Blandt de mange midler, der bringes i anvendelse i forbindelse med dæmoniseringen af Israel, er et hyppigt benyttet eksempel den form for argumentation, der er kendt som fejlagtig moralsk ækvivalens [ligestilling]. Betegnelsen "moralsk ækvivalens" stammer fra en tale i 1906 ved den amerikanske filosof William James.[1] Det er hævdelsen af, at der ikke er nogen forskel på to handlinger af højst divergerende karakter. Det bruges hyppigt til at understrege ligheder mellem to i øvrigt uens handlinger. Fejlagtig moralsk ligestilling undergraver et samfunds normer og værdier ved at udviske grænserne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.
Fejlagtig moralsk ækvivalens, som ligestiller Israels handlinger med nazisternes, har været benyttet af flere fremtrædende socialdemokratiske politikere, heriblandt den franske præsident François Mitterrand,[2] den svenske statsminister Olof Palme[3] og den græske premierminister Andreas Papandreou. [4]
Når to uens virkeligheder som Israel og nazismen hægtes sammen, vil brugen af den ene side af ligestillingen automatisk befordre tanken om den anden – uanset hvor fordrejet sammenligningen måtte være. Efterfølgende gentagelser resulterer i en accept, hvor den falske moralske ligestilling ikke længere modsiges eller betvivles.
Fejlagtig moralsk ækvivalens bør ikke forveksles med moralsk relativisme. Sidstnævnte kan bruges til af retfærdiggøre en adfærd ved at hævde, at den er acceptabel inden for en bestemt kulturs værdisystem eller var almen praksis i bestemte historiske perioder.[5]
Moralsk ligestilling indeholder sammenligninger, som i Merriam-Webster Dictionary defineres således: "Handlingen eller processen at sammenligne: at præsentere en ting eller person som svarende til eller ligne en anden, eller at modificere et adjektiv eller adverbium for at angive forskellige niveauer i kvalitet, kvantitet eller relation."[6] Sammenligninger indbyder derfor ifølge deres natur hyppigt til misbrug.
KATEGORIER AF MORALSK ÆKVIVALENS
Fejlagtig moralsk ækvivalens brugt imod Israel kan opdeles i ni hovedgrupper:
- Fejlagtig moralsk ligestilling af Israel og Nazityskland;
- Israel og sydafrikansk apartheid;
- Zionisme og racisme med undergrupperne zionisme og kolonialisme/imperialisme, zionisme og fascisme, samt Holocaust og Nakba (arabisk for "Katastrofen" i 1948.)
- Fejlagtige moralske ligestillinger af mord og utilsigtede dødsofre, ligestillinger af målrettede drab på terrorister og bevidste mord på civile;
- Ligestilling mellem kidnapning af soldater og fængsling af terrorister;
- Påstande om moralsk ligestilling mellem Israels handlinger som legitim, suveræn stat og terroristers ulovlige handlinger.
- En niende kategori, "andre," indeholder dæmonisering af Israel på måder, som ikke passer ind i de ovenstående kategorier, såsom den moralske ligestilling af anti-semitisme og islamofobi, og oplevede paralleller mellem nazisternes brutalitet og deres allierede modstanderes handlinger.
KATEGORI 1: ISRAEL SOM NAZISTAT
Et udbredt eksempel på fejlagtig moralsk ækvivalens er en sammenligning af Israels adfærd med nazisternes, hvorved man antyder, at Israels handlinger er at ligestille med handlingerne hos gerningsmændene til verdens største folkemord. I vestlige samfund er den nazistiske adfærd blevet nutidens ækvivalens til absolut ondskab.
En meningsmåling fra 2004, som blev offentliggjort af Friedrich Ebert Foundation, spurgte tyskerne, om de var enige i sætningen: "Det, som staten Israel i dag gør mod palæstinenserne, er i princippet det samme, som nazisterne gjorde under Det Tredje Rige." Mange af svarerne (23,9%) var delvist enige i sætningen, og 27,3% af svarerne var helt enige. Da en tilsvarende meningsmåling fra samme institut blev offentliggjort ti år senere, med samme spørgsmål, var 16,6% af svarerne delvist enige og 10,5% helt enige.[7]
Da en meningsmåling fra Bertelsmann-instituttet stillede tyskerne det samme spørgsmål i 2007, var 30% af svarerne enige. Men da spørgsmålet blev stillet på ny i 2013, var antallet af svarere, som var enige i sætningen, steget kraftigt til 41%, et tal der var meget højere end ved tidligere målinger.[8] Mangfoldigheden af meningsmålinger viser, at denne fejlagtige moralske ækvivalens er et veldokumenteret fænomen, selvom de faktiske tal kan variere.
Den første omfattende undersøgelse af nordmændenes holdning til minoriteter blev gennemført i 2011 og 2012 af Center for Studies of the Holocaust and Religious Minorities, på foranledning af den norske regering. Undersøgelsen viste, at 38% af nordmændene var enige i sætningen, at Israel opfører sig over for palæstinenserne på samme måde, som nazisterne opførte sig over for jøderne.[9]
Én ting, som man kan lære ud af disse tal, er, hvor vigtig tro og tanke er, ved siden af tale og handling. Disse mennesker stod ikke frem og sagde, at Israel er en nazistisk stat. Man vidste ikke engang, at så mange europæere havde denne forestilling, før de blev spurgt. De mange mennesker, som har et ekstremt fejlagtigt syn på Israel, udgør den samfundsmæssige infrastruktur, som giver de anti-israelske agitatorer vind i sejlene.
