I årtier har det modige iranske folk gentagne gange gjort oprør, idet de har krævet en fremtid uden undertrykkelse og uden et autoritært regime.
I de senere år har iranere indledt utallige opstande, der alle var fyldt med håb og mod, blot for at blive mødt med styrets voldelige undertrykkelse og hovedsageligt ligegyldighed i udlandet. Ved hver protestbølge dræbte sikkerhedsstyrkerne tusinder af demonstranter, mens mange flere blev fængslet og tortureret. Disse bevægelser har vist styrken i det iranske folks beslutsomhed, men på trods af deres råb om frihed er opbakningen fra Vesten – som regel kun i form af udtalelser om demokratiets idealer – forblevet skuffende lavmælt.
I mange iraneres øjne står denne tavshed fra demokratiske lande, der angiveligt går i brechen for menneskerettighederne, i ubærlig modsætning til deres principper og har gentagne gange fået iranske demonstranter til at føle sig svigtet i deres kamp.
Under de landsdækkende demonstrationer i 2022, der blev antændt af hijab-lovene, gik især unge kvinder på gaden og demonstrerede mod kravet om at gå med tørklæde og andre undertrykkende politikker. Bevægelsen repræsenterede ikke kun en reaktion mod strenge islamiske påklædningskrav, men også en bredere afvisning af regimets autoritære styreform. Selv mens protesterne blev slået ned – regimet arresterede, slog og myrdede endog demonstranter – forblev Vestens reaktion i det store og hele passiv og langsom, i stedet for at tilbyde en solid opbakning. Iranerne risikerede deres liv i gaderne, ansporet af håbet om international solidaritet, men de fik ikke den opbakning, som mange havde forventet fra lande, der erklærer deres støtte til frihed og menneskerettigheder.
I 2009 opstod Den Grønne Bevægelse i Iran efter et tvivlsomt præsidentvalg. Millioner af iranere gik på gaden, mens de råbte slagord, viftede med bannere og tog afstand fra et valgresultatet, som forekom mange at være svindel. Demonstranter søgte anerkendelse fra verdensledere, især fra Obamas regering i USA og fra europæiske ledere, i håb om, at disse demokratiske lande ville støtte deres opfordring til en retfærdig valgproces og undertrykkelsens ophør.
Demonstranterne råbte: "Obama, er du med os eller med mullaherne?" – en direkte appel til den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, om at tage stilling. Til mange iraneres skuffelse forblev vestlige ledere imidlertid i det store og hele tavse; de valgte hverken at gribe ind eller tilbyde reel opbakning. Obama indrømmede senere, at hans regerings tavshed i denne kritiske periode var en "fejl", men selv da udtrykte han kun svag, mundtlig støtte:
"Jeg mener, set i retrospekt, at det var en fejl. Hver gang vi ser et glimt af håb, af folk der længes efter frihed, mener jeg, at vi skal påpege det. Vi skal rette projektørlyset mod det. Vi skal udtrykke noget solidaritet om det."
De fleste demokratiske lande har tøvet med synligt at stille sig på samme side som de prodemokratiske, iranske bevægelser, men ét land har skilt sig ud som det iranske folks urokkelige allierede: Israel. På trods af det langvarige fjendskab mellem Israel og det iranske styre, har iranske ledere åbent støttet det iranske folks ret til frihed og selvbestemmelse. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kaldet "Mellemøstens Churchill", har ikke alene påtalt Irans nukleare trussel – når USA ikke fuldstændig underminerer Israel ved at lække landets planer på forhånd – men også taget direkte kontakt til iranere gennem sociale medier og opfordret dem til ikke at miste håbet. "Der er en ting, som Khameneis styre frygter mere end Israel", erklærede Netanyahu i en besked delt på X. "Det er jer – det iranske folk." Han tilføjede:
"De bruger meget tid og penge i forsøget på at knuse jeres håb og undertrykke jeres drømme. Lad ikke jeres drømme dø. Mist ikke håbet og vid, at Israel og andre i den frie verden er på jeres side."
