Det nuværende iranske styre har siden begyndelsen bygget på sværdet, snarere end på fred. Lige fra den første dag af deres revolution i 1979 etablerede ayatollaherne et teokrati, hvis kernemission ikke alene var at regere, men også at eksportere deres revolution til hele verden og påtvinge andre deres radikale shiaislamistiske doktrin. Styrets grundlæggende ideologi er baseret på erobring af folk og lande gennem terror, bedrag og styrke.
Styrets revolutionære slagord handler ikke om sameksistens eller gensidig respekt, men i stedet om dominans, udslettelse af fjender og opbygning af et imperium under den øverste leders flag. Ifølge Den Islamiske Republik Irans forfatning skal revolutionen eksporteres. Det er ikke en valgmulighed at sprede ideologien ud over grænsen; det er et strukturelt princip for staten i sig selv. Styret har aldrig forsøgt at få indflydelse ved at overbevise eller med diplomati, men har i stedet brugt kernevåben, ballistiske missiler og globale mord.
Irans revolutionære ambitioner dækkes i dag af et moderne arsenal af avancerede våben og hemmelige operationer. Mens styret fortsat strør om sig med religiøse slagord og revolutionær retorik, er dets reelle påvirkningsmiddel vold. Regimet bruger sit atomvåbenprogram og ballistiske missiler som både skjold og spyd — en måde at beskytte sin magt på hjemmebane og true sine modstandere i udlandet. Det finansierer og bevæbner militser over hele Mellemøsten — Hizbollah i Libanon, houthierne i Yemen, militserne i Irak — og indsætter dem som dets forlængede arm. Den udfører attentater og terrorangreb på tværs af kontinenter og sender sine operatører ud for at slå til mod jøder, kristne, dissidenter og vestlige embedsmænd.
For ayatollaherne er fred ikke et guddommeligt mål; det er en midlertidig illusion, der skal udnyttes – før det næste angreb. Enhver konfrontation anses af regimet for ikke at være en afslutning, men et skridt mod en større konflikt, som det mener vil opfylde dets revolutionære og apokalyptiske vision.
Vesten må ikke falde for den farlige illusion, at regimet skulle være blevet rationelt, tilbageholdende eller pragmatisk – der er en af de farligste illusioner i international politik i dag.
Irans regime planlægger allerede sin næste krig: 2.000 missiler rettet mod Israel for at overdænge hele landet på én gang og overvælde dets missilforsvarssystem.
Landets præsident har åbent erklæret, at dets atomvåbenprogram vil fortsætte for fuld kraft. Iran nægter at samarbejde med internationale inspektører, hvorved omverdenen er hensat til uvished om, hvad der er sket med store mængder beriget uran, som på mystisk vis er forsvundet fra officielle faciliteter. Ingen ved reelt, hvor dette materiale er, eller hvor tæt regimet er på at opnå en form af det, der er klar til våbenbrug.
Bag lukkede døre fortsætter Teheran med at styrke sine partnerskaber med farlige, anti-vestlige stater — Kina, Rusland og Nordkorea. Hvert af disse lande fortsætter med at yde enten direkte støtte, teknisk bistand, økonomisk eller politisk rygdækning til Teherans ambitioner. Kina støtter Irans økonomi ved at købe landets olie trods internationale sanktioner. Sammen danner de et beskyttende skjold, der gør det muligt for det iranske regime at forfølge sin nukleare drøm og sin skæbne.
Den øverste leder og Den Islamiske Revolutionsgarde ser sandsynligvis missiler og atomvåben som guddommelige redskaber, der vil gøre det muligt for dem at ødelægge staten Israel, som de åbent har svoret at udslette fra landkortet. At opnå dette mål ville opfylde en af regimets mangeårige profetier: ødelæggelsen af Israel, den "Lille Satan", og oprettelsen af en verdensorden ledet af det shiamuslimske gejstlige system. Regimet skjuler ikke denne vision.
Regimets mål vil ikke være begrænset til Israel eller golfstaterne. Europa og USA, den "Store Satan," er i dets sigtekorn. Amir Hayat-Moqaddam, medlem af det iranske parlaments udvalg for national sikkerhed og udenrigspolitik, pralede for nylig med, at Irans ballistiske missiler kan ramme europæiske hovedstæder og amerikanske byer. Regimet har for nylig udsendt trusler og advaret Vesten om, at dets fjender bør frygte Irans voksende missilmagt. Disse udtalelser er ikke blot pral; de er et vindue ind til tankegangen hos en ledelse, der ser konfrontation som uundgåelig og måske endda ønskværdig. Den Islamiske Republiks herskere nøjes ikke kun med at overleve; de ønsker sejr — en sejr opnået gennem intimidering, terror og i sidste ende ødelæggelse af deres opfattede fjender.