I 2009 afsendte Trine Lilleng, førstesekretær på den norske ambassade i Saudi-Arabien, for eksempel en e-mail fra sin ministermailkonto, hvor dræbte børn i Gaza blev sidestillet med "fotos af Holocaust-ofre i tilsyneladende tilsvarende situationer."[10] Efter norsk og israelsk presses afsløring af disse e-mails modtog hun ingen reprimander og blev måske endda forfremmet, ifølge en journalist fra Haaretz, som kontaktede ambassaden et par måneder efter hændelsen.[11]
David Harris, administrerende direktør i American Jewish Committee, skrev et svar på Lillengs e-mail: "Du har befundet dig i Riyadh siden 2007. Hvis du er så forpint over menneskerettighedskrænkelser, kunne du måske være begyndt med at vie noget af din opmærksomhed – og dine voldsomme udgydelser per e-mail – til det, der omgiver dig. Eller har dine øjne været diplomatisk lukkede?"[12]
I april 2002 beskrev den portugisiske nobelprisvinder José Saramago i det spanske dagblad El País, idet han gjorde brug af allegorien om David og Goliat, sin opfattelse af, hvordan Israel var blevet til en nazistisk stat:
"Set fra jødernes synspunkt kan Israel aldrig retsforfølges, fordi det blev tortureret, gasset og kremeret i Auschwitz. Jeg gad vide, om de jøder, der døde i de nazistiske koncentrationslejre, de der blev forfulgt gennem hele historien, de der døde i pogromerne, de der blev glemt i ghettoerne, jeg gad vide, om denne kolossale mangfoldighed af ulykkelige ikke føler skam ved at se de afskyelige handlinger, som bliver begået af deres efterkommere. Jeg spekulerer på, om det faktum, at vi overlevede, mon ikke er den bedste grund til ikke at skade andre."[13]
For Saramago at se, handler Israel, med Holocaust og pogromer som retfærdiggørelse, som en Goliat imod palæstinenserne.
Ifølge den belgiske historiker Joel Kotek
"er der faktisk beviser på, at der over hele linjen, fra det yderste højre til det yderste venstre, er mennesker, som benytter den 'mulighed,' som den israelsk-palæstinensiske konflikt giver, til at slippe anti-semitiske ytringer ud, som længe har ligget undertrykt netop på grund af folkemordet. Det virker således, som om anti-zionismen kan være blevet et middel til at drukne en vag følelse af skyld i Vesten over for de jøder, som for ikke så længe siden blev overladt til barbariet, en pæn måde at råde bod på fortidens fejhed og svigt ved at indtage en utvetydig og dydig holdning til fordel for ofrene for alvorlige uretfærdigheder i nutiden." [14]
KATEGORI 2: ISRAEL SOM APARTHEIDSTAT
Siden demokratiseringen og apartheids ophør i Sydafrika har Israel oplevet en ny fejlagtig moralsk ækvivalens i form af en sidestilling af landets politik med politikken hos det tidligere, udelukkende hvide, sydafrikanske styre. Modstanderne ignorerer, at meget af Vestbredden er under Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol, mens hele Sydafrika var under det udemokratiske apartheidregimes kontrol, og de forsøger at drage den falske sammenligning, at Israel er en apartheidstat.
Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter foretog denne sammenligning mellem Israel og apartheidpolitikken i sin bog fra 2006, Palestine Peace Not Apartheid – som indeholder den falske moralske ækvivalens i selve titlen.
Inde i bogen skriver Carter om de måder, hvorpå Israel kan ændre status quo. Hans "mulighed nummer to" fastslår muligheden af
"Et apartheidsystem, hvor to folk bebor det samme land, men fuldkommen adskilt fra hinanden, med israelerne som totalt dominerende og undertrykkende al vold ved at berøve palæstinenserne deres basale menneskerettigheder. Det er den politik, der føres i dag, selvom mange borgere i Israel ler hånligt ad den racistiske konnotation i at foreskrive en permanent status som andenklasses borgere for palæstinenserne... En uacceptabel modifikation af dette valg, som nu bliver foreslået, er at inddrage betydelige dele af de besatte områder, hvorved de tilbageværende palæstinensere må leve fuldstændig omgivet af mure, hegn og israelske checkpoints som fanger på den lille del af landet, der er tilbage til dem.'"