Netanyahu gik endog videre, idet han så en fremtid for sig, hvori et frit Iran kan udleve sit fulde potentiale. Han påpegede, at Irans børn under et andet styre ville kunne få adgang til uddannelser af verdensklasse, folk ville kunne nyde godt af et avanceret sundhedsvæsen, og landets infrastruktur ville kunne genopbygges for at give rent vand og essentielle tjenester. Netanyahu lovede endda israelsk hjælp til genopbygningen af Irans medtagne infrastruktur og henviste til Israels banebrydende afsaltningsteknologi som et eksempel.
"Siden jeg sidst talte til jer", fortsatte Netanyahu, "har Khameneis regime affyret hundredvis af ballistiske missiler mod mit land, Israel. Angrebet kostede 2,3 mia. dollars." I stedet for at bruge disse milliarder på nyttesløse angreb, kunne de være blevet brugt til opfyldelse af det iranske folks behov ved at styrke deres uddannelsessystem og sundhedsvæsen eller til forbedring af transportforholdene. Ved at vinkle emnet i forhold til spildte ressourcer fik Netanyahu fremhævet regimets hensynsløse forbrug på bekostning af dets borgere og understreget, at befolkningen i Iran fortjener bedre.
Sådanne beskeder vinder øjensynlig gehør blandt mange iranere, der i et andet land ser en håbets ledestjerne og et tegn på, at de ikke er helt alene i deres kamp mod regimets undertrykkelse:
"Den 8. oktober, dagen efter angrebene [begået af Hamas i 2023]... forsøgte nogle regeringsvenlige personer at hejse det palæstinensiske flag fra [fodbold-] lægterne. Reaktionen kom prompte. Tusindvis af fans begyndte at råbe et slagord formuleret i den hooligan... tone, som fodboldfans bruger overalt: 'Stik det palæstinensiske flag op i din r-'."
Israels position står i skærende kontrast til mange vestlige landes, navnlig i Europa. Mens Israel, der nu er under angreb på flere fronter, resolut har stået på det iranske folks side, er mange europæiske lande fortsat med at prioritere økonomiske bånd til Teheran højere end menneskerettigheder.
I stedet for at risikere en konfrontation med det iranske regime har europæiske regeringer foretrukket at opretholde forretningsforbindelser og undgå at indtage nogen standpunkter, der ville kunne genere mullaherne. Disse lande er medskyldige i det iranske folks lidelser. Den ufortrødne tavshed styrker regimet i stedet for at stille det til regnskab.
Det er på høje tid, at Vesten for alvor tager stilling efter næsten fire årtiers opretholdelse af diplomatiske forbindelser med Den Islamiske Republik Iran. Hvis disse lande oprigtigt troede på principperne om "demokrati" og "frihed", som de så ofte prædiker om, så ville de være langt mere troværdige, hvis de påtog sig denne påståede forpligtelse ved reelt at støtte frihedshungrende iranere.
Dette ville betyde, at de diplomatiske bånd til Iran skulle brydes, regimets skulle påtvinges alvorlige primære og sekundære sanktioner, militære muligheder skulle på bordet, og der skulle gives fuld støtte til at Israel, og forhåbentlig den kommende amerikanske regering, får gjort en permanent ende på Irans atomvåbenprogram såvel som landets brutale, ekspansionistiske regime.
Først da vil disse landes handlinger være i overensstemmelse med deres tvivlsomme retorik om "menneskerettigheder" og vise, at de er villige til at levere reel opbakning til dem, der risikerer deres liv for at få forandringer i et af verdens mest undertrykkende stater.
Majid Rafizadeh er en Harvard-uddannet akademiker og politolog. Han er forfatter til adskillige bøger om amerikansk udenrigspolitik og islam. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu