Mellemøsten er ikke længere centrum for verdens terroraktiviteter og myrderier. Ifølge det respekterede Global Terrorism Index er "Afrikas Sahelregion nu 'epicentret for global terrorisme'", der er ansvarlig for "mere end halvdelen af alle terrorrelaterede dødsfald" i verden.
Sahelregionen syd for Sahara er i store træk ukendt for omverdenen. Det kan beskrives som en stor, hovedsageligt flad, stribe med en bredde på næsten 1.000 km, beliggende mellem Sudans savanner mod syd og Saharaørkenen mod nord.
Ifølge det London-baserede Royal United Services Institute, der er verdens ældste tænketank vedrørende forsvar og sikkerhed, er der i løbet af de seneste omkring ti år i Sahel sket en "markant stigning i jihadistisk vold. Bevæbnede aktører drager fordel af porøse grænser, skrøbelige stater og lokale problemer til at udvide deres operationelle råderum".
Global Terrorism Index 2025, der udgives af Institut for Økonomi og Fred, afdækker, at den primære kraft bag global terror i 2024 var Islamisk Stat (IS) og tilknyttede grupperinger – såsom al Qaeda, Jamaat Nusrat Al-Islam wal Muslimeen, Tehrik-e-Taliban Pakistan og al-Shabaab – der tilsammen var ansvarlige for mere end 7.500 dødsfald.
Selv om Vesten oplever eskalerende terrorisme i lande som Sverige, Australien, Finland, Holland, Danmark, Tyskland og Schweiz, forbliver Sahelregionen tydeligvis det "globale epicenter for terror, idet over halvdelen af alle terrorrelaterede drab i 2024 skete her". Antallet af døde under konflikter overgik her for første gang 25.000, hvoraf næsten 4.000 var direkte relateret til terrorisme.
Det er en forstyrrende faktor, at "hver femte person anholdt for terror juridisk klassificeres som et barn" i Europa. Dette er forståeligt, eftersom børn i islamistisk-jihadistiske samfund eksponeres for jødehad og ønsket om et islamistisk kalifat fra en meget tidlig alder. Den samme statistik vil gælde for terrorister i Sahel, da jihadismen gennemsyres af en ideologi om martyriet og selvopofrelse.
Blandt de sårbare lande i regionen er Senegal, Sudan, Niger, Burkina Faso og Mali. Ikke overraskende pådrager regionens rige mineralforekomster – Niger er verdens syvende største producent af uranium – sig opmærksomhed. Kina og Rusland er i stigende grad til stede, mens vestlige lande trækker sig fra Afrika på grund af voksende antivestlige holdninger. Således lukkede den amerikanske base i Niger i august 2024 og Frankrigs base i Tchad i december 2024.
Konsekvensen af Vestens tilbagetrækning er naturligvis, at Islamisk Stat har fået frie tøjler til at føre deres visioner om global indflydelse ud i livet. IS er nu til stede i 22 lande og, som artiklen påpeger: "På trods af bestræbelserne på at bekæmpe terror, understreger gruppens evne til at koordinere, inspirere og udføre angreb dens modstandskraft og udvikling af operationelle strategier." IS har i det afsides beliggende Sahel fundet et gunstigt sted at konsolidere og etablere en central base.
Ruslands Wagner-lejetropper fortsætter, selv om de nu kalder sig et "ekspeditionskorps", sine aggressive aktiviteter i området, idet de tilbyder "styrer i Afrika en 'overlevelsespakke for regimer' til gengæld for adgang til strategisk vigtige naturressourcer."
Hemmeligt indhentede russiske dokumenter afslører, hvordan gruppen forsøger at "ændre minedriftslove i Vestafrika for at fordrive vestlige virksomheder fra et strategisk vigtigt område". Resultatet er en tiltagende antivestlig holdning og medfører, at de lokale stater forsøger at udvise hidtil etablerede udenlandske interessenter.
En artikel fra den 20. februar 2024 af Jack Watling, der er fellow i landkrigsførelse ved Royal United Services Institute, forklarer, at der "var et møde i Kreml, hvor det blev besluttet, at Wagners afrikaoperationer skulle høre direkte under Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU."
Watling konkluderer: "Dette er den russiske stat, der med sin afrikapolitik kommer ud af skyggerne." Ruslands åbenlyse mål er derfor at "få kontrol over kritiske ressourcer" og "aggressivt gå efter en udvidelse af sine partnerskaber i Afrika med et udtrykt ønske om at udskifte vestlige partnerskaber."
I modsætning til Vesten er Rusland ikke specielt interesseret i at bekæmpe terrorgrupper som IS, da de i stedet fokuserer på deres primære målsætning angående "kritiske ressourcer" og udskiftning af "vestlige partnerskaber" i Sahel. Med tilbagetrækning af vestlige terrorbekæmpelsesstyrker har IS og deres partnere frihed til at udvide deres aktiviteter, mens Rusland fokuserer på at fjerne vestlig indflydelse. Konsekvensen er et fravær af erfarne vestlige terrorbekæmpelsesstyrker, og i dette tomrum trives jihadistiske grupperinger.
Nordafrikanske lande som Marokko og Algeriet forstår heldigvis farerne ved ukontrolleret jihadisme i Sahel, der breder sig mod deres sydlige grænser. Rabat har således iværksat Det Marokkansk-Atlantiske Initiativ, der
"vil give Sahellande inde på kontinentet adgang til vitale søfartshandelsruter via Marokkos atlantiske havneinfrastruktur. Planen søger at skabe regional økonomisk integration for at mindske afhængigheden af ustabile transitruter, samtidig med at den på længere sigt styrker Marokkos relationer med sine sydlige naboer for at imødegå ustabilitet, terrorisme og ulovlig handel i regionen."
På lignende vis har Algeriet, med sine fælles "grænser og historiske bånd til Mali, altid spillet en vigtig rolle i regionen."
Nogle Sahellande har desuden påtaget sig at bekæmpe jihadisme i deres område. For nylig afslørede en alliance af tre fremtrædende Sahellande – Burkina Faso, Mali og Niger – "planer om en samlet militærstyrke på 5.000 soldater".
"Hærene fra de tre AES-lande (Alliance des États du Sahel, Alliancen af Sahellande) forventes hver at bidrage med tropper, der har til opgave at udføre fælles operationer i områder med intens jihadistisk aktivitet. Det er deres opfattelse, at etableringen af et autonomt militært partnerskab er den mest pålidelige måde, hvorpå man kan hævde suverænitet."
Dette lokale initiativ kom i stand som følge af manglen på vestlige styrker til at dæmpe jihadismen – et fravær, der skyldtes Sahellandenes "brud på langvarige militære og diplomatiske bånd med regionale allierede, Frankrig og andre vestlige magter". De tre Sahellande blev i 2024 enige om "at håndtere sikkerhedstrusler sammen".
Selv om en fælles styrke på 5.000 soldater er et rimeligt udgangspunkt, skal det bemærkes, at den pågældende region dækker mere end fem millioner kvadratkilometer – et enormt areal. Det forventes, at Rusland, Kina og Tyrkiet, der allerede yder "bilateral militær assistance og udstyr", til en vis grad vil samarbejde med Sahelstyrkerne om at bekæmpe terrorisme.
I mellemtiden udvider Islamisk Stat og al-Qaeda, samt tilknyttede grupperinger, med "større indflydelse på transsahariske netværk, der vil udvide deres eksterne rækkevidde og øge truslen om eksterne angreb i Nordafrika og potentielt i Europa."
Som følge heraf forbliver Sahel hovedsageligt en region for ikkevestlige aktører og lokale stater, der handler sammen til gensidig gavn, herunder for at få kontrol over terrorisme. Det må vise sig, hvorvidt bestræbelser fra disse aktører, med nogle nordafrikanske lande, vil få nogen større effekt på de jihadistiske aktiviteter i regionen. Aktuelt høster Rusland, Kina og Tyrkiet betydelige strategiske, politiske og økonomiske fordele i regionen. Vesten ser man ikke noget til.
Nils A. Haug er forfatter og skribent. Han er dommer og medlem af International Bar Association, the National Association of Scholars og the Academy of Philosophy and Letters. Han har en Ph.d. i apologetisk teologi. Haug er forfatter til 'Politics, Law, and Disorder in the Garden of Eden – the Quest for Identity' og 'Enemies of the Innocent – Life, Truth, and Meaning in a Dark Age'. Hans arbejder er blandt andet blevet offentliggjort i First Things Journal, The American Mind, Quadrant, Minding the Campus, Gatestone Institute, National Association of Scholars, Jewish Journal, The James Wilson Institute (Anchoring Truths), Jewish News Syndicate, Document Danmark og andre.