Alex Safian, assisterende direktør for CAMERA, Committee for Accuracy in Middle East Reporting in America, har påpeget, at Carter, endda ved at give sin bog en titel der bygger på moralsk ækvivalens, måske ikke selv helt har forstået, at hans påstand om, at Israel er en apartheidstat, simpelthen ikke er sand. Safian bemærkede, at "[Carter] jævnligt benyttede en forkert definitionen af ordet 'apartheid' og sagde, at det ikke var baseret på racisme. Men Rom-traktaten fra den Internationale Domstol (ICC) definerer apartheid som 'umenneskelige handlinger ... begået inden for et institutionaliseret regimente af systematisk undertrykkelse og dominans ved én racegruppe imod en anden racegruppe."[15]
Et brev skrevet af den afgåede, anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu, tidligere anti-apartheidaktivist i Sydafrika, til The Guardian i 2002 under kulminationen på den anden intifada, er et af mange eksempler på, at Tutu bruger sin egen fortid som anti-apartheidaktivist i Sydafrika til at retfærdiggøre denne falske sammenligning. Han skrev:
"Det, der ikke er så forståeligt, ikke retfærdiggjort, er, hvad det gjorde imod et andet folk for at sikre sin eksistens. Jeg blev dybt foruroliget under mit besøg i Det Hellige Land; det mindede mig så meget om, hvad der overgik os sorte i Sydafrika. Jeg har set palæstinensere blive ydmyget ved checkpoints og vejspærringer, set dem lide, som vi gjorde, når unge, hvide politifolk forhindrede os i at færdes frit."[16]
Ligesom Carter forvekslede Tutu apartheidsystemet under en enerådende regering i Sydafrika med Israel og Det Palæstinensiske Selvstyres delte kontrol i regionen. Det mest slående ved hans udtalelse – og utallige andre fra Tutu, som nedsættende taler om apartheid i Israel – er, at til forskel fra Carter stammede Tutus syn på Israel på dette tidspunkt ikke fra personlige iagttagelser eller rejser i regionen. Hans sidste besøg i Israel forud for dette brev fra 2002 fandt sted i 1989, fire år før Oslo-aftalerne og det nationale Palæstinensiske Selvstyres skabelse.
"Israel," skrev Robbie Sabel, juridisk professor ved Hebrew University, "er et multi-race og multi-farvet samfund, og det arabiske mindretal deltager aktivt i den politiske proces. Der findes arabiske parlamentarikere, arabiske dommere, herunder i højesteret, arabiske kabinetsministre, arabiske hospitalsledere, arabiske universitetsprofessorer, arabiske diplomater i udenrigstjenesten, og særdeles højtstående arabiske politibetjente og officerer i hæren. Ansporing til racisme i Israel er en lovovertrædelse, ligesom diskrimination på basis af race eller religion er det."
Desuden skrev Sabel: "Det egentlige mål bag apartheidkampagnen er en benægtelse af staten Israels legitimitet og en overbevisning om, at den eneste status, den jødiske befolkning i Israel kan gøre sig håb om at opnå, er en status som 'beskyttet' etnisk mindretal i en arabisk palæstinensisk stat."[17]
KATEGORI 3: ZIONISME OG RACISME
Den moralske ligestilling af zionisme med racisme er en falsk moralsk sammenligning, som oprindelig tilsyneladende var fabrikeret for at fremme en bestemt politisk dagsorden. Før 1960'erne var der ingen omtale af zionismen, eller den etnisk-nationale bevægelse for det jødiske folks tilbagevenden til sit hjemland, som en racistisk ideologi. Den ensidige udpegelse af "zionisme som en form for racisme" var et redskab skabt af Sovjetunionen med henblik på at retfærdiggøre dets modstand mod at fordømme anti-semitismen. De sovjetiske ledere følte, at en fordømmelse af anti-semitismen ville gøre dets allierede i den arabiske verden vrede.[18]
Strategien handlede i begyndelsen om at få Israel smidt ud af FN. Mens dette mislykkedes, lykkedes det i stedet for Sovjetunionen, dets satellitstater og arabiske allierede i 1975 at få vedtaget FN-resolution 3379, som definerede zionisme som en form for racisme.[19] Samme år besluttede Verdenskonferencen til bekæmpelse af racisme og racediskrimination i Durban, Sydafrika, tillige, at "zionisme er en form for racisme og racediskrimination."[20] Denne resolution blev bevaret, indtil FN's Generalforsamling officielt ophævede den i 1991, efter Sovjetunionens fald. [21]
Denne falske sammenligning er også blevet gentaget utallige gange via FN og FN-sponsorerede deklarationer og konferencer. I det NGO-sponsorerede forum på FN's Konference mod racisme i 2001, afholdt i Durban, blev der vedtaget en strategi, som fokuserer på at delegitimere Israel.
Selvom USA og Israel deltog i begyndelsen, trak de sig fra den første Durban-konference, efter at de havde modtaget teksten fra Durbans NGO-forum til gennemlæsning, en tekst hvori store dele direkte ligestillede zionisme med racisme. NGO-erklæringen refererede til Israel som en 'apartheidstat,' skyldig i 'racistiske forbrydelser mod menneskeheden, herunder etnisk udrensning, folkedrabshandlinger,' og opfordrede til 'omfattende sanktioner og embargoer,' såvel som 'det fulde ophør af alle forbindelser.'"[22] Teksten fra dette forum blev forelagt komiteen, der arrangerede Durban-konferencen, til overvejelse.[23]
Durbans NGO-forum førte senere til, at USA, Israel og syv andre nationer boykottede den næste Durban-konference i Geneve i 2009.[24] Selvom ingen FN-tilknyttet organisation siden Sovjetunionens fald har vedtaget en deklaration om, at "zionisme er racisme," er det at kalde verdens eneste jødiske stat for racistisk en direkte moralsk ækvivalens til dette udsagn. Logikken gentog sig imidlertid på Durban II konferencen, ligesom i Goldstone-rapporten i 2009, via mange andre fejlagtige moralske ligestillinger så som sammenligningen af Israel med en apartheidstat.[25]
Zionisme er kolonialisme/imperialisme
En anden populær moralsk ligestilling, der bliver bragt i anvendelse, er ideen om, at Israel er en "kolonimagt" i Mellemøsten. Fortalerne for denne teori hævder, at zionisme, ligesom kolonialisme og imperialisme, retfærdiggør hvide menneskers kolonisering af farvede mennesker i disses eget land, hvorefter de [hvide] styrer hele befolkningen og udnytter dens resurser.
Påstanden om, at zionisme og Israel af natur er imperialistiske og udgør en kolonimagt i Mellemøsten, er hovedsagelig udbredt i den intellektuelle og akademiske verden.
Den akademiske disciplin "postkoloniale studier" antyder, at de nuværende tendenser i de tidligere kolonier skal betragtes gennem den linse, der fokuserer på deres koloniale arv, især når det gælder magtstrukturer og vestlig indflydelse på disse lande. En fordrejet udgave af denne disciplin forsøger imidlertid at inddrage Israel.
I praksis bygger en stor del af de moderne, postkoloniale studier på en fordrejet opfattelse af denne disciplin i Edward Saids bog Orientalisme. Han hævder, at næsten al vestlig indflydelse på udviklingslandene har været negativ og destruktiv, idet vestlige kolonisatorer har påtvunget de koloniserede befolkninger deres egen, vestlige kultur og deres egne holdninger, samtidig med at de har behandlet befolkningerne, som om de var primitive folkeslag.[26]
Fortalerne for dette fordrejede syn trækker paralleller mellem oprindelige, farvede folk, som er blevet koloniseret af Vesten gennem århundreder, og palæstinenserne. De hævder med urette, at zionismen "retfærdiggør" hvide menneskers kolonisering af farvede mennesker i disses eget land, hvorefter de [hvide] styrer hele befolkningen og udnytter dens resurser.
Et par eksempler kan illustrere dette. Den israelske historiker Ilan Pappé hævder i sin artikel "Zionism as Colonialism: A Comparative View of Diluted Colonialism in Africa and Asia," at fremvæksten af zionismen i slutningen af det 19. århundrede kan forbindes direkte med imperialismens tidsalder i Europa:
"Zionismen var trods alt ikke det eneste tilfælde i historien, hvor man dyrkede et kolonialistisk projekt i nogle nationale eller på anden vis ikke-kolonialistiske idealers navn. Zionisterne genbosatte sig i Palæstina i slutningen af et århundrede, hvor europæerne kontrollerede store dele af Afrika, Caribien og andre områder i 'fremskridtets' eller idealismens navn, hvilket ikke var ukendt for den zionistiske bevægelse. Det foregik i et århundrede, hvor franske bosættere koloniserede Algeriet og påberåbte sig en atavistisk og følelsesladet forbindelse til algerisk jord ikke mindre dybtgående end den, der blev erklæret af de tidlige zionister med hensyn til Eretz Yisrael."[27]
Den amerikanske forfatter og aktivist Alice Walker ytrede sig også om dette emne og sammenlignede Israel med apartheidtidens Sydafrika, samt raceadskillelsestilhængere i USA og Nazityskland. Hun foretog den falske ligestilling mellem zionisme og europæiske stormagter i bogen The Cushion in the Road. I sin beskrivelse af apartheidtiden i Sydafrika skrev hun, at
"... fattige europæere lærte imidlertid, for at redde sig selv, at tale ordentligt engelsk, støttet som de var af et regime, der favoriserede hvide. Fremgangen var for dem, ligesom for jødiske bosættere i Palæstina, ubegrænset, hvis de kunne blande sig med magthaverne og dermed acceptere udbytningen i krigen mod de oprindelige og slavebundne."
"Dette er en meget gammel historie, og den er skræmmende. Kan mennesker, som hungrer så desperat efter det, andre mennesker har, nogensinde få nok? Man kommer selvfølgelig til at tænke på Hitler, og Napoleon; på de amerikanske generaler, som udkæmpede erobringskrige imod Mexico og Cuba og Filippinerne. Guatemala. Irak. Afghanistan. Og utallige andre steder, vi aldrig har hørt om."[28]
Historikeren Richard Landes udstiller hykleriet i Walkers moralske ligestilling på sin webside, "The Augean Stables" [Kong Augias' stalde]. Han har beskrevet den venligtsindede, zionistiske bosættelse i det osmanniske og britiske Palæstina, i skarp modsætning til Walkers egen fejlagtige opfattelse af den zionistiske bosættelse i Israel som ligestillet med aspirationerne hos datidens europæiske magter.
