 USA's særlige udsending til Iran, Robert Malley, bekræftede i denne uge, at Biden-regeringen tilstræber en ny atomaftale med Iran, som er "kortere" og "svagere" end den oprindelige aftale. Malley indrømmede også, at Biden-regeringen ikke har nogen sikkerhedsplan til at forhindre Iran i at opnå atomvåben. Billedet: Malley afgiver vidneudsagn under en høring i Senatets Udenrigskomite den 25. maj 2022 i Washington, DC. (Foto ved Brendan Smialowski/AFP via Getty Images) |
USA's særlige udsending til Iran, Robert Malley, har bekræftet, at de diplomatiske bestræbelser på at genoplive atomaftalen med Iran, som oprindelig blev underskrevet af den daværende amerikanske præsident Barack Obama, er endt i et dødvande. "Vi har ingen aftale med Iran, og udsigterne til at nå en sådan er i bedste fald spinkle," fortalte Malley Senatets Udenrigskomite under en høring den 25. maj i år.
Malley indrømmede også, at Biden-regeringen tilstræber en ny aftale, som er "kortere" og "svagere" end den oprindelige aftale. Udenrigsminister Antony Blinken lovede under sin indsættelseshøring i januar 2021, at regeringen ville tilstræbe en ny aftale, som er "længere" og "stærkere."
Da Malley blev spurgt, om han havde kendskab til bestræbelser fra Irans side på at skjule dets tidligere atomarbejde for Det Internationale Atomenergiagentur, svarede han: "Senator, løj Iran? Selvfølgelig. Havde Iran et skjult atomprogram? Afgjort. Det er grunden til, at tidligere regeringer pålagde Iran så knusende sanktioner."
Formanden for Senatets Udenrigskomite, Bob Menendez (D-NJ), spurgte: "Hvorfor er det, at vi stadig holder døren åben? Hvad er jeres Plan B?" Malley indrømmede, at Biden-administrationen ikke har nogen sikkerhedsplan til at forhindre Iran i at opnå atomvåben.
Forhandlingerne til genoplivelse af atomaftalen fra 2015, formelt kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), har ligget stille siden marts 2022. Den væsentligste hindring for en endelig aftale er Irans krav om, at Biden-administrationen skal fjerne Islamic Revolutionary Guard Corps (IRGC), en elitegren inden for det iranske militær, fra listen over udenlandske terrororganisationer (FTO).
Den tidligere amerikanske præsident Donald J. Trump trak USA ud af JCPOA i maj 2018 og genindførte sanktioner, fordi aftalen gav Iran en mulig vej til atomvåben. I april 2019 betegnede Trump-regeringen IRGC og dens elitære Quds angrebsstyrke som en FTO (Foreign Terror Organization) på grund af Teherans støtte til terroraktiviteter. I marts 2020 lovede Joe Biden, som kandidat til præsidentembedet, at genoptage aftalen fra 2015, hvis han blev valgt til præsident.
Selvom Biden-administrationen siger, at man ingen intentioner har om at fjerne IRGC fra listen, så har man gentagne gange ophævet sanktioner for at lokke Iran tilbage til forhandlingsbordet. Politiske iagttagere siger, at der ikke er grund til at tro, at Biden ikke ville gøre flere indrømmelser, hvis dette betød redning af aftalen — og af præsident Barack Obamas udenrigspolitiske eftermæle.
Den 26. april fortalte den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken Senatets Udenrigskomite, at "den eneste måde jeg kan se FTO-betegnelsen blive ophævet er, hvis Iran tager de nødvendige skridt til at retfærdiggøre ophævelsen af denne betegnelse. Så de ved, hvad de skal gøre for at se det ske." Han hævdede imidlertid også, at FTO-betegnelsen "reelt ikke giver os særlig meget" og måske gør større skade end gavn.
