Rusland forsyner Kina med udstyr, teknologi og træning til en luftbåren invasion, fortalte Washington Post den 26. september. Artiklen er baseret på en undersøgelse fra det britiske Royal United Services Institute, og den bemærker, at Kina planlægger et luftbåret angreb på Taiwan.
Dagen inden artiklen i Washington Post afslørede Reuters, at kinesiske eksperter er rejst til Rusland for at hjælpe landet med at udvikle droner. Ifølge nyhedstjenesten solgte den kinesiske virksomhed Sichuan AEF angrebs- og overvågningsdroner til den russiske virksomhed IEMZ Kupol gennem en mellemmand, der sanktioneres af USA og EU.
De to artikler understreger det tætte samarbejde mellem Rusland og Kina i militære arenaer rundt om i verden. De to aggressive stater har tilsyneladende reelt dannet en militær alliance.
Mange i de politiske kredse i USA har hængt fast i en post-koldkrigsverden, der ikke længere eksisterer, med en overbevisning om, at Kina og Rusland kunne håndteres og muligvis adskilles. Det står nu klart, at forventningerne var urealistiske, og det er på tide at erkende, at den frie verden står over for uforsonlige fjender, der har knyttet varige bånd.
Kina og Rusland har ikke spildt tiden siden den kolde krig i forhold til en nedbrydelse af det internationale system. Det kinesiske og russiske militær udførte deres første fælles militærøvelse i stor skala i 2005, og de har siden deltaget i jævnlige øvelser på tværs af de europæisk-asiatiske landområder og i de nærliggende farvande.
De gør imidlertid mere end at forberede sig på konflikt. I Nordafrika har begge lande opildnet til opstande, lige som de med stor sandsynlighed har spillet en koordinerende rolle. Kina har ydet fuld støtte, herunder udsendelse af soldater, til Ruslands krig mod Ukraine. Både Kina og Rusland har hjulpet med Irans genoprustning og angreb mod Israel. I Vesten støtter kineserne og russerne sammen de cubanske og venezuelanske styrer.
Hvordan blev Kina og Rusland, der var så svage efter den kolde krig, en så stor trussel? USA forsøgte med handel og investeringer at integrere begge lande i det internationale system og banede deres vej ind i den regelbaserede ordens institutioner. Kina og Rusland afviste imidlertid denne orden og bruger deres nyfundne styrke til at udfordre den.
Hvad værre er, så har amerikanske præsidenter siden den kolde krig bekymret sig mere om kinesiske og russiske magtgrupperingers stabilitet end om de grundlæggende udfordringer, som de udgjorde. Som følge heraf påførte USA dem kun få omkostninger for deres destabiliserende ageren.
De amerikanske bestræbelser gik for vidt, især i forhold til Kina. Præsident George H.W. Bush arbejdede for eksempel i al hemmelighed på at styrke det kinesiske kommunistparti umiddelbart efter den forfærdelige nedslagtning i Beijing i juni 1989. Han sendte endda den nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft på en hemmelig mission blot en måned efter massakren for at forsikre den kinesiske leder, Deng Xiaoping, om, at USA støttede hans morderiske regime.
Amerikanske præsidenter forsøgte desuden at fastholde russiske autokrater ved magten. Ambassadør Douglas Lute, der dengang var USA's permanente repræsentant i NATO, fortalte følgende ved Aspen Security Forum Global i London den 22. april 2016:
"Der er i bund og grund en følelse af, at der ganske vist er et mere selvsikkert, eller måske ligefrem mere aggressivt, nyt Rusland, men at Rusland grundlæggende set er et land i tilbagegang. Vi har i NATO's hovedkvarterer samtaler om lande i tilbagegang og er kommet frem til to basale modeller: lande med hurtig tilbagegang, hvilket typisk fører til kaos og sammenbrud, og lande med gradvis tilbagegang. Og vi spørger os selv, hvilke af disse to modeller, vi ønsker at vores nærmeste, militært mest kapable nabo med tusindvis af atomvåben, kommer til at følge. Det forekommer naturligvis mere attraktivt at forsøge at styre Ruslands tilbagegang end at have en fejlslagen stat af den størrelse ved NATO's grænse...
"Og hvis man godtager de antagelser, som vi her har hørt om Ruslands indre svaghed og mulige stadige tilbagegang og så videre, så giver det muligvis ikke mening at skubbe mere på nu – og måske til og med accelerere eller destabilisere tilbagegangen."
Denne tilgang, der selv dengang var tvivlsom, er stadig bestemmende for amerikansk politik. "Hvad angår Rusland, så har Trumps administration, i lighed med de fleste europæiske regeringer, to gensidigt uforenelige mål", fortæller pensioneret general i flyvevåbenet, Blaine Holt, der har været USA's stedfortrædende militære repræsentant i NATO, til Gatestone.
"Amerikanske politikere ønsker både at sikre, at Ukraine ikke taber, og at Vladimir Putins regering forbliver intakt og stabil. Det er usandsynligt, at USA kan få begge dele. De vil snart skulle vælge det ene fremfor det andet."
Holt har ret. Trumps plan virker ikke. Ruslands styrker gør fremskridt i Ukraine og, da Putin betragter de store demokratiers reaktion på hans invasion som værende svag, truer han allerede andre naboer. September har for eksempel været en måned med mange tilfælde af indtrængen i NATO-landes luftrum. Den 9. september trængte mindst 19 russiske droner ind i polsk luftrum. Den 19. september fløj tre Mig-31'ere ind over Estland i 12 minutter. Både Rumænien og Letland hævder, at russiske droner er trængt ind i deres luftrum i de seneste uger.
Som reaktion på Ruslands provokationer fortæller forsvarsminister Pal Jonson fra NATO's nyeste medlemsland, Sverige, til avisen Aftonbladet, at hans land vil nedskyde indtrængende fly "med eller uden varsel".
Kineserne er også i en krigstilstand. Den 2. juli fortalte den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, til EU's udenrigspolitiske leder, Kaja Kallas, at Kina ikke ønsker, at Rusland taber i Ukraine, for så ville USA rette opmærksomheden mod Kina i Østasien. Heraf følger, at Kina ønsker, at krigen trækker ud og binder USA.
NATO's generalsekretær, Mark Rutte, sagde i december, at organisationens medlemslande skulle "skifte til en krigstidsmentalitet". Idet Kina og Rusland reelt fører krig, har Trump allerede påbegyndt processen ved at omdøbe Pentagon til "krigsministeriet". Det er endelig gået op for Vesten og dets venner, hvor tæt de er på en katastrofe.
Gordon G. Chang er forfatter til Plan Red: China's Project to Destroy America , distinguished senior fellow ved Gatestone Institute og medlem af dets rådgivende bestyrelse.