Så godt som alt synes at gå skævt for Sveriges udenrigsminister for tiden.
Margot Wallström, fra Socialdemokratiet, indtog under megen fanfare posten som svensk udenrigsminister i efteråret 2014. Hun havde introduceret et fuldkommen nyt koncept: en feministisk udenrigspolitik. I sin udenrigspolitiske erklæring fra 2015 slog hun fast, at "nu bliver der udformet en feministisk udenrigspolitik, hvis formå l at bekæmpe diskrimination mod kvinder, forbedre kvinders vilkår og bidrage til fred og udvikling."
Et år senere kender vi resultatet: "Feministisk udenrigspolitik" handler ikke så meget om at beskytte kvinders interesser, men mere om at sleske for de arabiske stater og palæstinenserne – og konstant angribe Israel, Mellemøstens eneste demokrati.
Zvi Mazel, Israels ambassadør i Sverige fra 2002 til 2004, skrev den 14. december for Jerusalem Center for Public Affairs,
"Det svenske Socialdemokrati er ikke kendt for sin sympati for Israel. Partiets nuværende to lederskikkelser, statsmininister Stefan Löfven og udenrigsminister Margot Wallström, er imidlertid gået for vidt og fører en systematisk kampagne imod Israel... Selvom anerkendelsen af en palæstinensisk stat lå som en fortsættelse af den svenske venstrefløjs fjendtlige politik over for Israel, var den også beregnet på landets store muslimske mindretal – omfattende godt 700.000 personer – med det formål at tiltrække muslimske stemmer til partiet ved de kommende valg. I min diplomatiske embedsperiode i Sverige i de første år af 2000-tallet faldt alle mine forsøg på at føre en dialog med partiet for døve øren. ... forholdet mellem de to lande har udviklet sig til gentagne skænderier."
Har ambassadør Mazel ret? Lad os kaste et blik på, hvad den svenske regering og dens nuværende udenrigsminister har sagt og gjort.
Den 30. oktober 2014 fandt der en ensidig svensk anerkendelse af Palæstina som en selvstændig stat sted. Samme dag som regeringen traf sin beslutning, offentliggjorde Dagens Nyheter en debatartikel af Wallström:
"Dagens anerkendelse er et bidrag til en bedre fremtid i en region, som alt for længe har været præget af fastkørte forhandlinger, ødelæggelse og frustration. Med vores anerkendelse ønsker vi for det første at støtte de moderate kræfter blandt palæstinenserne: De, der skal stå i spidsen for den komplicerede skabelse af en palæstinensisk stat, og de der er på vej tilbage til forhandlingsbordet."
"For det andet ønsker vi at fremme en aftale ved at stille de to parter i forhandlingerne mere lige. Målet er, at Israel og Palestina skal leve side om side med gensidigt anerkendte grænser, baseret på grænserne i 1967 og med Jerusalem som hovedstad for to stater, og kun tillade udveksling af landområder, såfremt begge parter har forhandlet sig frem til det."
"For det tredje håber vi at bidrage til et voksende håb og en tro på fremtiden hos unge palæstinensere og israelere, som ellers risikerer at blive radikaliserede i den tro, at der ikke findes nogen alternativer til vold og status quo."
Reaktionen kom øjeblikkelig. Umiddelbart efter at statsminister Löfven havde fremsat sin regeringspolitiske erklæring og offentliggjort den nye regerings intentioner om at anerkende Palæstina, tilkaldte det israelske udenrigsministerium den svenske ambassadør i Israel for at protestere imod beslutningen, og Israels daværende udenrigsminister Avigdor Lieberman var meget direkte i sin kritik. Samme aften forlød det, at Israel havde hjemkaldt sin ambassadør i Sverige, Isaac Bachman. Lieberman sagde endda, at han overvejede at fjerne ambassaden i Stockholm permanent og dermed nedgradere Israels diplomatiske forbindelser til Sverige. Dette skridt blev dog aldrig taget.
Israel demonstrerede sin mening om Wallström tydeligt i januar 2015, da hun skulle have rejst til Israel til et seminar til minde om Raoul Wallenberg og også mødes med udenrigsminister Lieberman og premierminister Benjamin Netanyahu. De israelske ledere ønskede imidlertid ikke at mødes med Wallström og nægtede hende diplomatisk indrejsepas.