Den 25. maj syntes Malley at sige, at fjernelse af IRGC fra listen stadig er en mulighed: "Vi har gjort Iran klart, at hvis de ønsker nogen indrømmelser vedrørende noget, der ikke handler om JCPOA, så som FTO-betegnelsen, så har vi brug for noget til gengæld fra dem, som imødekommer vore bekymringer. Jeg tror, at Iran har truffet den beslutning, at man ikke er rede til at tage de gensidige skridt."
Den 4. maj vedtog det amerikanske senat et ikke-bindende forslag, som forbyder Biden-administrationen at tilbagekalde betegnelsen af IRGC som en FTO. Resolutionen, som blev vedtaget med stemmerne 62-33, idet 16 Demokrater stemte for, krævede tillige, at en eventuel tilbagevenden til JCPOA skulle forholde sig til "det fulde omfang af Irans destabiliserende aktiviteter, herunder udvikling af midlerne til fremskaffelse af sådanne våben (og ballistiske missiler), støtte til terrorisme og omgåelse af sanktioner begået af individer, foretagender og fartøjer i handelen med olieprodukter med Folkerepublikken Kina."
Biden-administrationen har undladt at rette mange af den oprindelige aftales vigtigste fejl, især de såkaldte solnedgangsbestemmelser, som ville have fjernet begrænsningerne på Irans uranberigelsesprogram i 2031 eller endnu tidligere.
Ligesom den oprindelige aftale, er den reviderede aftale svag, når det gælder verifikation, den kræver ikke, at Iran demonterer sin nukleare infrastruktur, og den undlader at forholde sig til Irans ballistiske missilprogram. Den vender også det blinde øje til Den Islamiske Republiks menneskerettighedskrænkelser og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten og andre steder.
Hvorfor skulle Biden-regeringen være villig til at indgå en revideret aftale, som hverken forhindrer eller dæmmer op for Irans atomprogram og rent faktisk neddaterer det såkaldte udbrudstidspunkt, som er nødvendigt for Iran til at fremstille tilstrækkeligt med spaltet materiale til et atomvåben?
Hvorfor skulle Biden-regeringen, eller Obama-regeringen før den, være villig til at indgå en aftale, som forsyner Iran med en klar vej til atomvåben, når begrænsningerne på uranberigelse og plutoniumfremstilling slutter mellem 2026 og 2031?
Mange iagttagere mener, at atomaftalen — den oprindelige såvel som den reviderede — primært handler om at legitimere Irans atomprogram. Aftalen er, siger de, beregnet på at styrke Den Islamiske Republik, ikke at svække den.
At fortsætte hvor Obama slap
Udtalelser fra Obama og hans ledende udenrigspolitiske rådgivere, de samme folk som i dag rådgiver præsident Biden, afspejler en tro — en naiv tro, siger mange — på, at hvis Iran var stærkere og de traditionelle amerikanske allierede — Israel, Saudi-Arabien og Tyrkiet — var svagere, så kunne Mellemøsten opnå en ny magtbalance, som ville resultere i en mere fredelig region.
Et af de første indblik i Obamas Iran-politik fremkom i en opinionsartikel i oktober 2013 — "Obama's Diplomatic Opportunity" — udgivet i The Washington Post. Klummeskribenten David Ignatius (som engang blev beskrevet som en person, Obama brugte som "offentlig budbringer", ) skrev, at Obama ønskede at "skabe en ny ramme for sikkerheden i Mellemøsten, som involverer Iran og fjerner tændsatsen fra den sekteriske sunni-shiitiske konflikt, som truer regionen."
Ignatius sammenlignede Obamas Iran-politik med "den måde, hvorpå præsident Richard Nixon (sammen med Henry Kissinger) skabte åbningen til Kina i begyndelsen af 1970'erne, og hvorpå det lykkedes præsident Ronald Reagan og George H.W. Bush (sammen med Brent Scowcroft og James Baker) at afslutte den Kolde Krig sidst i 1980'erne." Han tilføjede:
"I den verden, der er på vej, må Iran nedtone sine revolutionære drømme fra 1979, ligesom Saudi-Arabien må holde op med at hyperventilere om den 'shiitiske halvmåne.' Det, der ligger lige om hjørnet, er en ny regional rammeordning, som rummer både iranernes, saudiernes, israelernes, russernes og amerikanernes sikkerhedsbehov."