Mens regimet forbereder sig på en større konfrontation, er det allerede begyndt at genaktivere sine globale terrornetværk i Australien, Tyskland og Grækenland. Regimets agenter arbejder allerede på at myrde og terrorisere jøder, kristne og vestlige mål over hele verden. Et mislykket komplot for at myrde Israels ambassadør i Mexico blev for nylig forpurret, hvilket understreger den globale rækkevidde af Irans Quds-styrke og dens efterretningstjeneste. Israels efterretningstjeneste, Mossad, har identificeret operatører tilknyttet iranske netværk, der står bag flere terrorangreb og planer mod jødiske personer og institutioner. Disse hændelser, som ikke er isolerede, er koordinerede kampagner med det formål at sprede frygt, skabe kaos og sende et budskab om, at Irans fjender aldrig er uden for landets rækkevidde. Vestlige efterretningstjenester bør antage, at Teheran planlægger flere — og mere sofistikerede — attentatforsøg, muligvis målrettet topembedsmænd i Israel og, som for flere år siden, i USA. Regimet forstår, at når tidligere embedsmænd forlader embedet og igen er private borgere, bliver deres sikkerhedsbeskyttelse svagere.
Der skal gives et umiskendeligt ultimatum til regimet: Enten stopper det sit atomprogram, afvikler sit ballistiske missilprogram og afslutter sine globale attentat- og terroroperationer – eller også vil det stå over for en ny militær kampagne. Vesten kan ikke tillade, at Teheran endnu en gang køber sig tid, snyder inspektører og gemmer sig bag en diplomatisk jargon. Økonomisk og politisk pres alene vil fejle, hvis det ikke ledsages af troværdig håndhævelse. Præsident Trumps tilgang med at fjerne alle finansielle livliner, herunder ved brug af sekundære sanktioner, overfor regimet forbliver en af de mest effektive strategier. Hver en dollar, der strømmer ind i Teheran gennem oliesalg eller handel, er en dollar, der finansierer missiler og militser.
Det kinesiske kommunistparti skal holdes ansvarligt for at købe iransk olie: De overtræder direkte internationale sanktioner og giver regimet mulighed for at finansiere dets militære og nukleare projekter.
Europa må også holde op med at behandle regimet som en legitim diplomatisk partner. Iranske konsulater og ambassader i europæiske hovedstæder er ofte blevet brugt som centre for efterretningsindsamling og operationel planlægning. Mange af regimets terrorplaner er blevet udtænkt eller koordineret inde på disse diplomatiske områder. EU bør straks lukke iranske konsulater og udvise deres personale. Det bør ikke være tilladt ved hjælp af diplomatisk immunitet at beskytte lejemordere og sammensvorne mod retfærdighed. Hvis Europa fortsætter med at give Teheran diplomatiske privilegier, vil landet fortsætte med at lide under konsekvenserne af regimets dobbeltspil.
Det iranske styre reformerer sig ikke; det omorganiserer sig. Det bliver ikke mere moderat; det militariserer. Vesten har ikke råd til at falde i søvn, mens Teheran stille forbereder sig på den næste store krig. Indsatsen er højere end nogensinde — for Israel, for Europa, for USA og for enhver nation, der værdsætter stabilitet og fred. Hvis Vesten ikke fortsætter presset på regimet, vil den næste konflikt ikke blot blive endnu en regional opblussen. Det vil blive katastrofalt.
Det iranske styre tolker tavshed som svaghed og tøven som overgivelse. For at forhindre endnu en ødelæggende krig må Vesten opretholde militært og økonomisk pres og handle, før styrets ambitioner skaber en virkelighed, som det vil være dystert og omkostningsfuldt at rulle tilbage. Teheran planlægger sin næste krig. Den eneste måde at forhindre det på er ved at konfrontere regimet nu, med sammenhold, styrke og beslutsomhed.
Majid Rafizadeh er politolog, Harvard-uddannet analytiker og bestyrelsesmedlem i Harvard International Review. Han har skrevet flere bøger om USA's udenrigspolitik. Han kan kontaktes på dr.rafizadeh@post.harvard.edu