Det franske parlament har godkendt en skelsættende lov om indsamling af efterretninger, som giver staten omfattende bemyndigelse til at udspionere borgerne.
Regeringen siger, at den nye lov — som tog fart efter Charlie Hebdo-angrebene i Paris i januar — er rettet mod at forebygge islamisk terrorisme.
Men privatlivsgrupper siger, at loven, der er blevet kaldt for "den franske patriotlov," er så upræcis og indtrængende og centraliserer overvågningsmyndigheden i en sådan grad, at den udgør en uacceptabel trussel mod borgerrettighederne i Frankrig.
Loven om indsamling af efterretninger blev vedtaget i nationalforsamlingen, dvs. underhuset, den 5. maj af et stort flertal: 438 for, 86 imod og 42 undlod at stemme.
Lovforslaget har fået bred støtte i Frankrigs to største partier, det regerende socialistparti, Parti Socialiste, under ledelse af den franske præsident François Hollande, og oppositionens centrum-højreparti Union pour un Mouvement Populaire (UMP, Forbundet til en folkelig bevægelse), under ledelse af den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy.
Loven fortsætter nu til senatet, hvor den forventes at blive vedtaget, og kan blive sat i værk allerede i juli måned.
Den 100 sider lange lov (PDF her) — som opdaterer et direktiv fra 1991, før Internet og mobiltelefoner blev allestedsnærværende — fastsætter de lovmæssige rammer, hvorunder Frankrigs seks forskellige efterretningstjenester kan indsamle oplysninger.
Loven giver de franske myndigheder lov til at overvåge den digitale kommunikation hos enhver, der er sat i forbindelse med en terrorefterforskning, og den bemyndiger også overvågning, såfremt denne skønnes nødvendig for at beskytte "national uafhængighed, territorial integritet og nationalt forsvar."
Mere kontroversielt er det dog, at loven går langt videre end til forebyggelse af terrorisme og rummer en upræcis sprogbrug, som kritikerne siger er forvirrende og åbner døren til fremtidig misbrug. Loven fastslår for eksempel, at overvågning er tilladt, såfremt den støtter "afgørende udenrigspolitiske interesser," fremmer "industrielle og videnskabelige interesser" og/eller forebygger "angreb på republikanske [regerings]institutioner."
Loven giver også fransk efterretningstjeneste lov til at installere såkaldte "sorte bokse" (boîtes noires) tilknyttet servere for at muliggøre indsamling af store mængder metadata. Endvidere giver loven tilladelse til, at regeringsspioner anbringer kameraer og mikrofoner i private hjem og installerer "keylogger"-software til realtidsoptagelse af tastaturanslag på computere, som man har i kikkerten.
En sådan overvågning vil ikke kræve forudgående bemyndigelse fra en dommer, og Internetudbydere (ISP) og telefonselskaber skal udlevere data til regeringen, når de bliver anmodet herom. De franske myndigheder vil kunne opbevare sådanne optagelser i en måned og metadata i fem år.
Loven opretter en Commission nationale de contrôle des techniques de renseignement, CNCTR, [Nationalkommission til kontrol af efterretningsteknikkerne], en komite på ni personer, som regeringen siger vil føre opsyn med overvågningsoperationerne, der ledes af premierministeren.
Men privatlivsgrupper siger, at oprettelsen af CNCTR er meningsløs, fordi denne ikke vil få tildelt nogen egentlig magt. Kommissionens opgave er begrænset til at forsyne premierministeren med ikke-bindende råd, og den kan ikke underkende ham.
CNCTR kan ytre sine betænkeligheder over for Frankrigs øverste administrative retsinstans, Conseil d'État [statsrådet], som har magt til at beordre overvågningen indstillet. Men kritikerne siger, at CNCTR's opsynsrolle er illusorisk og at loven effektivt centraliserer overvågningsmyndigheden i hænderne på ganske få personer.
I en tale til parlamentet den 13. april forsvarede den franske premierminister, Manuel Valls, loven, som han sagde er "strengt rettet mod forebyggelse af alvorlige trusler." Han tilføjede: "Kritikken og holdningerne som fremmaner en fransk patriotlov eller en politistat, er uansvarlige løgne i betragtning af det trusselsmiljø, vi står over for."
En meningsmåling offentliggjort den 13. april viste, at næsten to tredjedele (63%) af de franske borgere så positivt på en begrænsning af borgerrettighederne med henblik på terrorbekæmpelse. Kun 33% sagde, at de var imod at få deres friheder reduceret, selvom dette tal øgedes betydeligt blandt de yngre svarere.