I et interview i The New Yorker januar 2014 sagde Obama, at hans ultimative mål var "en ny ligevægt" i Mellemøsten mellem islams sunni- og shiasekter:
"Hvis vi er i stand til at få Iran til at optræde på en ansvarlig måde — ikke finansiere terrororganisationer, ikke forsøge at fremkalde sekterisk utilfredshed i andre lande og ikke at udvikle atomvåben — så kunne vi måske se en ligevægt udvikle sig mellem sunni- eller hovedsagelig sunnimuslimske Golf-stater og Iran, hvor der vil være rivalisering, måske mistænksomhed, men ikke aktiv eller stedfortrædende krigsførelse."
I en artikel fra April 2015 i Politico — "Why I Like the Iran Deal (Sort Of)" — skrev admiral Mike Mullen, tidligere formand for de samlede stabschefer:
"En atomaftale ville også mere retfærdigt genskabe en balance i amerikansk indflydelse. Vi bliver nødt til på ny at genoverveje alle de relationer, vi har i regionen, relationer primært til sunni-dominerede stater. Afspænding med Iran kan måske forbedre balancen i vore bestræbelser hen over det sekteriske svælg."
I et interview med The Atlantic i april 2016 opfordrede Obama Saudi-Arabien til at "dele området" med Iran:
"Rivaliseringen mellem saudierne og iranerne — som har været med til at fremme stedfortræderkrige og kaos i Syrien og Irak og Yemen — byder os at sige til vore venner såvel som til iranerne, at de bliver nødt til at finde en effektiv måde at dele regionsområdet på og indføre en eller anden form for kold fred. En tilgang, som fortalte vore venner, at 'I har ret, Iran er kilden til alle problemer, og vi vil støtte jer i jeres håndtering af Iran', ville i bund og grund betyde, at når disse sekteriske konflikter fortsætter med at rase og vore partnere i Golfen, vore traditionelle partnere, ikke på egen hånd er i stand til at standse flammerne eller afgørende selv at sejre, så ville det betyde, at vi bliver nødt til at begynde at gå ind og bruge vores militære magt til at afgøre sagen. Og det ville hverken være i USA's eller Mellemøstens interesse."
Kort tid efter skrev Obamas tidligere Mellemøst-rådgiver Philip Gordon, at et "større engagement mellem Iran og dets nuværende modstandere i sidste ende kunne bidrage til en form for positiv ændring hjemme og en regional modus vivendi."
Modus vivendi er latin — modus betyder "måde", vivendi betyder "leve" — i betydningen enighed mellem dem, der har divergerende opfattelse (at være "enige om at være uenige"). Udtrykket "anvendes sommetider til at referere til en forberedende, foreløbig eller midlertidig aftale mellem konkurrerende parter, som afventer den endelige aftale," ifølge Oxford University Press.
Med andre ord, Gordon sagde tilsyneladende, at Israel og den sunnimuslimske verden må lære at leve med et mere aggressivt og magtfuldt Iran.
USA's særlige udsending til Iran, Robert Malley, blev udnævnt til stillingen den 28. januar 2021 efter at have fungeret i samme stilling under præsident Barack Obama. Han var tæt involveret i forhandlingerne om den oprindelige atomaftale med Iran.
I en artikel i december 2019 i Foreign Affairs skrev Malley, at Obamas "ultimative mål" var at opnå en "mere stabil magtbalance" i Mellemøsten. Han langede også ud efter Trumps støtte til de traditionelle amerikanske allierede:
"På en måde var hans [Obamas] administration et eksperiment, som blev afbrudt på halvvejen. I det mindste når det gjaldt hans tilgang til Mellemøsten, var Obamas præsidentielle aktivitet baseret på en tro på, at en eller anden ville fortsætte, hvor han slap. Den var baseret på, at han blev efterfulgt af en, der var ligesom ham, måske en Hillary Clinton, men afgjort ikke en Donald Trump."
"I stedet for at tilstræbe en form for balance, har Trump hældet udelukkende til én side: forstærket støtten til Israel.... trukket os ud af atomaftalen med Iran og ivrigt sluttet sig til regionens anti-iranske akse. I forsøget på at svække Iran har Washington faktisk valgt at konfrontere landet på alle fronter over store dele af regionen: på de atomrelaterede og økonomiske områder...."
I et indlæg i Foreign Affairs fra maj 2020 — "America's Opportunity in the Middle East" — argumenterede Jake Sullivan, som i dag er national sikkerhedsrådgiver for præsident Joe Biden, for, at USA burde bruge sin indflydelse til at opnå "en ny modus vivendi" blandt de regionale kerneaktører i Mellemøsten. Sullivan, hvis hemmelige møder med iranske embedsfolk under Obama-regeringen førte til atomaftalen i 2015, kritiserede også "maksimalistiske regionale krav" fra Israel og Saudi-Arabien for at begrænse Irans atomprogram.
I et interview fra juni 2020 — "U.S. Grand Strategy in the Middle East" — med det Washington D.C.-baserede Center for Strategic and International Studies opfordrede Sullivan igen til "fornyet afbalancering eller justering" væk fra de traditionelle amerikanske allierede i Mellemøsten. Han sagde også, at han mener, at Israel og Iran er moralsk ækvivalente:
"Jeg tror, at israelerne over hele spektret virkelig mener, at Iran udgør en eksistentiel trussel imod Israel. Jeg tror, at iranerne over hele spektret, i det mindste i regeringen, mener, at Israel i virkeligheden forsøger at omstyrte Den Islamiske Republik."
Sullivan stillede strenge betingelser for Amerikas fremtidige forhold til Saudi-Arabien, men han krævede ikke samme standard af Iran:
"Vores strategiske dialog med Saudi-Arabien, med et på højeste niveau vedvarende budskab som siger, at styrken af vores forhold afhænger af fremskridt, i spørgsmål vedrørende menneskerettigheder og politiske og økonomiske reformer....
"Nuvel, kan vi fra den ene dag til den anden flytte Saudi-Arabien fra dér, hvor det står nu, til dér, hvor vi ønsker, at det skal være på en politisk og menneskerettighedsmæssig basis? Nej. Men skal vi grundlæggende sige: 'Vores støtte til jeres land på længere sigt vil til dels være bundet op på retningen af fremskridt og reformer?' Det mener jeg, at vi skal....
"Vi får brug for flere tegn på fremskridt på den politiske front, for at den nuværende ledelse i Saudi-Arabien kan skabe sig troværdighed...."
Atomaftalen med Iran er skiftevis blevet beskrevet som en "hjørnesten" i Obamas eftermæle, Obamas "udenrigspolitiske initiativs signatur" og Obamas "udenrigspolitiske vinderpris."
Den angloamerikanske skribent Toby Harden skrev i en artikel i Sunday Times — "Obama All Out for Iran Deal" — at Obama ønskede, at atomaftalen med Iran skulle sikre hans eftermæle som en af giganterne i det globale diplomatis historie:
"Både nuværende og tidligere amerikanske embedsfolk beskriver Obama som værende besat af at sætte sit mærke på historien ved at genoprette de diplomatiske forbindelser til Iran efter årtier med fjendskab og måske endda besøge Teheran næste år."
Ekspertkommentarer
På vegne af det Washington D.C.-baserede Middle East Media Research Institute (MEMRI) skrev Yigal Carmon og Alberto Miguel Fernandez følgende i en artikel — "Obama's Strategy of Equilibrium":
"En undersøgelse af ligevægtstrategien kræver ihukommelse af nogle basale oplysninger. Inden for islams godt 1,6 milliarder troende er den absolutte majoritet — omkring 90% — sunnier, mens shiitterne blot udgør omkring 10%. Selv i Mellemøsten udgør sunnierne et stort flertal.
