forsvarskrig, er dets påståede "besættelse" (som dengang også omfattede Gazastriben) af territorier, der tidligere var besat af to af de krigeriske stater (Egypten i Gaza, og Jordan på Vestbredden), fuldt lovlig ifølge den internationale lov om væbnet krigsførelse, primært under Artikel 51 i FN's Charter.
Når EU's Tolkningsnotat efterfølgende erklærer, at dets mål "er også at sikre respekten for Unionens holdninger og forpligtelser i overensstemmelse med international lov i forbindelse med Unionens ikke-anerkendelse af Israels suverænitet over de territorier, som Israel har holdt besat siden juni 1967," anerkender det tydeligvis ikke gyldigheden af en afgørende international aftale, FN's Resolution 242, og giver ingen ordentlig forklaring på, hvad der menes med "suverænitet."
De mange debatter om besættelsen, international lov, suverænitetsstatus og så videre bør behandles selvstændigt. Her må det være nok at sige, at der kan sættes et alvorligt spørgsmålstegn ved EU's generelle erklæring om dets håndhævelse af international lov. Og det bør tilføjes, at dets medtagelse af Gaza under besatte territorier ikke tager hensyn til den kendsgerning, at Israel trak sig fuldkommen ud af Gaza i 2005, og at ingen varer eksporteret fra Gaza er blevet mærket med "produceret i Israel" i over ti år.
Den israelske reaktion på EU's beslutning kom hurtigt. Premierminister Binyamin Netanyahu kommenterede:
"EU-afgørelsen er hyklerisk og et udtryk for dobbeltmoral; den peger Israel ud og ikke de 200 andre konflikter rundt om i verden. EU har besluttet udelukkende et stemple Israel, og vi er ikke villige til at acceptere det faktum, at Europa stempler den part, som bliver angrebet af terrorisme. Den israelske økonomi er stærk og vil modstå dette; de, der bliver skadet, vil være de palæstinensere, som arbejder på israelske fabrikker. EU burde skamme sig."
Netanyahu blev bakket op af lederen af Israels største oppositionsparti, Zionistisk Union, Isaac Herzog. Han sagde, at han er "stærkt imod denne skadelige og unødvendige foranstaltning." Herzog kaldte bestemmelsen for "en pris, som Europa uddeler for terror," og tilføjede, at den "tjener kun ét formål – fortsættelse af hadet og den regionale konflikt. Mærkning af disse produkter er en voldshandling fra nogle ekstremister, som ønsker yderligere at oppiske situationen, og EU går lige i deres fælde."
Israels udenrigsministerium udtrykte yderligere støtte til fastslåelsen af, at den nye lov er diskriminerende. Det påpegede bestemmelsens diskriminerende karakter: "Det er forvirrende og ligefrem irriterende, at EU vælger at bruge dobbeltmoral, når det gælder Israel, samtidig med at det ignorerer, at der findes over 200 andre territoriale konflikter rundt om i verden, herunder dem der optræder inden for EU selv eller på dets dørtrin. Påstanden om, at dette er et teknisk anliggende, er kynisk og grundløs."
Netanyahu og det israelske udenrigsministerium har ret. Der findes utallige territoriale konflikter rundt om i verden. De, der falder mest i øjnene, er dem, hvor en stat ulovligt besætter eller indlemmer et andet folks land. Efter den kinesiske invasion af Tibet i 1950 blev landet indlemmet i Den kinesiske Folkerepublik som en "autonom region." Da Spanien og Mauretanien trak sig ud af Vestsahara i henholdsvis 1976 og 1979, annekterede Marokko området. Det holder stadig to tredjedele af dette kolossale (100.000 kvadratkilometer store) territorium besat, trods fraværet af en FN-resolution, der anerkender dets suverænitet der. Kashmir er kontrolleret af ikke mindre end tre lande -- Indien, Pakistan og Kina – som hver især styrer en del af det tidligere fyrstendømme. Denne opsplitning har medført to krige mellem Indien og Pakistan og er stadig stærkt omstridt, uden en formel international anerkendelse af territoriale rettigheder. I 2014 udstationerede Rusland væbnede styrker, indledte en krig og annekterede Krim, et territorium som var blevet formelt anerkendt som værende en del af Ukraine. FN's Generalforsamling udstedte efterfølgende en resolution, som opfordrede det internationale samfund til ikke at anerkende nogen form for ændring af Krims status.
Alle de ovennævnte konflikter indbefatter territoriale krav, som i bund og grund er ulovlige, men Den Europæiske Union har aldrig krævet, at Kina, Marokko, Rusland, Pakistan eller Indien mærker varer på samme måde, som det forlanges af Israel. Der findes ingen mærkning, som siger "produkt fra Tibet (produceret af han-kinesiske besættere)", "produkt fra Krim under russisk besættelse" eller "fosfater fra Vestsahara (udvundet af marokkanske bosættere)."
Det bliver endnu værre. Den Europæiske Union var medunderskriver (sammen med USA, Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og Tyskland) af Joint Comprehensive Plan of Action, den berygtede aftale med den Islamiske Republik Iran, som tillader landet at opbygge kernevåben, trods dets årtier lange, gentagne krænkelser af sine forpligtelser ifølge Ikkespredningsaftalen. I forventning om ophævelse af sanktionerne mod Iran har europæiske diplomater og forretningsfolk pakket kufferten og er rejst til Teheran for at indgå forretningsaftaler, som vil tillade eksport af europæiske produkter til Iran og import af iranske varer til Europa: en "pistacie-aftale." De opfordres til at gøre dette af europæiske regeringer så som Storbritannien via dettes handels- og investeringsafdeling. Men Iran er verdens største terrorismestøttende stat, og Teheran er stadig dybt involveret i kampe i Yemen, Irak, Syrien og Libanon, samtidig med at det støtter Hamas i Gaza og arbejder på at øge sin indflydelse på Vestbredden.
Dette tilsyneladende harmløse skridt fra EU's side, taget af såkaldt "tekniske grunde," afslører tydeligt de racistiske, anti-semitiske understrømme, som stadig lever i bedste velgående hos medlemmer af Den Europæiske Union. Det peger Israel ud til en behandling, som ikke tildeles andre, større lande, selv ikke hvor disses besættelse og annektering har medført og stadig medfører konflikter, kriminalitet, terrorisme og endda gentagne trusler om folkedrab. En sådan udpegning afspejler de mange andre måder, hvorpå lande og verdensorganisationer (så som Organisationen til Islamisk Samarbejde (OIC), Den Arabiske Liga og FN's Menneskerettighedsråd (HRC)) isolerer Israel og behandler det efter nogle vilkårlige, opdigtede regler, som ikke anvendes over for noget andet land i verden.
Boykotbevægelsen Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS), som denne europæiske mærkning er en del af, fører spørgsmålet om produktmærkning endnu videre. Den beskæftiger sig ikke kun med at styre handelslivet efter forgodtbefindende; den forsøger sig også i den akademiske, kulturelle og videnskabelige sfære. EU-direktivet vedrørende mærkning tiljubles allerede som en retfærdiggørelse af BDS-politikken. Den Ramallah-baserede Mahmoud Nawajaa, hovedkoordinator for Den Palæstinensiske BDS-nationalkomite, har udtalt, at mærkningen er et "tegn på, at de europæiske regeringer reagerer på den offentlige opinion, civilsamfundets kampagner og den israelske uforsonlighed og er ved at blive mere villig til at gribe til grundlæggende handling over for israelske krænkelser af international lov." Han angav selvfølgelig ikke nærmere, hvilke love det er, Israel formodes at krænke.
Israel er ikke ene om at afvise EU-direktivet. Den 9. november sendte en topartigruppe på 36 amerikanske senatorer under ledelse af senator Kirsten Gillibrand (Dem.-NY) og senator Ted Cruz (Rep.-Texas) et brev til EU's udenrigspolitiske zar, Federica Mogherini, for at protestere imod EU's afgørelse. De understregede direktivets potentiale til at opmuntre og udbrede boykotbevægelsen:
"Som allierede, valgte repræsentanter for det amerikanske folk og stærke støtter af Israel anmoder vi jer indtrængende om ikke at implementere denne mærkningspolitik, som synes beregnet på at afholde europæerne fra at købe disse produkter og fremme en de facto boykot af Israel, en nøgleallieret og det eneste ægte demokrati i Mellemøsten... Vi er også stærkt bekymrede for, at gennemførelsen af denne politik vil føre til en bredere boykot af Israel."
Ligeledes erklærede talsmanden for Tysklands regerende, socialdemokratiske parti, at beslutningen om at mærke produkter fra bosættelserne ikke var et skridt til beskyttelse af forbrugerne, men i stedet ville skabe et "stigma" [brændemærke] imod Israel. Han tilføjede, at bestemmelsen var en "fejl."
Det er ikke kun amerikanske senatorer, der finder denne EU-foranstaltning krænkende. Adskillige akademiske jurister med speciale i international lovgivning har forholdt sig til indholdet og fundet dette ukorrekt, modsigelsesfyldt og uretfærdigt. En af disse jurister, Jonathan Turner fra "UK Lawyers for Israel," skrev i en personlig udveksling den 11. november:
Læg mærke til, at Notatet på en og samme tid påstår, at: Det er vigtigt, at produkter fra Vestbredden og "Østjerusalem" ikke kan mærkes med "produkt fra Israel," fordi (1) EU (som kanal for myndigheden til at tale på vegne af "international lov") ikke anerkender disse områder som en del af Israel og (2) forbrugerne kan blive forvirrede og tro, at disse områder er en del af Israel.
Det er dog helt i orden at mærke produkter fra Vestbredden, "Østjerusalem" og Gaza med "produkt fra Palæstina," for (1) selvom EU ikke anerkender en stat ved navn Palæstina, så gør dette ingen forskel, og (2) forbrugerne vil på magisk vis ikke blive forvirrede.
I oktober 2015, få uger før EU-direktivet blev udsendt, skrev to professorer i international lovgivning en 35 siders opsummering af de juridiske spørgsmål, som processen indebærer. Eugene Kontorovich, professor i international lov ved Northwestern University, og Avi Bell, juridisk professor ved det juridiske fakultet på University of San Diego og ved det juridiske fakultet på Bar-Ilan University, offentliggjorde en redegørelse med titlen "Challenging the EU's Illegal Restrictions on Israeli Products in the World Trade Organization" [Afprøvning af EU's ulovlige restriktioner for israelske produkter ved Verdenshandelsorganisationen, WTO]. Blandt de ting, de fremhæver, er, at EU's mærkningsproces er ulovlig ifølge international lov:
EU's foreslåede foranstaltning begrænser den israelske handel i strid med de internationale handelslove, som findes i adskillige multilaterale handelstraktater, herunder bl.a. artikel 2.1 og 2.2 i World Trade Organization Agreement on Technical Barriers to Trade [Verdenshandelsorganisationens aftale om tekniske barrierer for handel]; artikel IX, X og XIII i General Agreement on Trade and Tariffs [GATT, Almen aftale om handel og tariffer] og artikel 2.3 og 5.6 i Agreement on the Applications Sanitary and Phytosanitary Measures [Aftale vedrørende anvendelsen af sanitære og fytosanitære foranstaltninger].
