Der var en gang, længe inden corona-nedlukningerne, hvor Vesten foregav at kere sig om ting som frihed, retten til et privatliv, farerne ved overvågning og indsamling af data fra borgerne. Kinas overvågningspolitistat blev, i det mindste offentligt, beskrevet som en afskyelighed, der var en trussel mod menneskerettighederne – og ikke som et eksempel til efterfølgelse.
Det ser desværre ikke længere ud til at være tilfældet. FN og World Economic Forum (WEF), anført af Klaus Schwab, har i årevis, og under henvisning til bæredygtighed, energieffektivitet, sikkerhed og bekvemmelighed, fremmet global overvågning i form af såkaldte "smart cities". Kina havde allerede i 2018 oprettet mere end 500 smart cities.
Under coronapandemien fandt FN og WEF på sloganet "Build back better" – der blev genbrugt af USA's daværende præsident, Joe Biden. Utallige nationale ledere gentog som små programmerede FN/WEF-bots sloganet i det uendelige, alt imens de fleste intetanende borgere ikke anede, hvad det betød. Nationale ledere begyndte at takke coronapandemien for at give en enestående "mulighed for 'build back better'" oven på den ødelæggelse, som deres egne corona-politikker – navnlig nedlukningerne – havde forvoldt. Biden indførte en Build Back Better-plan til flere billioner dollars, der som en af sine højeste prioriteter havde "kampen mod klimaforandringer" gennem etableringen af "smart infrastruktur".
WEF, der på ingen måde skjuler sine kommunistiske drømme, argumenterer i en artikel for, at selve kapitalismen skal "genopfindes". Det er almindeligt kendt, at Schwab tilsyneladende er en stor beundrer af den kinesiske kommunistiske stat, som han i 2022 hyldede som en "model" til efterfølgelse. "Jeg mener, at vi bør være mere forsigtige med at påtvinge folk systemer. Men den kinesiske model er bestemt en yderst attraktiv model for mange lande", udtalte Schwab på kinesisk stats-tv.
Ifølge FN og WEF opnås "build back better" ved at etablere "smart cities":
"Mere end 90% af corona-tilfældene opstod i byområder, der var blevet epicentret for pandemien... Vi har nu mulighed for at komme os bedre ved at bygge mere modstandsdygtige, inkluderende og bæredygtige byer. Innovationer og teknologier som tingenes internet (IoT) og kunstig intelligens (AI) giver mulighed for at opgradere tjenester i byerne og opnå større administrativ effektivitet. 'Smart cities' kan bidrage til at stimulere inkluderende vækst, fremme social inklusion, mindste trafikpropper, bekæmpe kriminalitet, forbedre modstandsevnen under naturkatastrofer og mindske udledningen af drivhusgasser, og konceptet har potentiale til at løse byproblemer i såvel udviklingslande som industrilande."
Schwab sammenlignede "klimaforandringer" med corona og kaldte dem sågar for en "virus" i december 2024:
"Der er nu generelt en opmærksomhed, det er generelt accepteret, at hvis vi ikke håndterer klimaforandringer, så vil det kunne blive den næste store, lad os sige virus, med langt mere ødelæggende og langvarige konsekvenser end covid-19."
På papiret promoveres smart cities normalt som en tekno-utopisk velsignelse. I en tekst til børn definerer National Geographic byerne således:
"En smart city er en by, hvori en række sensorer (typisk hundreder eller tusinder) anvendes til at indsamle elektroniske data fra og om mennesker og infrastruktur for at forbedre produktiviteten og livskvaliteten. Indbyggere og pendlere til byen vil for deres part få applikationer, der giver dem adgang til byens tjenesteydelser, til at modtage og sende information om strømafbrydelser, ulykker og kriminalitet, betale skat, afgifter og lignende. I en smart city er energieffektivitet og bæredygtighed i højsædet."
Som det ses i de udbredte 'smart cities' i Kina, har deres egentlige formål ikke meget at gøre med forbedring af livskvaliteten. Det handler i stedet i altovervejende grad om statslig overvågning, med totalovervågning og kontrol med indbyggerne og uindskrænket indhentning af data om dem fra et system med sociale kreditter. MIT Technology Review skriver:
"Regeringen mener tilsyneladende, at alle disse problemer er løseligt relateret til en manglende tillid, og at opbygning af tillid kræver en universalløsning. Så lige som økonomiske kreditpoint hjælper med at vurdere en persons kreditværdighed, tænker styret, at en slags 'social kredit' kan hjælpe folk med at vurdere andres værdi på andre områder."
National Geographics propaganda om fordelene ved smart cities lyder på uhyggelig vis som det kinesiske kommunistpartis promovering af smart cities, da de var i deres spæde start. Borgmester Chen Xinfa fra byen Karamay i Xinjiang, sagde i 2012:
"Informationsteknologi handler ikke kun om teknologi. Det bør integreres i alle livets aspekter i vores by og gøre folks liv mere bekvemt. Denne 'smart city' ville også kunne advare byens ledere som mig om, hvad der akut skal gøres inden for byforvaltning eller nødsituationer. I Karamay er det ikke et fremtidsscenarie, for det foregår i dag".
Xinjiang er en "autonom region" i Kina, hvor etniske uygurer var blandt de første i landet til at blive overvåget døgnet rundt med overvågnings- og ansigtsgenkendelsesteknologi.
Ideen til smart cities kommer fra den kinesiske regerings tolvte femårsplan fra 2011.
Smart cities har i Kina forsætligt udviklet sig til forfærdelige, tyranniske mareridt. I mange byer, herunder Shanghai og Hangzhou, har hvert distrikt et dataknudepunkt, en såkaldt "city brain", der overvåger og lagrer utrolige informationsmængder om alle borgere. Der indsamles data fra millioner og atter millioner af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelsesteknologi, med hjælp fra kunstig intelligens. De registrerer selv de mindste detaljer, såsom hvorvidt en bygningsarbejder bærer sin hjelm på arbejdet, fejlsortering af affald og andre mindre forseelser. Politipatruljer har adgang til overvågningssystemerne gennem en mobilapp, der gør det muligt for dem at gribe ind øjeblikkeligt ved ethvert lovbrud.
"Smart"-systemet udbredes overalt i Kina. Ifølge Deutsche Welle "praler kinesiske statsmedier med, at politiet på bare ét sekund kan identificere hver eneste person på gaden." Hvert eneste skridt i de kinesiske borgeres hverdag overvåges – selv når de går ind i deres egen beboelsesejendom. Under nedlukningerne kunne politiet således straks reagere over for enhver, der vovede at trodse forbuddet mod at bevæge sig udendørs.
Hvis en borger begår forseelser, medfører det en lav socialkredit, hvilket kan føre til en sortlistning fra rejser med fly og højhastighedstog, et forbud mod at forlade landet, fratagelse af adgang til tjenester, og vedkommende kan endda blive afskåret fra at leje en lejlighed. Det er dette kinesiske system, som Schwab så åbent beundrer.
Disse totalitære, forfærdelige aspekter ved smart cities, som Schwab og WEF-globalister åbenbart beundrer, samt deres ophav, nævnes næsten aldrig i de etablerede mediers beskrivelser af konceptet. World Population Review skrev i 2024:
"Med voksende bybefolkninger på verdensplan giver smart cities og deres teknologi regeringer mulighed for at overvåge og forbedre de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter af livet for byernes beboere og besøgende og gør dermed livet mere behageligt, effektivt og bæredygtigt. Offentlige og private virksomheder samt regeringer på føderalt, statsligt og urbant niveau samarbejder om at muliggøre smart cities.
"Smart cities i Europa begyndte med Barcelona og Amsterdam... I USA var San Francisco, Atlanta, New York, Miami, Denver, Boston, Columbus, Chicago og Kansas City blandt de første amerikanske smart cities."
Man nævner ikke Kina med dets mere end 500 smart cities, for det ville kunne få folk til at sætte spørgsmålstegn ved planen. Så hellere foregive, at det er et europæisk koncept.
Mobile Magazine hævdede i 2023 med urette, at "de fremmeste 10 smart cities inden for global innovation" befinder sig i Europa, efterfulgt af USA, og at "der nu er mere end 140 smart cities på verdensplan" – og undlod fuldstændig at nævne Kina og landets mere end 500 smart cities.
Tilbage i 2014, hvor den offentlige debat om emnet stadig inkluderede kritik af kinesiske smart cities, skrev det amerikansk-kinesiske erhvervsråd:
"Mere ildevarslende er det, at sådanne systemer giver et hidtil uset niveau af overvågning og kontrol over det offentlige rum samt midlerne til at samle en umådelig mængde data om de enkelte borgere. På verdensplan er byerne stadig på et tidligt stadie af forståelse og styring af, hvad disse systemer giver af muligheder, og smart city-techvirksomheder har heller ikke været så proaktive, som de kunne, i forhold til at tage emner som privatlivets fred og datasikkerhed op. I Kina har der næsten ingen offentlig debat været om denne facet af smart city-visionen, og nogle internationale virksomheder, såsom Cisco, er på deres hjemmemarkeder blevet kritiseret for at forsyne Kina med overvågningsteknologi."
I dag er ingen tilsyneladende bekymrede over overvågningsteknologi. Det indgår alt sammen i "den nye normalitet", eller med WEF's ord: "The Great Reset".
"Coronakrisen viste os, at vores gamle systemer ikke længere er egnede til det 21. århundrede", sagde Schwab i 2020. "Vi har kort sagt brug for 'a great reset'."
Ifølge WEF – og, ejendommeligt nok, milliardæren kong Charles, der var WEF's partner under lanceringen af dette tiltag – har vi brug for en "bedre form for kapitalisme" og for, at WEF bringer "verdens bedste hjerner sammen for at få en bedre, mere retfærdig, grønnere og sundere planet i takt med, at vi genopbygger efter pandemien."
WEF's rolle i at lancere smart cities globalt er vigtig. På trods af, at WEF ikke er blevet valgt af nogen, leder sammenslutningen eksempelvis initiativet G-20 Smart Cities fra 2022, der beskrives således:
"Anført af World Economic Forum er G20 Global Smart Cities Alliance on Technology Governance det største globale initiativ, der har som mål at sikre ansvarlig og etisk anvendelse af smart cities teknologier.
"Initiativet udvikler, tester og implementerer globale standarder og politikker for at sikre, at data indsamlet i det offentlige rum anvendes sikkert og etisk, mindsker potentielle risici og indgyder offentlig tillid."
Hvem overvåger overvågerne? Hele konceptet er baseret på, at ræven vogter høns.
Schwab, der ikke er blevet valgt, har af uvisse årsager en fremtrædende plads ved G20-møderne, men det kan skyldes, at adskillige af G20-landenes ledere i sin tid gennemgik hans program for unge, globale ledere. Mange husker, hvordan Schwab under et interview i 2017 pralede med, at WEF penetrerede nationalstaters politiske lederskab:
"Vi er meget stolte over, at den unge generation, som premierminister Trudeau, Argentinas præsident og så videre, nu penetrerer regeringer. Jeg var i går til en reception for premierminister Trudeau, og jeg ved, at halvdelen af hans regering, eller endog mere end halvdelen af hans regering, er... vores unge globale ledere i World Economic Forum."
Andre tidligere deltagere i Young Global Leaders inkluderer den franske præsident Emmanuel Macron, den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock, Irlands tidligere premierminister Leo Varadkar, New Zealands tidligere premierminister Jacinda Ardern, adskillige ministre på verdensplan, europæiske kongelige, forretningsfolk og kulturledere.
Schwab har gjort det klart, at han og hans politiske og forretningsmæssige kumpaner har et dystert og altomfattende greb om den frie verden – total overvågning, total kontrol.
Schwabs egne årlige møder i Davos, hvor verdens politiske, forretningsmæssige og kulturelle eliter holder hemmelige møder om verdens fremtid uden at blive konfronteret med kritiske spørgsmål, er – naturligvis – ikke præget af nogen form for gennemsigtighed. WEF frygter tilsyneladende kritik og gennemsigtighed så meget, at sammenslutningen har lukket for kommentarer på dens X-konto.
Valgte ledere, der påstås at være i Davos for at varetage "folkets" interesser, fortsætter ikke desto mindre med at bede ved Schwabs alter. De flokkes ved hans årlige januar-møder, tilsyneladende i håb om, at de, de salvede, vil blive udvalgt som regenter i hans elitære, globale politbureau.
Måske ønsker de, lige som Schwab, at få total kontrol. Det er hævet over enhver tvivl, at verdensledernes, især dem i Vesten, håndtering af coronapandemien viste, at de var ivrige efter at tilegne sig det kinesiske kommunistpartis værdier: ekstreme nedlukninger, lukninger for "små" erhvervsdrivende, mens store butikskæder måtte holde åbent, lukninger af skoler for børn, kontrol af folks adgang til offentlige og private steder, overvågning af deres færden, udstedelser af bøder for at "bryde" nedlukninger, påtvungen brug af mundbind og obligatoriske vacciner. Nogle lande, såsom Australien, anbragte endda folk mistænkt for at have corona, i karantænelejre. Da nogle af dem, der var blevet testet negative for corona dagen forinden, forsøgte at flygte, blev de anholdt ved en nærliggende politikontrolpost oprettet til formålet.
Alle disse grundlæggende totalitære tiltag blev vedtaget af såkaldt demokratiske ledere i "sundhedens" navn.
Hvad mon de vil være villige til at vedtage – på vores vegne, selvfølgelig – i "klimaets" navn.
Robert Williams er bosat i USA.