• Ifølge en udtalelse fra 2013 fra Sveriges øverstbefalende, Sverker Göransson, kan Sverige i bedste fald og om fem år forsvare sig ét sted i én uge.

  • "Man bør altid kunne forsvare nationens hovedstad, vitale infrastruktur, energiforsyning og telefonnet, vigtige lufthavne, import af basale fornødenheder og militære forstærkninger. ... [Sverige] i dag evner ikke dette. ... Den almindelige opfattelse havde været, at ingen stat i Europa nogensinde igen ville angribe en anden stat. Men nogen havde netop gjort det, og det var ikke hvem som helst. Det var Rusland." — Wilhelm Agrell, militærhistoriker.

  • "Tanken om, at forsvaret af Sverige er den første og vigtigste opgave, gik tabt." — Owe Wictorin, tidligere øverstbefalende.

  • "For russernes vedkommende ville det være en stor fordel at 'låne' Gotland. ... det er hurtigt og nemt, og de kan sige: 'Vi vil jer ikke noget ondt, I får Gotland tilbage om to-tre måneder, vi skal bare lige have de baltiske stater til at gøre, som vi ønsker.'" — Karlis Neretnieks, tidligere rektor for det nationale forsvarsakademi.

  • Rigsdagen har krævet mange ting, men har aldrig givet de væbnede styrker penge nok til at føre dem ud i livet.

For bare tyve år siden eller så havde Sverige et stærkt militær. Dets luftvåben var et af verdens stærkeste, flåden havde snesevis af skibe og undervandsbåde, og artilleriet bevogtede kystlinjerne fra mangfoldige hemmelige steder i bjergene.

I dag, efter et antal skæbnesvangre beslutninger baseret på den opfattelse, at krig i Europa hørte fortiden til, er størstedelen af militæret væk, og Sverige har reelt ingen midler til at beskytte sig selv.

Ifølge Sveriges øverstbefalende, Sverker Göransson, kan vi i bedste fald og om fem år forsvare os ét sted i én uge.

Sverige er et stort land: med sine 447.435 kvadratkilometer det femtestørste land i Europa. Det har også en af de længste kyststrækninger i Europa (3.200 kilometer), som ikke er nem at forsvare.

Fire dage før Anden Verdenskrig brød ud erklærede daværende statsminister Per Albin Hansson, at "Sveriges beredskab er godt." Men det var løgn. Sveriges økonomiske beredskab var måske godt, men dets militære beredskab var elendigt. Den svenske hær var forældet. Siden 1920'erne havde Sveriges militær været skåret ned til næsten det halve. Sverige kunne måske have modstået Hitlertyskland i nogle få timer.

Ved at erklære sig neutralt – og tillade Tyskland at benytte de svenske jernbaner til sin transport af våben og mandskab til og fra Norge – lykkedes det Sverige at undgå Danmarks og Norges skæbne i form af tysk besættelse. Under krigen begyndte Sverige imidlertid at mobilisere i betydeligt omfang, og i 1943 havde det opnået en respektabel forsvarsstyrke.

Det smarte ved det svenske forsvar var værnepligten og mobiliseringsstederne. Værnepligten betød, at alle unge mænd skulle gøre militærtjeneste -- en tradition som gik helt tilbage til vikingetiden, dengang kendt som ledungen, en folkehær til kongens disposition.

Mobiliseringsstederne var en svensk opfindelse. I stedet for en stående hær på centrale baser, som i andre lande, satsede Sverige på et militær, der hurtigt kunne mobiliseres – med våben og andet udstyr skjult på mange små, hemmelige gemmesteder i skovene. Ifølge nogle kilder var der helt op til 6.000-8.000 af den slags skjulesteder. Alle, som havde gjort tjeneste i militæret, gennemgik med jævne mellemrum genopfriskningsmanøvrer og vidste præcist, hvor de skulle tage hen i tilfælde af krig. Hvis en fjende pludselig angreb Sverige, kunne hundredtusindvis af fuldt bevæbnede soldater køres i stilling inden for få timer.

Dette stærke svenske militær bestod indtil midten af 1980'erne. På det tidspunkt var der over 100.000 aktive, tjenestegørende soldater i hærens kampenheder; og talte man lokalforsvarsenhederne og hjemmeværnsfolkene med, var der yderligere 350.000 mand til rådighed. Luftvåbnet havde over 300 fly; flåden havde over 40 krigsskibe og 12 ubåde, og kystartilleriet bestod af over 28 bataljoner.

Den 16. april 2015 bragte den offentlige svenske tv-kanal SVT dokumentaren "Hvad skete der med forsvaret?" Det var en fuld gennemgang af det militær, som var forsvundet.

"Sverige havde et nationalt forsvar bemandet af værnepligtige, som kunne indkaldes efter behov," fortæller militærhistoriker Wilhelm Agrell i dokumentaren. "Man kunne øge beredskabet og mobilisere trinvist. Potentialet var kolossalt, hvis man skruede helt op, hvad vi dog aldrig gjorde."

Men vedligeholdelsen af dette store apparat var dyr. Og da Den Kolde Krig sluttede og Berlin-muren faldt i 1989, og Sovjetunionen brød sammen kort efter, begyndte kvaliteten af det svenske militær at dale. Tankegangen var: Hvorfor bekymre sig? Den russiske bjørn var faldet til ro.

Just da skete der noget mærkeligt – lederne af de væbnede styrker besluttede selv at tage en "time out." De øverste militære ledere i landet var overbeviste om, at truslen om invasion hørte fortiden til, og at landets forsvar derfor kunne lukkes ned. De overbeviste politikerne om, at en total militær omstrukturering var det rigtige at gøre; de ønskede en "pause" og så vende tilbage om ti år -- mere moderne og stærkere end før.

Vi ved, hvad der skete. "Halvdelen af forvandlingen forløb fint," konstaterer Wilhelm Agrell, "nemlig afviklingen af den gamle struktur."

En af fortalerne for den militære omstrukturering var generalløjtnant i hæren Johan Kihl. I 1996 blev han strategichef ved det militære hovedkvarter og blev forbløffet over at opdage, at mange ting i det svenske militær var forældede. "Vi havde for eksempel 850.000 fluesmækkere på lager," siger Kihl i dokumentaren. "Vi havde læssevis af biler fra 1960'erne, lastbiler som bare havde kørt få kilometer. Det var ikke holdbart; vi blev nødt til at afvikle disse ting."

Men hvad skulle erstatte dem? Ideerne bølgede frem og tilbage. Måske ville fremtidens krige blive helt anderledes – måske var hurtige, mobile styrker det, man havde brug for? Måske tropper som kunne bruge dette her internet, som alle snakkede om – tænk hvis alting bare kunne kobles sammen?

I 1994 talte Kihl om "hackertropper," sensorer, som kunne overvåge hele Sverige, ubemandede fly og balloner, som kunne rapportere om alt, der bevægede sig.

General Owe Wictorin, militærets øverstbefalende i denne periode, var lige så begejstret. I et tv-interview sagde han: "Måske kan en fremtidig øverstbefalende bruge telefonen til at afværge et angreb, i stedet for krudt og kugler. Måske kan man bare sige: 'Jeg kan godt se, hvad I laver. Hold op eller vi går i kamp mod jer.'"

I samme periode blev Sverige ramt af en alvorlig recession. I 1992 steg renterne til svimlende 500%, og politikerne søgte med lys og lygte efter mulige budgetnedskæringer. Da general Wictorin foreslog beskæringer af forsvaret og reformer til fordel for moderne og mobile tropper, lød ideen som en ren julegave.

I efteråret 1998 var general Wictorins plan for den historiske omstrukturering på plads. Men hans store fejl var, at han ikke forstod, at politikerne nu opfattede forsvaret som et budgetområde, der var modent til store nedskæringer. Da statsbudgettet blev præsenteret, to dage efter at general Wictorin havde foreslået sin plan, manglede forsvarsbudgettet 15 milliarder svenske kronor. I dokumentaren udtaler general Wictorin: "Det krævede et trylleri, som vi ikke kunne udføre. Vores plan røg direkte i papirkurven; med disse beskæringer var det ikke muligt at gennemføre den."

Derefter rullede det bare. I år 2000 traf den svenske rigsdag en ny beslutning vedrørende forsvaret – at skære budgettet ned til det halve. Sammenlignet med 1985 var der nu kun:

  • Femten procent af de oprindelige kampenheder i hæren
  • En tiendedel lokalforsvarsenheder
  • Halvt så mange hjemmeværnsfolk
  • Halvdelen af flyvevåbnet
  • En fjerdedel af flåden

Det moderne svenske militær, som var blevet opbygget gennem mere end hundrede år, blev afviklet på ti-elleve år. Ifølge militærhistoriker Wilhelm Agrell var afviklingsprocessen ufatteligt omfattende. Hver eneste tilbageværende genstand på mobiliseringsstederne blev slæbt bort til centrale oplagringsbaser. Processen løb hurtigt ud af kontrol, og inden længe var der ingen, der vidste, hvor noget som helst befandt sig. Hele manøvren skulle også vise sig at blive mere bekostelig end forventet. Intet forløb efter planen, og nu trak det op til den næste store beslutning på forsvarsområdet.

I 2004 blev endnu flere enheder skåret væk og 5.000 militæransatte (25% af det samlede antal) blev afskediget.

"Det var meningen, at det nye forsvar skulle være på plads i 2004," sagde Agrell, "men på det tidspunkt var alt et syndigt rod. Der var intet nyt forsvar og ikke penge nok. Hvad gør man så? Jo, politikerne beordrer endnu flere nedskæringer."

Dette er, hvad der var tilbage:

  • Seks procent af kampenhederne
  • Intet lokalforsvar
  • Hjemmeværnet på ny skåret ned til det halve
  • 100 fly i stedet for 200
  • En flåde beskåret til det halve med kun syv skibe og fire undervandsbåde.

Det svenske militær rettede nu fokus på internationale operationer. Tropper blev udsendt til Afghanistan på en opgave, som kom til at vare i 13 år. Værnepligtige kunne imidlertid ikke afkræves tjeneste i udlandet; den opgave krævede professionelle soldater. Derfor afskaffedes værnepligten i 2010, og der blev indført professionelle, væbnede styrker.

Men i 2008 skete det utænkelige: Rusland invaderede Georgien, og der fandt en femdages krig sted. Den russiske bjørn var vågnet.

"Nu kom der en sten i skoen," bemærker Agrell. "Den almindelige opfattelse havde været, at ingen stat i Europa nogensinde igen ville angribe en anden stat. Men nogen havde lige gjort det, og det var ikke hvem som helst. Det var Rusland. Man havde ikke ment, at det ville ske, men det gjorde det. Pludselig forstod de svenske politikere, at vi var nødt til at have en eller anden mulighed for at forsvare os, såfremt vi, imod alle odds, blev truet igen."

De væbnede styrkers ledere, som indtil da stort set havde forholdt sig tavse, vågnede også til live igen. I 2011 begyndte russiske militærfly på ny at flyve tæt på svensk luftrum (hvilken havde været almindelig praksis under Den Kolde Krig, men var ophørt i løbet af 1990'erne), og der kom friske rapporter om registrering af udenlandske ubåde langs kysterne. I 2013 fremkom general Sverker Göransson, øverstbefalende for Sveriges militær, med en udtalelse, som skræmte hele den svenske befolkning – og gjorde politikerne rasende. På et spørgsmål om hvor godt det svenske militær var, svarede general Göransson: "Vi kan forsvare os imod et angreb med et begrænset mål. Vi taler om en uge på egen hånd."

Fik Göransson virkelig lov til at sige dette eller var der tale om en hemmelige opgave? Den øverstbefalende blev beskyldt for at nedbryde den nationale sikkerhed, men han holdt fast ved sin udtalelse.

En nyhedsparodi i russisk tv spøgte med, at Sverige kun var i stand til at holde stand i en uge, med en parodi på ABBA-sangen "Mamma Mia" hvor de gjorde nar af Sverige og dets kvindelige forsvarsminister: "Mamma Mia, russerne kommer, til fods – åh, hvor skræmmende! ... Forsvarsministeren har kjole på..."

Russisk TV gør nar af Sveriges militære formåen. (Foto: Yesterday Live video screenshot)

Mærkeligt nok, selvom der kun er meget lidt tilbage af det svenske militær, koster det stadig kolossalt mange penge. Forsvarsbudgettet er kun blevet beskåret med omkring 20%. At besparelsen er så mager, skyldes hovedsagelig, at professionelle soldater får en højere løn end værnepligtige, men der er også andre forklaringer.

Alyson J.K. Bailes, en højtstående britisk diplomat til flere nordiske lande og tidligere leder af Stockholms internationale fredsforskningsinstitut SIPRI, udtaler følgende i dokumentaren "Hvad skete der med forsvaret?":

"Sverige har skåret ned på sine styrker de senere år og har nu næsten den mindste hær i Norden – selvom landet er dobbelt så stort som de andre. Når folk opdager dette, tror jeg, at de bliver ganske overraskede, og jeg tror, at udefrakommende forsvarseksperter, som kigger nærmere på sagen, vil konkludere, at Sverige ikke har resurserne til at forsvare sig.

...

Sverige har en stor forsvarsindustri og har været stolt af at have så stærkt mekaniserede styrker. Men hvis man kigger på, hvor mange penge man har brugt på udstyr og forskning per soldat, viser det sig at være det højeste beløb i Europa. Det er fire gange større end det, Tyskland betaler for at udstyre en soldat. Og derfor må man spørge sig selv -- har noget af dette handlet om at beskytte industrien frem for at skabe et balanceret og effektivt forsvar?"

Fortumlede og forvirrede over de nye trusler så tæt på Sverige ønsker de fleste politiske partier i dag flere penge til forsvaret. Men de beder om pebernødder. I april besluttede rigsdagen at øge forsvarsbudgettet med 10,2 milliarder svenske kronor for perioden 2016-2020, og man krævede en ny sikkerhedspolitisk undersøgelse vedrørende fordele og ulemper ved Sveriges internationale samarbejde med for eksempel FN, OSSE, EU og NATO. Den sum ligger langt under det, den øverstbefalende havde krævet alene for at kunne gennemføre det, som rigsdagen havde bestilt fem år tidligere. Rigsdagen har krævet mange ting, men har aldrig givet de væbnede styrker penge nok til at føre dem ud i livet.

Kun Sverigedemokraterne har krævet en tilbagevenden til det niveau, som forsvarsudgifterne havde i Sverige i 1999, hvilket ville koste 40 milliarder svenske kronor for perioden 2016-2020.

Mikael Jansson, forsvarspolitisk talsmand for Sverigedemokraterne, fortalte Gatestone Institute, at det efter afslutningen på Den Kolde Krig var naturligt at skære ned på forsvaret, men at de ansvarlige politikere gik for langt:

"Var nedskæringerne inden for forsvaret ophørt i 1999, havde vi i dag befundet os i en langt mere fornuftig situation. Målet i dag er at opbygge en ganske lille militærorganisation, men selvom den er så lille, er den stadig underfinansieret. Vi mangler omkring 50 milliarder kronor. Så selvom forsvarsbudgettet er øget betydeligt, vil det tage tid, før Sverige igen opnår en rimelig forsvarsevne. Det er nemt at se, at forsvarsbudgettet bør fordobles for at opnå den virkelighed, som politikerne taler så smukt om: At være i stand til at forsvare Sverige. Vi har et umiddelbart behov for at bestille nye ubåde for at forhindre, at det samlede antal falder under otte. Det er også vigtigt at bestille et nyt, moderne langtrækkende luftforsvarssystem, så vi kan forsvare Stockholm, Gotland og alle vore baser. Bestillingen på de nye SAAB 39 Gripen E bør øges til 100 fly. De gamle Gripen-fly bør skånes, så vi kan øge antallet af kampflydivisioner."