EU-lovens diskriminerende karakter bliver tydeligt præciseret:
Enhver retfærdiggørelse som EU måtte påberåbe sig af sin politik, bliver undergravet af dennes erkendte diskriminerende anvendelse. EU har ikke et generelt regelsæt for omgang med besatte territorier, bosættelser eller territoriale myndigheder, hvis lovlighed ikke er anerkendt af EU. Derimod har EU nogle særlige regler rettet mod Israel. Dette er i strid med de grundlæggende bestemmelser i GATT/WTO-systemet, hvorunder selv ellers gyldige handelsrestriktioner er ugyldige, såfremt de ikke anvendes ensartet over for WTO's medlemslande. Israels succesrige hævdelse af sine rettigheder indebærer således på ingen måde, at WTO accepterer dets standpunkt vedrørende territoriernes status.
Endelig fremsætter de en indsigelse mod den tekniske pointe, at territorierne ikke er en del af Israel:
EU's argument, at disse territorier ikke er en del af Israel, er irrelevant i denne sammenhæng. WTO-aftalernes rammer rækker utvetydigt hinsides et lands suveræne territorium og inkluderer territorier under dets "internationale ansvar." Udarbejdelsen og den efterfølgende anvendelse af GATT viser tydeligt, at denne også omhandler territorier under militær okkupation.
I en langt kortere, men vidtspændende artikel, skrevet umiddelbart efter EU's bekendtgørelse af sin nye politik, berører Avi Bell nogle af de centrale spørgsmål. Ligesom Jonathan Turner ser han både modsigelser og diskrimination i direktivet:
Notatet erklærer, at når produkter fra Golanhøjderne, "Øst" Jerusalem, Vestbredden og Gaza sælges i Europa, må de ikke mærkes som "produkter fra Israel," fordi EU mener, at disse områder ikke er suveræne dele af Israel ifølge international lov, og at forbrugerne derfor vil blive vildledt, hvis varerne er mærket "produkter fra Israel." Imidlertid fastslår Notatet, at det ville være lovligt at mærke produkter fra Vestbredden og Gaza som "produkter fra Palæstina" (og måske også fra "Øst" Jerusalem, selvom Notatet er tvetydigt på dette punkt), selvom EU ikke anerkender en suveræn stat ved navn Palæstina. Dette skyldes, at de europæiske forbrugere må formodes kun at interessere sig for, om produktmærkninger afspejler EU's syn på suverænitet ifølge international lov, når dette er til ugunst for Israel.
Han gør også opmærksom på et britisk juridisk fortilfælde, som modsiger EU's position:
Notatet påstår, at det ikke gør andet end at vejlede som reaktion på "et krav om klarhed fra forbrugere, økonomiske aktører og nationale myndigheder." Alligevel undlader Notatet ikke alene at citere nogen form for beviser på dette påståede krav, det ignorerer også en britisk højesteretsdom, som fuldkommen tydeligt fastslår, at der ikke eksisterer et sådant krav -- i sagen Richardson and another v. Director of Public Prosecutions fra 2014 bestemte domstolen, at "der var ingen basis for at sige, at den almindelige forbruger ville blive vildledt ... blot fordi [et produkt blev] beskrevet som værende [produceret i] Israel, når det faktisk var [produceret på Vestbredden]."
