• Enstad påpeger, efter at have undersøgt statistikker fra Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark og Rusland, at et af disse syv lande "tydeligt skiller sig ud med et meget lavt antal" antisemitiske hændelser på trods af landets "relativt store jødiske befolkning..."

  • Det er absurd, at hver gang en gerningsmand tegner et hagekors, betragter den svenske regering det automatisk som en "højreorienteret" handling.

  • Enstad konkluderer, at højreorienterede i alle hans undersøgelses fire større vesteuropæiske lande udgør "et klart mindretal blandt gerningsmændene". "I Frankrig, Sverige og Storbritannien (men ikke i Tyskland) blev gerningsmanden oftere opfattet som venstreorienteret end højreorienteret".

For nogle af os er det næppe en hemmelighed, at antisemitisk vold er stigende i Europa, eller at gerningsmændene hovedsageligt er muslimer. Mange politikere og nyhedsmedier har imidlertid været så utrættelige i deres bestræbelser på at skjule denne ubekvemme kendsgerning, at man altid er taknemmelig for officiel – eller i det mindste halvofficiel – bekræftelse på det, som alle allerede ved.

Det er derfor glædeligt at kunne fortælle, at den nye undersøgelse Antisemitic Violence in Europe, 2005-2015 - skrevet af Johannes Due Enstad fra Senter for studier av Holocaust i Oslo og Universitetet i Oslo, i en fællesudgivelse fra begge institutioner - er forfriskende og forbløffende ærlig om emnet. Enstad noterer sig, at mens antisemitisk vold har været faldende i USA siden 1994, er den steget på verdensplan. Det inkluderer naturligvis Europa – eller det meste af Europa.

Enstad påpeger, efter at have undersøgt statistikker fra Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark og Rusland, at et af disse syv lande "tydeligt skiller sig ud med et meget lavt antal" antisemitiske hændelser på trods af landets "relativt store jødiske befolkning". Han tilføjer, at det pågældende land "er det eneste tilfælde, hvor meget lidt tyder på, at jøder undgår at vise deres identitet i offentligheden". Det er desuden det eneste af de syv lande, hvor flertallet af gerningsmænd, der begår antisemitisk vold, ikke er muslimer. Hvilket land henviser Enstad til? Rusland.

Det kan virke overraskende på alle, der kender ordene kosak og refusenik, at Rusland er relativt fri for antisemitisk vold, men det giver faktisk mening. Potentielle jødehadere i Rusland ved, at hvis de bliver arresteret for at begå vold, vil konsekvenserne være voldsomme. I Vesteuropa er domstolene derimod blødsødne, fængselsstraffene korte, og fængslerne er yderst komfortable. Mens muslimer ved, at de i Vesteuropa er en beskyttet gruppering, der næsten ustraffet kan begå alskens lovovertrædelser, er det langt fra tilfældet i Putins Rusland.

Hvem dominerer i kriminalitetsstatistikkerne for antisemitisme i Rusland, når muslimer ikke gør? Svar: højreekstremister. Politikere og medier i Vesteuropa vil ganske vist gerne fremstille det, som om jøder (og andre) i deres respektive lande især er udsat for fare fra højreekstremister, er Rusland det eneste land blandt de syv lande i Enstads undersøgelse, hvor denne gruppering spiller en markant rolle i de antisemitiske handlinger.

Hvad med de andre lande? Danmark har kun få jøder, og Norge har endnu færre, så disse to lande spiller en relativt lille rolle i Enstads undersøgelse. Tilbage er der Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Sverige. Næsten 10% af Frankrigs jøder siger, at de er blevet fysisk angrebet, fordi de er jøder, inden for de seneste fem år. I Tyskland og Sverige er tallet omkring 7,5%, og i Storbritannien er det næsten 5%. Udspurgt om, hvor ofte de "undgår jødiske begivenheder eller steder" af frygt for farer, svarede 7,9% af jøderne i Sverige, at det undgår de jævnligt, mens tallet for deres trosfæller i Frankrig, Tyskland og Storbritannien kun er 1,2%. Udspurgt om de "undgår at iklæde sig, bære eller vise ting" offentligt, der ville identificere dem som jøder, svarede 60% af de svenske jøder, at de undgik det "altid" eller "ofte". Også her fulgte Frankrig, Tyskland og Storbritannien efter, med faldende procenttal.

Næsten 50% af de franske jøder har overvejet at udvandre, fordi de føler sig i fare i deres eget land. I Tyskland er tallet 25%, og i Sverige og Storbritannien er tallet lidt under 20%.