Under alle omstændigheder er lovforslaget, som nogle kalder for "fransk big brother," løbet ind i kraftig modstand fra virksomhedsledere, journalister, stærkt venstreorienterede partier, borgerretsgrupper, advokater og internetaktivister.
Laurence Parisot, tidligere leder af Medef, den største virksomhedslobby i Frankrig, har kaldt den nye lov for en "frihedsdræber" (liberticide). I et interview den 17. april med L'Obs sagde hun, at den er "drakonisk og farlig," og tilføjede:
"Jeg er forfærdet over denne lov. Et land som vores kan ikke fornægte sine grundværdier: personlig frihed og beskyttelse af individer. Jeg finder det umuligt at svigte disse principper. Men det er det, der sker med efterretningsloven. Den vil ændre vores samfund. Det er ikke første gang jeg kæmper imod en undertrykkende lov. Franskmændene kan ikke leve i et overvågningssamfund."
"Det er forfærdende, at der ikke har fundet nogen debat sted. En lov som vil ændre vores samfund, burde have været debatteret. Hvorfor var der ingen offentlig høring? Hvorfor har dommeren ingen plads i overvågningsproceduren? Den hast hvormed regeringen ønsker denne lov vedtaget, sammen med den opskruede procedure, er en alvorlig fejl."
"Desuden må man bemærke de intellektuelles tavshed vedrørende denne lov. Hvor er de? Hvad holder de på med? Hvorfor siger de ikke noget? Vi kan ikke høre dem, men vi har dog brug for dem. Ironisk nok var det igår [16. april] årsdagen for Alexis de Tocquevilles død. Er dette et tegn?"
I et interview den 3. maj med Le Figaro afviste formanden for Paris' sagførerforbund, Pierre-Olivier Sur, den nye lov som værende en "statsløgn," der udgør en "alvorlig trussel mod borgerrettighederne." Selvom præsident Hollande i fjernsynet erklærede, at loven er "en vigtig tekst for kampen mod terrorisme," så vil den i virkeligheden "også gælde på mange andre områder," skrev han.
Sur udvidede sin kritik af loven i en kronik offentliggjort i Le Monde den 4. maj. Sur skrev:
"De der støtter den omdiskuterede lov hævder, imod alle beviser, at den kun gælder kampen mod terrorisme, og spiller på vores legitime frygt i en forventning om, at vi lukker øjnene for de uacceptable, generelle foranstaltninger."
"Vi kan ikke acceptere en lov, der tydeligvis sanktionerer etableringen af nogle systemer, som ikke blot lokaliserer mennesker, køretøjer og genstande i realtid, men tillige opsnapper personlige data, baseret på hvad lovudkastets skabere upræcist betegner som 'afgørende udenrigspolitiske interesser,' Frankrigs 'økonomiske, industrielle og videnskabelige' interesser, 'forebyggelsen af kollektiv vold,' eller 'forebyggelsen af kriminalitet og organiseret kriminalitet.'"
"I alle den slags sager bør det forblive en retsdommer, som straks kan give, ikke blot sin meningstilkendegivelse, men en formel bemyndigelse eller nægtelse, baseret på de beviser og den kontekst som han får forelagt. Dette er garanteret i forfatningens artikel 66, hvilket synes at være blevet overset i den nye tekst."
I en 23 siders analyse erklærede Syndicat de la Magistrature, den næststørste fagforening for dommere i Frankrig, sig enig. Den sagde, at den nye lov effektivt afskaffer mere end 200 års beskyttelse af borgerrettigheder i Frankrig. Den skrev:
"Kernen i debatten handler om beskyttelsen af enkeltpersoner imod offentlig magtmisbrug, sådan som det blev formuleret af ophavsmændene til Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789. Den nye lov vedrørende indsamling af efterretninger handler primært om at beskytte efterretningsagenternes arbejde; beskyttelsen af borgernes frihed kommer kun i anden række. Denne ombytning af de grundlæggende principper er chokerende."
I et tilsyneladende forsøg på at dæmpe offentlighedens bekymring har præsident Hollande nu lovet at loven bliver fremlagt for Conseil Constitutionnel [Forfatningsrådet], den øverste forfatningsmyndighed i Frankrig, inden den bliver sat i værk. Hvis rådet skønner, at dele af loven krænker forfatningen, kan det kræve ændringer i teksten for at bringe den i overensstemmelse hermed.