Da Israels efterretningstjeneste Mossad i november 2025 offentligt afslørede, at de havde hjulpet europæiske lande med at afsløre en Hamas-terrorinfrastruktur "i hjertet af Europa" – inklusive våbenlagre og planer om at ramme jødiske og israelske mål – bekræftede det blot, hvad efterretningsfolk har advaret om siden 7. oktober 2023: Krigen i Gazastriben er ikke længere lokal. Den er operationelt set blevet eksporteret til europæisk jord.
Allerede i december 2023 havde tyske, hollandske og danske myndigheder arresteret Hamas-aktører, der var anklaget for at have forberedt angreb på jødiske institutioner i flere europæiske lande. Anklagerne beskrev mangeårige medlemmer af Hamas, der havde fået besked på at lagre våben i Berlin. Siden da har efterretnings- og sikkerhedsrapporter talt om en "realistisk mulighed" for, at Hamas-Israel-krigen vil styrke netværk i hele Vesteuropa til at bevæge sig fra propaganda til masseangreb.
Europols rapport om terrorismesituationen og tendenserne i 2025 anerkendte åbent, at Gaza-konflikten har ændret trusselsbilledet inden for EU. Forordet advarer om, at krige uden for Europas grænser – eksplicit inklusive Gaza – giver næring til radikalisering, propaganda og operationel planlægning inden for europæiske lande. Samtidig rapporterer nyhedsmedier, at de europæiske myndigheder siden 2023 i al stilhed har forhindret flere terrorplaner med relation til Hamas, Hizbollah og Iran.
Bag planerne gemmer sig en rodfæstet Hamas-infrastruktur i Europa, der eksisterede længe inden 2023. En detaljeret analyse fra George Washington University beskriver, hvordan Hamas opbyggede omfattende indsamlings- og logistiknetværk i vestlige lande ved hjælp af velgørenhedsorganisationer, NGO'er – ofte europæisk finansierede – og firmaer, hvis navne og juridiske enheder konstant ændres for at holde sig foran myndighederne. Disse lande, advarede analysens forfattere, er den naturlige rugekasse for fremtidige terroroperationer i Vesten.
I 2024 sammenfattede Foundation for Defense of Democracies ny forskning fra ELNET (European Leadership Network), der identificerede 30 Hamas-tilknyttede organisationer og personer aktive i Storbritannien, Tyskland, Italien, Belgien og Holland. Disse grupper omfatter "civilsamfunds"-foreninger, hjælpeorganisationer og lobbyplatforme, der udbreder Hamas' fortællinger, samtidig med at de opretholder tætte personlige bånd til kendte ekstremister. De opererer i "relativ frihed", selvom Hamas officielt er blevet betegnet som en terrororganisation af både EU og enkeltstående lande.
Tyskland er til sin ros gået længere end de fleste for at konfrontere problemet. Tyskland har ikke blot forbudt Hamas og det internationale netværk Samidoun, men er også begyndt at forbyde lokale "solidaritetsgrupper", hvis aktiviteter glorificerer terrorisme og fremmer antisemitisk agitation. Det tyske indenrigsministerium rapporterer, at omkring 450 Hamas-medlemmer er aktive i landet og er involveret i propaganda og indsamlinger, og ministeriet har beordret razziaer mod grupper som Palæstina Solidaritet Duisburg, der menes at støtte Hamas under dække af aktivisme.
Selv i Tyskland bliver hvert forbud mod én struktur dog tilsyneladende fulgt af en andens opståen. NGO Monitor har dokumenteret, hvordan Samidoun, der officielt er knyttet til terrororganisationen PFLP, blot inspirerede efterfølgende netværk som Masar Badil, som tyske medier beskriver som værende tæt forbundet med Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad og Yemens Houthier. De belgiske myndigheder fratog først Samidouns europæiske koordinator hans opholdstilladelse i 2025, efter at han offentligt havde rost massakren den 7. oktober.
Indsamlinger og logistik er kun én del af historien. Hamas investerer også kraftigt i indoktrinering – især blandt studerende. En rapport fra University of Indiana viser, hvordan et transnationalt netværk af NGO'er og campusgrupper spreder antisemitiske og pro-Hamas-fortællinger, koordineret på tværs af grænser og forstærket af sociale medier. Budskabet er enkelt: Israel er "kolonial", jøder er "bosættere", og vold mod dem er "modstand."
Resultaterne er synlige på europæiske universiteter. En bølge af "Gaza-lejre" i 2024–2025 importerede retorikken om "globaliser intifadaen" til universiteter fra Paris til Berlin og Glasgow. I Skotland marcherede studerende på årsdagen for den 7. oktober under et banner med teksten "Ære til vores martyrer" og fejrede åbent Hamas' grusomheder. Undersøgelser og rapporter viser nu en kraftig stigning i antisemitiske hændelser og intimidering på europæiske universiteter siden 2023.
Her bliver "palæstinensisk aktivisme" et beskyttende skjold for ekstremistiske celler. Der findes bestemt fredelige demonstranter, men i mange tilfælde giver de selvsamme demonstranter, der råber "fra floden til havet", også dække, logistik og rekrutteringssteder til aktører, der arbejder tæt sammen med Hamas eller andre terrororganisationer. Ved europæiske demonstrationer har man gentagne gange kunnet se Hamas-flag, hyldest til angriberne den 7. oktober og opfordringer til at "gentage" massakren – alt sammen under begrebet "menneskerettigheder."
Politiet ser problemet tydeligere end politikerne. De samme EU-rapporter, der forsigtigt omtaler "voldelig ekstremisme" i offentligheden, beskriver også bag lukkede døre, hvordan online propaganda, diasporanetværk og mellemøstlige konflikter interagerer og skaber hybride økosystemer for terror i Europa. Israels og europæiske efterretningstjenester giver rutinemæssigt briefinger om, hvordan Iran, Hizbollah og Hamas koordinerer overvågning af jødiske mål i byer som Berlin.
På trods af dette nægter Europa stadig på det politiske plan at sætte navn på den ideologiske fjende: et islamistisk projekt, der åbent søger at udrydde Israel for dernæst at ville udslette USA og Vesten. "Den eneste jødiske stat er den første, der lider", bemærker journalist ved Jerusalem Post Liat Collins, "men de næsten 50 muslimsk-dominerede lande og den nominelt kristne verden er alle i skudlinjen."
Clifford May, præsident for Foundation for Defense of Democracies, har beskrevet, hvordan europæiske regeringer skynder sig at anerkende en palæstinensisk stat, selvom Hamas takker dem for at belønne organisationens "modstandskamp". Den samme kognitive dissonans løber gennem EU-institutioner, der fordømmer "terrorisme" i abstrakt forstand, samtidig med at de i rigt mål finansierer NGO'er, der hylder terrorens gerningsmænd.
Europas fornægtelse af uhåndgribelige trusler, der er lige for næsen af dem, har desværre meget håndgribelige resultater. I årevis forsøgte vestlige domstole og tilsynsmyndigheder at skelne mellem Hamas' "militær" og dets såkaldte "politiske" eller "sociale" grene – en sondring, som mange seriøse eksperter anser for fantasifuld. Studier af Hamas' finansiering understreger, at sociale og religiøse frontorganisationer er integrerede i bevægelsens terrorangreb: De hvidvasker penge, rekrutterer sympatisører og skaber sikre rum, hvor støtte til terrorisme kan blomstre under et "humanitært" dække.
Den samme "dobbelttale" dominerer diskursen om "palæstinensisk aktivisme". Når Tyskland forbyder Samidoun eller en lille lokal frontgruppe, fordømmer NGO'er og akademikere handlingen som en "undertrykkelse" af civilsamfundet. Når Belgien går imod en mand, der roser massakren den 7. oktober, råber aktivistnetværk op om, at "solidaritet" kriminaliseres. I denne fortælling er det altid staten – aldrig terrorinfrastrukturen – der er under anklage.
Imens er Europas jødiske samfund under belejring. Synagoger er nødt til at have fæstningslignende beskyttelse, jødiske skoler ligner militærbaser, og israelske turister advares af deres egen regering mod at vise synlige tegn på jødisk eller israelsk identitet under rejsen. Den dramatiske stigning i antisemitiske hændelser i Europa siden den 7. oktober 2023 kan direkte forbindes med pro-Hamas-agitation, selv når embedsmænd lader som om, hadet "intet har at gøre" med importerede mellemøstlige konflikter.
Krigen, der er blevet eksporteret fra Gaza til Europa, har tre søjler: penge, indoktrinering og operationelle celler. Alle tre er indlejret i strukturer, der kalder sig "palæstinensisk solidaritet" eller "menneskerettighedsorganisationer". Så længe de europæiske regeringer accepterer denne maskerade, vil kontinentet forblive både et finansieringsgrundlag og en potentiel slagmark for Hamas og dets qatarske, tyrkiske og iranske sponsorer.
Hvordan ville en seriøs politik se ud? For det første fuld eksponering og udvidelse af eksisterende terrorbetegnelser: ikke blot forbud mod Hamas som en abstrakt enhed, men også lukning af dets frontgrupper, lukning af dets "velgørenhedsorganisationer" og retsforfølgelse af dem, der finansierer eller hylder organisationens vold. For det andet skal al finansiering til palæstinensiske NGO'er være betinget af klar, uafhængigt verificeret afvisning af terrorisme og opildning. Ikke mere amerikansk eller europæisk finansiering, overhovedet, til organisationer, der hylder terroristiske "martyrer" og lærer børn at hade jøder, kristne eller andre racemæssige eller religiøse grupper.
For det tredje må Europa omsider imødegå indoktrineringsdimensionen. Det betyder, at universiteter holdes ansvarlige for grupper, der hylder terrorisme under akademisk dække, håndhæve eksisterende love mod opildning og beskytte jødiske og pro-israelske studerende med samme iver, som vises over for alle andre minoriteter. Det indebærer også at anerkende det åbenlyse: Når demonstranter råber "globalize the intifada", opfordrer de ikke til fred, men til udvidelse af en global jihadistisk krig.
Endelig må europæerne opgive illusionen om, at den "palæstinensiske sag" er en harmløs protest løsrevet fra terrorisme. Hamas selv, støttet af Qatar, Tyrkiet og Iran, har gentagne gange forklaret, at Europa er en del af deres slagmark. Det eneste spørgsmål er, om europæiske ledere vil lytte til deres eget politi og efterretningstjenester samt Israels Mossad, eller om de vil fortsætte med at lade som om, at en krig, der raser mod dem, ikke har noget navn og ikke eksisterer.
Pierre Rehov, som har en juridisk embedseksamen fra Paris-Assas, er en fransk journalist, romanforfatter og dokumentarfilmskaber. Han er forfatter til seks romaner, herunder "Beyond Red Lines", "The Third Testament" og "Red Eden", alle oversat fra fransk. Hans seneste essay om eftervirkningerne af massakren den 7. oktober: "7. oktober - La riposte", blev en bestseller i Frankrig. Som filmskaber har han produceret og instrueret 17 dokumentarfilm, mange fotograferet under høj risiko i krigszoner i Mellemøsten, med fokus på terrorisme, mediebias og forfølgelse af kristne. Hans seneste dokumentar, "Pogrom(s)", fremhæver konteksten af oldgammelt jødehad inden for muslimsk kultur som hovedkraften bag massakren den 7. oktober