Ved spørgsmålet om hvorfor den vestlige civilisation har været den største i historien, peger mange på europæisk og, senere, amerikansk militærmagt, de britiske, franske, spanske og portugisiske imperiers magt, deres kontrol på havene eller de fremskridt, der er frembragt ved den industrielle revolution. I dag er der selvfølgelig en generel tendens til at beskrive Vestens resultater i et ensidigt, negativt lys, ofte af helt gyldige grunde, herunder vores benyttelse af slaveri eller vores elendige behandling af så mange af de indfødte amerikanere. Denne negativitet er imidlertid stærkt selektiv. Hvorfor bliver for eksempel vestlige, kristne imperier anset for en skamplet på menneskeheden, mens fortidens mange muslimske imperier – som varede meget længere, engagerede sig i den længstvarende slavehandel i historien, forsøgte at påtvinge alle andre én bestemt religion og fra og med omkring det 10. årh. har udlagt kolossale hindringer for den rationelle tanke – anses for en velsignelse?
Det moderne Vestens storhed skyldes i høj grad disse eventyrere, erobrere og handelsfolk og de verdensomspændende forretningsforetagender, som de opbyggede – ligesom de islamiske imperier havde deres eventyrere, handelsfolk og internationale netværk (som i den storslåede sufi-orden). Betydningsfulde civilisationer blev skabt inden for begge verdener: store bydannelser, fremragende arkitektur, de første universiteter, stor digtekunst, stor billedkunst, stor filosofi, en byge af videnskabelig og matematisk aktivitet i den muslimske middelalder og derefter i Renæssancen og den industrielle revolution i Europa. Tendensen blandt nutidens venstreorienterede til at presse undskyldninger ud af regeringer for handlinger, som deres forfædre har begået, fra slavehandel til orientalistiske skildringer af islams folk, er et meningsløst forsøg på at omskrive historien. Og der kommer selvfølgelig ingen opfordringer til de muslimske regeringer om at sige undskyld for noget som helst, det være sig lige fra deres slavehandel til de tidlige arabiske erobringer.
Vestens moderne verden er et produkt af en periode, som skabte de største fremskridt i menneskets historie: Oplysningen. Det er fra den æra, vi kan datere optakten til den moderne verdens vigtigste styrker. Det er disse styrker, der trods de mange velsignelser, de har bragt os, og trods deres rolle som støttepiller for samfundsmæssig sammenhængskraft bliver hånet og hyppigt angrebet såvel fra den islamiske sfære som fra kræfter i Vesten selv. Det er ikke vanskeligt at huske, hvad disse styrker består i: frisindet demokrati, menneskerettigheder, religiøs tolerance, internationale instrumenter til konflikthåndtering, kvinders rettigheder, minoriteters rettigheder af enhver slags, lovgivning på baggrund af politisk debat, afsky for tyranni, frihed i tanke, tro og tale, kritisk undersøgelse, frihed for pressen og andre medier, sekularisering som tillader frihed til trosdyrkelse, og sikkerhed for skribenter med afvigende holdninger.
Blandt alle disse velsignelser synes den vigtigste at være den, der nævnes sidst: frihed i tanke, tro og tale, kritisk undersøgelse, frihed for pressen og andre medier, sekularisering som tillader fri religionsdyrkelse, og sikkerhed for skribenter med afvigende holdninger. Uden dette kunne ingen af de andre opretholdes. Og der er endnu én, som er tæt forbundet med dem: akademisk frihed. Universiteternes frigørelse, op gennem det 18. årh. og frem, fra de restriktioner, som de lærde var blevet påført af konger og kirker, brugen af censur for at opretholde status quo, blokeringen af videnskabelige fremskridt under henvisning til skrifter eller præsteskabets magt eller simpel traditionalisme[1] og alle de andre åndformørkende kræfter, betød et kvantespring, ikke kun inden for naturvidenskaberne, men på alle områder af den menneskelige forståelse, fra politik til samfund til filosofi, religion og kunst. Vi skylder den akademiske frihed mere, end vi ofte forestiller os: at en lærer eller forsker ikke bliver censureret, afskediget eller økonomisk ruineret for at give udtryk for sine meninger;[2] at udgivelser, hvad enten det er bøger, monografier eller hele lærde tidsskriftrækker, frit kan inkludere kritisk, ja endog kontroversielt indhold, og at meningsudveksling i sig selv, så langt fra at være en hindring for vores søgen efter sandhed, netop er en afgørende mekanisme til, at denne søgen kan finde sted.
Denne proces slog ikke rod i den islamiske verden, hvor rationalitet som nævnt blev forvist, til fordel for tro, fra den offentlige og lærde diskurs meget tidligt.[3] Det, der var begyndt som en intern diskussion mellem rationalister og teologer af en fundamentalistisk observans, ændredes, da den nogenlunde åbne udveksling blev lukket ned med etableringen af dogmet om Koranen som værende "ikke menneskeskabt," fuldkommen og ufejlbarlig. Spørgsmål udgjorde en fare for troen; det var mere sikkert at undgå helvedesilden ved at acceptere alle aspekter af den hellige skrift og lov uden et "hvortil?" eller "hvorfor?" Doktrinen om ufejlbarlighed og fornuftens farer blev forkyndt af den mest betydningsfulde tænker i islams historie, Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111). Ifølge denne doktrin handler Gud hvert eneste sekund i hvert eneste atom, udsletter og skaber som Han vil, således at det er umuligt at forudsige, hvad der vil ske på et hvilket som helst tidspunkt – hvorved der afskæres fra behovet for og værdien af rationelle spørgsmål. Det er denne konklusion, der skaber den fatalisme, som benægter ethvert menneskeligt ansvar for selv den mindste handling eller udøvelse af personlig vilje. Et ekstremt udtryk for denne anti-rationalisme i nyere tid kan ses i nogle kommentarer fra Mukhtar Mukhtar (Muchtar Muchtar), leder af den egyptiske terrororganisation al-Gama'a al-Islamiyya, til den reformerte muslim Tawfik Hamid: "På vejen (hen til moskeen) understregede Muchtar den centrale betydning inden for islam af begrebet al-fikr kufr, forestillingen om at selve det at tænke (fikr) gør et menneske til en vantro".
Dette er ikke ment som en hyldest til Vesten og en latterliggørelse af islam: der eksisterer en voksende trussel mod vestligt lederskab rundt om i verden. Truslen er ikke islamisk terrorisme (selvom denne udgør en reel og voksende trussel, især i Europa, men i stigende grad også i USA). Truslen handler ikke om en voksende, muslimsk demografi (selvom den også gør indhug i Europa). Truslen kommer ikke engang fra islams voksende indflydelse overalt på kloden. Alt dette er reelle problemer, og de vestlige ledere har hidtil ikke magtet at reagere tilfredsstillende på de trusler, som disse problemer udgør. Men den klare og nærværende fare her overskygger alle de andre: den er rettet mod selve Oplysningens værdier. Hvis denne trussel ikke standses, kan den bevirke en opgivelse af selve den intellektuelle frihed, som vore øvrige friheder hviler på. Det handler om vores medvirken til den hurtige og hidtil ustoppelige vækst i direkte, islamisk (og rent faktisk islamistisk) kontrol med hele afdelinger og centre på et stadig større antal vestlige universiteter i Europa og USA. Og det handler om den indtrængende censur – og kriminalisering -- af ytringsfriheden i Europa – og i USA. Det gælder lige fra skræmmemetoder på (og tilsyneladende også uden for) universiteterne, for at lukke munden på afvigere, til Europa Kommissionens udsendte "adfærdskodeks", fra den 31. maj 2016, angiveligt for at lukke ned for "hate speech" [hadefuld tale] online, men i praksis er det som regel dem, der citerer "hate speech" eller peger på farerne, for at advare andre, som bliver lukket ned i stedet.