Landes skrev, i en reference til Walkers kommentar om Hitler, Napoleon, amerikanske generaler og mere, at
"bag denne temmelig intetsigende bemærkning ligger vejen til en korrekt vurdering af israelsk 'kolonialisme' og 'imperialisme.' Alle (andre) koloniseringsprojekter (f.eks. spaniernes i Latinamerika, englændernes i Sydafrika, franskmændenes i Algeriet) dukkede op i kølvandet på en erobring. Den eneste måde, hvorpå de nye kolonialister kunne gøre krav på landet, var gennem erobring, ved (i bedste fald) at fordrive indbyggerne og etablere et overvældende, militært herredømme. Politisk magt udsprang af sejr i krig. I denne adfærd levede de europæiske, imperialistiske kolonialister op til årtusinders internationale normer."
"Det zionistiske koloniseringsprojekt foregik på en klart anderledes måde. I stedet for at ankomme som nulsums militære sejrherrer, ankom zionisterne som positivsums naboer. Indrømmet, de besad ikke evnen til erobring, og ja, de opbyggede deres forsvar imod røveriske angreb fra både arabere og beduiner i landet, men de sluttede ikke desto mindre fred med de fleste af dem, der boede der, ved at tilbyde dem civilsamfunds fordele: hårdt produktivt arbejde betød, at alle klarede sig bedre."[29]
Martin Kramer, direktør for Shalem Center, beskriver påstanden om, at zionisme er kolonialisme som
"en meget stor løgn, og det er en egoistisk løgn. De, der tror på den, kan derved bevare håbet i deres hjerter om, at Israel i løbet af et vist åremål vil forsvinde. Amerika vil beslutte at opløse det, eller jøderne vil beslutte, at der er for store omkostninger forbundet med at bevare det, og vil derfor rejse til andre lande, som er mere sikre og mere behagelige. For kolonialisme er et overgangsfænomen og varer kun, så længe det kan betale sig. Men autentiske nationer lever evigt, folkeslags bånd til deres land bliver aldrig helt revet over, og folkeslag er forbundet med solidaritetens bånd på tværs af generationerne."[30]
Kolonialister erobrede andre lande for at gøre krav på disses resurser og udbytte dem. De førte penge og værdier ud af kolonierne. Zionisterne bragte penge og færdigheder ind i det osmanniske imperium, det britiske Palæstina-mandat og senere Israel. De israelske arabere har også haft betydelig gavn af dette. Deres nuværende gennemsnitlige indkomst per capita er mange gange højere end hos indbyggerne i nabolandene. Hvis de palæstinensiske arabere ikke havde fulgt deres lederes vej til vold, ville de også have haft tilsvarende gavn af det.
Zionisme er fascisme
Den fejlagtige moralske ligestilling "zionisme er fascisme" er en vildfarelse, som forbinder den ideologi, der understøtter dannelsen af staten Israel, med den vold, som retfærdiggør fascisme.
Da den daværende tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan for eksempel talte ved Fifth Alliance of Civilizations Forum i Wien i februar 2013, sagde han: "Præcis ligesom zionisme, anti-semitisme og fascisme er det uundgåeligt, at islamofobi må anses for en forbrydelse mod menneskeheden."[31]
Denne udtalelse blev omgående kritiseret af USA's udenrigsminister John Kerry, FN's generalsekretær Ban Ki Moon og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu. Netanyahus kontor udsendte følgende erklæring i en reaktion på Erdogans tale: "Dette er mørk og løgnagtig tale, hvis lige vi troede var forsvundet fra verden." Erdogan trak ikke sin kommentar tilbage, selv ikke efter det internationale pres, og han udsendte heller ikke nogen undskyldning.[32]
KATEGORI 4: HOLOCAUST OG "NAKBA"
I 2008 underskrev 59 britiske jøder, herunder den populære forfatter og entertainer Stephen Fry, et brev, der blev offentliggjort i The Guardian, og hvori de opfordrede deres jødiske fæller til ikke at fejre Israels 60-årsdag. De erklærede, at
"i maj vil jødiske organisationer fejre 60-året for staten Israels oprettelse. Dette er forståeligt, set i konteksten af århundreders forfølgelse med kulmination i Holocaust. Ikke desto mindre er vi nogle jøder, som ikke vil fejre det. Tiden må bestemt være inde til at anerkende den andens fortælling, den pris som et andet folk betalte for europæisk anti-semitisme og Hitlers folkedrabspolitik. Som Edward Said har understreget, det Holocaust er for jøderne, er Nakba for palæstinenserne."
Brevet omtaler et antal Nakba-hændelser som retfærdiggørelse af denne moralske ækvivalens, herunder erklæringen om, at "tusindvis af palæstinensere (israelske borgere) blev fordrevet fra Galilæa i 1956"[33] – til trods for at der ingen beviser findes for en sådan fordrivelse.