Det er værd at citere yderligere fra dette velunderbyggede dokument. En af Bells stærkeste pointer fremføres dér, hvor han pulveriserer EU's ret til at fastsætte internationale grænser og dets evne til at lovgive historien:
Notatet præsenterer sin position vedrørende grænserne mellem Israel og en fremtidig stat Palæstina som hidrørende fra "international lov," som om EU ifølge international lov besidder myndighed til at fastlægge israelsk-palæstinensiske grænser. Ikke blot besidder EU rent faktisk ikke denne myndighed ifølge international lov, men EU har tillige som vidne underskrevet den israelsk-palæstinensiske fredsaftale, som fastslår, at grænserne kun kan fastsættes i enighed mellem Israel og palæstinenserne. Ligeledes hævder Notatet, at EU "vil ikke anerkende andre ændringer af præ-1967-grænserne end dem, der opnås enighed om af parterne i mellemøstfredsprocessen," selvom der aldrig har eksisteret nogen præ-1967 israelsk-palæstinensiske grænser. Ved at forsøge at fastslå præ-1967 våbenstilstandslinjerne mellem Israel og Jordan og Israel og Egypten som de nye israelsk-palæstinensiske grænser, prøver EU i virkeligheden på at gennemtvinge ændringer af "præ-1967 grænserne" i strid med aftalen mellem parterne i fredsprocessen. Ironisk nok forsøger EU tillige at omskrive historien, eftersom der ikke findes noget land i EU, som før 1967 anså våbenstilstandslinjerne for at være grænser.
Konfronteret med så mange vægtige, juriske, røde lamper står det klart, at direktivet overhovedet ikke ville være blevet udsendt, hvis ikke der på forhånd fandtes en stærk forudindtagethed i EU imod Israel, dets regering og dets folk. Sørgeligt nok er EU tydeligvis vendt tilbage til sit ældste racistiske had. De seneste ti år eller mere har i de europæiske lande set en stærk genopblussen, ikke blot af den gamle anti-semitisme, men også af den nye anti-semitisme – der er motiveret af et had til den jødiske stat Israel. De tvetydige forsøg på at skelne mellem hadet til individuelle jøder og hadet til den jødiske stat er blevet påvist i de mange ovennævnte tilfælde af uensartet anvendelse af loven. Der findes dog midler, hvormed Israel kan bekæmpe dette fordomsfulde "Jim Crow"-direktiv.[1]
I 1930'erne blev jødiske forretninger, virksomheder og varer mærket med jødestjerner og ordet "Jude" [jøde]. Alle troede, at den form for grov anti-semitisme var forsvundet fra vore storbyer og byer. Men i dag er den selvsamme racisme sørgeligt nok vendt tilbage på højeste niveau i europæisk regeringsførelse.
[1] Kontorovich og Bells analyse angiver nogle vigtige retningslinjer for, hvordan man takler dette problem med juridiske midler:
- Israel bør træffe forberedelser til at hævde sine internationale handelsrettigheder i WTO's konfliktløsningssystem, et delvist juridisk forum med bemyndigelse til at afskaffe foranstaltninger, som er i strid med reglerne.
- Dette bør følges op af formelle drøftelser med EU's handelsembedsmænd, et påkrævet skridt "uden for retslokalet," inden man anmoder om en WTO-konfliktløsningsproces.
- Processen bør overvåges på ministerniveau eller af en særlig tværministeriel komite. Det er vigtigt at notere sig, at en påbegyndelse af formelle samtaler ikke forpligter Israel til at indbringe konflikten for et panel, og selv da vil sagen kunne indsnævres eller afgøres på et hvilket som helst tidspunkt. Det store flertal af WTO-konflikter resulterer aldrig i lovgivning, men afgøres ved diplomati. Men indbringelse af en konflikt giver mulighed for en diplomatisk indflydelse, som ellers ville være fraværende.
- Det er yderst sandsynligt, at EU vil reagere på israelske skridt i retning af WTO med en højlydt og kraftig genbekræftelse af sin position. Dette er almindeligt i WTO-konflikter. Israel må være parat til ikke at lade sig skræmme af sådanne protester. Den sandsynlige konsekvens af en mislykket WTO-tilgang vil ikke være værre end en forfejlet diplomatisk sådan, og chancen for succes er langt større.
- Hvis andre skridt mislykkes, bør Israel energisk forfølge en afprøvning af EU-foranstaltningerne gennem WTO's konfliktløsningssystem. WTO har magt til at dømme EU-foranstaltningerne ulovlige. Desuden kan den bemyndige forskellige former for repressalier og selvtægt fra israelsk side.