Tyskland viser nu omverdenen et foruroligende skue: et lands dødskamp, idet det under dække af demokratisk dyd forfalder til tyranni. Borgerrettighedernes erosion sker ikke ved et statskup, men ved en langsom akkumulering af administrative, juridiske og politimæssige foranstaltninger, der former konturerne af et diktatur, der er lige så uforsonligt, som det er overbevist om dets egne dyder.
1. Et administrativt agenturs klassifikation af AfD
Den Føderale Myndighed til Beskyttelse af Forfatningen (BfV, Tysklands nationale efterretningstjeneste) klassificerede i foråret 2025 det politiske parti Alternative für Deutschland (AfD) som en "højreekstremistisk" organisation. Klassifikationen gav myndighederne magt til at kunne sætte partiets medlemmer og tilhængere under politiovervågning uden forudgående retslig bemyndigelse, opsnappe privat kommunikation og rekrutterede informanter inden for partiet.
Denne "dom" blev ikke afsagt af en uafhængig domstol. Den kommer fra et administrativt agentur direkte under indenrigsministerens myndighed. BfV er ikke engang en administrativ domstol; det er en bureaukratisk enhed, der udgiver rapporter og rekrutterer informanter uden at give de berørte parter mulighed for at fremlægge deres sag. Er det ikke ønskeligt, når en person eller et parti kaldes for "fascistisk", og som følge heraf udelukkes fra Tyskland, at den pågældende i det mindste får mulighed for at forsvare sig selv? Tja, ifølge tysk lovgivning anno 2025 er svaret nein.
Hvad værre er, så er det dokument, der retfærdiggør denne klassifikation, aldrig blevet offentliggjort. Der er derfor et komplet fravær af det kontradiktoriske princip. AfD blev aldrig hørt, og selv efterfølgende har partiet ingen ret til at få at vide hvorfor, på hvilken baggrund, på grundlag af hvilken evidens og dokumenter, det er blevet udstødt af den tyske "demokratiske" sfære.
AfD er derfor henvist til at appellere ved domstolene for at udfordre stemplingen. Hvordan kan AfD effektivt imødegå en klassifikation, når dokumentet forbliver hemmeligt, så partiet ikke engang har mulighed for at vide, hvad det anfægter? Hvordan kan partiet udfordre betegnelsen "højreekstremistisk", når det ikke defineres nogetsteds? Siden den tidlige middelalder har traditionen med en retsstat – Rechtsstaat på tysk – forudsat, at domme baseres på præcise og klart definerede anklager. Nullum crimen, nulla poena sine lege. Ingen forbrydelse, ingen straf uden forudgående definition. Er den kendsgerning, at AfD har holdninger, der er mere "højreorienterede" end andre partier, tilstrækkeligt til at retfærdiggøre en stempling? Eftersom AfD's program på flere punkter, såsom retten til at bære våben, mere "venstreorienteret" end det amerikanske republikanske parti, burde man så konkludere, at den nuværende amerikanske administration er "supernazistisk"?
Dette er ren og skær vilkårlighed. Det har aldrig handlet om lovgivningen, men derimod om magt: den regerende kastes faste beslutning om at klamre sig til myndighederne for enhver pris, selv hvis det indebærer en kriminalisering af en fjerdedel af den tyske befolkning. Lad os ikke glemme, at den tidligere Tyske Demokratiske Republik (Østtyskland) også hævdede at være "demokratisk".
Siden maj 2025 har titusinder af aktivister, lokalt valgte embedsfolk og almindelige tilhængere af AfD, det førende oppositionsparti, været underlagt politiovervågning uden nogen domstolskendelse.
I vore dages Tyskland behandles det førende oppositionsparti ikke som en legitim aktør i den demokratiske proces, men i stedet som en indre fjende uden nogen retssikkerhed.
2. Undertrykkelse af ytringsfrihed: kriminaliseringen af uenighed
Undertrykkelsen påvirker ikke kun AfD-ledere, medlemmer og aktivister. Den påvirker også almindelige borgere. Pensionister, butiksejere og studerende bliver nu retsforfulgt for at kritisere regeringens politik vedrørende indvandring, klima eller sundhedsvæsen. De behandles som kriminelle, endog som terrorister eller ildspåsættere, idet de anklages for at "opildne til had".
I april 2025 idømte en domstol i Bayern for eksempel chefredaktøren for Deutschland-Kurier, David Bendels, syv måneders betinget fængsel. Hans "forbrydelse" var at have udgivet en satiretegning af indenrigsminister Nancy Faeser, der holder en plakat med teksten: "Jeg hader ytringsfrihed". Domstolen dømte ham for "misbrug, ærekrænkelse eller bagvaskelse af personer i det politiske liv".
I 2024 blev en 20-årig kvinde stillet for retten for at krænke en dømt voldtægtsforbryder under en privat udveksling på WhatsApp. Hun fik en hårdere dom end voldtægtsmanden, der kun fik en betinget dom.
Disse undertrykkende tiltag er ikke målrettet ekstremister, men i stedet almindelige borgere, der vover at udfordre det regerende partis ideologi. Netværkshåndhævelsesloven (NetzDG) styrker denne censur ved, under trussel om bødestraf, at tvinge internetplatforme til at slette indhold. Dette er yderligere en erodering af ytringsfriheden, der ellers "garanteres" af paragraf 5 i den tyske forfatning.
Dette klima af frygt – frygten for en politirazzia ved daggry på grund af en kommentar på Facebook, et "like", et retweet – er brutalt i dets grusomhed og ødelæggende i dets effekt på den offentlige mening. Det gør Tyskland til et skindemokrati, hvor kun den officielle monolog tolereres.
3. Isolationszonen: Institutionaliseret direkte demokrati
En uskreven, men ufravigelig lov har siden 2015 været fremherskende i det føderale parlament (Bundestag og Bundesrat) samt i regionale parlamenter: Der må ikke dannes nogen koalition med AfD, og ingen AfD-stemmer anerkendes som værende legitime. Denne Brandmauer (brandmur), der isolerer AfD, har som direkte afledt konsekvens, at politisk konkurrence suspenderes ved at fryse det politiske landskab. Tyskland lever derfor i en illusion om vekslen mellem socialdemokrater (SPD) og De Grønne på den ene side og kristendemokraterne (CDU/CSU) på den anden, der samles i deres afvisning af at åbne det demokratiske spil for den reelle vinder. AfD fik 20% af stemmerne ved det seneste føderale valg – ifølge meningsmålinger er det snart 26% og nærmer sig 50% i det tidligere Østtyskland, og dermed tvinger AfD andre partier til unaturlige koalitioner. Merkels doktrin er altdominerende: "Højrefløjen" skal hellere regere sammen med den yderste venstrefløj end med AfD.
Mens det tyske establishment insisterer på, at situationen er "normal" og ligefrem ærværdig, begynder internationale observatører heldigvis at udtrykke bekymring. Den amerikanske udenrigsminister, J.D. Vance, erklærede for nylig:
"Det er bekymrende, at Europa giver afkald på sine grundlæggende værdier, der er de samme som USA's. I et demokrati er det folkets stemme, der betyder noget, og ingen skal udgrænses."
Isolationen af AfD sikrer, at venstrefløjen holder på magten i det uendelige, uanset valgresultatet. Det svarer til et styre med et enkelt "parti" og en enkelt ideologi – den regerende kastes ideologi. Der er i Tyskland ikke længere mulighed for demokratiske forandringer gennem stemmeafgivning.
4. Mod et direkte forbud mod oppositionen
Som om det ikke var nok, overvejer regeringskredse nu åbent slet og ret at forbyde AfD med et falsk påskud om at ville "beskytte forfatningen". Annalena Baerbock, der er forhenværende udenrigsminister fra det venstreekstreme parti De Grønne, erklærede i begyndelsen af 2024: "Vi skal ikke udelukke et forbud mod AfD, hvis evidensen for ekstremisme fortsætter med at stige."
Saskia Esken, der er medformand for SPD, tilføjede: "AfD er ikke længere et demokratisk parti. Det er vores forfatningsstats pligt at forhindre, at de kan handle."
Selv det engang konservative CDU har tilsluttet sig koret, idet kansler Friedrich Merz understreger, at "alle konstitutionelle instrumenter skal overvejes mod AfD".
At kriminalisere 25% af vælgerne svarer til at placere dynamit under et bofællesskab. Når man dømmer en fjerdedel af Tysklands befolkning til en demokratisk død – ved at nægte dem enhver adgang til magt, mens man undertrykker selv høflige meningstilkendegivelser på sociale medier – indbyder man til desperate og voldelige reaktioner. Den regerende kaste vil uundgåeligt slå ned på reaktionerne for at retfærdiggøre et endnu fastere greb om magten.
I rigsdagsbrandens skygge
Man kan ikke lade være med at tænke på rigsdagsbranden i Tyskland den 27. februar 1933, der blev påsat af en hollandsk kommunist, hvilket nazipartiet straks brugte som et påskud for af afskaffe borgerrettigheder og konsolidere sin dominans i Tyskland. Allerede næste dag underskrev præsident Paul von Hindenburg, som reaktion på Hitlers hasteanmodning, "Dekret fra Rigspræsidenten til Beskyttelse af Folket og Staten" og påberåbte sig paragraf 48 i Weimarrepublikkens forfatning. Dekretet afskaffede grundlæggende borgerrettigheder – ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, brevhemmeligheden samt beskyttelse mod vilkårlige ransagninger og anholdelser. Der blev på dette grundlag straks iværksat masseanholdelser af politiske opponenter. Dekretet markerede et afgørende skridt i nazipartiets totalitære magtovertagelse, banede vejen for fjernelse af al opposition og etableringen af et diktatur.
Tyskland står i dag over for en skæbnesvanger spiral. Enten accepterer landet reel pluralisme og ytringsfrihed – som er en forudsætning for demokratiets eksistens – eller det giver efter for fristelsen til at fjerne uenighed ved hjælp af jura og politi, hvorved den eneste reelle opposition gøres tavs. Hvis det sker, er det ikke AfD, der ødelægges, men selve Tysklands demokrati.
Ethvert demokrati, der forbyder oppositionen til det regerende parti, ophører med at eksistere.
Et nyt "Dekret til Beskyttelse af Folket og Staten" – der forbyder AfD – ville betyde intet mindre end det tyske demokratis endeligt.
Drieu Godefridi er jurist (Saint-Louis Universitetet i Louvain), filosof (Saint-Louis Universitetet i Louvain) og ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er iværksætter, direktør i en europæisk institution for privat uddannelse og direktør for PAN Media Group. Han er forfatter til The Green Reich (2020).