Ærkebiskop Tutu har også draget en moralsk ækvivalens mellem Holocaust og den efterfølgende behandling af palæstinenserne. Tutu besøgte Yad Vashem i 2009 sammen med "Ældregruppen," en gruppe fredsaktivister bestående af tidligere globale ledere, herunder Jimmy Carter. I et interview med Haaretz efter besøget sagde Tutu, at
"Vesten var fortæret af skyld og skam over for Israel på grund af Holocaust, sådan som det burde være. Men hvem betaler boden? Boden betales af araberne, af palæstinenserne. Jeg traf engang en tysk ambassadør, som sagde, at Tyskland havde gjort sig skyldig i to forbrydelser. Den ene var det, de gjorde mod jøderne. Og i dag palæstinensernes lidelser."[34]
I er svar herpå skrev, dr. Robert Rozett, Tutus museumsguide og direktør ved Yad Vashems bibliotek, i Haaretz:
"det er afgjort jøderne, der betalte for Holocaust med blodet fra over seks millioner uskyldige ofre – ikke gerningsmændene, ikke tilskuerne og ikke arabere i Palæstina eller nogen andre steder. At sige, at palæstinenserne betaler for Holocaust, forudsætter fejlagtigt, at det jødiske bånd til landet Israel først fik betydning i kølvandet på nazisternes forsøg på at udradere jøderne. Derved ignoreres det jødiske folks ældgamle og uophørlige bånd til Israel og det moderne zionistiske forehavende, som lod et fordrevet folk vende tilbage til sine forfædres hjemland."[35]
Selvom Holocaust og Nakba er blevet sammenlignet utallige gange i den offentlige diskurs, er de langt fra ligestillede. Tutus falske argumentation, hvor Holocaust får skylden for palæstinensernes lidelser, er endnu en forvanskning, som medfører en tilsløring af de faktiske begivenheder. Den palæstinensiske Nakba var et direkte resultat af den krig, som blev startet af de arabiske stater og palæstinenserne imod Israel med henblik på at massakrere jøderne.
 Den falske argumentation fra Sydafrikas afgåede, anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu, hvor Holocaust får skylden for palæstinensernes lidelser, er endnu en forvanskning, som medfører en tilsløring af de faktiske begivenheder. Den palæstinensiske Nakba var et direkte resultat af den krig, som blev startet af de arabiske stater og palæstinenserne imod Israel med henblik på at massakrere jøderne. Foto: World Economic Forum) |
Ligesom påstanden om moralsk ækvivalens mellem zionisme og racisme, var ligestillingen mellem Holocaust og Nakba en palæstinensisk, strategisk, politisk manøvre. Meir Litvak og Esther Webman fra Tel Avivs Universitet fastslår i deres bog From Empathy to Denial: Arab Responses to the Holocaust, at
"de arabiske regeringer og den offentlige diskurs afviste sammenkædningen af løsningerne på det jødiske problem og det palæstinensiske problem, og foretog i stedet en sammenkædning af Holocaust og den palæstinensiske katastrofe, hvorved de introducerede to parallelle, menneskelige tragedier. Palæstinenserne kæmpede for at få anerkendt deres tragedie med alt, hvad dette indebærer af ret til selvbestemmelse og retfærdighedens genoprettelse. Denne stræben efter offerstatus udgjorde rygraden i den fortælling, ud fra hvilken der blev udviklet flere forskellige motiver, begyndende med ligestillingen mellem tragediernes omfang og alvor og videre til afvisningen af 'den andens' tragedie og forvandlingen af ham fra offer til gerningsmand."
Desuden skrev de, at "Nakba, dette indbegreb af palæstinensisk lidelse, blev rekonstrueret som en grundlæggende myte i palæstinensisk, national identitet, idet den, bevidst eller ubevidst, fik tildelt en rolle i lighed med Holocaust, indbegrebet af jødisk lidelse, i det israelske samfund."[36]
KATEGORI 5: BEVIDSTE MORD OG UTILSIGTEDE DØDSOFRE
Denne kategori af moralsk ækvivalens foregiver, at bevidste mord på uskyldige civile er ligestillede med utilsigtede civile tab ved målrettede drab. De, der benytter denne moralske ækvivalens, sidestiller israelske militære operationer, som udelukkende har til hensigt at dræbe terrorister, med overlagte koldblodige mord.
Israelske militæroperationer har ofte været genstand for kritik fra vestlige pseudo-humanister. Idag forsøger disse tillige fejlagtigt at ligestille Israels reaktion på bølgen af individuelle palæstinensiske terrorangreb, i form af knivoverfald og bilpåkørsler, med koldblodige mord. Sommetider foretages den slags sammenligninger endda af fremtrædende embedsmænd, som ignorerer, at det er foregået under terroristers forsøg på at myrde jøder.
Filosoffen Jean Bethke Elshtain har påpeget farerne ved fejlagtig moralsk ækvivalens:
"Hvis vi ikke kunne skelne mellem et utilsigtet dødsfald som følge af et biluheld og et bevidst mord, ville vores retssystem bryde sammen. Og hvis vi ikke kan skelne mellem drab på kombattanter og bevidst efterstræbelse af fredelige civiles liv, så lever vi i en verden præget af moralsk nihilisme. I sådan en verden reduceres alting til samme gråzone, og vi er ude af stand til at foretage den skelnen, som hjælper os med at orientere os politisk og moralsk."[37]
En illustration: den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sammenlignede tre civile, som blev myrdet i 2013 ved Boston Maraton, med de ni, som blev dræbt af israelske soldater ombord på skibet Mavi Marmara i den flotille, som forsøgte at bringe hjælp til Gazastriben i 2013.[38] Kerry beskrev fejlagtigt disse flotillepassagerer som uskyldige aktivister og tilskuere, meget lig de virkeligt uskyldige ofre i Boston, som blev dræbt af bomber, der lå skjult i nogle rygsække.[39]
Den falske moralske ækvivalens med denne hændelse har ingen bund i kendsgerningerne. Det israelske udenrigsministerium beviste, at nogle af passagererne ombord på Mavi Marmara faktisk havde planlagt voldshandlinger, længe før nogen af de israelske soldater satte fod på skibet. Videooptagelser viser, at en israelsk soldat blev smidt overbord, og andre soldater blev angrebet med metalrør og stole umiddelbart efter, at de var kommet ombord, hvilket ikke gav dem tid til at forhandle med passagererne.[40] Kerry ignorerede alt dette.
Catherine Ashton, tidligere udenrigspolitisk chef for EU, leverede et andet eksempel på falsk moralsk ligestilling. I 2012 ligestillede hun drab på uskyldige mennesker, begået af seriemordere og brutale diktatorer som Syriens Bashar al-Assad, med utilsigtede civile dødsofre som følge af israelske handlinger i Gaza. I en tale til unge palæstinensere i Bruxelles sagde Ashton:
"Når vi tænker på, hvad der skete i dag i Toulouse [mordet på fire jøder begået af den muslimske terrorist Mohamed Merah], mindes vi, hvad der skete i Norge sidste år, vi ved, hvad der sker i Syrien, og vi ser, hvad der sker i Gaza og andre steder – vi husker de børn og unge, som mister livet."[41]
Den slags falske moralske sammenligninger opmuntrer til terrorisme.[42] Den islamistiske terrorisme er især tiltaget voldsomt, efter at Ashton og Kerry fremsatte deres bemærkninger. Mens den israelske hær har gjort sig større anstrengelser end nogen anden væbnet styrke for at indgyde sine soldater kampetik[43], kan det modsatte siges om de terrororganisationer, som drager ud for at myrde civile, eller om Mavi Marmaras voldelige aktivister, som havde til hensigt at angribe soldaterne.
KATEGORI 6: MÅLRETTEDE AKTIONER MOD TERRORISTER OG OVERLAGTE MORD PÅ CIVILE
Medierne har ofte hævdet, at det israelske militærs målrettede aktioner mod terrorister også har omfattet overlagte mord på civile. Det er imidlertid palæstinenserne, der specifikt går efter civile israelere. Mens hovedsagelig arabiske terrorister angriber israelske og jødiske civile i Europa og andre steder, retter Israel bevidst skytset mod terroristerne for at forhindre disses planlagte morderiske handlinger.
Los Angeles Times bragte en fejlagtig moralsk ækvivalens i en artikel i april 2013 under overskriften "2 drab ryster den relative ro mellem israelere, palæstinensere." I denne artikel berettede journalisten, Edmund Sanders, om en palæstinensisk terrorists knivdrab på en israelsk civil bosætter. Efter overfaldet stjal terroristen den civile mands våben og angreb de soldater, der befandt sig i nærheden, før han blev arresteret. Billedet, der blev brugt i artiklen, var et irrelevant og udateret billede af israelske soldater, der affyrede tåregas i Nablus.
I artiklens næste afsnit skrev Sanders om et helt andet drab i Gaza, som fandt sted samme dag, nemlig drabet på terroristen Haitham Ziad Ibrahim Mishal, og bemærkede: "Særskilt oplyste regeringen, at de israelske forsvarsstyrker havde dræbt en militant, bosat i Gazastriben, som var beskyldt for at have deltaget i raketangreb, herunder et tidligere på måneden, som ramte den israelske turistby Eilat og var affyret fra Sinaihalvøen."
Palæstinenserens drab på bosætteren var et koldblodigt mord på en civilperson, begået af en terrorist.[44] I det andet tilfælde ramte IDF Mishal, mens han kørte af sted på motorcykel sammen med en passager, i et isoleret område for at begrænse antallet af civile tab.[45]
På forsiden af den trykte udgave af New York Times den 16. november 2012 benyttede avisen visuel manipulation til at opnå moralsk ligestilling. Forsideberetningen viste to fotos af ens størrelse, begge af begravelser. Det første var fra begravelsen i Gaza by af Ahmed al-Jabari, en militærkommandør fra Hamas, som var blevet dræbt ved et israelsk luftangreb i begyndelsen af Operation Pillar of Defense. Det andet billede var fra begravelsen af Mina Scharf, en civil israeler, som var blevet dræbt af en Hamas-raket under kampene.
