Jeremy Corbyn (i midten) udspørges af en House of Commons Home Affairs komité vedrørende Labourpartiets egen antisemitismeundersøgelse, mens undersøgelsens forfatter, Shami Chakrabarti (t.v.), kradser en besked ned til ham, 4. juli 2016. (Billedkilde: UK Parliament) |
Storbritanniens Labourparti, som er og bliver hovedmodstanderen til den nuværende Konservative regering, har kæmpet for at afkaste sig et ry for at tolerere antisemitisme og rumme et stort antal antisemitter i sine rækker. Afsløring efter afsløring af antijødiske, antizionistiske og antiisraelske ytringer, resolutioner og interne undersøgelser har bragt partiet i alvorlig miskredit og har givet medier og politiske modstandere talløse muligheder for, helt berettiget, at stemple partiet med anklager om racisme. Antiracisme er, med rette, en norm, som formodes at være respekteret af de fleste mennesker. I en artikel i British Future i april skrev Sunder Katwala, at han havde talt ved at massemøde om antiracisme på vegne af sin lokale Labourgruppe:
"Jeg fortalte tilhørerne, at Labour har været banebrydende, når det gælder race. At det, hvis man så sig om i verden, kunne være svært at finde noget politisk parti, som har brystet sig lige så meget af at have optrådt som pioner i kampen mod racisme."
Så langt, så godt. Imidlertid fortsatte Katwala umiddelbart derefter:
"Men jeg fortalte også om min bedrøvelse over, at der i et parti med den tradition og den historie stadig i dag er så meget, der mangler at blive gjort, når det gælder modarbejdelse af antisemitismen i Labourpartiet selv."
Og det er virkelig mærkeligt: det mest antiracistiske parti bliver anklaget af mange af sine egne medlemmer og parlamentsmedlemmer for at være antisemitisk. Hvordan er det gået til, og hvordan er det blevet bestyrket for nylig ved en beslutning i juli i år i partiets nationale styringsgruppe, National Executive Committee?
Før vi kigger nærmere på det, kan det være nyttigt at citere et afsnit af en nylig afholdt tale i House of Commons (Underhuset) den 16. april af Ruth Smeeth, som er et jødisk parlamentsmedlem for Labour. Hun talte under et længere parlamentsmøde, der var viet til antisemitismen, hvor der blev holdt mange fine taler, og hvor hun ved afslutningen på sit indlæg modtog stående ovation. Hendes ord chokerede alle i salen:
Gennem de seneste to år har jeg imidlertid oplevet noget virkelig smertefuldt: angreb på min identitet inde fra min egen Labourfamilie. Jeg har været genstand for en kampagne af overgreb, forsøg på mobning og intimidering fra mennesker, som har tilladt sig at fortælle mig, at mennesker som mig ikke har nogen plads i det parti, som jeg har været medlem af i mere end 20 år, og som jeg er stolt af at repræsentere på disse bænkerader. Min mor var en ledende fagforeningsrepræsentant; min bedstefar var en sortlistet stålarbejder, som blev minearbejder. Jeg blev født ind i vores bevægelse lige så sikkert, som jeg blev født ind i min tro. Det er en bevægelse, jeg har arbejdet for, gået i kampagne for og kæmpet for hele mit voksenliv, så det var virkelig hjerteskærende at stå på parlamentspladsen for lidt over tre uger siden, skulder ved skulder med det jødiske samfund imod den antisemitiske gift, som oversvømmer dele af mit eget parti og den bredere politiske diskurs.
Hvis dette Hus vil bære over med mig, vil jeg gerne oplæse et lille udvalg af, hvad jeg har modtaget på de sociale medier...
"Hæng dig, dit afskyelige, forræderiske, zionistiske Tory-svin. Du er en kræftsvulst på menneskeheden."
"Ruth Smeeth er zionist—hun har ingen skam i livet—og udnytter mordene på jøder under Hitler—som zionisterne forledte."
"Ruth Smeeth må helt sikkert rejse på 1. klasse til Tel Aviv med alt sit pladder. I sidste ende deltager hun blot i forsøget på at bringe Corbyn til fald."
"Første opgave for Jeremy Corbyn i morgen— smid den zionistiske BICOM-plet af en gammel kælling Ruth Smeeth ud af partiet."
"Denne kælling Ruth Smeeth er britanofobisk, vi bliver nødt til at rense vores nation for disse typer."
"#JC4PM kassér Ruth Smeeth ASAP. Knald den so—få alle zionistiske børnemorderbærme ud af Labour."
"Du er en spion! Du er ond, satanisk! Forsvind! #Labour #Corbyn."
"Ruth du er en zionistisk gevækst, jeg skammer mig over, at du er i Labour. Egner dig bedre til det morderiske Knesset! #I Support Ken."
"Din forræderven Tony Blair afskaffede hængning for forræderi. Din slags bør rejse, inden vi genindfører det. #Smeeth Is Filth."
I løbet af blot de seneste tre år, siden september 2015, er det langvarige, men lidet kendte Labourparlamentsmedlem Jeremy Corbyn uventet indtrådt i et formandsvalg og er til alles overraskelse endt som Labourpartiets leder. Inden for kort tid krængede Labour langt ud mod venstre. Inden for en måned efter Corbyns valg blev der skabt en bevægelse på den yderste venstrefløj, Momentum, som hovedstøttegruppe for den nye leder. Dens grundlægger og formand, Jon Lansman, var en velhavende, kommunistisk inspireret aktivist fra en ortodoks jødisk familie, men stærkt propalæstinensisk. Han har opfordret Labour til at holde op med at benytte ordene "zionist" og "zionisme" og har i stedet foreslået en lang række eufemismer så som "israelske fundamentalister" eller, allerhelst, "Netanyahus regime". Lady Valerie Cocks, som i mange år var formand for Labour Friends of Israel (Labourvenner af Israel), skrev i et brev til Jewish News:
"Jeg har altid haft mine sammenstød med Lansman, som jeg har anset for vores værste fjende i al den tid. Selvom vi i dag har andre fjender som Jeremy Corbyn og John McDonnell, er Lansman efter min mening endnu værre."
Momentums næstformand var i en periode Jackie Walker, en kvinde hvis russisk-jødiske far var medlem af kommunistpartiet i USA. Walker er blevet kaldt for en notorisk antisemit, som måtte fjernes fra sin post på grund af sine gentagne og ekstreme antisemitiske bemærkninger og aktiviteter. Ikke desto mindre blev hun siddende i styringskomiteen og blev senere grundlægger og medlem af Jewish Voice for Labour (Jødisk stemme for Labour), en af flere propalæstinensiske og antizionistiske organisationer, som for nylig har forsøgt at blive anerkendte modeller for en påstået jødiskhed inden for partiet.
Ved en bestemt lejlighed har Walker udtalt: "Jeg har ledt efter oplysninger, og jeg har endnu ikke hørt en definition på antisemitisme, som jeg kan arbejde med." Denne afvisning af definitioner på antisemitisme var, som vi skal se, yderst relevant for partiets krise i sommeren 2018.
Mens Labour, effektivt ledet af Momentum og en forsamlet kult af ekstremistiske Corbyntilhængere, gled længere og længere mod venstre og brugte infiltration som middel til at overtage lokale vælgergrupper, sank det dybere end nogensinde ned i en voksende mængde af beskyldninger om antisemitisme. Disse beskyldninger blev del af en national debat og spredt viden om af medierne, herunder venstrefløjspressen. Når man betænker Labours ry som aktivt antiracistisk parti og dets påstand om at stå i spidsen for forsøg på at gøre en ende på racismen nationalt, kunne de tiltagende klager over antisemitisme ikke have været mere pinlige. Jackie Walker havde, trods alt, opbygget meget af sin aktivistiske karriere på at være antiracist.
Som svar på denne politisk ødelæggende reaktion opfordrede Corbyn selv, den 29. april 2016, til en undersøgelse af, hvor langt ind i partiet antisemitismen strakte sig. Shami Chakrabarti, tidligere formand for Liberty, som er en prestigefyldt organisation for borgerfriheder og menneskerettigheder, blev udnævnt til at lede det, der blev kendt som Chakrabarti-undersøgelsen. Rapporten blev offentliggjort af Labour den 30. juni, blot to måneder efter undersøgelsens påbegyndelse. Den var kort (41 sider), intetsigende og handlede ofte om tekniske detaljer vedrørende Labours ordensreglement, herunder et tillæg på ti sider med anbefalinger til ændringer i reglerne. Chakrabarti blev kontroversielt ophøjet til House of Lords (Overhuset) som belønning.
Rapporten blev hurtigt mødt af kritik fra det jødiske samfund og andre steder. Samme juli i 2016 afholdt en parlamentsgruppe, Home Affairs Select Committee, et undersøgelsesmøde om den stigende antisemitisme i Storbritannien; Corbyn og Chakrabarti blev indkaldt til at deltage. Komiteens formand, Keith Vaz, beskrev Chakrabartis rapport som en "hvidvaskning". Andre parlamentsmedlemmer, især Labours moderate Chuka Umunna, udsatte Corbyn og Chakrabarti for en hård, skeptisk udspørgen. Det var især tydeligt, at Chakrabarti-undersøgelsen havde ignoreret en bred vifte af betragtninger, hovedsagelig fra jødiske ledere, skribenter og aktivister. Mange af disse betragtninger blev senere samlet i et mindre bogbind, redigeret af Judith Ornstein: Whitewashed: Anti-Semitism in the Labour Party.
Undersøgelsen havde tydeligvis været en fiasko, og dens anbefalinger faldt på stenet grund, først og fremmest fordi den nægtede at forholde sig direkte til brugen af antisemitiske stridsskrifter rettet mod staten Israel, en form for antisemitisme som var tydeligt omtalt i flere tidligere definitioner på fordommene. I stedet for at vende tilbage fra denne fiasko – hvilket ville have betydet en langt strengere undersøgelse, som lagde vægten på jødiske reaktioner – pløjede partiet bare videre og benægtede fortsat omfanget og karakteren af sine stadig tydeligere antisemitiske og antizionistiske tendenser. David Hirsh, en fremragende jødisk sociolog og langvarigt medlem af Labourpartiet fra Goldsmiths College i University of London, udgav for nylig en detaljeret undersøgelse af hele affæren helt frem til begyndelsen af 2018: Contemporary Left Antisemitism (Nutidens antisemitisme på venstrefløjen). Kapitel 3 er viet til "The crescendo of antisemitism in Corbyn's Labour Party and the Chakrabarti Inquiry" (Den tiltagende antisemitisme i Corbyns Labourparti og Chakrabarti-undersøgelsen).
Her tager vi en dyb indånding. I juli i år udarbejdede National Executive Committee of Labour, partiets store styringsgruppe, en ny 16-punkts adfærdskodeks vedrørende antisemitisme; som vi skal se, har denne kodeks udelukkende tjent til at fremkalde endnu mere fordømmelse fra jødiske ledere, fordi den svækker den fulde definition på antisemitisme og lader adskillige former for antisemitisme slippe forbi censuren.
Store, moderate politiske partier er normalt følsomme over for beskyldninger i medierne eller offentligheden, som kan få borgerne til at holde op med at stemme på dem. Labours antisemitiske ry har været på avisernes forsider, har medført en strøm af artikler i førende dagblade og har vakt dyb bekymring i godt og vel to år nu. Den siddende britiske regering er i krise – en krise, som inden længe kan føre til et nyt parlamentsvalg, hvor Labour kunne håbe på at vinde eller yderligere øge sine stemmer, ligesom det skete i 2017. Man skulle tro, at partiet ville gøre hvad som helst for at vinde vælgerne tilbage ved at forlade alle former for politik, som kan få offentligheden til at opfatte dem som værende for ekstreme til at kunne påtage sig regeringsansvaret i et land, hvor forvirringen råder på grund af planerne om at forlade Den Europæiske Union. Men i juli måned gjorde de præcis det modsatte ved at vende al moderation ryggen, formentlig i håbet om at det er her, stemmerne ligger.
Den 16. juli 2018 overtog Labourpartiets 41 medlemmer store National Executive Committee (NEC) dele af International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA)'s Working Definition of Anti-Semitism (Arbejdsdefinition på antisemitisme), efter et forslag få dage forinden fra en underkomité. Der havde allerede været ytret mundtlig uenighed om underkomiteens foreslåede reformulering fra jødiske medlemmer af parlamentet og partiet, såvel som fra det jødiske samfund i almindelighed, men NEC kørte alligevel videre og gjorde Labours problem – eller fordel – endnu større end før. Det viste sig, at Labour kun havde overtaget indledningsafsnittet i IHRA's definition, ikke hele teksten med dens mange eksempler på tale og adfærd, som er antisemitisk.
Jewish Voice for Labour benægtede voldsomt, at NEC på nogen måde havde beskåret definitionen og insisterede på, at den fulde udgave blot var på 38 ord:
Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan komme til udtryk som had mod jøder. Retoriske og fysiske udtryk for antisemitisme rettes mod jødiske eller ikke-jødiske personer og/eller deres ejendom, mod jødiske samfundsinstitutioner og religiøse faciliteter.
Denne "definition" er ekstremt lumsk. I det fulde definitionsdokument kan man læse følgende: "Til at vejlede IHRA i dens arbejde kan de følgende eksempler tjene som illustrationer", efterfulgt af yderligere to sider med eksempler, hvoraf flere refererer til kommentarer om Israel. [1]
Mere end én støtte af den forkortede udgave har hævdet, at den fulde pakke forhindrer dem i at kritisere Israel. Denne anklage er ikke korrekt. Faktisk er definitionsteksten fuldkommen tydelig på dette punkt: "Kritik af Israel på samme niveau, som rettes mod hvilket som helst andet land, kan ikke anses for antisemitisk". Vel vidende herom har NEC bevidst fjernet fire paragraffer, som sammenfatter antisemitisk kritik:
1. At nægte det jødiske folk dets ret til selvbestemmelse, f.eks. ved at påstå, at staten Israel er et racistisk forehavende.
2. At drage sammenligninger mellem nutidig israelsk politik og nazisternes.
3. At beskylde jødiske borgere for at være mere loyale over for Israel, eller over for påståede jødiske prioriteter verden over, end over for deres landes interesser.
4. At benytte dobbeltmoral ved at afkræve det en adfærd, som ikke forventes eller kræves af nogen anden demokratisk nation.
Om noget, var vreden hos jødisk organisationer, parlamentsmedlemmer og andre nu større, end den havde været tilbage i marts under stormødet imod antisemitisme, som fandt sted på parlamentspladsen. Labour var gentagne gange blevet advaret om den massive antisemitisme inden for egne rækker, partiets rapport om problemet havde været en hvidvaskning, stormødet havde skabt massiv offentlig opmærksomhed, Corbyn var mødtes med jødiske samfundsledere i den følgende måned og havde efterladt dem "skuffede", og nu havde partiet afgivet et isnende tegn på, at det ikke havde lyttet.
Den centrale betydning af den fulde IHRA-definition blev understreget i en fælles udtalelse fra den nye præsident for Jewish Board of Deputies (Jødiske deputeredes bestyrelse), Marie van der Zyl, og formanden for Jewish Leadership Council (Jødisk ledelsesråd), Jonathan Goldstein:
Det er op til jøder selv at afgøre, hvad antisemitisme er. Det jødiske samfund i Storbritannien har overtaget International Holocaust Remembrance Alliance Definition of Antisemitism i dennes helhed, det samme har den britiske regering, den walisisk forsamling, det skotske parlament, 124 lokale myndigheder over hele landet og talrige regeringer rundt om i verden. Det er umuligt at forstå, hvorfor Labour nægter at tilslutte sig denne universelle definition. Dets handlinger udvander blot definitionen og eroderer yderligere den eksisterende mangel på tillid, som britiske jøder nærer i deres oprigtige ønske om at modarbejde antisemitismen inden for Labourbevægelsen.