Berettiger en håndfuld donationer fra muslimske regeringer til et antal europæiske og amerikanske universiteter virkelig en hel artikel, som lægger ud med en påstand om, at den vestlige civilisation er truet? Omfanget af donationer overstiger faktisk langt en blot og bar håndfuld, de involverede universiteter er blandt de allerbedste i verden, de involverede pengebeløb udgør hundrede milliarder af dollar, og målene for islamisk finansiering er for størstepartens vedkommende fuldkommen præcise og indgår i en klar agenda. Nogle beløb kan tilfalde handelsskoler eller naturvidenskabelige institutter, men langt hovedparten går til at støtte eller skabe store afdelinger og akademiske centre for mellemøstlige, islamiske eller arabiske studier. Der ligger en tilsyneladende logik i dette – har ekstremt rige, muslimske stater ikke ret til at fremme studiet af deres egne samfund, historie og religion og derved skabe et korps af kyndige mænd og kvinder med tilhørende sprogfærdigheder og stor fortrolighed med de emner, som de først studerer og siden underviser i, eller som de bruger i stillinger som regeringsrådgivere, ansatte i statsforvaltninger, FN eller internationale NGO'er, som medlemmer af tænketanke, offentlige eksperter, medieanalytikere og måske politikere? Jo, hvis de udviste fuldkommen neutralitet og overlod akademikerne til disses egen dømmekraft, så ville deres støtte blive opfattet som simpel generøsitet eller som et bidrag til gode relationer i det internationale samfund. Hvad kunne være smukkere? Bliver den islamiske verden ikke voldsomt misforstået i Vesten, og ville mere undervisning og forskning i den og dens tro ikke være en virkelig gave? Og hvordan kan en som jeg, der hele livet har studeret, undervist i og skrevet om islamiske og mellemøstlige emner, tænke ringe om sådan et forehavende?
Et åbenlyst kritikpunkt er selve forehavendets omfang, som betyder, at fundamentalistiske, muslimske stater som Saudi-Arabien og Qatar nu faktuelt udøver en bølge af indflydelse på den måde, hvorpå der undervises i islam og mellemøstlige studier på centrale, vestlige universiteter. Dilemmaet for disse universiteter varsler om kommende kriser. Selv nogenlunde velhavende universiteter som Harvard og Oxford har økonomiske problemer. Det er ofte svært eller helt umuligt at opnå statsstøtte; akademikerne må kæmpe for at finde midler til deres projekter, job eller afdeling.
Universiteterne har reageret på flere måder. En måde har været at optage flere udenlandske studerende, herunder et ekstremt højt antal fra islamiske lande (hvor uddannelsesstandarden næsten overalt er lav). ICEF Monitor rapporterer:
"Ved studiestart i 2005 var der lidt over 3.000 saudiske studerende i USA, et land som har været det primære mål for KASP-finansierede studerende lige siden, og som så sin optagelse af saudiske studerende svulme op til lige under 60.000 studerende i 2014/15 (en næsten 2.000% forøgelse over de seneste ti år). De seneste fem år i træk har Saudi-Arabien været det fjerdestørste afgiverland til USA."
Der findes også et stort antal saudiske studerende i både Canada og Storbritannien.
En anden reaktion hos et mindre antal universiteter har været at åbne universitetsafdelinger i andre lande, heriblandt flere Golflande. University College London, Heriot-Watt University, New York University og Irlands Royal College of Surgeons [kirurger] afholder for eksempel programmer i henholdsvis Qatar, Dubai, Abu Dhabi og Bahrain. Ikke overraskende er disse satellitafdelinger langt fra fri for ekstern overvågning. Professor Stephen F. Eisenman fra Northwestern University (som har en afdeling i Qatar) mener, at "Etikken i at skabe et universitetsmiljø i et autoritært samfund er grumset, især når det undertrykker ytringsfriheden og blandt sine allierede tæller flere undertrykkende regimer eller grupper."
