En anti-israelsk gruppe ved navn Palæstinensisk Solidaritetsforum (PSF) inviterede den 20. marts embedsfolk fra de iranskstøttede palæstinensiske terrorgrupper Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) til at tale ved et arrangement på Capes Town Universitet i Sydafrika.
De to terrorledere Khaled Qaddoumi fra Hamas og Nasser Abu Sharif fra PIJ henvendte sig til de studerende ved den årlige "Israel Apartheid Uge". Dette er en ensidig anti-israelsk propagandabegivenhed, der hvert år finder sted på adskillige universiteter i USA og Europa.
Det, at invitere embedsfolk fra Hamas og PIJ til sådanne begivenheder, illustrerer, at de såkaldte pro-palæstinensiske gruppers virkelige mål ikke er at hjælpe palæstinenserne, men at opildne og sprede had og injurier mod det eneste demokrati i Mellemøsten: Israel.
Denne offentlige opbakning til terrorgrupper tjener ikke palæstinensernes interesser. Det sender i stedet et budskab til palæstinenserne om, at studerende og undervisere på universiteter over hele verden støtter terror som et middel til at dræbe jøder og ødelægge Israel.
Terrorledernes deltagelse i "Israel Apartheid Uge" illustrerer, at de anti-israelske gruppers virkelige intention på universitetet ikke er at kritisere Israel, men derimod at ødelægge landet.
Hamas og PIJ, der opfordrer til ødelæggelse af Israel og afviser en tostatsløsning, betegnes som terrororganisationer af USA, Canada, EU, Israel, Japan, Australien, New Zealand og Storbritannien. De to grupper har udført tusindvis af terrorangreb mod Israel, herunder selvmordsbombninger, skyderier, knivstikkerier og bilpåkørsler. De er desuden ansvarlige for affyringen af tusindvis af missiler fra Gazastriben ind i Israel i løbet af de seneste to årtier.
Det er ironisk, at dem, der angiveligt er "pro-palæstinensere", skulle invitere repræsentanter for radikale islamistiske grupper til at komme og udspy had mod Israel i en tid, hvor palæstinensere bosat under Hamas og PIJ's styre i Gazastriben udsættes for undertrykkelse.
I løbet af de seneste to årtier har de to palæstinensiske terrorgrupper draget Gazastribens beboere ind i adskillige runder af kampe mod Israel. Dette er hovedsageligt sket efter affyring af missiler mod israelske byer. Krigene har kostet tusinder af palæstinenseres liv og har skabt kaos omkring de to millioner palæstinensere, der lever i Gazastriben.
Endnu mere foruroligende er det, at de studerende på det sydafrikanske universitet ikke skjulte deres opbakning til Hamas og PIJ's "modstand" mod Israel. Betegnelsen "modstand" er en eufemisme for terrorangreb mod israelere. De "pro-palæstinensiske" studerende havde endda sat nogle til at stille sig op og "våge" på universitetsområdet for at støtte "martyrerne, der ofrer deres liv for palæstinensernes frigørelse". Betegnelsen "martyrer" refererer til de to gruppers terrorister, der var blevet dræbt under angreb mod Israel eller under væbnede sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker.
De studerende fremviste under "vågningen" flag og bannere fra Hamas og Hizbollah, der er den iranskstøttede terrorgruppe i Libanon, såvel som billeder af den iranske kommandant for den islamiske revolutionsgarde, Qassem Soleimani, der blev dræbt af amerikanerne i Irak i 2020.
Hvis de "pro-palæstinensiske" grupper virkelig havde keret sig om palæstinenserne, ville de have protesteret mod de undertrykkende foranstaltninger og brud på menneskerettighederne, som Hamas begår i Gazastriben.
Den 22. marts slog sikkerhedsvagter fra Hamas den palæstinensiske journalist Hani Abu Rizek og arresterede ham. Ifølge kilder i Gazastriben blev Abu Rizek arresteret, efter at han havde rapporteret, at palæstinensere klagede over de høje skatter, som Hamas-styret påtvang dem.
Ved at tilkendegive opbakning til Hamas og ignorere palæstinenseres, herunder Abu Rizeks, situation, udtrykker de studerende, der markerer den såkaldte "Israel Apartheid Uge", i virkeligheden, at de støtter terrorgruppens undertrykkelse af journalister.
At hylde en massemorder som Soleimani er ikke en solidaritetserklæring med palæstinenserne. Mange palæstinensere har taget afstand fra den dræbte iranske militærkommandant, da han var en morder, der var ansvarlig for grusomheder begået mod mange muslimer, herunder irakere, syrere og palæstinensere. Da Hamas opsatte plakater med Soleimanis billede i Gazastriben, rev palæstinensere dem ned som en protestaktion mod hans forbrydelser.