IHRA-definitionens centrale betydning er blevet udførligt behandlet af det jødiske parlamentsmedlem for Labour Luciana Berger. I et brev til Labours generalsekretær, Jennie Formby, skrev hun:
"Det jødiske samfund og JLM mener, at den bedst fungerende definition på antisemitisme er den fulde IHRA-definition, inklusiv dennes eksempler."
"Hvis den fulde IHRA-definition på antisemitisme er god nok for CPS [Crown Prosecution Service], College of Policing, det jødiske samfund, det skotske parlament, den walisiske forsamling, National Union of Students, og Labourråd over hele landet, så burde den også være god nok for Labourpartiet."
"Den har ikke brug for at blive ændret, og det forekommer uklart, til hvis gavn disse ændringer er blevet foretaget. Vi kan ikke give antisemitter et frikort til at komme ud af fængslet."
Vi har her et politisk parti, som tror på politisk korrekthed på alle andre områder af racistisk tale og handling, og som fastholder McPhersons princip om, at ofrene har retten til at definere racisme, men som i stedet foretrækker at vælge sin egen definition imod flertallet af den jødiske opinion. Samme dag som partiet accepterede den udvandede version, kom Jewish Labour Movement (Jødisk Labourbevægelse) med en advarsel, som "påpeger, at fordi Labour har ignoreret det såkaldte Macpherson-princip... når det drejer sig om antisemitisme, bliver jøder behandlet mindre gunstigt end andre grupper."
I Storbritannien har Det Konservative Parti intet at gøre med fascister, nynazister eller hvide suprematister. Når Labourpartiet er velstyret og har en moderat medlemsskare, undgår det at blive viklet ind i det yderste venstre, kommunister, stalinister og trotskister. I dag er det blevet overtaget af ekstremister, folk for hvem hadet til Israel synes at udgøre selve kerneværdien i deres tilværelse.
I en meningsmåling, som netop er blevet udført af Jewish News og Jewish Leadership Council, fremgår det imidlertid, at "En tredjedel af briterne mener, at Margaret Hodge gjorde ret i at stemple Jeremy Corbyn som antisemit, og næsten hver tredje Labourvælger siger, at Labourlederen svigter partiet med sin håndtering af antisemitismen". Det er mange vælgere at vende ryggen til for landets næststørste, politiske parti.
På det ugentlige møde for alle Labours parlamentsmedlemmer den 23. juli blev der af jødiske parlamentarikere fremlagt et hasteforslag til godkendelse af den fulde IHRA-definition. Ironisk nok listede Jeremy Corbyn uden om spørgsmålet ved at insistere på, at en debat om forslaget skulle udsættes til september. Han ønsker tydeligvis at sætte hælene i. Alene det fortæller os alt, hvad vi behøver at vide. Corbyn satser helt klart på, at antisemitismen i Storbritannien i dag bogstavelig talt er en vinderbillet. Parlamentet opløstes den følgende dag med henblik på sommerferie. Der var derfor masser af tid for Corbyn og Momentum at drømme sig frem til endnu flere måder at undgå problemet på.
Efter at det britiske parlament vendte tilbage fra sin sommerferie, indkaldte Labourpartiet sin National Executive Committee, for det første for at afholde valg til komiteen selv, og for det andet for at debattere, hvorvidt man skulle acceptere IHRA-definitionen i dennes helhed. Dette efter flere uger, hvor flere og flere afsløringer af Corbyns forbindelser til terrororganisationer og -personer var blevet offentliggjort i de større aviser og havde afstedkommet vidtstrakte fordømmelser fra både venstre og højre. Disse forbindelser var ikke blot til mennesker i udlandet, som da han lagde en krans i Tunesien ved gravene for den gruppe, som havde massakreret 11 israelske sportsfolk ved Olympiaden i München i 1972, men også hjemme i Storbritannien, hvor hans bånd til Irish Republican Army (IRA) blev efterforsket af Storbritanniens internationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste, MI5.
