Ifølge en talemåde bliver enhver krigs historie skrevet af sejrherren. Det skyldes, at taberen enten er død eller for såret til at finde energien til at skrive eller i nogle tilfælde gøre sig forhåbninger om at kunne gøre sejrherren til en ven.
For at talemåden skal kunne gøre sig gældende, skal en krig imidlertid ende med en anerkendt vinder. Og det giver et andet problem: Ingen sejrherre kan udnævne sig selv og bære sejrskransen, hvis modstanderen ikke anerkender sit nederlag.
Israelere har haft dette hovedbrud, lige siden de kæmpede for at sætte deres lille land på landkortet.
Denne gang var det igen USA, der fjernede sejrskruset fra deres læber.
Idealisterne, der påtvang dette ustabile udfald, glemte, at forpligtelsen i krig er at ændre en ustabil status quo og erstatte den med en ny, der er acceptabel for parterne, ved tydeligt at udpege en sejrherre og en besejret. De siger, at krig er politik videreført med andre midler. I dette tilfælde ændrede idealisterne imidlertid krig til illusionistisk diplomati.
Nogle af de udenforstående idealister drog fordel af deres intervention ved at vinde valg eller fik ligefrem tildelt den nærmest komiske Nobels Fredspris.
Der er siden 1947 fremkommet mange nye lande på landkortet, og snesevis af krige er blevet vundet eller tabt, hvilket har skabt nye status quo og sikret lange perioder med fred og stabilitet. I alle disse tilfælde fik krigen – der af Aristoteles blev anset for at være menneskets nobleste stræben – lov til at afgøre, hvem der vandt, og hvem der tabte. Krigens funktion er at løse den gordiske knude med et slag og give tingene lov til at genoptage deres bevægelse.
Idealisterne og våbenhvilefortalerne gør krig til en kniv i såret, der drejes rundt igen og igen.
Våbenhvile kan med andre ord i nogle tilfælde blive fredens fjende.
Det kan ske igen med den våbenhvile, som USA's præsident, Donald Trump, har pålagt Israel og Iran, hvorved der sker en foreløbig indstilling af en krig, der begyndte for næsten et halvt århundrede siden, da Ayatollah Ruhollah Khomeini, grundlæggeren af Den Islamiske Republik, erklærede, at "udslettelse af den zionistiske enhed" var hans førsteprioritet.
Israel vandt efter alle militære standarder en stor sejr i 12-dages krigen, som Trump standsede. Inden for 48 timer fik Israel fuld kontrol over det iranske luftrum, og denne kendsgerning gjorde det senere muligt for amerikanske B2-bombefly at ødelægge Irans vigtige nukleare installationer inden for få timer uden at blive mødt af nogen modstand.
Israelerne fjernede desuden det øverste lag af Irans militære hierarki, der var domineret af Den Islamiske Revolutionsgarde, og udslettede hovedkvarteret for Quds-styrken, der igennem årtier styrede Irans operationer i Irak, Libanon, Syrien, Gaza og Yemen.
Ifølge iranske vurderinger fik Israel ødelagt eller alvorligt beskadiget Den Islamiske Republiks militære og nukleare steder ved at angribe mere end 600 mål og ødelægge for anslået mere end 11,5 billioner kroner. På næsten perfekt militær vis lykkedes det for Israel at gennemføre angreb i 20 ud af Irans 31 provinser uden at miste et eneste fly eller pilot.
Ifølge Fatemeh Mohajerani, der er talsperson for Irans præsident, Massoud Pezeshkian, skulle israelske angreb have medført 600 dræbte, herunder 54 kvinder og børn. Blandt de dræbte var der 23 en- og tostjernede generaler, mens yderligere 300 var militært personel, herunder underofficerer. Der blev dræbt 46 iranske atomfysikere og ledere. Antallet af iranske sårede er 4.746. På den israelske side er antallet af dræbte ved iranske angreb sat til mere end 30, hvoraf kun én var en 18-årig værnepligtig. Antallet af israelske sårede er 3.238.
Dette ville normalt gøre Israel til en klar vinder af 12-dages krigen. Men som i tidligere tilfælde beskrevet ovenfor står Israel imidlertid endnu en gang tilbage med en gevinst, der ikke kan indløses, og derudover omtales de som tabere af Iran og, hvad der er mere overraskende, af såkaldte eksperter i USA og Europa.
For at komplicere tingene yderligere har Trump fremstillet sig selv som sejrherren, der endte krigen ved at "udslette Irans atomprogram for evigt" og påtvinge en våbenhvile inden for 24 timer efter de amerikanske flyangreb.
Iran har forsøgt at overtrumfe Trump ved at fremføre sin egen sejrsmelding. "Vi brækkede den amerikanske tyrs horn og tværede dens næse i støvet", siger Muhamad-Reza Aref, der er assistent for præsidenten i Teheran.
Teherans propaganda lægger stor vægt på, at krigen varede 12 dage. "Arabere anført af Egypten brød sammen efter kun seks dages krig mod zionisterne i 1967", siger en redaktør på revolutionsgardens nyhedsside Tasnim. "Den Islamiske Republik modstod imidlertid angrebet fra zionister og deres amerikanske støtter i 12 dage og tvang dem til at tigge om en våbenhvile."
Det officielle medie i Teheran citerer New York Times, CNN og andre amerikanske og europæiske medier og sår tvivl om Trumps påstand om sejr, for ikke at tale om Israels.
En række vestlige profiler fremvises i medierne for at bakke op om Irans påstand om sejr, blandt andre John Mearsheimer, David Attenborough, Noam Chomsky og Jeffrey Sachs.
Irans påstand om sejr har opmuntret nogle khomeinistiske ideologer til at opfordre til at forberede endnu en runde krig.
"Vi slog både Den Store Satan og dens zionistiske agent", siger den enstjernede generel Ibrahim Jabbari. "Men vi burde ikke lade det være ved det. Vi burde beholde vores støvle på Netanyahus hals indtil han kvæles."
Endnu en gang i mellemøstlig historie vil en hastigt indført våbenhvile, motiveret af kortsigtede politiske overvejelser, forlænge en årtier lang krig, hvori hver fase er mere dødbringende end den foregående.
Amir Taheri var redaktionschef på dagbladet Kayhan i Iran fra 1972 til 1979. Han har arbejdet ved eller skrevet for utallige blade, forfattet elleve bøger og har været klummeskribent ved Asharq Al-Awsat siden 1987.