Enstad tager de officielle statistikker fra alle de undersøgte lande i betragtning, men han konstaterer, at mens statistikkerne fra de fleste lande er i overensstemmelse med resultaterne fra uafhængige studier, er statistikkerne fra både Tyskland og Sverige upålidelige og afslører i nogle tilfælde embedsmænds tilsyneladende bestræbelser på at manipulere med tallene for at undgå visse ubekvemme kendsgerninger. En uafhængig spørgeundersøgelse konkluderede eksempelvis, at højreekstremister udgør et lille mindretal blandt gerningsmændene for antisemitisk vold i Tyskland, men Tysklands politistatistikker beskyldte udelukkende højreorienterede for at stå bag størstedelen af denne vold. Enstad foreslår på sin høflige måde, at dette misforhold kan skyldes "et kategoriseringsproblem". Enstad funderer over, om det kunne tænkes, at "tysk politi betragter antisemitisme som en højreorienteret slags ideologi og derfor kategoriserer de fleste antisemitiske angreb som højreorienterede, uanset gerningsmanden etniske eller religiøse baggrund?" Et andet problem er, at tyske embedsmænd kategoriserer nogle hændelser – herunder brandbombningen af en synagoge – som antiisraelsk i stedet for antisemitisk.

Antiisraelske demonstranter i Athen brænder et israelsk flag den 17. juli 2014. (Foto: Milos Bicanski/Getty Images)

Det er naturligvis latterligt udelukkende at tillægge højreekstremister antisemitisme eller at skelne mellem "antiisraelsk" og "antisemitisk". Denne form for ordspil fra det officielle Tysklands side er imidlertid ikke overraskende. Denne manipulation med sprogbrugen og statistikkerne med henblik på at bortlede opmærksomheden fra muslimer er helt i tråd med den nuværende praksis i både den tyske regering og i medierne for at nedtone omfanget af muslimers sexovergreb og anden kriminalitet – det mest berygtede eksempel er naturligvis forløbet efter de seksuelle masseovergreb i Køln nytårsaften 2016, hvor, som kommentatoren Ezra Levant formulerede det, ikke alene Kølns politichef løj om grusomhedernes omfang, men "medierne løj. Justitsministeren løj også. Borgmesteren løj." Det er også i overensstemmelse med den tyske kansler Angela Merkels regerings stålsatte vilje til at fjerne kritik af muslimer.

Den svenske regerings tal er også tvivlsomme. Mens Sveriges officielle rapporter tillægger "højreekstremister" et "mindretal" af de antisemitiske hændelser, foretrækker de at undlade at fortælle, hvem der er ansvarlige for flertallet af hændelserne. Det tætteste, de kommer på at gøre det, er en bemærkning om, at mange "udtryk for antisemitisme" er "relateret til ... konflikter i Mellemøsten". Dette er tydeligvis en omskrivning af, at de pågældende gerningsmænd er muslimer. Der er under alle omstændigheder et overvældende antal empiriske beviser til understøttelse af den konklusion, at flertallet af dem, der begår antisemitisk vold i Sverige, er muslimer. Judith Popinski, der overlevede opholdet i en koncentrationslejr og nu bor i Malmø, fortalte for eksempel i 2010 Sunday Telegraph, at hun begyndte at opleve det samme "had" i denne by, som nazisterne havde rettet mod hende, men denne gang "kommer det fra muslimske indvandrere. Det jødiske folk er bange nu."

Og ikke nok med det. Lige som tyskerne har svenskerne åbenbart et "kategoriseringsproblem". Det er absurd, at hver gang en gerningsmand tegner et hagekors, betragter den svenske regering det automatisk som en "højreorienteret" handling.

Efter at have undersøgt både officielle og uofficielle tal konkluderer Enstad imidlertid, at højreorienterede i alle hans undersøgelses fire større vesteuropæiske lande "udgør et klart mindretal blandt gerningsmændene". "I Frankrig, Sverige og Storbritannien (men ikke i Tyskland) blev gerningsmanden oftere opfattet som venstreorienteret end højreorienteret".

Hvis de vestlige medier var interesseret i kendsgerninger, ville Enstads rapport være blevet vidt udbredt og kunne punktere nogle myter. Ikke at jeg forventer at det sker.

Bruce Bawer er forfatter til den nye roman The Alhambra (Swamp Fox Editions). Hans bog While Europe Slept (2006) var en bestseller hos New York Times og var finalist ved prisuddelingen af National Book Critics Circle Award.

modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da