Disse negative nyheder om partiets leder og den fortsatte (og hermed tæt forbundne) antisemitismekrise truede klart med at splitte partiet. Den 30. august trak parlamentsmedlem Frank Field, som er det længst siddende Labourmedlem i parlamentet, sig som Labour Whip (indpisker) for at stå som uafhængig, drevet ud af problemerne med antisemitisme. Dette må have skræmt mange i partiet som et tegn på, at tingene går i en retning, som vil garantere deres nederlag, såfremt der bliver nyvalg til parlamentet.
De accepterede derfor den fulde IHRA-definition, trods Corbyns forsøg på at underløbe dette. Og de blev rost for at have gjort det. Men helt så enkelt er det ikke. Ud over den fulde definition har de tilføjet deres helt egen bestemmelse. Sky News' chefpolitiske korrespondent Jon Craig kommenterer:
... forudsigeligt nok blev udfaldet af NEC-mødet et rodet sammenbryg i stedet for en klart formuleret beslutning.
Det skyldes, at Labour har tilføjet noget, de kalder for en "afklaring" vedrørende kritik af Israel. Andre har beskrevet det som et "forbehold", en "advarsel" eller en "ytringsfrihedsklausul".
Denne afklaring er lige så enkel, som den er unødvendig: "Dette undergraver på ingen måde ytringsfriheden vedrørende Israel og palæstinensernes rettigheder."
Som vi allerede ved, gør IHRA-definitionen intet for at begrænse noget af dette. Den siger blot, at kritik af Israel skal udføres på samme niveau, som når man kritiserer et hvilket som helst andet demokrati. Advarslen er allerede indeholdt i definitionen, så hvorfor har NEC indsat denne overflødige sætning, vel vidende at det implicerer, at IHRA-definitionen på en eller anden måde undertrykker en sådan kritik eller støtte?
I mellemtiden har præsidenten for landets førende jødiske forsamling, Board of Deputies of British Jews, Marie van der Zyl, sagt, at beslutningen "burde være taget for længst, og det er beklageligt, at Labour har spildt en hel sommer på at forsøge at diktere jøder, hvad der udgør overgreb imod os."
Svaret burde være klart. Med accepten af den fulde udgave af IHRA-definitionen vil denne nu udgøre en del af partiets Code of Conduct (Adfærdskodeks), og det betyder, at et stort antal medlemmer, som har kritiseret Israel uretfærdigt (ved at kalde det for en "racistisk" eller "nazi-" eller "apartheid-" stat), vil kunne suspenderes eller smides ud af partiet. Advarslen er helt klart beregnet på at vriste dem, der beskyldes for en sådan fordomsfuld kritik (et centralt element i Labours antisemitisme tidligere), ud af krav om deres fjernelse og at tillade Labours National Executive Committee kun at afvise de mest uhyrlige former for antisemitisme. Hvordan dette ender, mangler vi endnu at se.
Denis MacEoin PhD er en ikke-jødisk støtte af det jødiske folk og dets ret til et hjemland. Hans vigtigste kvalifikationer ligger inden for Mellemøststudier. Han skriver i øjeblikket på en bog om antisemitisme og islamofobi.
[1] Jewish Voice for Labour havde desuden den frækhed at påstå, at IHRA ikke selv har vedtaget disse illustrative lister. De udsendte endda et memo ved ingen ringere end Ben White, en af de førende antiisraelske stemmer i Storbritannien. I dette memo påstod de, at modstanden mod den bredt anerkendte IHRA-definition var "voksende", og kom med eksempler på mennesker, der ikke bryder sig om den, angiveligt fordi den skulle begrænse deres frihed til at kritisere Israel.