Så hvordan forestiller de svenske politikere sig forsvaret af landet, hvis russerne for eksempel finder på at invadere Gotland?

Øen i Bottenhavet er en strategisk vigtig udpost, tæt på de baltiske lande, der alle er medlem af NATO. Tilslutning til NATO har aldrig tiltalt de svenske politikere, men i 2009 udsendte den svenske rigsdag pludselig en "solidaritetserklæring" over for EU. Den lyder:

"Sverige vil ikke forholde sig passivt, hvis en katastrofe eller et angreb skulle ramme en anden medlemsstat eller et nordisk land. Vi forventer, at andre lande optræder på samme måde, hvis Sverige bliver ramt. Vores land skal således kunne både give og modtage støtte, såvel civilt som militært."

Estlands præsident, Toomas Hendrik Ilves, er ikke synderligt imponeret over erklæringen. "Problemet er," siger han, "at solidaritetserklæringen ikke indeholder noget konkret. I vil kunne sende 10.000 flasker olivenolie og opfylde kravet om solidaritet."

I stedet sætter han sin lid til NATO, som regelmæssigt overvåger Estlands luftrum. Den amerikanske præsident Barack Obama har sagt, at "forsvaret af Riga, Vilnius og Tallinn er lige så vigtigt som forsvaret af Paris, Berlin og London."

NATO er fuldkommen klar over, at det svenske territorium er vigtigt. En NATO-øvelse i efteråret 2014 udspillede et scenarie, hvor Rusland havde besat det sydlige Sverige. Dette scenarie overrasker ikke Karlis Neretnieks, tidligere rektor for det nationale forsvarsakademi.

"Der bliver et kapløb om svensk territorium, hvis der skulle opstå en alvorlig krise i vores nærområde. For russernes vedkommende ville det være en kolossal fordel at 'låne' Gotland. Det koster ikke noget, det er hurtigt og nemt, og de kan sige: 'I får øen tilbage igen. Vi vil jer ikke noget ondt, I får Gotland tilbage om 2-3 måneder, vi skal bare lige have de baltiske stater til at gøre, som vi ønsker.' Hvorfor skulle russerne afstå fra det?"

Men Sverige har vel i det mindste sørget for at beholde et reelt forsvar af Gotland? Faktisk nej. Det samlede forsvar for Gotland består i dag af 14 kampvogne, som er gemt af vejen i en lagerbygning. Disse kampvogne er blandt de bedste i verden, og forsvaret har købt 120 af dem; men da man kun har tre kampvognskompagnier (hvoraf ingen er udstationerede på Gotland), er der kun mandskab til at bemande 42 kampvogne – dvs. en tredjedel.

I dag beklager arkitekterne bag det forsvundne militær det, de gjorde. Johan Kihl siger, at de væbnede styrker ikke har resurser til at forsvare landet på en fornuftig måde. I dokumentaren ser tidligere øverstbefalende Owe Wictorin helt knust ud. Han siger, at retningen var rigtig, men ambitionen, kvantiteten og hastigheden, hvormed disse ændringer blev iværksat, var forkert. "Og tanken om, at forsvaret af Sverige er den første og vigtigste opgave, gik tabt. Det mener jeg stadig."

Militærhistorikeren Wilhelm Agrell bemærker, at der eksisterer en række givne forsvarsbehov: "Man bør altid kunne forsvare nationens hovedstad, vitale infrastruktur, energiforsyning og telefonnet, vigtige lufthavne, import af basale fornødenheder og militære forstærkninger. ... [Sverige] i dag evner ikke dette."

Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.

Beslægtede emner:  Sverige
Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da