De etablerede medier i Vesten flyder over med overskrifter, der hylder Masoud Pezeshkian, Irans nye og angiveligt "reformistiske" præsident. Ordet "reformist" forekommer konsekvent sammen med hans navn og udstiller derved en enorm mangel på forståelse af Irans regerende mullaher og deres teokratiske institution.
For at kunne være politiker i Den Islamiske Republik Iran og overleve, skal man favne og tilslutte sig de grundlæggende revolutionære principper, der understøtter styret. Et politisk embede indebærer, at man udviser urokkelig loyalitet over for den religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei og fuldt ud billiger styrets hårde antiamerikanisme og antisemitisme uden at stille spørgsmål. Enhver iransk politiker skal desuden være parat til at påtvinge befolkningen regeringens islamistiske love og knuse enhver form for modstand mod den islamiske republik. Det politiske landskab i Iran tolererer ingen protester eller afvigelser fra disse hovedprincipper og sikrer, at kun dem, der fuldt ud tilpasser sig styrets ideologi, kan navigere i styrets politik.
Enhver person, der i Iran reelt forsøger at reformere systemet, vil hurtigt blive fjernet eller henrettet. Denne barske kendsgerning understreger det selvmorderiske i at forsøge at udfordre status quo. Heraf følger, at det, at kalde styrets politikere for "reformister" ikke kun er misvisende, men også en fornærmelse over for mindet om de utallige iranere, der har mistet livet i kampen for reelle reformer og et systemskifte. Disse modige personer blev brutalt undertrykt af styret på grund af deres bestræbelser på at skabe en forandring væk fra et samfund i frygt. Man er derfor nødt til at anerkende forskellen mellem dem, der opererer inden for systemet og dem, der har ofret alt i en stræben efter reelle reformer.
Pezeshkian, som de etablerede medier i Vesten pudsigt nok kalder for en "reformist", er reelt en dedikeret tilhænger af styrets magtfulde milits, der fra officielt hold betegnes som en terrororganisation: Den Islamiske Revolutionsgarde. Revolutionsgarden takkede for opbakningen ved at støtte Pezeshkian.
Pezeshkian har jævnligt en uniform fra revolutionsgarden på i parlamentet og viser dermed sin dybe loyalitet over for den magtfulde militære organisation. "Jeg ville bære revolutionsgardens uniform igen", har han sagt. "Hvis revolutionsgarden ikke eksisterede, ville nationen blive splittet."
Pezeshkian har offentligt kritiseret USA for at kalde revolutionsgarden for en terrororganisation. Da Pezeshkian har været en del af styret siden dets etablering for omkring fire årtier siden, er hans langvarige loyalitet over for den islamiske republik uomtvistelig. At det ekstremt stringente og strenge Vogternes Råd godkendte hans opstilling til præsidentposten, understregede hans tilpasning til de revolutionære hovedprincipper, der opretholder den islamiske republik.
Det er desværre ikke første gang, at de etablerede medier i Vesten forhastet har kaldt iranske politikere for "moderate" eller "reformister". De godtroende vestlige medier portrætterede ligeledes præsident Hassan Rouhani på samme måde i løbet af hans embedsperiode i årene 2013-2021. Historiske beviser peger på, at når en såkaldt "reformist" eller "moderat" bliver præsident, så forbliver de regerende mullahers politiske system fuldstændig uforandret.
Styret bruger disse såkaldte "reformister" eller "moderate", med deres tilsyneladende venlige fremtoning og opfordringer til forbedrede relationer og "fred", til at narre Vesten. I virkeligheden er deres eneste mål at få fjernet sanktionerne, skabe flere indtægter og i sidste ende styrke revolutionsgarden, den religiøse leder, styrets system og dets netværk af stedfortrædere og terrorgrupper.
Disse politikere er strategisk positioneret for at skabe et fatamorgana: illusionen om potentiel reform for at narre Vesten ind i en falsk følelse af sikkerhed, mens styrets hovedmål fortsat er uændret – og ekspansion ved hjælp af stedfortrædere og kernevåbenprogrammet skrider fremad.
Irans ulovlige "atomaftale", Iran-atomaftalen (JCPOA), fokuserede på Irans faste intention om at få kernevåben og de ballistiske missiler til at levere dem. Da Irans økonomi i den amerikanske præsident George W. Bush' regeringsperiode var alvorligt ramt på grund af strenge sanktioner, fremstillede Irans styre Rouhani som en såkaldt "moderat" og lod ham stille op til præsidentvalget.
De godtroende vestlige medier og de embedsfolk, som de beskytter – begge parter løj for at støtte "Ruslands-løgnen" mod den amerikanske præsident Donald J. Trump, løj for at bakke op om det falske brev fra 51 tidligere efterretningsofficerer, der påstod, at Hunter Bidens computer havde "de klassiske kendetegn for en russisk informationskampagne" og løj for at dække over den amerikanske præsident Joe Bidens mentale forfald i fire år – forekommer ivrige efter at gå det iranske styres ærinde ved entusiastisk at beskrive Pezeshkian som en "moderat".
Rouhanis præsidentskab revitaliserede styret ved at sikre økonomisk støtte fra Obamas regering, hvilket uden tvivl hjalp med at finansiere en atomaftale, der efter få år ville gøre Irans styre i stand til at få så mange kernevåben, som det ønskede.
Den ulovlige JCOPOA-aftale førte til ophævelse af sanktioner og reintegration af Iran i det globale finansielle system. Milliarder af dollars tilflød den iranske statskasse. Denne pengestrøm styrkede i sidste ende styret, revolutionsgarden og dens operationer, hvilket ikke kun illustreres ved det iranske styres evner til at manipulere med naive vestlige embedsfolk for at nå sine strategiske mål, og hvad der er værre: Det udstiller godtroenheden i USA og Vesten, der ivrigt falder for disse opsatte fatamorganaer og fælder.
Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, Harvard-uddannet akademiker, politolog, bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og formand for International American Council on the Middle East. Han er forfatter til adskillige bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu