Masseindvandringen bliver ved med at kræve ofre i Sverige. Mord, overgreb og voldtægt er blevet hverdagskost i dette lille land med en befolkning på knap ti millioner, som sidste år åbnede sine døre for næsten 163.000 immigranter. Det seneste offer er 22-årige Alexandra Mezher. Hun bliv stukket ihjel i sidste uge af et såkaldt uledsaget flygtningebarn i det asylcenter, hvor hun arbejdede.
Selvom den massive tilstrømning af asylansøgere er aftaget kraftigt siden 4. januar, hvor Sverige indførte grænsekontrol ved den svensk/danske grænse, udgør de mennesker, som allerede er her, et kolossalt problem for kommunerne, politiet og borgerne. Politiet kæmper en håbløs kamp imod gadekriminalitet såvel som daglige hændelser på asylcentrene – generel uro, som indebærer slåskampe, voldtægter og trusler.
Asylcentrene befinder sig i en tilstand af anarki. Den 27. januar blev politiet kaldt ud til et center for teenagere i Lindås, hvor der var opstået ballade. Politibetjent Johan Nilsson fortalte følgende til den lokale avis Barometern:
"En [af de unge] blev afvist, da han forsøgte at købe slik, og blev meget vred på personalet. Han samlede omkring 15 af sine venner, og personalet var nødt til at låse sig inde, mens skaren smadrede vinduer og andre ting. Ophavsmanden, som angiveligt er 16 år, er sigtet for at have startet optøjerne, og en anden er sigtet for at fremsætte ulovlige trusler og for voldelige optøjer."
Sidstnævnte blev senere løsladt efter fremlæggelsen af et dokument, som fastslog, at han var under 15 år og dermed ikke strafferetlig ansvarlig.
En anden, mere alvorlig hændelse fandt sted på asylcenteret Signalisten i Västerås den 20. januar. Ti politifolk ankom til stedet efter rapporter om gentagne voldtægter af en 10-årig dreng. Politifolkene blev mødt af en stor skare, som havde taget opstilling i en korridor, råbte op og truede med knyttede næver. Situationen eskalerede, indtil betjentene til sidst var nødt til at flygte for deres liv. En af betjentene skrev senere i sin rapport, at det udelukkende skyldtes tilstedeværelsen af en politihund med hundefører, at det lykkedes ham og hans kolleger at undslippe:
"Der dukkede endnu flere mennesker op bag ved os. Jeg var mentalt klar til at kæmpe for mit liv. Vi var 10 politibetjente i en smal korridor. Og så hørte jeg én råbe, at der var en nødudgang. Jeg følte, at vi nemt kunne være blevet udmanøvreret, i betragtning af omgivelserne og antallet af modstandere."
Betjenten skrev også i sin rapport, at han håbede på mere træning i fremtiden med hensyn til, "hvordan man håndterer store grupper i trange rum."
At det svenske politi ikke længere er i stand til at udføre deres opgaver er åbenbart. Rigspolitichef Dan Eliasson krævede for nylig 2.500 flere betjente og 1.600 flere civilt ansatte til politiet for at kunne klare den forhøjede terrortrussel og den stigende strøm af flygtninge. I betragtning af hvor lang tid det tager at uddanne politifolk, vil det sandsynligvis vare noget, før politiet kan se sit mandskab forøget. Eliasson krævede også en budgetforhøjelse på mellem 1,8 og 2,8 milliarder svenske kronor, fordi "migrantsituationen medfører en betydelig større arbejdsbyrde for politiet."
Han fastslog, at især grænsekontrollen og asylcentrene har brug for flere resurser, over hele landet: "Vi er nødt til at tage derud ofte, der er slagsmål og uroligheder."
Den 26. januar skete så det, som alle har frygtet. Politiet ankom til et asylcenter for "uledsagede flygtningebørn" i Mölndal tidligt om morgenen efter rapporter om en knivepisode. Da de ankom, var det for sent. Asylcenterets assistent Alexandra Mezher lå blødende på gulvet, stukket ned af et af de "børn," som hun tog sig af. Hun døde på hospitalet få timer senere.
Politiet arresterede en person, der hævdede at være 15 år og fra Somalia, som mistænkt for mordet samt for forsøg på mord på en af de unge, som angiveligt forsøgte at gribe ind. Den mistænkte blev senere varetægtsfængslet. Ifølge det lokale dagblad GT havde personalet tidligere og ved flere lejligheder advaret om, at den mistænkte havde psykiske problemer.
Familien Mezher er libanesiske kristne, som flygtede fra volden i Libanon for 25 år siden. Alexandras mor, Chimene Mezher, sagde følgende til den britiske avis The Daily Mail:
"Vi rejste fra Libanon for at slippe væk fra borgerkrigen, volden og faren. Vi kom til Sverige, hvor der er trygt, for at opbygge en familie. Men her er ikke trygt længere. ... Og jeg vil bare gerne vide hvorfor... hvorfor Alexandra? Hun ønskede at hjælpe dem, men de gjorde dette. Jeg ønsker bare at få nogle svar."
Chimene Mezher beskylder nu de svenske politikere for at have myrdet hendes datter. Den seneste dramatiske befolkningstilvækst i Mölndal, der er en forstad til Göteborg, har skræmt mange af de 60.000 borgere. På mindre end et år er der flyttet 8.000 asylansøgere ind – heraf halvdelen såkaldte "uledsagede flygtningebørn."
Det viser sig nu, at personalet på asylcenteret, hvor Alexandra Mezher blev myrdet, gentagne gange havde klaget over de urimelige forhold. For et år siden advarede de ansatte om, at de var underbemandede og måtte arbejde alene: "Hidtil er der ikke sket noget alvorligt, men det vil ske," sagde en desperat medarbejder, som ringede til sundheds- og socialmyndighederne ("Inspektionen för vård och omsorg" eller IVO). IVO inspicerede asylcenteret, men fandt, at alt var i orden. Da Mezher blev myrdet, befandt hun sig alene i centeret sammen med ti asylansøgere. Indtil nu er der ikke oplyst noget motiv til mordet.
Da rigspolitichef Dan Eliasson dukkede op i tv-programmet "God Morgen Sverige" dagen efter mordet på Mezher, udtrykte han sympati for morderen, men nævnte dårligt nok offeret. Dette vakte en voldsom vrede på de sociale medier. Eliasson sagde:
"Man bliver jo fortvivlet på alle de involveredes vegne. Naturligvis over den person, som blev dræbt, og hendes familie, men også over en enlig ung dreng, som begår en så rystende handling. Hvad har denne person gennemlevet? Under hvilke forhold er han vokset op? Hvad er det for et traume, han bærer rundt på? Hele migrationskrisen viser, hvor uretfærdigt livet er i mange dele af verden. Vi bliver nødt til at hjælpe med at løse det, så godt vi kan."
Atmosfæren på de sociale medier er nu nærmest revolutionær. Folk opslår videoer af sig selv, hvor de beskylder regeringen for mord, for at fylde Sverige med voldelige personer og give pokker i svenskerne.
Hvad tænker den svenske regering i virkeligheden? Holder den fast i, at retten til asyl er vigtigere end alt andet – endda dens eget folks sikkerhed?
Gatestone Institute ringede til Sofia Häggmark, en upolitisk tjenestemand ved justitsdepartementets afdeling for migrationsrettigheder. Her er Spørgsmål&Svar:
Skal alle have lov til at søge asyl i Sverige, også selvom det fører til Sveriges opløsning?
"Retten til asyl er meget stærk. Vi har nogle internationale regler og EU-regler, som siger, at hvis en person ankommer til et EU-land, har denne person ret til at søge om asyl."
Er det i orden at sige nej, hvis der er grupper i ens land, som bliver truet af asylansøgerne – minoritetsgrupper som romaer, jøder og samer? Eller hvis Sverige ikke har råd?
"Nej, hvis en person har grund til at søge asyl eller risikerer dødsstraf eller tortur i sit hjemland, kan man ikke nægte vedkommende asyl."
Er det ikke den svenske regerings primære opgave at beskytte Sverige og det svenske folk?
"Vi er nødt til at følge de internationale regler; det er vi forpligtet til at gøre. Vi kan blive stillet for EU-domstolen, hvis vi ikke lader folk søge asyl."
Hvad er vigtigst – svenske liv eller risikoen for at ende for EU-domstolen?
"Jeg kan ikke besvare det spørgsmål; jeg kan kun fortælle dig, hvordan reglerne er."
Du siger altså, at hvis der kommer 30 millioner mennesker herop for at dræbe os, så har vi intet forsvar, så kan vi ikke sætte en stopper for det?
"Jeg kan kun fortælle dig, at retten til asyl giver en meget stærk beskyttelse."
Men ikke for svenskerne?
"Hvis en person dræber en anden person her i Sverige, må man gå den strafferetlige vej og dømme vedkommende. Vi bliver nødt til at kigge på hver eneste asylsag særskilt."
Tror du det nogensinde tidligere i verdenshistorien er sket, at et land bekymrede sig mere om andre landes borgere end om sine egne?
"Det kan jeg ikke svare på. Men der eksisterer ingen regel, som sætter en grænse for, hvor mange [asylansøgere] Sverige kan acceptere."
Findes der en plan for, hvad man skal gøre, når landet er fyldt op, og borgerne er bange?
"Nej, det gør der ikke."
Synes du personligt, at det føles okay?
"Det kan jeg ikke svare på. Det er ikke mit job."
Hvis flere millioner muslimer kommer herop og indfører sharia-lov, så har retten til asyl i virkeligheden bidraget til at ophæve demokratiet i vores land, erstatte det svenske folk og tilintetgøre hele konceptet Sverige. Er der ingen af jer, der har grundet over disse skæbnesvangre spørgsmål?
"Jeg forstår din tankegang."
De tiltag, der blev indført af regeringen den 4. januar, var en måde at standse immigrationen på uden at kompromittere den almægtige "ret til asyl." Det er nemlig kun dem, der rent faktisk sætter fod på svensk jord, som har ret til at søge asyl. Regeringen indførte derfor transportøransvar for tog- og færgefart på ruterne mellem Danmark og Sverige, hvilket betyder, at disse selskaber må hyre vagter til at nægte adgang for enhver, der ikke kan fremvise et pas eller anden gyldig ID. Det er første gang, siden den nordiske pasunion blev indført i 1952, at folk ikke kan rejse frit mellem de nordiske lande.
De nye identitetstjek har skabt problemer for Danmark, som ikke har lyst til at komme til at hænge på alle de papirløse asylansøgere, som søger mod Sverige. Danmark har derfor indført sin egen paskontrol ved grænsen til Tyskland.
Men ellers har Danmark valgt en anden vej end Sverige. I stedet for at forhindre folk i at søge asyl, vedtog det danske folketing den 26. januar en ny lov, som indeholder nogle kraftige stramninger i asylpolitikken – tiltag, som man håber, vil mindske migranternes lyst til at komme til Danmark. Disse nye regler inkluderer:
- Kortere opholdstilladelse
- Udsættelse af retten til at hidføre familiemedlemmer
- Statslig ret til at konfiskere migranters værdier for at dække asylomkostningerne
- Strammere regler for at opnå permanent opholdstilladelse
- Det gøres nemmere at fratage flygtninge deres opholdstilladelse
- 10% nedskæring i kontantbidrag til asylansøgere
- Asylansøgere kan kun beholde værdier op til i alt 10.000 danske kroner, med undtagelse af smykker med affektionsværdi.
Den sidste regel er blevet diskuteret vidt og bredt – og fordømt, især i Sverige. Men sandheden er, at Sverige har en lignende lov, kaldet loven vedrørende modtagelse af asylansøgere (Mottagande av asylsökande), som blev indført i 1994. Paragraf 15 i denne lov fastslår:
"Den, som har et job eller anden indkomst eller private værdier og bor på et asylcenter, skal betale et rimeligt beløb som kompensation til immigrationstjenesten. Hvor kost også er inkluderet i indkvarteringen, skal der ydes en rimelig kompensation herfor."
Men de svenske myndigheder ignorerer denne lov – i bred politisk enighed.
Selv de danske socialdemokrater støtter den nye lov. I 2010 krævede partiet, at Europa skulle "gøre plads for islam," men nu har man tilsyneladende foretaget en total U-vending. Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, skrev i et debatindlæg i dagbladet Politiken:
"Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå. Det er vi, fordi vi ikke vil ofre velfærdssamfundet i humanismens navn. For velfærdssamfundet er ... Socialdemokratiets politiske projekt. Det er et samfund opbygget på principper om frihed, lighed og solidaritet. En masseindvandring – som set i f.eks. Sverige – vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning."
Men at værne om den velfærdsstat, som generationer af svenskere har opbygget, synes ikke at have prioritet hos de svenske socialdemokrater. Der er folk, som længe har hævdet, at socialdemokraternes sympati for immigration har at gøre med partiets ønske om at fylde landet med "stemmekvæg," og der er nu kommet mere vand på den mølle. Internationale undersøgelser har vist, at muslimer for det meste stemmer på venstrefløjen. For eksempel stemte 93% af de franske muslimer på den socialistiske præsident, François Hollande, og næsten 90% af de amerikanske muslimer stemte på præsident Barack Obama.
At dømme ud fra de seneste meningsmålinger vil den svenske statsminister, Stefan Löfven, virkelig også få brug for de muslimske stemmer for at kunne forblive ved magten. Det anerkendte meningsmålingsinstitut Sifo fremlagde for nylig en rapport vedrørende partisympati for januar måned. Socialdemokraterne fik ynkelige 23,2% – det værste resultat siden meningsmålingerne blev påbegyndt i 1967. Partiet fik 31% ved det landsdækkende valg i 2014, og det blev dengang anset for et usselt resultat.
Efter at den nye grænsekontrol blev iværksat i januar, og antallet af asylansøgere til Sverige faldt fra over 10.000 om ugen, da det var værst, til 820 (i tredje uge af januar), kan ingen sige, om dette skyldtes grænsekontrollen eller vintervejret.
Totalt set søgte 162.877 personer asyl i Sverige i 2015. Det er næsten dobbelt så mange som året før og flere gange det gennemsnitlige antal i 2000-årene som helhed, som lå på godt 33.000 om året.
Nu har indenrigsminister Anders Ygeman fortalt erhvervsavisen Dagens Industri, at han har givet politiet og immigrationstjenesten besked på at forberede sig på udvisning af op mod 80.000 af de asylansøgere, som ankom sidste år. Regeringen planlægger at benytte lejede fly. Anders Ygeman beskriver operationen som en "meget stor udfordring."
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.