EU sidder fast i en diplomatisk lammelse og har fra sidelinjen set på, mens USA og Israel har båret byrden med at sætte sig op imod Den Islamiske Republik Iran.
Mens amerikanske og israelske ledere løber reelle, konkrete risici for at imødegå truslen fra det iranske styre og dets store globale terrornetværk, har europæiske embedsfolk valgt en vej præget af forsoning, udskydelser, fejhed og grådighed, alt imens de kritiserer Israel for at træde til for dem i stedet for at takke landet.
Som sædvanlig udstedes der i store dele af et opblæst Europa erklæringer og afholdes møder, men der kommer ingen reel handling. Det er blevet et alt for velkendt mønster. EU taler om menneskerettigheder, om demokratiske værdier, om international sikkerhed – men når det kommer til Iran, har EU været demonstrativt uvillig til at handle. Det er på høje tid, at EU holder op med at gemme sig bag tomme diplomatiske ritualer, der som regel ledsages af overdådige banketter og prangende, skinhellige erklæringer, og i stedet begynder at gøre noget meningsfuldt for en gangs skyld.
Irans styre er ikke kun en regional trussel, der er begrænset til Mellemøsten. Det er et revolutionært styre med globale ambitioner – og de har Europa på sigtekornet. Styret har offentligt givet udtryk for sit ønske om at eksportere sin radikale, islamistiske revolution til resten af verden. Styret ser EU som en del af det "dekadente Vesten", der skal besejres og nedbrydes. Dette er ikke kun retorik. Irans herskere laver et fremstød med terror, spionage og drab på europæisk jord. De demonstrerer, at deres indflydelse når meget længere ud end til landets egne grænser; helt til Sydamerika. Deres fjender inkluderer almindelige europæiske borgere og lovgivere, såvel som iranske dissidenter bosat i udlandet.
I 2018 var en "Befri Iran"-demonstration i Paris et iransk terrormål. Det var ikke nogen lille operation. Den blev planlagt og udført af den iranske diplomat Assadollah Assadi, der transporterede sprængstoffer på et kommercielt fly fra Iran og overdrog dem til agenter i Europa. Målet var at dræbe tusindvis af mennesker, herunder internationale ledere, menneskerettighedsaktivister og journalister. Irans komplot var statssponsoreret terrorisme i hjertet af EU. Selv efter, at Assadi var blevet dømt i Belgien, var EU's reaktion imidlertid afdæmpet: Irans ambassader forblev åbne, Assadi blev løsladt og handelen fortsatte. Det iranske styre blev holdt skadesløst.
Det iranske styre har også været involveret i en lang række – succesrige og forsøgte – mord på iranske dissidenter bosat i Europa. I Holland var Iran involveret i mordene på dissidenterne Ali Motamed i 2015 og Ahmad Mola Nissi i 2017. I Tyskland har myndighederne afværget angrebsplaner mod medlemmer af den iranske opposition. Det iranske styres efterretningsagenter og drabsmænd har med chokerende lethed kunnet operere over hele Europa: Europæiske regeringer har ikke gjort meget andet end at anlægge en alvorlig mine og offentliggøre erklæringer om deres "dybe bekymring". Iran har tolket denne passivitet som svaghed – og det er det også.
Irans indflydelse er ikke "kun" begrænset til drab og terrorceller. Regimet er nu en nøglespiller i en af de vigtigste krige i Europa siden Anden Verdenskrig: den russisk-ukrainske krig. Iran har givet Rusland tusindvis af dødbringende droner, herunder de berygtede droner Shahed-131 og Shahed-136, som Rusland har brugt til at angribe civile og infrastruktur i Ukraine. I maj 2025 affyrede Rusland mere end 700 kamikazedroner ind i Ukraine i løbet af en enkelt nat. Disse våben blev ikke udviklet i et tomrum – de var produktet af en ekspanderende alliance mellem Iran og Rusland. Ved fortsat at ignorere Irans rolle i krigen muliggør EU i realiteten nedslagtningen af ukrainske civile og konsolideringen af en fjendtlig antivestlig akse.
Hvad gør EU i stedet for? Snakker. De europæiske demokratiers ledere vælger, lige som de gjorde i 1930'erne, overgivelse i stedet for handling i håbet om, at stormen vil drive over uden at de bliver nødt til at vælge side. EU's manglende handling over for Iran giver, lige som Europas regerende klasses tragiske fejhed over for Hitlers fremgang, det iranske styre plads, tid og selvtillid til at vokse sig stærkere. Briterne og amerikanerne reddede ikke Europa fra fascismen for at kontinentets ledere nu om dage skal krybe for Teherans ayatollaher.
Et kritisk skridt, som EU – i hvert fald Tyskland og Frankrig – kan og skal tage, er at udløse "snapback"-sanktionsmekanismerne under FN's Sikkerhedsråds resolution 2231. "EU3" – Frankrig, Tyskland og Storbritannien – har stadig den juridiske myndighed til at indføre denne "snapback"-mekanisme. Hvis de handler inden den 18. oktober 2025, kan de genindføre den fulde liste af FN-sanktioner mod Iran, som blev ophævet som en del af den mangelfulde "atomaftale" (Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA) fra 2015. Sanktionerne inkluderer restriktioner for Irans missilprogram, militære eksport og finansielle netværk. Det iranske styre har ikke bare brudt JCPOA-aftalen – det har pulveriseret aftalen ved at berige uran til langt over de tilladte grænser og ved at lægge hindringer for de internationale atominspektører.
Hvis det ikke nås inden tidsfristen, bliver det næsten umuligt at få FN's Sikkerhedsråd til at genindføre sanktioner: Kina og Rusland vil utvivlsomt blokere for ethvert fremtidigt tiltag. Flere års bestræbelser, pres og diplomati vil være spildte. Det tog årtier at opbygge det internationale sanktionsregime, som den amerikanske præsident Barack Obama på tragisk vis afviklede i 2015 med JCPOA. At lade den struktur falde helt sammen ville være et utilgiveligt forræderi mod den globale sikkerhed og opmuntre Iran til at fortsætte sin vej mod kernevåben, uden at det har nogen konsekvenser.
Udover snapback-mekanismen kan EU bryde alle diplomatiske og økonomiske bånd med Den Islamiske Republik, lukke alle iranske ambassader i Europa, udvise alle iranske ambassadører, bryde alle handelsaftaler, indefryse alle værdier og sanktionere alle embedsfolk tilknyttet styrets terrorapparat. Ved at opretholde status quo i relation til Iran styrker man landets herskere ved at signalere over for dem, at EU ikke er villig til at imødegå farer, når man ser dem.
Europa foregiver at forsvare demokrati og menneskerettigheder, alt imens man handler med "verdens ledende statssponsor af terrorisme".
Hvis EU's ledere er for svage, for feje eller for kompromitterede til at konfrontere det iranske styre direkte, så kunne de i det mindste holde op med at forsøge at underminere Israels og USA's handlinger. Støt i stedet jeres allierede. Del efterretninger. Giv offentlig og diplomatisk opbakning. Gem jer ikke bag retorik og "neutralitet" mens andre sætter deres liv på spil for at kæmpe mod et af verdens farligste regimer – et, der forsøger at fortære jer. EU burde som et minimum undlade at obstruere bestræbelserne hos dem, der er villige til at handle.
EU's politik over for Iran har været kendetegnet ved fejhed, ubeslutsomhed og et farligt ønske om at formilde Irans styre ved at se den anden vej og fortsætte som hidtil. Oktober måned nærmer sig. Hvis EU ikke handler nu – ved at iværksætte snapback-sanktioner, bryde diplomatiske bånd, indstille handel og støtte sine allierede – vil det endnu en gang diskreditere sig selv. Men har EU nogensinde følt skam?
Majid Rafizadeh er politolog, Harvard-uddannet analytiker og bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review. Han er forfatter til adskillige bøger om amerikansk udenrigspolitik og islam. Han kan kontaktes på dr.Rafizadeh@post.Harvard.Edu