Fornylig nedtonede USA's nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster endnu en gang troens betydning ved at påstå, at islamisk ideologi er "irreligiøs"; I mellemtiden hævder 1,5 milliard muslimer fortsat, som de har gjort det i 1400 år, at ideologien er religiøs.
Som islameksperten Stephen Coughlin fortalte Gatestone: "Det er de troende, der definerer deres religion, og ikke de ikke-troende. Hvis nogen siger, at hans religion tilsiger, at månen er lavet af grøn ost, så er det nødt til at være dit udgangspunkt."
Den 20. februar 2017 udnævnte præsident Trump McMaster, der er tjenstgørende generalløjtnant i den amerikanske hær, til den vigtige stilling som national sikkerhedsrådgiver, efter at Michael T. Flynn var blevet tvunget til at gå af. McMaster havde ved sin indtrædelse ry for stabilitet, intelligens og erfaring fra slagmarken. Los Angeles Times skrev:
"Det er ikke en overdrivelse at sige, at amerikanerne og resten af verden bør føle sig lidt tryggere i dag", tweetede Andrew Exum, forfatter og akademiker, der oplevede kampe i Afghanistan og skriver bredt om militære anliggender."
McMaster forekom at være et sikkert kort på hånden efter de kontroverser, der havde omgivet hans forgænger.
Det varede imidlertid ikke længe, inden der opstod splittelse i det nationale sikkerhedsråd, med skænderier, fyringer og klager til præsidenten. Mange kontroverser er uafsluttede. Det blev i juli rapporteret, at Trump havde planer om at fyre McMaster og erstatte ham med CIA direktør Mike Pompeo. I august så det imidlertid ud til, at McMasters ansættelse var sikker.
 USA's nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster. (Foto: Alex Wong/Getty Images) |
Det er ikke denne artikels hensigt at diskutere emner, som McMasters indflydelse på sikkerhedsrådet har klarlagt - med undtagelse af McMasters holdning til islam og terrorisme. Det gav anledning til konkurrence tidligt i McMasters tjeneste og skaber fortsat splittelse – ikke kun internt i sikkerhedsrådet, men også i forhold til præsidenten. Generalens holdning, som han ofte har givet udtryk for, er, at international terrorisme intet har med religionen islam at gøre. Det er en idé, som han tilsyneladende tror så meget på, at han har forbudt brugen af udtrykket "radikal islamisk terrorisme" – et udtryk, som Trump tit benytter.
McMaster udtalte på et fællesmøde i sikkerhedsrådet den 23. februar 2017, tre dage efter hans udnævnelse til leder af sikkerhedsrådet, at jihadistiske terrorister ikke er tro mod den religion, de bekender sig til, og at brugen af udtrykket "radikal islamisk terrorisme" ikke hjælper USA i samarbejdet med allierede om at bekæmpe terrorgrupper:
"Udtrykket er ubrugeligt, eftersom terrororganisationer som Islamisk Stat repræsenterer en perversion af islam og derfor er uislamisk, sagde McMaster ifølge en kilde, der deltog i mødet."
Den 3. december erklærede McMaster i et interview med tv-værten Chris Wallace på Fox News Sunday, at "vi må sørge for, at vi aldrig falder for eller styrker terrorfortællingen, den falske fortælling om, at dette er en religionskrig." Han fortalte herefter om muslimske terroristers kriminalitet og påståede sekularisme:
"Dem, der bekender sig til denne ideologi, er i virkeligheden irreligiøse kriminelle, der benytter en perverteret, eller hvad præsidenten kalder ondskabsfuld, religionsfortolkning i bestræbelserne på at rekruttere unge letpåvirkelige mennesker til deres sag og give hadet næring."
Med det standpunkt brød McMaster med mange af hans egne medarbejdere, hvoraf han senere fyrede flere, og med regeringen. Ønsket om at benægte en forbindelse mellem islam og terrorisme, og at skelne mellem en "ren" islamisk religion og "perversioner" af religionen, har længe været kendetegnende for George W. Bushs og Barack Obamas regeringer, såvel som Hillary Clintons tweets, hvor "dettte har intet at gøre med islam" var et ofte gentaget omkvæd.
En af dem, som McMaster fyrede, er Richard Higgins, der som topembedsmand i sikkerhedsrådet havde skrevet en rapport, hvori han advarede mod farerne ved radikal islam og dens alliance med den yderste venstrefløj. I et længere dokument skrev Higgins:
Globalister og islamister forstår, at for at deres visioner skal kunne lykkes, skal USA ødelægges - både som et ideal og som en national og politisk identitet.... Islamister allierer sig med kulturmarxister.... [men] islamister vil fuldstændig overtage bevægelsen...
Eftersom venstrefløjen tilpasser sig islamistiske organisationer på lokalt, nationalt og internationalt niveau, bør man anerkende det faktum, at de samarbejder gnidningsløst gennem koordinerede samstemte interaktive fortællinger...
Angrebsfortællingerne har gennemslagskraft, kommer bredt ud og er velorganiserede på alle planer. De opererer på de sociale medier, i fjernsynet, i mediernes nyhedscyklus døgnet rundt og påvirker bureaukratiernes øvre lag.
Higgins lagde tydeligvis ikke fingrene imellem, men det, som han skrev, forekommer at være fuldt ud relevant for sikkerhedsrådet, der har til opdrag at beskytte USA mod alle slags radikalisme. Meira Svirsky, der er tilknyttet Clarion Project, skriver:
Higgins skrev tidligere, idet han begræd embedsmændenes manglende uddannelse inden for radikal islam: "Nationale efterretningseksperter har ikke lov til at udvikle en faktuel forståelse af islamiske trusselsdoktriner. Man foretrækker i stedet det forræderiske Muslimske Broderskabs kulturrådgivere." [1]
Higgins' understregning af manglen på uddannelse om islam er en essentiel erkendelse af, at noget i flere år er gået galt i forhold til amerikaneres og europæeres officielle reaktion på religionen og dens tilhængere. Regeringer og deres agenturer har i bekymring over ren islamofobi, fremvæksten af hadefuld tale og stridigheder mellem befolkningsgrupper vedtaget love og foranstaltninger for at bevare roen, selv om vi står over for stigende terror begået af muslimer. Europæere i Paris, Barcelona, Manchester, London, Bruxelles, Berlin og Nice, for blot at nævne nogle få steder, er ved fronten for angreb inspireret af Islamisk Stat, al-Qaida og andre radikale grupper. USA har dog lidt de største tab, da tusinder blev dræbt under angrebene den 11. september.
Stillet overfor en voksende og til tider voldelig islam har politikerne valgt en politik, hvor de benægter enhver forbindelse mellem terrorangreb og islam. Mange religiøse ledere gør det samme. McMaster har valgt denne politik og tilslutter sig dermed den etablerede tilgang:
"Den respekterede generalløjtnant HR McMaster anslog en tone, der var mere i overensstemmelse med traditionelle terrorbekæmpelseseksperter, og forsvarede konventionelle udenrigspolitiske synspunkter under et møde, som han afholdt med sine nye medarbejdere i sikkerhedsrådet i torsdags."
Svirsky skriver:
McMaster mener, at "Islamisk Stat ikke er islamisk", og går så vidt som at beskrive jihadister som "helt irreligiøse organisationer". Lige som den tidligere præsident Obama er han imod enhver sprogbrug, der forbinder islam med terrorisme.
McMaster afviser også ideen om, at jihadister er motiveret af religiøs ideologi. Han siger, at de i stedet er motiveret af "frygt", en "æresfølelse" og deres "interesser", som han karakteriserer som årsagerne til menneskelige konflikter gennem årtusinder. Han mener, at USA's politik skal basere sig på en "forståelse af disse menneskelige dimensioner".
Der kan være tegn på, at McMaster i det mindste, selv om han har et stykke vej at gå endnu, anerkender, at nogle dybt religiøse islamiske organisationer er en trussel mod Vesten. Meira Svirsky citerer den 13. december fra en tale, som McMaster holdt hos tænketanken 'Policy Exchange' i Washington.
"Ved at kalde den radikale islams ideologi for en åbenlys og 'alvorlig trussel mod alle civiliserede mennesker' fremhævede den amerikanske sikkerhedsrådgiver og general H.R. McMaster Det Muslimske Broderskab, med dets varemærke som politisk islam, som en særlig trussel."
Generalen sagde i talen, at Tyrkiet og Egypten er to vigtige bidragydere til Broderskabet, heriblandt dets palæstinensiske gren Hamas. Han ser tydeligt truslen men forstår endnu ikke fuldt ud betydningen af dens religiøse dimension (mange andre faktorer spiller dog også en rolle i terrorisme).
Jeg har ikke noget ønske om at være respektløs over for McMaster, der varetager en essentiel opgave med at sikre mange amerikaneres liv og besiddelser, men jeg er bange for, at hans udtalelser viser, at han kun har en begrænset, eller slet ingen, viden om islam, dens doktriner og historie. Enten det, eller også har han opfundet en form for islam, der ikke ligner den religion, som mange af os har tilbragt det meste af vores liv med at studere. Det er ikke usandsynligt, at han har lyttet til rådgivere, heriblandt muligvis muslimer, der har søgt at nedtone enhver mulig forbindelse mellem vold og den muslimske tro.
Denne villighed til, eller ligefrem iver efter, at fremstille islam forkert, gavner de anti-vestlige radikale muslimer, der afventer et apokalyptisk verdensomspændende kalifats komme. Professor Richard Landes fra Boston Universitet skrev fornylig en artikel, hvori han opremser de mange måder, som det gøres på:
Det er kun de mest inderlige sande troende, der ville kunne tro på, at det verdensomspændende kalifat ville være muligt, selv med Allahs hjælp. For at det skulle kunne lykkes, ville dawa [opsøgende missionerende] kalifattilhængere have brug for den berørte vantro befolknings hjælp til at:
- skjule deres ønske om at undertvinge de vantro ved at nedtone jihadistiske krigshandlinger og deres anvendelse blandt målgruppen.
- insistere på, at "bortset fra en lille minoritet" er "langt størstedelen" af muslimerne moderate og fredelige, og islam er en "Fredens Religion", der intet har at gøre med jihadisters voldshandlinger.
- acceptere dem, der kæmper for kalifatet ved hjælp af dawa som "moderate", der "intet har at gøre" med "voldelige ekstremister".
- ansætte disse "moderate" kalifattilhængere som rådgivere og konsulenter i efterretningsvæsenet og politiet, som fængselsimamer, gadearbejdere, skolelærere og embedsmænd.
- præsentere kalifattilhængeres krigspropaganda som pålidelig information, som nyheder.
- angribe dem, der kritiserer islam (og muslimer), for at være fremmedfjendske og racistiske islamofober.
- gøre kalifattilhængernes apokalyptiske fjender til deres egne, så den vantro tilslutter sig et angreb på en af deres vigtige allierede.
- legitimere jihadistisk terrorisme som "modstandskamp" og tage afstand fra enhver voldsanvendelse til deres eget selvforsvar som værende "terrorisme".
- respektere de muslimske trosretningers værdighed, selv når muslimer dynger deres tro til med respektløshed.
- tage kalifattilhængeres påkaldelse af menneskerettigheder alvorligt, selv om de i virkeligheden foragter sådanne rettigheder for kvinder, slaver og vantro.
- byde et vredt muslimsk kvarter velkomment i hjertet af deres hovedstæder.
Det er et grundlæggende problem, at der er en forestilling om, at islam må være ligesom andre religioner, især jødedommen og kristendommen, som den er afledt fra. Det ville betyde, at islam kun består af doktriner om én Gud, himmel og helvede, synd og straf, åndelig stræben, og praksisser som bøn, faste, pilgrimsfærd og almisse. Hvis det havde været tilfældet, ville der ikke have været noget at bekymre sig om og slet ingen grund til at forbinde troen med nogle enkelte angiveligt fanatiske mennesker, der fejlagtigt har forvrænget religionen og er blevet voldelige.
Det ville dog være at se bort fra islam i dets helhed. Bortset fra 12 år i begyndelsen af Muhammeds mission har islam omfattet langt mere end gudstilbedelse og moralsk opførsel. Fra det øjeblik, hvor Muhammed førte sine tilhængere fra Mekka til Medina i år 622, blev hans religion et system med regeringsførelse, lovgivning og krig. Han udkæmpede adskillige slag mod sine mekkanske modstandere; Medinas jøder blev enten fordrevet med magt, henrettet eller taget som slaver, og Muhammed vendte tilbage til Mekka som byens erobrer. Efter hans død drog hans første efterfølger ud på et to-årigt krigstogt for at få genstridige stammer tilbage i folden. Hære blev sendt mod nord, og efter få år begyndte den invasionsbølge, der gjorde muslimerne sejrrige i det meste af den kendte verden. Blandt de første fire "retledte" kaliffer blev den ene dræbt af en iransk fange, og to andre blev dræbt af andre muslimer. Muhammeds barnebarn Hussein og dennes familie blev i år 680 slået ihjel af den anden umayyade kalif, inden der kom yderligere borgerkrige. Jihadkrigene fortsatte herefter år ud og år ind, og de påkaldes stadig af moderne terrorister. Islam har aldrig levet i fred med den ikke-muslimske verden.
Magtanvendelse, navnlig ved jihad, er en grunddoktrin i koranen, de profetiske udtalelser (ahadith) og i alle håndbøger om islamisk lov. (Se eksempler her, her, her og her.)
Hvis jihad kun havde været tilladt i selvforsvar, så ville det kræve at fjendtligheder, der kunne bruges som påskud til at retfærdiggøre angreb, var lige ved hånden. Som Washington Post skrev to uger efter angrebet på USA den 11. september 2011:
Centralt i bin Ladens arbejde var to deklarationer om hellig krig – jihad – mod USA. Den første, der blev udsendt i 1996, var specifikt rettet mod "amerikanere, der har besat landet med de to hellige steder", idet bin Laden refererede til hans fødeland Saudi-Arabien, hvor 5.000 amerikanske tropper har været udstationeret siden Golfkrigen i 1991. De to hellige steder er de muslimske helligdomme i Mekka og Medina.
Han udvidede i 1998 bekendtgørelsen til også at omfatte drabet på "amerikanere og deres allierede, civile og soldater.... i alle lande, hvor det er muligt".
Det er ud fra sådanne kilder, at krigere fra Islamisk Stat, al-Qaida, al-Shabaab og hundredvis af andre grupperinger baserer deres retorik og handlinger. At påstå, at sådanne mennesker "intet har med islam at gøre" er helt fejlagtigt.
Det er ikke alene fejlagtigt, det er også krænkende over for mange eks-muslimer, såsom Ayaan Hirsi Ali og Ibn Warraq og over for reformvenlige muslimer, der er fuldt ud klar over forbindelsen. De bliver tilsyneladende tit betragtet som virkelighedsfjerne eller ligefrem fanatiske. Sidste år udkom Ibn Warraqs detaljerede afhandling The Islam in Islamic Terrorism: The Importance of Beliefs, Ideas, and Ideology (Islam i islamisk terrorisme: Vigtigheden af tro, ideer og ideologi), der præsenterer læseren for de voldelige eller voldsfremmende personer og grupper i islamisk historie, med beskrivelse af den bagvedliggende tænkning. Disse personer og grupper er med få undtagelser langt fra et lille og obskurt mindretal.
Ibn Warraq undersøger i bogens første kapitel, hvad han kalder for "grundlæggende årsager til fejlslutningen", hvormed politikere, sikkerhedsrådgivere og andre afleder opmærksomheden fra religion som en motivationsfaktor til at begå terrorisme. Han viser, at de fleste radikale og terrorister ikke finder en primær inspirationskilde eller berettigelse fra fattigdom, manglende viden om islam, mangel på uddannelse, den arabisk-israelske krig, Palæstina, antisemitisme, den amerikanske udenrigspolitik, vestlig imperialisme eller hævn over korsfarerne. Han refererer (s. 31) til David Wurmser fra tænketanken 'American Enterprise Institute' og hans synspunkt om at:
"Vesterlændinge tror, at alt for mange af den arabiske verdens problemer skyldes 'særlige materielle forhold' såsom landområder og rigdom. Det indbefatter som regel en tendens til 'at bagatellisere tro og streng overholdelse af principper. I stedet for at opfatte det som oprigtigt, ser man det som politikernes kyniske udnyttelse af masserne. Vestlige iagttagere ser derfor materielle forhold og ledere, men ikke den arabiske verdens åndelige tilstand, som problemets kerne'."
Ibn Warraq trækker generelt på et omfattende akademisk materiale, hovedsageligt fra ledende vestlige islameksperter og autoritative kilder såsom The Encyclopedia of Islam. McMaster og andre, der gentager mantraet om, at islamisk terrorisme intet har at gøre med islam, er næppe i en position, hvor de kan overtrumfe kommentarer fremført af folk, der har brugt et helt liv på grundige studier af islam ud fra dennes originale kilder.
Ibn Warraq citerer (s. 139-140) desuden adskillige vestlige og muslimske lærde, der gentagne gange har udtalt, at ideen om, at den "ægte jihad er en åndelig kamp", er fuldstændig forkert. Det er argumenter baseret på læsning af tekster på arabisk, persisk, urdu og andre sprog, der fortjener at blive behandlet som grundlag for politikudvikling, identifikation af folk, der kan være potentielle terrorister, og vurdering af de reelle intentioner hos muslimske organisationer i USA, såsom CAIR og ISNA.
Clare Lopez, der er vicepræsident for forskning og analyse hos tænketanken Center for Security Policy i Washington, har kommenteret den manglende viden om islam, og hvordan det har fordrejet tænkningen i de nationale institutioner. Med udgangspunkt i en kritik af McMaster rejser hun bredere spørgsmål:
McMaster er på mange måder en fejltagelse for sikkerhedsrådet. Jeg mener, at det i det mindste delvist skyldes, at han, som andre på hans niveau inden for national sikkerhed, der har gjort karriere i årene efter den 11. september, systematisk har afvist faktabaseret uddannelse inden for islam, jihad, sharia og MB [Det Muslimske Broderskab] – hvis tilknyttede grupperinger, partnere, agenter, sympatisører og nyttige idioter fortsat er integreret i og nært knyttet til regeringen og lokale myndigheder på forskellige niveauer.
Enhver, der nogensinde har aflagt ed på at ville støtte forfatningen, har naturligvis en bindende forpligtelse til at kende fjenden, og at McMaster ikke gjorde det, er alene hans ansvar.
Dem, der i løbet af de seneste otte år blev forfremmet inden for de militære og sikkerhedsmæssige institutioner, opnåede deres position netop på grund af en "villet blindhed hvad angår islam".
For den amerikanske regering, kongressen, senatet -- og mange vigtige agenturer, der diskuterer, følger, rapporterer om, eller udvikler politik vedrørende islam, amerikanske muslimer, muslimer andre steder i verden, og andet – er det en udfordring at vide, hvor man kan finde præcis og troværdig information. På disse områder har man tidligere været afhængig af muslimske akademikere, ukritiske og forskønnende ikke-muslimske professorer og kommentatorer såsom John Esposito, Karen Armstrong og de mange undervisere, som Campus Watch har identificeret, adskillige islamister på universiteter og gymnasier med interesse for stillinger, der blev finansieret af Qatar, Saudi-Arabien eller andre muslimske lande (se her); selverklærede islamiske autoriteter såsom CAIR og andre islamiske tilhængere inden for de amerikanske institutioner.
Kritik af islam er blevet et tabu og er blevet undsagt som udtryk for en højreorienteret eller ligefrem højreekstremistisk fordomsfuldhed. Undertegnede er imidlertid en politisk midtsøgende, der ikke ser noget forkert i at bringe begrundet og faktabaseret kritik af islam, ganske som man ville kunne kritisere enhver anden ideologi, fra marxisme til fascisme. Man kan også påskønne de enestående bidrag, som muslimer har tilført videnskaben, kunstverdenen, arkitekturen, kalligrafien, musikken og sufiers og shiitters mystiske filosoffers åndelige bestræbelser. Det er vigtigt at alle træder et skridt tilbage og betragter den store og ekspanderende religion balanceret og med akkuratesse.
Denis MacEoin har en magistergrad i persisk, arabisk og islamisk historie fra Edinburgh Universitet og en Ph.D. (1979) i et aspekt af shia-islam i 1800-tallets Iran. Han underviste i arabiske og islamiske studier ved instituttet for religiøse studier på Newcastle Universitet og har udgivet mange bøger og artikler om islamiske emner.
[1] Det er dokumenteret, at det internationale Muslimske Broderskab arbejder på at påvirke amerikansk politik og at de allerede har folk placeret i adskillige amerikanske institutioner. Se her.