Den 24. juli 2025 bekendtgjorde Frankrig sin beslutning om til september at anerkende eksistensen af en "palæstinensisk stat". Præsident Emmanuel Macron beskrev tiltaget som en "retfærdigheds-" og "fredshandling". Reelt udgør anerkendelsen imidlertid en geopolitisk fiktion – i modstrid med international lov, åbenlyst i uoverensstemmelse med kendsgerningerne og med dybt skadelige moralske konsekvenser.
1. Hvilken stat?
International lov – især artikel 1 i Montevideo-konventionen fra 1933 – definerer kriterierne for en stat: en permanent befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evnen til at indgå i forbindelser med andre stater. Ingen af de to palæstinensiske, politiske enheder møder imidlertid disse kriterier.
På den ene side er der det palæstinensiske selvstyre, ledet af Mahmoud Abbas – et svagt administrativt levn, der åbenlyst er korrupt, hadet af sit folk og uden demokratisk legitimitet. Der er ikke blevet afholdt præsidentvalg siden 2005. Selvstyrets begrænsede autoritet omfatter kun en del af Vestbredden og selv dér opererer det på Israels betingelser og under skarpt opsyn fra det israelske militær, som det er afhængigt af for sin egen sikkerheds skyld.
På den anden side er der Gazastriben, der kontrolleres af den islamistiske organisation Hamas, der betegnes som en terrororganisation af EU, USA, Canada, Storbritannien, Australien og Japan. Hamas, der begik massakren den 7. oktober 2023, er ikke en statslig aktør, men en teokratisk milits. Den fører ikke alene krig mod Israel, men også mod Mahmoud Abbas' parti, Fatah. Ved et kup fordrev Hamas i 2007 det palæstinensiske selvstyre fra Gazastriben under en palæstinensisk borgerkrig, der igennem årene har kostet hundreder livet.
Den "palæstinensiske stat", som Frankrig har intentioner om at anerkende, har således ingen samlet regering, intet monopol på ordenshåndhævelse og ingen reel suverænitet. Staten eksisterer udelukkende på papiret hos nogle diplomatiske repræsentationer – men ikke i virkeligheden.
2. Hvilket territorie?
At anerkende en stat indbefatter at anerkende dens kontrol over et territorium – selv hvis dets randområder er omdiskuterede. Men også her hersker der forvirring, og med god grund: Palæstinensiske territorialkrav er slet ikke sammenhængende. Våbenhvilelinjerne fra 1949 (der ofte, men fejlagtigt, kaldes for "1967-grænserne") er aldrig blevet anerkendt som internationale grænser, hverken af Israel eller i centrale FN-resolutioner, herunder Sikkerhedsrådets resolution 242 fra 1967. Denne resolution opfordrer til tilbagetrækning for at "sikre og anerkende grænser", men den lader deres definition stå åben.
Hamas afviser derimod enhver tanke om sameksistens med Israel. Dets grundlæggende charter fra 1988 (revideret i 2017) opfordrer udtrykkeligt til Israels ødelæggelse, og revisionen fra 2017 forlanger alt land "fra Jordan-floden i øst til Middelhavet i vest" – det vil sige hele Israel, Vestbredden og Gaza. Denne vision medfører nødvendigvis udslettelse af staten Israel og fordrivelse – eller udryddelse – af dets folk.
At anerkende en stat uden et defineret territorium – og hvis territoriale krav involverer etnisk udrensning – er at give et folkemorderisk projekt legitimitet.
3. Hvilken myndighed?
Hamas har, siden Israel lancerede sin 'Operation Jernsværd' som reaktion på den jihadistiske nedslagtning den 7. oktober 2023, mistet kontrollen over store dele af Gazastriben. IDF udfører nu daglige operationer i området og bryder systematisk Hamas' militære infrastruktur og administrative apparat. Den såkaldte Hamas-"regering" har ikke længere fungerende ministerier, et budget eller logistisk kapacitet af betydning. Lederne er enten døde, i eksil eller gemmer sig.
På Vestbredden har det palæstinensiske selvstyre mistet sin troværdighed. Det bliver generelt anset for at være korrupt, autoritært og underdanigt over for Israel. Det kontrollerer hverken grænser eller ressourcer. I mange områder kan det end ikke opretholde ro og orden, som eksempelvis i Jenin og Nablus, der har udviklet sig til højborge for lovløse paramilitære grupperinger.
En lovlig fiktion, en moralsk katastrofe
Ifølge international lov er anerkendelsen af en stat en suveræn handling – den er skønsmæssig, men ikke arbitrær. Den forudsætter i princippet eksistensen af objektive fakta, der demonstrerer en egentlig stat i ordets juridiske betydning. Når Frankrig vælger at anerkende en "palæstinensisk stat", der tydeligvis ikke lever op til disse etablerede kriterier, afviger de fra enhver international lov. Macrons erklæring handler ikke om juridisk anerkendelse, men er en politisk – ideologisk og vælgermæssig – gestus, der maskeres som diplomati.
Timingen gør kun problemet værre. Et år og otte måneder efter rædslerne den 7. oktober 2023 – barbariske handlinger målrettet civile, herunder kvinder, børn, ældre og endda babyer – tjener anerkendelsen som en belønning af terrorisme. Den giver ingen humanitære fordele. Som den amerikanske præsident, Donald Trump, formulerer det: "Det er irrelevant, hvad Macron siger – det kommer ikke til at ændre noget."
For dem, der stadig betvivler dette, har Hamas-ledere med isnende tydelighed givet udtryk for deres mål. I et interview den 24. oktober 2023 til den libanesiske tv-kanal LBC erklærede et medlem at Hamas' politbureau, Ghazi Hamad:
"Vi skal give Israel en lærestreg, og vi vil gøre dette igen og igen. Al-Aqsa-Flodbølgen er bare den første gang, og der vil blive en anden, en tredje, en fjerde gang, for vi har beslutsomheden, viljen og evnen til at kæmpe."
Da han blev spurgt, om dette betød en udslettelse af Israel, svarede han uden tøven: "Ja, selvfølgelig."
Frankrig befinder sig endnu en gang på den forkerte side af historien. Ikke på menneskerettighedernes side. Ikke på fredens side. Men på samme side som løgne, vanære og kollaboration med humanismens fjender.
Drieu Godefridi er jurist (Saint-Louis Universitetet i Louvain), filosof (Saint-Louis Universitetet i Louvain) og ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er iværksætter, direktør i en europæisk institution for privat uddannelse og direktør for PAN Media Group. Han er forfatter til The Green Reich (2020).