De "pro-palæstinensiske aktivister på universitetet ved nok ikke, at palæstinenserne i Gazastriben festede og uddelte slik, da drabet på Soleimani blev kendt. Den palæstinensiske essayist Ibrahim Hamami skriver:
"Enhver, der hylder Qassem Soleimani, er medskyldig i hans forbrydelser. Jeg betragter enhver hyldesttale som politisk dumhed og forræderi mod det muslimske blod, der er blevet udgydt på grund af denne forbryder."
Det er svært at se, hvordan opbakning til en massemorder som Soleimani og Irans stedfortrædende terrorgrupper – Hamas, PIJ og Hizbollah – skulle kunne gøre noget godt for palæstinenserne. Tværtimod gør dem, der styrker disse terrorister, palæstinenserne en enorm bjørnetjeneste; især dem, der fortsat lider under Hamas og PIJ's styre i Gazastriben.
I stedet for at bygge skoler og hospitaler til deres folk investerer Hamas og PIJ millioner af dollars i at smugle og fremstille våben og grave tunneller for at infiltrere Israel og dræbe jøder. I stedet for at forbedre leveforholdene for disse mennesker påfører lederne hos Hamas og PIJ dem nye skatter og lever selv komfortabelt i Qatar, Libanon og andre lande. I stedet for at give deres folk demokrati og ytringsfrihed, arresterer og intimiderer terrorgrupperne journalister, menneskerettighedsaktivister og politiske modstandere.
Alle disse overgreb bekymrer tydeligvis ikke de såkaldt "pro-palæstinensiske" studerende på universitetsområderne. Har disse studerende nogensinde kritiseret Hamas for at undertrykke borgerrettigheder og fratage sit folk et godt liv? Nej. Vil disse studerende nogensinde stille de palæstinensiske ledere til ansvar for den økonomiske korruption og forfølgelse af politiske modstandere og kritikere? Nej.
De "pro-palæstinensiske" personer og grupper burde også indse, at de ved at stille sig på Hamas og PIJ's side, skader, snarere end hjælper, de selvsamme mennesker – palæstinenserne – som de hævder at støtte.
Hamas har for eksempel en lang tradition for at gå efter journalister, der vover at udstille gruppens korruption. Blandt disse journalister er Abu Rizek, der i sidste uge blev arresteret af Hamas; Saeed Ahmad blev arresteret i november 2022 for at udstille terrorgruppens påståede involvering i smugling af palæstinensere fra Gazastriben til Europa; og et år tidligere blev han arresteret uden videre forklaring.
Udover, at Hamas jævnligt går efter journalister, arresterer terrorgruppen også akademikere. For eksempel blev lederen af Palæstinas Universitet i Gazastriben, Salem al-Sabah, arresteret af Hamas sidste år – uden at der forelå nogen arrestordre, hvilket medførte, at "mange" brugere af sociale medier tog afstand fra hændelsen og kaldte det for "kidnapning". Hans påståede forbrydelse skulle angiveligt have bestået i at have "udstillet folk tæt på Hamas og beskyldt dem for hvidvaskning af penge og korruption".
De "pro-palæstinensiske" studerendes tavshed om disse anholdelser skader palæstinenserne: Det giver Hamas mulighed for at fortsætte sin brutalitet uden at skulle bekymre sig om negative reaktioner fra det internationale samfund.
De "pro-palæstinensiske" aktivister på universiteterne har igen vist, at de ikke har andet at byde på end had mod Israel. De virkelige "pro-palæstinensiske" sympatisører er dem, der ønsker palæstinenserne et godt liv, fremfor dem, der opmuntrer dem til at favne terrorgrupper.
I stedet for at sidde på universitetsområdet og tilslutte sig Hamas og PIJ burde de "pro-palæstinensiske" aktivister eksempelvis kræve demokrati og ytringsfrihed for de palæstinensere, der lever under Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og Hamas i Gazastriben.
Aktivisterne burde forsvare kvinders og homoseksuelles rettigheder under Hamas' styre i Gazastriben. Sådan er man en reel "pro-palæstinensisk" aktivist. At være "pro-palæstinensisk" betyder ikke nødvendigvis, at man skal være anti-israelsk.
I stedet for at opfordre til boykot og sanktioner mod Israel burde de "pro-palæstinensiske" studerende invitere israelere og palæstinensere til deres universitetsområder for at bygge bro, i stedet for at skabe kløfter, mellem de to folkeslag. Hvis de studerende vil have palæstinenserne til at boykotte Israel, bør de tilbyde palæstinenserne arbejde og løn og ikke flere hadefulde budskaber.
Bassam Tawil er en arabisk muslim bosat i Mellemøsten.