"Hvad betyder ordet 'ligevægt' i politiske forstand? I betragtning af ovennævnte data betyder ordet 'ligevægt' i aktuel politisk forstand en styrkelse af minoriteten og dermed svækkelse af majoriteten for at bevæge sig frem mod et fastlagt mål. Men den overvældende forskel i antal gør det umuligt at nå frem til en ligevægt mellem de to lejre. Derfor vil det være urealistisk at tro, at flertallet vil acceptere en politik, som styrker deres modstandere og svækker deres egen historisk overlegne stilling.
"Betænker man ovennævnte, så vil følgerne af ligevægtstrategien for regionen måske slet ikke fremme freden, sådan som det er præsidentens velmente hensigt; det vil måske snarere intensivere stridighederne og volden i regionen....
"Desuden kan denne strategi have modsatte konsekvenser for USA og dets interesser i den sunnimuslimske verden: disse lande, som føler sig svigtet ved denne strategi, kan som resultat gribe til handling imod USA....
"Det er værd at bemærke, at den første islamiske stat skabt i Mellemøsten inden for de seneste 50 år ikke var den, der blev skabt i sunniverdenen i 2014 og ledet af Abu Bakr al-Baghdadi. Det var derimod Den Islamiske Republik Iran, skabt i 1979 af Ayatollah Ruhollah Khomeini, og som i dag regeres af hans efterfølger, Øversteleder Ali Khamenei, som — selv efter Iran-aftalen — opretholder mantraet 'Død over Amerika,' fortsat sponsorerer terrorisme verden over og begår grufulde overtrædelser af menneskerettighederne."
Mellemøstkommentator Lee Smith skrev i oktober 2015 i en artikel — "Reading Obama's Mind" - følgende:
"For at nå en aftale besluttede Obama, at han blev nødt til at vise Iran, at han mente det med en ny begyndelse alvorligt. Det betød, at man måtte give mullaherne deres atomvåbenprogram efter nogle få år og bremse Irans fjender. Obama søgte at svække Israel og Saudi-Arabien, Amerikas traditionelle allierede, ikke for at straffe dem, men som et led i hans grandiose strategi for Mellemøsten, en 'ny geopolitisk ligevægt' som ville bringe mere stabilitet til en letantændelig del af verden....
"En ny geopolitisk ligevægt i Mellemøsten ville bremse op for Amerikas besværlige partnere og bringe Iran ind fra kulden. Det var præcis, fordi ingen af dem brød sig om hinanden, at ideen var så tiltalende. Obama kunne sikre en region, hvor der hverken fandtes sejrherrer eller besejrede. Det ville ikke fjerne alle krige fra Mellemøsten, men det ville nedkøle tingene betydeligt og tillade Amerika at vende hjem."
Mellemøstekspert Tony Badran analyserede i en artikel i november 2019 — "Malley in Wonderland" — Obamas omstruktureringsstrategi:
"Amerikas allierede er et problem, har Malley, Biden og andre af Obama-regeringens politiske nøglepersoner — begyndende med Obama selv — udtalt offentligt, på grund af deres evne til at involvere USA i et regionalt dyrt og kompliceret forhold til Iran. Med andre ord, Amerikas allierede er rent faktisk vore fjender. Især Saudi-Arabien, med dets ubesindige krig i Yemen, og Israel, med dets aggressioner imod iranske aktiver i Syrien, Irak og overalt i regionen, repræsenterer 'krigs'-siden i ligningen — mens Iran, vore allieredes fjende, repræsenterer 'fred'. USA har nogle valg med hensyn til, hvordan man vil blande sig i regionen: 'diplomatisk eller militært, ved at forværre splittelserne eller mildne dem, og ved at slutte sig fuldstændig til den ene part eller søge at opnå en form for balance.'
"Med andre ord, hvis vore allierede er stærke, så bør Amerika forsøge at svække dem, indtil der er opstået en 'balance', som kan medvirke til at skabe mere 'fred.' Hvis Iran var stærkere, og Israel og Saudi-Arabien svagere, ville freden derfor være mere sandsynlig. Den amerikanske politik bør derfor, i hvert fald i øjeblikket, være at styrke Iran på bekostning af Israel og saudierne.
"Målet at opnå 'balance' i Amerikas stilling i Mellemøsten er sådan, Obama præsenterede sin strategi til at regulere Amerikas interesser i forhold til Iran. For Obama var det ikke i Amerikas interesse at stå i spidsen for et regionalt alliancesystem, som er i et modsætningsforhold til Iran, og som derfor truer med at føre USA tættere på krig. At omrokere, væk fra de traditionelle allierede, betyder at bevæge sig tættere på Iran og bort fra den sikkerhedsstruktur, som Amerika tidligere har investeret i."
I en artikel fra maj 2020 — "How Russiagate Began with Obama's Iran Deal Domestic Spying Campaign" — fremlagde Lee Smith i detaljer Obamas besættelse af den trussel, som afgåede general Michael Flynn udgjorde mod hans udenrigspolitiske eftermæle:
"Barack Obama advarede sin efterfølger mod at ansætte Michael Flynn. Det var den 10. november 2016, blot to dage efter at Donald Trump forhindrede Hillary Clinton i at blive USA's 45. præsident. Trump fortalte assistent Hope Hicks, at han var forvirret over præsidentens advarsel. Af alle de vigtige sager, som Obama kunne have drøftet med ham, valgte den afgående chef at tale om Michael Flynn.
"Spørgsmålet om, hvorfor Obama var så fokuseret på Flynn, er specielt afslørende nu....
"Svaret er, at Obama opfattede Flynn som en signaltrussel mod sit eftermæle, som var rodfæstet i atomaftalen med Iran fra juli 2015 — Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Flynn havde sagt, længe før han tilsluttede sig Trump-kampagnen, at det var en katastrofe at genforene amerikanske interesser med en terrorstats. Og nu, hvor den kandidat, han havde rådgivet, var den nyvalgte præsident, befandt Flynn sig i en position, hvor han kunne hjælpe med at ophæve aftalen. For at standse Flynn, begik det afgående Hvide Hus de samme krænkelser, som de havde brugt til at sælge Iran-aftalen — de tilsølede Flynn i pressen som agent for en udenlandsk magt, spionerede imod ham og lækkede hemmeligstemplede uddrag af hans samtaler med pålidelige ekkokammerallierede....
"For Obama var formålet med Russiagate enkelt og direkte: at beskytte Iran-aftalen og sikre sit eget eftermæle....
"Aftalens karakter trådte tydeligt frem i dens 'solnedgangsklausuler'. Det faktum, at dele af aftalen, som begrænsede Irans aktiviteter, var sat til at udløbe fra begyndelsen af 2020 og indtil alle restriktioner var væk og regimets atomprogram legalt, viste, at der var tale om en fupaftale. Obama bestak simpelthen iranerne, med hundredvis af milliarder dollars i sanktionshjælp og hundredvis af millioner flere i investeringer, til at afholde sig fra at bygge en bombe, indtil han var vel ude af Det Hvide Hus, hvor den iranske bombe så ville være en andens problem. Obamas hold troede, at selv ikke israelerne ville turde så meget som at drømme om at røre Irans atomprogram, så længe Washington stod inde for aftalen. De kaldte den israelske premierminister Benjamin Netanyahu for 'chickenshit' (hønselort).
"Hvis Obama blot sparkede dåsen længere ned ad gaden, hvorfor brugte han så så mange kræfter på at få aftalen i hus? Hvordan kunne den være central for hans eftermæle, hvis hensigten reelt aldrig havde været at forhindre Iran i at skaffe sig bomben? Fordi aftalen var hans middel til at sikre et endnu mere ambitiøst mål — at omforme den strategiske struktur i Mellemøsten....