Dette er problematisk i sig selv, men overskygges af indvirkningen på studiet af den islamiske verden på vestlige universiteter herhjemme. Hvis vi begynder med Storbritannien, så fortæller Arab News:
Gennem de seneste ti år har Saudi-Arabien været den største donorkilde fra islamiske stater og kongelige familier til britiske universiteter, hvoraf meget er tilegnet studiet af islam, Mellemøsten og arabisk litteratur. En stor andel af disse midler gik til oprettelsen af islamiske studiecentre. I 2008 donerede prins Alwaleed bin Talal 8 millioner engelske pund (48,5 millioner saudiske riyal) til henholdsvis Cambridge og Edinburgh til dette formål, berettede dagbladet Al-Eqtisadiahs erhvervsdel i går. Oxford har været den største britiske modtager af saudisk støtte. I 2005 gav den nu afdøde kronprins, prins Sultan, 2 millioner pund (12 millioner riyal) til Ashmolean Museum. I 2001 gav King Abdul Aziz Foundation 1 million pund (6,1 millioner riyal) til universitetets mellemøstcenter. Der er mange andre donorer. Oxfords 75 millioner pund (454,6 millioner riyal) dyre Islamic Studies Center blev finansieret af 12 muslimske lande. Regenten over Oman, Sultan Qaboos bin Said, gav 3,1 millioner pund (18,8 millioner riyal) til Cambridge til finansiering af to poster, herunder en stilling i arabisk. Herskeren over Sharjah, sheik Sultan bin Mohammed Al-Qassimi, har støttet Exeters islamiske studiecenter med mere end 5 millioner pund (30 millioner riyal) siden 2001. Trinity Saint David, som er en del af University of Wales, har modtaget donationer fra herskeren over Abu Dhabi, sheik Khalifa bin Zayed Al-Nahyan.
Herunder følger tillige en opsummering af de pengemidler, der er givet til amerikanske universiteter, en liste som går helt tilbage til 1976:
Historien om de saudiske donationer i USA går tilbage til 1976, hvor Riyadh overførte 1 million dollar til University of Southern California.
I 1979 offentliggjorde bladet Saudi Aramco World en liste over gaver fra Mellemøsten, herunder 200.000 dollar fra saudierne til Duke University, beregnet til et program i islamiske og arabiske udviklingsstudier; 750.000 dollar fra den libyske regering til en stilling i arabisk kultur ved Georgetown University; og 250.000 dollar fra de Forenede Arabiske Emirater [UAE] til et gæsteprofessorat i arabisk historie, ligeledes Georgetown.
Frem til dette tidspunkt havde Riyadh brugt 100 milliarder dollar på at udbrede wahhabismen, den mest anti-semitiske og ekstremistiske udgave af islam.
Førende på listen over "begunstigede" er Harvard med omkring 30 millioner dollar. Denne perle i gruppen af Ivy League-universiteter modtog 20 millioner dollar alene i 2005.
20 millioner dollar blev doneret til Middle East Studies Center ved University of Arkansas; 5 millioner dollar til Center for Middle East Studies ved Berkeley i Californien; 11 millioner dollar til Cornell University i Ithaca, New York, og en halv million dollar til Texas University (det syvendestørste universitet i USA); 1 million dollar til Princeton; 5 millioner dollar til Rutgers University....
Oxford har et forskningscenter, som er finansieret af det iranske regime, mens midlerne på Cambridge kommer fra Saudi-Arabien, Oman og Iran.
Stipendier og kandidatprogrammer er det foretrukne og nemmeste våben for de islamistiske regeringer til påvirkning af de vestlige højere læreanstalter og deres frihed. Otte universiteter, heriblandt Oxford og Cambridge, har modtaget mere end 233,5 millioner pund sterling fra saudiske og muslimske kilder siden 1995. Den samlede sum, som er blevet afsløret af Anthony Glees, direktøren for Brunel Universitys Centre for Intelligence and Security Studies, udgør den største udenlandske finansieringskilde til universiteter i Storbritannien.
Rækken af universiteter, som har modtaget donationer fra saudiske kongelige og andre arabiske kilder, inkluderer Oxford, Cambridge, Durham, University College London, London School of Economics, Exeter, Dundee og City.
