Mange vestlige politikere har i mere end fire årtier håbet, at forhandlinger med det islamistiske styre i Iran ville kunne føre til en ændring i styrets opførsel og indstilling til Vesten. Teheran er gentagne gange blevet tilbudt diplomatiske åbninger, økonomiske incitamenter og indrømmelser i håbet om, at styret ville moderere sin politik. Ethvert diplomatisk forsøg er imidlertid fejlet. Forsøgene vil desværre fortsætte med at fejle. Hvad enten man kan lide det eller ej er det iranske styres natur sammenknyttet med dets ideologiske grundlag. Den Islamiske Republik Iran er ikke en normal stat, og heller ikke et konventionelt diktatur, for den sags skyld. Det er en ideologisk enhed, der henter sin identitet fra modstand mod USA, Israel og Vesten.
Fra det øjeblik, hvor Den Islamiske Republik blev født ved revolutionen i 1979, blev dens kerneidentitet skabt i opposition til USA og Israel. Dette var ikke bare udenrigspolitiske holdninger, men derimod centrale principper for styrets eksistens. Styret henviser til USA som den "store satan" og til Israel som den "lille satan", idet det selvretfærdigt positionerer sig som den guddommelige retfærdigheds kraft imod disse angivelige legemliggørelser af ondskab.
For de iranske mullaher er fjendskab mod USA og Israel ikke bare retorik; det er grundpillen i deres legitimitet. Hvis styret gav afkald på sit fjendskab mod USA og Israel, ville det miste hele den retfærdiggørelse, som det har bygget sin magt på.
I modsætning til pragmatiske autokratier, der udviser fjendtligheder ud fra strategiske årsager, men kan skifte kurs om nødvendigt, ser det iranske styre modstand mod Vesten som en religiøs pligt. Hvis de blev venner med USA eller Israel, ville det være forræderi mod styrets revolutionære, islamistiske rødder, der i deres øjne er selve årsagen til deres eksistens – noget, styret ikke kan gøre uden at bryde sammen indefra, lige så lidt som USA ville kunne fravige principperne om individuel frihed, ligestilling over for loven eller ytringsfrihed.
På trods af denne solide kendsgerning har successive vestlige regeringer gentagne gange forsøgt at gå i dialog med Iran, muligvis i den tro, at økonomiske eller diplomatiske incitamenter ville ændre styrets opførsel. Obama-regeringens tilgang er et godt eksempel. Med henblik på at få en "atomaftale" hævede USA's sanktioner, gav milliarder af dollars i sanktionslettelser og leverede endda paller med kontanter til de regerende mullaher. Konsekvensen heraf var, at det iranske styre ikke alene undlod at moderere sin opførsel – det eskalerede tværtimod sit fjendskab ved hjælp af de midler, som det havde modtaget fra USA. Slagordene "Død over USA" og "Død over Israel" lød kraftigere, Teheran kanaliserede flere penge til terroristiske stedfortrædere som Hizbollah og Hamas, berigede uran hurtigere end nogen sinde og spredte sin aggression ud over Mellemøsten.
I stedet for at bruge de uventede indtægter fra atomaftalen til at forbedre almindelige iraneres liv brugte styret pengene til at konsolidere sit islamistiske system, udvide sin militære rækkevidde og accelerere sine atomvåbenambitioner. Alle forhandlinger med Iran har fulgt det samme mønster: Det iranske styre kommer med løfter, sikrer sig økonomiske og politiske gevinster, og når det først har styrket sin position, genoptager det sine aggressive handlinger.
En af det vestlige diplomatis største illusioner er troen på, at Iran gennem forhandlinger kan overbevises om at opgive sit atomprogram. Den Islamiske Republik ser atomvåben som den ultimative garanti for sin overlevelse. Styret har lært af historien. Det så, hvad der skete med Libyens Muammar Gaddafi – der var gået med til en afmontering af sit atomprogram, men alligevel blev omstyrtet og dræbt. Irans "øverste leder", Ayatollah Ali Khamenei, har eksplicit erklæret, at Gaddafis skæbne viser, hvorfor Iran aldrig bør opgive sine atomvåben.
Lige som med Nordkorea kan forhandlinger forhale udviklingen af Irans atomvåben midlertidigt; de kan dog aldrig standse den. Styret vil kun gå med til samtaler, når det har brug for at købe sig tid – hvad enten den er til at genopbygge styrets økonomi under dække af diplomati, for at berolige Vesten, eller for at overstå et ugunstigt politisk klima, som en Trump. Styrets mål forbliver altid det samme: at få atomvåben for at konsolidere sin regionale dominans og afskrække andre fra at forsøge at fjerne styret fra magten.
Intet land forstår det iranske styre bedre end Israel. I modsætning til visse vestlige politikere, der fortsat har illusioner om diplomati, så har Israel førstehåndsviden om, at det iranske styre bygger på løgne og bedrag. Irans lederskab har åbent erklæret det som sit mål at slette Israel fra landkortet, og Irans forfatning fastslår eksplicit, at man vil eksportere den islamistiske revolution til hele verden. Af disse årsager er Israel, der formodentlig er bekymret over omkostningerne ved at miste tid og muligheder, imod alle forhandlinger med Iran.
Det er på tide, at Vesten forlader den fejlslagne strategi med at gå i dialog med Irans styre. Diplomati har i mere end fire årtier ikke virket. Og det vil det desværre aldrig komme til. Den Islamiske Republik er ikke en rationel statslig aktør, der kan lokkes til at samarbejde ved hjælp af økonomiske incitamenter eller diplomatiske åbninger. Det er et ideologisk styre, der betragter sig selv som guddommeligt bemyndiget til at gå imod Vesten.
Hvis Vesten virkelig ønsker at imødegå den trussel, som det iranske styre udgør, skal Vesten holde op med at fortsætte frugtesløse forhandlinger og i stedet følge en strategi baseret på styrke. Det betyder en fuldtonet støtte til Israels position over for Iran og at tage afgørende skridt for at forhindre Iran i at få atomvåben. Den eneste måde at neutralisere den iranske trussel er desværre gennem styrke. Styret i Iran forstår kun magt. Indtil Vesten indser denne kendsgerning, vil Vesten fortsætte med at blive bedraget, mens det iranske styre køber sig tid til uhindret at fremme sine ambitioner.
Majid Rafizadeh er politolog, Harvard-uddannet analytiker og bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review. Han er forfatter til adskillige bøger om amerikansk udenrigspolitik og islam. Han kan kontaktes på dr.Rafizadeh@post.Harvard.Edu