"En kraftig udmelding fra israelerne," sagde Per Jönsson, mellemøstekspert ved Sveriges udenrigspolitiske institut, Utrikespolitiska institutet. "Hun bliver ikke behandlet som en udenrigsminister fra en suveræn stat. Det er langt mere end blot en symbolsk gestus; der er tale om en handling fra Israels side," sagde Jönsson til Svenska Dagbladet. Ifølge avisen havde den israelske regering sendt det budskab, at den eneste mulighed for, at det kølige forhold mellem Sverige og Israel kunne blødes op, var ved at Sverige undskyldte sin anerkendelse af Palæstina -- eller at en ny regering kom til magten.
Tilsyneladende fandt det svenske udenrigsministerium hele affæren så pinlig, at man besluttede at lade som om, Wallström havde måttet opgive sin rejse på grund af tidnød.
Anerkendelsen af Palæstina skabte også massiv kritik i Sverige. EU-nævnet kritiserede regeringen for ikke at have ladet rigsdagen stemme om spørgsmålet, og oppositionspartierne kaldte anerkendelsen for "forhastet, ubalanceret og klodset håndteret." De Liberales udenrigspolitiske talskvinde, Birgitta Ohlsson, sagde, at beslutningen var "utidig," eftersom den legitimerer Hamas' terror. Mellemøstekspert Per Jönsson påpegede det faktum, at det ikke er sædvane at anerkende en stat, som ikke har fuld kontrol over sit territorium.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, var selvfølgelig yderst fornøjet. Han modtog en telefonopringning fra statsminister Stefan Löfven med en kundgørelse af beslutningen. Abbas udtalte til Aftonbladet: "Sverige er et pionerland, nu håber jeg, at andre lande i Europa vil følge efter."
Den 15. februar 2015, hvor Abbas besøgte Sverige, blussede kritikken op igen. Karin Ernström, fra Moderaterna og næstformand i komiteen vedrørende udenrigsanliggender, sagde, at hun mente, at Sverige burde have afventet en fælles EU-beslutning, før man ensidigt havde besluttet sig for at anerkende Palæstina. Hun bemærkede også, i et interview under Abbas' besøg, at hun "går ud fra at Sverige vil benytte lejligheden til at lægge pres på den palæstinensiske ledelse." Foreløbig har sådan et pres ikke kunnet konstateres.
Mange mennesker i Sverige føler nu, at hvis Sverige kan anerkende Palæstina, hvorfor så ikke gøre det samme med Vestsahara, et omstridt territorium ensidigt annekteret af Marokko for 40 år siden? Er sådan en beslutning ikke forenelig med den "feministiske udenrigspolitik?" Eller kunne det tænkes, at eftersom Marokko er et muslimsk land, ønsker feministen Wallström ikke at fornærme lande som det? Så afgjort ikke efter fadæsen i 2015, hvor Wallström stemplede Saudi-Arabien som et diktatur med en middelalderlig lovgivning og kvindeundertrykkelse. Denne udtalelse i rigsdagen kom som en reaktion på dommen mod den saudiske blogger Raif Badawi på ti års fængsel og 1.000 piskeslag på en anklage om at have "fornærmet islam."
Mange svenskere blev dengang behageligt overraskede over Wallströms udtalelse og tænkte, at måske var denne "feministiske udenrigspolitik" ikke så ringe endda. Men i den muslimske verden blev hendes bemærkninger mødt med stærk vrede. Organization of Islamic Cooperation, OIC, skrev på sin hjemmeside: "Med sine bemærkninger har fr. Wallström degraderet Saudi-Arabien og dets sociale værdier, retssystem og politiske institutioner."
Det, Wallström tilsyneladende ikke havde forstået, da hun angreb det saudiske retssystem, var, at det er baseret på sharia-lov, det islamiske retssystem. Og det kritiserer man ikke ustraffet, hvilket en udenrigsminister burde vide. Så i stedet for at fastholde den oprindelige påstand, som selvfølgelig var helt korrekt, opstod der vild panik i regeringskontorerne. Wallströms pressesekretær, Erik Boman, skyndte sig at erklære, at hans chefs bemærkninger ikke skulle opfattes som nogen form for kritik af islam. "Vi har den største respekt for islam," sagde Boman. "Sverige værdsætter sine gode relationer til den muslimske verden."
Wallström selv holdt en indsmigrende tale i rigsdagen. Hun roste Saudi-Arabien, nævnte at landets konge er vogter af de to vigtigste moskeer i islam og understregede, at mange svenskere tager på pilgrimsrejse dertil hvert år. I slutningen af talen fik hun igen folk til at måbe: "Foranlediget af nogle af de påstande som cirkulerer, vil jeg gerne sige dette: Vi har den største respekt for islam som verdensreligion og for dens bidrag til vores fælles civilisation. ... Sverige værdsætter vores gode relationer til den muslimske verden. Mange svenskere er muslimer, og de yder selvfølgelig et værdifuldt bidrag til vores samfund."
Björn Norström, en USA-baseret skribent, afslørede på den alternative internetside Avpixlat, at han havde skrevet til udenrigsministeren og bedt hende om nogle "konkrete eksempler på, hvordan islam har bidraget til civilisationen, når det gælder menneskerettigheder, videnskab, industri, demokrati og samfundsformer siden middelalderen." Han havde ikke modtaget nogen eksempler, blot løse påstande og en henvisning til den hyppigt modbeviste "1001 Inventions, the Enduring Legacy of Muslim Civilization."
Den muslimske verden var imidlertid stadig vred på Wallström, trods hendes venlige ord om islam. Saudi-Arabien hjemkaldte sin ambassadør fra Stockholm og besluttede at suspendere udstedelsen af nye arbejdsvisa til svenske borgere. Saudierne forhindrede også, at Wallström kom til at tale ved mødet i Den Arabiske Liga i Cairo den 9. marts.
Stormen løjede ikke af, før Sveriges kong Carl XVI Gustaf tilbød at hjælpe med at mægle på hendes vegne med den saudiske konge. Den 28. marts afholdt Wallström en pressekonference og strålede af glæde, da hun fortalte journalisterne, at Sveriges relationer til Saudi-Arabien nu var normaliseret: "Jeg er meget glad for meddelelsen om, at vi kan normalisere vores forhold straks, og at vi kan hilse den saudiske ambassadør velkommen tilbage til Sverige. Det føles meget tilfredsstillende, at vi har kunnet afklare den misforståelse, at vi skulle have fornærmet verdensreligionen islam."
Vi får nok aldrig at vide helt præcist, hvordan forholdet blev "normaliseret." Det, vi ved, er, at udsendingen fra den svenske regering, socialdemokraten Björn von Sydow, fik tildelt audiens hos Huset Saud, der ledes af kong Salman bin Abdul Aziz og prins Mohammed bin Salman Al Saud. Von Sydow afleverede to breve, det ene fra den svenske konge og det andet fra statsminister Stefan Löfven. Begge breve er hemmeligstemplede.
Kort efter terrorangrebene i Paris den 13. november 2015 følte Wallström igen behov for at udtrykke sin ringeagt for Israel. I et interview med den svenske tv-station SVT fik hun stillet følgende spørgsmål: "Hvor bekymret er du over radikaliseringen af unge mennesker i Sverige, som vælger at kæmpe for ISIS?" Wallström svarede:
"Jo, selvfølgelig har vi grund til at være bekymrede, ikke bare her i Sverige, men rundt om i hele verden, fordi der er så mange, der bliver radikaliserede. Og man kommer tilbage til situationer som den i Mellemøsten, hvor ikke mindst palæstinenserne oplever, at der er ingen fremtid for os [palæstinensere], vi må enten acceptere en desperat situation eller gribe til vold."
Denne besynderlige kobling af angrebene i Paris med Israel fremkaldte en ny diplomatisk krise mellem Israel og Sverige. Igen blev den svenske ambassadør i Israel indkaldt til et møde i det israelske udenrigsministerium og blev advaret om, at den svenske udenrigsministers udtalelser forekom "rystende uforskammede."
Ugen forinden havde bladet Expressen afsløret, at svenske diplomater ikke længere var velkomne i Israel på den måde, som Sverige ønskede. For eksempel er de nægtet indrejsetilladelse til Gazastriben – papirer som andre lande tilsyneladende ikke har problemer med at få.
Få dage efter Wallströms skandaløse interview slog den sprogkyndige Susanne Sznajderman-Rytz et opslag op på sin Facebook-side:
"'Jøderne driver kampagne mod mig.' Det var det svar, jeg fik fra Margot Wallström, da jeg ved et tilfælde løb på hende dagen efter Paris-angrebene og fortalte hende, at mange af mine jødiske venner følte sig virkelig krænkede over det, hun havde sagt til [SVT's ankermand] Claes Elfsberg tidligere samme morgen."
På ny var Wallström nødt til at forklare sig. Hendes pressesekretær påstod direkte, at Sznajderman-Rytz selv havde fundet på det hele. Men Sznajderman-Rytz fastholdt sin historie. Hun fortalte den alternative internetwebside Nyheter Idag:
"Lad mig fortælle dig, hvad jeg arbejder med til daglig. Hun vidste det ikke, men jeg underviser i kommunikation i tale og skrift. Professionelt arbejder jeg med at forstå, hvad folk siger, hvordan de agerer, og alt det, der skete i det øjeblik, er korrekt gengivet."
I begyndelsen af december havde to medlemmer af rigsdagen, Mathias Sundin fra de Liberale og Kent Ekeroth fra Sverigedemokraterne, krævet, at Wallström forklarede, hvorfor hun ikke havde fordømt de voldsomme palæstinensiske knivoverfald på civile israelere med så meget som en stavelse. Den efterfølgende debat endte med, at Wallström sagde, at hun stolede ubetinget på Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, fordi han havde fortalt hende, at han ønsker fred, og hun tror på ham. Desuden luftede hun nogle nye beskyldninger mod Israel, som, ifølge Wallström, foretager "udenretlige henrettelser."
Mathias Sundin skrev i en debatartikel i Aftonbladet:
"Da jeg påpegede, at det israelske politi håndterer knivoverfaldene efter samme princip, som det svenske politi anvendte under Trollhättan skoleangrebet, ved at sigte på kroppen for at standse gerningsmanden hurtigt, rystede udenrigsministeren flere gange kraftigt på hovedet. Det var som svar på denne udtalelse, at Wallström sagde, at reaktionen ikke måtte indebære udenretlige henrettelser."
"Selvom det er tydeligt, hvad hun rent faktisk mener, nægter hun og regeringen at sige undskyld. Deres forsvarstaktik – den om at være misforstået – indeholder end ikke en undskyldning for at have udtrykt sig uklart, men derimod et nyt angreb på Israel. Desværre er dette fuldstændig i tråd med regeringens ensidige politik. ... Det er flovt for Sverige at have en udenrigsminister, som fremkalder en diplomatisk krise, så snart hun åbner munden, og som så ensidigt allierer sig med anti-demokratiske kræfter imod Israel, Mellemøstens eneste demokrati."
Kent Ekeroth spurgte til Wallströms syn på præsident Abbas og hans Fatah-parti. Udenrigsministeren svarede:
"Regeringen støtter moderate kræfter i Palæstina, regeringen støtter Det Palæstinensiske Selvstyre og andre, som anerkender Israels ret til at eksistere og søger en diplomatisk løsning på konflikten, som sætter Israel og Palestina i stand til at leve side om side i fred og sikkerhed. Jeg mener, at præsident Abbas har gjort det til sit livsmål at erstatte voldens vej med en diplomatisk kamp for at bringe den israelske besættelse af Palæstina til ophør. Jeg har også bemærket, at præsident Abbas, ud over sin undsigelse af terrorismen, tillige har ytret sig imod opfordringerne til voldelig modstand mod de israelske besættelsesstyrker."
Ekeroth replicerede:
"Wallström fremstiller Abbas som en pacifist, der har undsagt terrorismen. Han fordømmer muligvis terrorismen, når det er franske borgere, der bliver dræbt, men når det er israelere, der bliver dræbt, er det intet problem. Han har ikke fordømt et eneste af de 20 mord på israelere i de seneste måneder. Tværtimod har mange af Det Palæstinensiske Selvstyres og Fatahs ledere glorificeret morderne. Et medlem af Fatahs Centralråd sagde til palæstinensisk tv i oktober, at han lykønsker alle dem, der har udført angrebene. Han er stolt af dem og mener, at der skal undervises i knivoverfald i de palæstinensiske skoler. Deres egen 'gulddreng' Mahmoud Abbas sagde i september, vedrørende volden mod israelere, at 'vi velsigner hver eneste blodsdråbe, der udgydes i Jerusalem', og vi ved, at hver eneste palæstinensisk morder, der bliver pågrebet af Israel, bliver belønnet af Det Palæstinensiske Selvstyre. Så hvordan kan Wallström påstå, at han [Abbas] undsiger terrorismen, når han i virkeligheden belønner den med penge fra de svenske skatteydere?"
"Wallström er enten uvidende om Abbas' fejring og belønning af morderne, eller også lyver hun. Ingen af delene er særlig flatterende. Jeg vil derfor gerne stille to spørgsmål: Er Wallström klar over denne hyldest af terrorismen? Er Wallström klar over de belønninger, der udbetales til terroristerne? Ja eller nej?"
Wallström svarede, at hun bestemt "fordømmer alle voldshandlinger, hvad enten de er udført af palæstinensere eller israelere, og jeg har understreget vigtigheden af at bringe de ansvarlige for retten og ikke gribe til udenretlige henrettelser."
Wallström mente endvidere, at man ikke skal forsøge at tolke eller oversætte det, som Abbas siger, for der er så mange, der gør det. "Jeg synes ikke, at vi skal gøre det, det vigtige er, at de tager afstand fra vold og det har jeg selv hørt Abbas gøre, så jeg ved, at han tager afstand fra vold."
Ekeroth svarede: "Man belønner ikke terrorister med anerkendelse, og man betaler dem ikke med svenske skatteyderes penge." Herefter foreviste han et antal printede udskrifter fra Fatahs officielle Facebook-side, hvor myrdede israelere bliver udstillet og morderne fejret. "Man er nødt til at forstå, at Abbas taler med to tunger – en til de godtroende [vestlige] politikere, hvor han siger, at han ønsker fred, og en anden til palæstinenserne, hvor han promoverer, glorificerer og belønner terror. Wallström bliver nødt til at holde op med at lytte til, hvad Abbas fortæller hende, og i stedet begynde at lytte til, hvad han fortæller sin egen befolkning."
Den 11. januar 2016 gjorde Wallström det igen. Hun sagde i rigsdagen, at hun ønsker "en grundig og troværdig undersøgelse af, om Israel har benyttet udenretlige drab under de seneste måneders vold, knivoverfald og sammenstød mellem israelere og palæstinensere."
Udtalelsen fremkaldte en kraftig reaktion i Israel. Dets udenrigsministerium fordømte Wallström i ualmindeligt stærke vendinger og sagde, at hendes "uansvarlige og forrykte udtalelser støtter terrorismen og opmuntrer til vold." Teknologi- og rumfartminister Ofir Akunis gik endnu længere og foreslog, at der i stedet blev iværksat en undersøgelse af, "hvordan en kvinde, der så åbenlyst hader Israel, har kunnet vælges til og stadig indtager rollen som Sveriges udenrigsminister."
* * *
Mange svenskere følte igen skam, da regeringen med Wallström i spidsen præsenterede sin militære "hjælpepakke" til Frankrig. Sverige er bundet af Lissabon-traktaten til at hjælpe andre EU-lande, som rammes af terrorangreb. En anmodning om hjælp var kommet fra Frankrig få dage efter terrorangrebene den 13. november. De fleste eksperter var enige om, at det mest naturlige for Sverige ville være at sende et eller flere JAS39 Gripen jetfly, et avanceret svensk kamp- og rekognosceringsfly, som kunne gøre stor nytte, for eksempel i Syrien. Men dette skete ikke.
Alt hvad regeringen tilsyneladende kunne mønstre, var nogle få ekstra flytimer i Afrika, et par stabsofficerer og et Hercules transportfly. Wallström forklarede de manglende Gripen-fly: "Den vigtigste grund er, at der her er en gråzone i international lov. Det kan ændre sig, hvis der kommer et fuldkommen klart FN-mandat. Men indtil da står det uklart hen, hvad folkeretten angår."
Sveriges oppositionspartier var nådesløse i deres kritik. Kristendemokraternes forsvarstalsmand, Mikael Oscarsson, kaldte tilbuddet for "virkningsløst." Moderaternas Hans Wallmark kaldte det for "utilstrækkeligt" og advarede om, at hvis Sverige skulle blive angrebet i fremtiden, skal det ikke forvente den store hjælp. De Liberales Allan Widman sagde, at han troede, at dette var "en stor skuffelse for franskmændene." Der var endda rygter om uenighed inden for regeringen, mellem Wallström og forsvarsminister Peter Hultqvist, som formentlig ønskede at sende nogle JAS39 Gripen jetfly, men blev underkendt af Wallström.
"I dag skammer vi os," skrev klummeskribenten Alexandra Ivanov i Svenska Dagbladet. "Det, der er sket, er, at Sverige har valgt ikke at tage ansvar. En dag vil det gå op for os, hvad der sker med dem, der kun tager imod, men aldrig giver noget igen."
Juledag den 25. december offentliggjorde Aftonbladet en liste over, hvordan den svenske befolkning opfatter regeringens ministre. Ikke overraskende var den minister, som har mistet størst sympati i befolkningen, Margot Wallström.
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.