"Hagen ved Obamas seneste inkluderende og 'afbalancerende' rammeværk var, at en opgradering af forholdet til Iran nødvendigvis ville foregå på bekostning af de traditionelle partnere, som Iran havde sigtet rettet mod — så som Saudi-Arabien og, allervigtigst, Israel. Obama sagde aldrig denne del højt, men logikken er ikke svær at følge: At løfte din fjende op på samme niveau som din allierede betyder, at din fjende ikke længere er din fjende og din allierede ikke længere din allierede."
I en artikel fra maj 2021 — "The Realignment" — drog Mellemøst-analytikerne Tony Badran og Michael Doran følgende konklusion:
"En konsensus hersker inden for [Biden] administrationen, ikke blot vedrørende JCPOA, men i ethvert større spørgsmål om strategi i Mellemøsten: Alle personer, lige fra præsidenten og videre nedad, er enige om behovet for at færdiggøre det, som Obama påbegyndte — hvilket betyder, at vi endnu har det værste i vente.
"Obama drømte om en ny Mellemøst-orden — en der bygger mere på et partnerskab med Iran....
"Dette projekt, om at skabe en ny orden i Mellemøsten, som nu strækker sig gennem to præsidentielle regeringer, fortjener et navn. 'Obama-Biden-Malley-Blinken-Sullivan-initiativet' er noget af en mundfuld. I stedet døber vi det hermed 'the Realignment' (Omstruktureringen). At det skulle tilfalde os, og så på dette sene tidspunkt, at navngive et projekt, som mange talentfulde mennesker har arbejdet på gennem næsten et helt årti, er mere end bare en anelse besynderligt. Typisk indleder præsidenter initiativer så kolossale som dette med en større tale, og de pynter yderligere deres vision med snesevise af mindre taler og interviews. Man leder forgæves efter Obamas tale 'A New Order in the Middle East' (En ny orden i Mellemøsten).
"Det synes klart, at Obama følte, at hans projekt ville udvikle sig bedst med list og vildledning, ikke aggressiv sælgeradfærd. Biden, som har bevaret Obamas anden præsidentperiodes udenrigspolitiske hold næsten intakt, følger samme playbook. Han og hans hjælpere erkender, at forvirring om 'endemålet' gør det nemmere at nå dette. Ja faktisk er forvirring Omstruktureringens bedste ven....
"Lad os begynde med, hvad JCPOA ikke gør. I modsætning til hvad dens skabere har påstået lige siden 2015, så blokerer JCPOA ikke alle veje til et iransk atomvåben. Hvordan kunne den? Aftalens såkaldte 'solnedgangsforanstaltninger' — de klausuler, som fjerner alle meningsfulde restriktioner på Irans atomprogram — vil alle være trådt i kraft inden for mindre end ti år; nogle af de vigtigste restriktioner vil være væk allerede i 2025. I 2031 vil den Islamiske Republik, med international beskyttelse og assistance, have et uhindret atomvåbenprogram, som hviler på en berigelseskapacitet i industriel skala. På basis alene af denne kendsgerning er det bedste, man overhovedet kan sige om aftalen, at den ville købe os ti års frihed fra iransk atomafpresning....
"Vildledningerne, der omgiver JCPOA, har et klart formål: at få regeringen til at se ud, som om den støtter inddæmningen, mens den i virkeligheden ophæver samme. Men hvorfor er embedsfolk som Blinken og Sullivan så veltilpasse ved dette dobbeltspil? For at besvare dette spørgsmål, må man træde ind i Realignment-mentaliteten. Artiklerne i Foreign Affairs tilbyder bestemt en vej ind, men den mest direkte rute er via tankegangen hos Barack Obama, skaberen af den politik, som Blinken og Sullivan blankpudser.