I en undersøgelse fra 2009 af finansieringen af strategisk vigtige fagemner på britiske universiteter fremlægger daværende forsker ved Centre for Social Cohesion, Robin Simcox, nogle detaljerede tabeller og længere kommentarer vedrørende den økonomiske støtte til arabiske og islamiske studier. A Degree of Influence[4] undersøger 11 universiteter, herunder nogle af de større centre for islamiske og mellemøstlige studier, så som Oxford (22 tilfælde), Cambridge, Londons School of Oriental and African Studies, Edinburgh, Durham og Exeter. Nogle af hans observationer er yderst rammende. I en omtale af Oxfords kraftigt støttede Middle East Centre skriver han, at
"MEC har modtaget betydelige pengesummer fra kilder i Mellemøsten. Måden, hvorpå disse penge er blevet anvendt, viser en klar risiko for, at donorer vil forsøge at få indflydelse på ydelser og aktiviteter på MEC. Desuden har mange store donationer til MEC været anonyme, hvilket afstedkommer en mangel på gennemsigtighed. I mange tilfælde har Oxford fuldt vidende accepteret penge fra udemokratiske stater med et dårligt ry inden for menneskerettigheder.... Adskillige aftaler indgået mellem MEC og donorer synes at indikere, at giverne har søgt indflydelse på centerets ydelser og aktiviteter."[5]
Om Cambridge skriver han:
"Cambridge University er et eksempel på, hvordan økonomisk støtte har haft en betydelig indflydelse på måden, universitetet drives på. Nylige donationer har været vedhæftet betingelser, som kunne medføre, at giverne fik opsyn via universitetets styrelseskomiteer. Selvom hoveddonorens intentioner virker ædle, ser det ud til, at der er blevet skabt en præcedens, hvor velhavende donorer kan få indflydelse på driften af en uafhængig, akademisk institution."[6]
 Oxfords Middle East Centre "har modtaget betydelige pengesummer fra kilder i Mellemøsten. Måden, hvorpå disse penge er blevet anvendt, viser en klar risiko for, at donorer vil forsøge at få indflydelse på ydelser og aktiviteter på MEC. -- Robin Simcox, A Degree of Influence. (Foto: Zaha Hadid/Flickr) |
Hvad medbringer denne hidtil usete indflydelse fra lande og enkeltpersoner, der har lave forventninger til akademisk frihed, til vore mest agtede læreanstalter? Der findes positive aspekter. Pengene kan give de virkelige lærde mulighed for at holde forelæsninger eller udføre værdifuld forskning, undervise i sprog som arabisk, persisk, tyrkisk, kurdisk og urdu (dog ikke hebraisk, selvfølgelig) og afholde konferencer, der er åbne for et bredt udbud af kolleger. Alt dette er til det gode, men er betinget af, at akademikerne styrer uden om kontroverser og emner, som oprører deres donorer. I virkeligheden er den akademiske frihed truet.
Det, som så mange ikke kan eller vil forstå, er, at statsstøtten fra især Saudi-Arabien og Qatar er en del af et langt større mønster. Saudier har gennem adskillige årtier udbetalt hundrede milliarder af dollar for at udbrede deres puritanske udgave af islam, wahhabismen, over hele kloden, samtidig med at de har opført i hundredvis af moskeer, skoler, biblioteker og islamiske centre og har udsendt hobevis af hardline-prædikanter, uddannet på deres egne seminarier og islamiske universiteter, til at udbrede deres budskab til muslimer overalt; de har skabt og finansieret institutioner for islamisk missionsarbejde, rekrutteret unge muslimer til at dyrke en ekstrem udgave af deres tro – alt sammen med det formål at gøre den saudiske stat til nøglespilleren i den islamiske verden og leder af islams udbredelse i Vesten. Dette er doktrinens karakter. Dybe lommer for akademiske studier i Europa og Nordamerika knyttes tæt sammen med de lommer, der finansierer missionsarbejdet og indskærpelsen af den mest fundamentalistiske udgave af den islamiske tro.
En anden måde at betragte det på er, at Saudi-Arabiens stormufti, Shaykh Abd al-'Aziz bin-Abdullah al-Shaykh, tidligere på året udstedte en fatwa, som forbød muslimer at spille skak. Han er langt fra den første, der har gjort det. Han begrunder forbuddet med, at "skakspillet er spild af tid og en mulighed for at formøble sine penge. Det skaber fjendskab og had mellem mennesker". Den 3. februar 2016 dukkede en ung saudisk prædikant, Shaykh Sa'ad al-'Atiq, op på et fatwa-rådgivningsprogram på al-Ahwaz TV og erklærede, at hvis folk offentliggør billeder på de sociale medier, kan andre kopiere dem og benytte dem til trolddom, hvilket kan medføre, at den oprindelige udgiver bliver syg af kræft eller andre sygdomme. Han sagde endda, at han kendte til mange eksempler herpå. Gennem de senere år er adskillige personer blevet halshugget i Saudi-Arabien på anklager om hekseri og trolddomskunst.