"Ved at forklæde JCPOA som en ikkespredningsaftale ... blev aftalen et snedigt angreb på traditionel amerikansk udenrigspolitik. Den var og er en trojansk hest, beregnet til at omforme Amerikas position og rolle i Mellemøsten. Sullivan og Blinkens opgave er at rulle den trojanske hest ind på den centrale plads i amerikansk udenrigspolitik og, ved at vifte med deres 'centristiske' politiske skudsmål, at sælge den som et ganske vist ufuldkomment, men værdifuldt redskab til inddæmning.
"Realignment-doktrinen bygger på den fejlagtige antagelse, at Iran er en status quo-magt, en der deler et antal større interesser med USA. Ifølge denne doktrin er konservative amerikanere og Israel-støtter fikserede på Irans ideologi — som er gennemsyret af intolerance over for ikke-muslimer i almindelighed, og som kundgør sin udslettelseshensigt mod den jødiske stat i særdeleshed — men det er ikke egnet som praktisk guide til Teherans adfærd. Det er derimod, hvad professor Obama lærte os i et interview i 2014, da han hævdede, at Irans ledere "er strategiske" rationelle mennesker som "reagerer på omkostninger og udbytte" og "på incitamenter."
"Ifølge Realignment-doktrinen vil Amerika hjælpe sine allierede med at beskytte deres suveræne territorier mod iranske eller iransk støttede angreb, men ikke konkurrere med Iran uden for deres grænser. I de omstridte områder i Syrien, Yemen og Irak vil USA tvinge andre til at respektere Irans "equities" (rimelige rettigheder), en betegnelse, som Obama engang brugte til at beskrive Irans magtposition. Udtrykt i praksis vil Amerika altså bruge sin indflydelse til at hæve Irans interesser over USA's allieredes i nøgleområder i Mellemøsten.
"Nu, hvor vi kan gennemskue de tidligere fiffige kneb, som skjuler det sande mål med Realignment, kan vi fastslå dens fire strategiske imperativer i et almindeligt klart sprog: For det første, at tillade Teheran et uhindret atomvåbenprogram i 2031; for det andet, at afslutte sanktionerne mod Irans økonomiske og finansielle system; for det tredje, at gennemføre en føjelighedspolitik over for Iran og dets tentakler i Irak, Syrien, Yemen og Libanon; og for det fjerde, at påtvinge Amerikas tætteste allierede denne politik. Hvis USA fulgte disse bud, ville der indfinde sig en slags naturlig regional balance. USA, sådan er tankegangen, vil da omsider kunne fjerne sig fra den krigsposition, som de traditionelle allierede med deres anti-Iran agenda har påtvunget det. Derefter vil et diplomatisk engagement med Iran være det primære redskab, som er nødvendigt for at opretholde regional stabilitet.
"Realignment hviler, mildt sagt, på en hul teori. Den fejlvurderer Den Islamiske Republiks natur og omfanget af dens ambitioner. Et regime, som har stået i spidsen for kampråb som 'Død over Amerika' de seneste 40 år, er et hårdnakket revisionistisk regime. Den Islamiske Republik opfatter sig selv som en global magt, som lederen af den muslimske verden, og den tragter efter hegemoni over Den Persiske Golf — ja i realiteten over hele Mellemøsten. Men det eneste redskab, den nogensinde har haft til at nå sine mål, er regional omstyrtning.
"Ayatollah Khamenei, lederen af dette kolossale projekt, er herren af kaos. Næst efter olie er den Islamiske Republiks største eksportvare IRGC-styrede terrormilitser — den eneste eksport, som Iran bestandig producerer i mageløs grad. Malley og Sullivan tog lige præcis fejl, da de reelt hævdede, at de allierede suger USA ind i en konflikt med Iran. Det er ikke de allierede, men Den Islamiske Republik, der tildænger den arabiske verden med terrormilitser, bevæbner disse med præcisionsstyrede våben og kalder den alliance, som den står i spidsen for, for 'Modstandsaksen.' Det gør den af én eneste grund: Den har sat sig for at smadre den amerikanske orden i Mellemøsten."
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.