I maj 2016 læste jeg, at en anden saudisk sheik, Salih bin Fawzan Al Fawzan, medlem af det saudiske råd af førende lærde, havde sagt, at "det er ikke tilladt at fotografere, medmindre det sker af nødvendighed — ikke katte, ikke hunde, ikke ulve, ikke noget som helst". Dette ligger selvfølgelig helt i forlængelse af det ældgamle forbud mod afbildning af levende væsener, som har haft en så markant indflydelse på islamisk kunst. Det er ikke vanskeligt at se, at hvis dette udgør højdepunktet af lærdom i Saudi-Arabien, er deres motiver bag finansieringen af akademiske studier på vestlige universiteter måske ikke helt så ædle, som nogle gerne vil tro.
Den saudiske antipati mod kritisk, rationel og sekulær lærdom er helt klart en advarsel. Mere end én saudisk sheik, herunder den notoriske stormufti Bin Baz, har erklæret, at jorden står stille, og solen drejer omkring den. Nogle siger det stadig. Bedre uddannede saudiere og andre finder selvfølgelig dette latterligt; men den fatwa, der erklærer det, er blevet udgangspunkt for en ophedet debat blandt de stærkt religiøse.
I samme øjeblik vestlig lærdom krænker følsomheden hos saudiere, qatarer, kuwaitere, bahrainere og andre, ryger barriererne op. Akademikere nægtes visa til deltagelse i konferencer, kritik af Golfstaterne nedtones, debatten føres væk fra Golfmonarkierne selv og hård kritik af emner i Golfen, så som politiske reformer, menneskerettigheder og undertrykkelse af afvigere, bliver, sammenlignet med studier af andre arabiske regioner, stort set udelukket. Ifølge Kristian Coates Ulrichsen fra Rice Universitys Baker Institute er "næsten hvert eneste center for mellemøstlige studier i Storbritannien på en eller anden måde forbundet med en opbakker i Golfen. Det har skabt problemer, især gennem de senere år, hvor tolerancetærsklen over for afvigende synspunkter er blevet sænket".
Et af disse "problemer" er indflydelsen fra undervisere overalt i USA på indtryksmodtagelige studerende, som arrangerer Israel Apartheid Uger. De studerende slutter sig sammen med diverse anti-semitiske demonstranter, fordømmer Israel for hver eneste synd under solen og bruger skræmmemetoder mod jødiske og zionistiske kolleger, men bliver aldrig bibragt nogen historiske, juridiske eller politiske kendsgerninger af deres lige så partiske lærerstab. Den amerikanske vagthund Campus Watch holder et vågent øje med denne form for misbrug ved at afsløre lærere og forskere, som går langt hinsides grænserne for balanceret, akademisk diskurs for at vildlede, indoktrinere og understøtte studenterekstremister. Organisationen udstiller professorer, som fremsætter overdrevne påstande om islamofobi, eller som tilbyder støtte til terrorgrupper som Hamas. Dens stadige strøm af nyheder i forbindelse med mellemøstlige studier indeholder rigelige beviser på de fordrejelser, som i dag udspredes som balancerede studier.
Men som det tydeligste bevis på, at man ikke kan fæste lid til Golfdonorernes bidrag til vestlige universitetsstudier af islam og Mellemøsten, behøver man blot at gå tilbage til et af de tidligste tilfælde af saudisk investering på området. I 1981 betalte det saudiske ministerium for højere uddannelse for et lektorat til undervisning i arabiske og islamiske studier i afdelingen for religiøse studier ved Storbritanniens Newcastle University.[7] Den nyansatte, som var en ikke-muslimsk, britisk underviser med solid forskningsbaggrund, kastede sig ud i en ambitiøs række af emner, der var designede til at give de studerende en bred baggrundsviden inden for islamisk historie og islamiske læresætninger. Fem år senere ophørte betalingen for hans stilling pludselig. Grunden var, at han blandt sine studieemner havde inkluderet forelæsninger om sufisme og shi'isme – vigtige emner ved ethvert studie af islam, men for wahhabierne begge bandlyste.
Dette var slemt nok i sig selv – akademikere ved det nærliggende Durham Universitys center for mellemøstlige og islamiske studier fordømte højlydt handlingen og begrundelsen for den – men saudierne gik endnu videre. De udnævnte (ensidigt og uden et forhøre sig hos universitetsstyrelsen) en saudisk underviser, der var uden nogen som helst kvalifikationer inden for islamiske studier (hans Ph.d. gjaldt engelsk litteratur). Afdelingen og universitetet, der var ivrige efter at få flere penge, tillod denne amatør at undervise og eksaminere de studerende i endnu adskillige år, hvorefter stillingen gik i glemmebogen.
Dette er et af de mest bemærkelsesværdige, akademiske forløb i nyere historie. En afskedigelse og en udnævnelse baseret udelukkende på en religiøs doktrin. Men det gjorde sin virkning. Det var en øjenåbner for andre akademikere på området, som modtog eller håbede på at modtage saudisk støtte: Der er emner, uanset hvor vigtige de er for faget, som enhver, der ønsker at beholde sit job, er nødt til at holde sig fra. Der findes undervisere med forsknings- og udgivelsesinteresser inden for disse emner, som ikke kan udnævnes til saudisk finansierede stillinger. I 1981 dyppede saudierne tåspidserne i vandet. I dag er de flydende og svømmer af sted i den stærke strøm.
Den fundamentalistiske islam, som bakkes op af nogle kolossalt pengestærke magter, fordærver de værdier fra Oplysningstiden, som vi skatter mest. I maj måned i år forbød Organization of Islamic Cooperation (OIC), den muslimske organisation der ofte sammenlignes med FN, 11 organisationer for homoseksuelle og transkønnede at deltage i en FN-konference om forskning med henblik på standsning af AIDS-epidemien.
"Egypten skrev på vegne af Organization of Islamic Cooperation til den 193 medlemmer store generalforsamling om dens beslutning, uden at angive en grund. Beskyttelse af de mennesker, som er mest berørt af epidemien – transseksuelle har globalt set 49 gange større sandsynlighed for at leve med HIV end den øvrige befolkning – er tydeligvis ikke på dagsordenen."
Man må formode, at den virkelige grund hertil var den dybt rodfæstede homofobi i den muslimske verden. Potentielt livreddende, medicinske fremskridt blev blokeret, fordi islam forbyder homoseksualitet (Koranen: 77: 80-84).
Vi kan ikke fortsætte med at leve på denne måde. Vi kan ikke lade dybt konservative muslimer og muslimske stater skubbe deres reformvenlige brødre til side og trampe på vore mest essentielle frihedsværdier. Uden de vestlige landes eksempel og standard vil den muslimske verden af sig selv synke ned i et stadig dybere forfald, og det vil føre til mere vold overalt. Vi skylder os selv at modstå dette stormløb mod vore værdier, og vi skylder den muslimske verden at beskytte den mod dens egen modstand mod og frygt for forandring.
Dr. Denis MacEoin er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.
[1] En proces der er beskrevet tiltalende detaljeret af Thomas Kuhn i hans mesterværk The Structure of Scientific Revolutions, 50th anniversary ed., U. of Chicago Press, 2012.
[2] Et foruroligende, nyere eksempel på en muslimsk underviser, som mistede sin stilling på grund af en fornuftig fortolkning af islam, er professor Mouhanad Khorchid, som var professor i islamisk pædagogik ved universitetet i Münster. I 2013 udgav han et frisindet studie af islam, som blev angrebet af Tysklands største muslimske organisation og fordømt af denne som en "forkastelse af den klassiske islams lære" og en "fornærmelse mod muslimsk identitet." For dette blev han afskediget fra sin stilling på universitetet. Se: Susanne Schröter, 'Opinion: En tysk islam skal være frisindet, selvkritisk', Deutsche Welle, 23. maj 2016; tilgængelig online her: http://www.dw.com/en/opinion-a-german-islam-must-be-liberal-self-critical/a-19277619
[3] En læseværdig beretning herom findes i Robert Reilly, The Closing of the Muslim Mind: How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis, Wilmington, Delaware, 2010.
[4] Robin Simcox, A Degree of Influence: The funding of strategically important subjects in UK universities, Centre for Social Cohesion, London, 2009
[5] A Degree of Influence, s. 35.
[6] Ibid, s. 64
[7] Se Daniel Easterman. New Jerusalems, London, 1992, s.92-93.