I en beretning om Jabari og Scharfs respektive baggrund skriver Tablet Magazines Adam Chandler i en leder, at "Jabari blev dræbt, fordi han var en Hamas-leder, der havde stået i spidsen for terroraktiviteter gennem ti år og var en af de centrale planlæggere af kidnapningen af Gilad Shalit. Under hans foto ses billedet af liget af Mina Scharf, 25-årig mor til tre, som arbejdede for Chabad i New Delhi, Indien, og som var en af de tre civile, der blev dræbt, da en Hamas-raket ramte en boligblok i Kiryat Malachi."[46]
I en artikel i Huffington Post om samme emne spørger David Harris: "I samme ånd, ville man have givet samme omfang og plads til fotografier fra begravelserne af Osama Bin Laden og et af hans ofre?"[47]
Den rapport fra 2015, som blev udarbejdet af FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) i en reaktion på Israels Operation Protective Edge i Gaza i 2014, skabte en lignende moralsk ækvivalens mellem Israel og Hamas. Israel har, over for sine fjender, et system af avancerede advarsler, herunder radioindslag, nedkastning af flyveblade og "banken på taget" til at kundgøre om sine luftangreb på våbendepoter og andre terrormål, således at de civile får tid til at forlade bygningerne. Rapporten hævdede, at de israelske advarsler ikke var tilstrækkelige set i lyset af "den kendsgerning, at mange af de områder, som blev anset for sikre, allerede var overfyldte; samt de dårlige forhold i de beskyttelsesrum, som selv blev angrebet."[48]
Rapporten lod forstå, at Israel, som rettede sine angreb mod våben og terrorister, var at ligestille med Gazas terrorgrupper, som sendte raketter mod israelske civile beboelsesområder, fordi terroristerne i et enkelt nævnt tilfælde havde udsendt advarsler. Rapporten hævdede, at "i nogle tilfælde forsøgte palæstinensiske væbnede grupper i Gaza ifølge rapporter at advare de civile i Israel om et umiddelbart forestående angreb. Den 20. august 2014 advarede Al-Qassam Brigaderne for eksempel nogle samfund nær Gaza mod at vende hjem eller om at forblive i beskyttelsesrummene."[49] Rapporten nævner imidlertid ikke de midler, der blev taget i anvendelse for at sikre advarslens effektivitet, såsom for eksempel om den var oversat til hebraisk. Den skelnede heller ikke mellem de tilsigtede mål for truslen, som i dette tilfælde var civile, ikke militære, i modsætning til de israelske luftangreb, som udelukkende var rettet mod Gazas terrormål.
KATEGORI 7: KIDNAPNING AF SOLDATER VERSUS FÆNGSLING AF TERRORISTER
NGO'er gør sig ofte til fortalere for fængslede terrorister og andre terrormistænktes menneskerettigheder. Selv i deres korte udtalelser om de menneskerettighedskrænkelser, som blev begået mod den kidnappede israelske soldat Gilad Shalit, mens han sad indespærret hos Hamas-terrorister i mere end fem år, valgte Amnesty International og Human Rights Watch (HRW) at drage en falsk moralsk ligestilling mellem Shalit og de palæstinensiske terrorister i israelske fængsler.
I oktober 2011, som var tidspunktet for udvekslingen af Gilad Shalit med 477 palæstinensiske terrorister, blev udtrykket "fangeudveksling" hyppigt anvendt. Amnesty International gav deres presseudtalelse følgende overskrift: "Israel-Hamas fangeudveksling kaster et skarpt lys over fængselsmetoderne hos alle parter." I en reaktion på fangeudvekslingen udtalte Malcolm Smart, Amnestys direktør for Mellemøsten og Nordafrika, at "denne udveksling vil afføde lettelse hos Gilad Shalit og hans familie efter prøvelser, som har varet i mere end fem år. Mange palæstinensiske familier vil føle en tilsvarende lettelse, når de bliver genforenet med deres familiemedlemmer, hvoraf mange har tilbragt flere årtier under barske forhold i israelske fængsler."
Denne udtalelse var en af de få, som Amnesty International fremsatte om Shalit, og udelukkende om hans frigivelse. Tolv afsnit ud af tekstens i alt sytten afsnit handler om forholdene i israelske fængsler for de palæstinensiske indsatte, mens anmodninger vedrørende Shalits basale rettigheder ifølge Genevekonventionen, såsom Røde Kors-besøg, kontakt med familien og oplysninger om hans tilstand, gentagne gange blev nægtet. Alligevel skabte Amnesty International en fejlagtig moralsk ækvivalens mellem Shalits situation og situationen for de palæstinensiske fanger i israelske fængsler ved at sammenligne Shalit-familiens situation med situationen for de fængslede palæstinenseres familiemedlemmer, fordi nogle af disse havde måttet kæmpe for at få indrejsetilladelse til besøg i israelske fængsler.[50]
I en lignende presseudtalelse fra Human Rights Watch (HRW) om Hamas' krænkelser af international lov, var tre afsnit viet til den moralske ligestilling med terrorister under israelsk kontrol. HRW medtog dog, at forbuddet mod, at gazanere kunne besøge deres slægtninge i israelske fængsler, skyldtes Hamas' overtagelse af Gaza i 2007. Amnesty havde udeladt dette fra sin pressemeddelelse. HRW skrev imidlertid også, at de "israelske myndigheder har gentagne gange tilbageholdt Hamas-medlemmer, herunder valgte medlemmer af parlamentet, på Vestbredden, uden sigtelse, i en tilsyneladende gengældelse for Shalits fængsling." Der var ingen omtale af Hamas' status som en terrororganisation, der har udslettelsen af staten Israel som sit mål.[51]
Den amerikanske juraprofessor Alan Dershowitz skriver, at "Hver eneste af de indsatte i et israelsk fængsel har mulighed for at få sin sag prøvet ved domstolene, og nogle er blevet frifundet. Hver eneste af dem har adgang til at få besøg af Røde Kors, kan kommunikere med sin familie, og hans eller hendes opholdssted er kendt. Kidnappede israelske soldater holdes derimod af kriminelle elementer isolerede fra omverdenen, udsættes regelmæssigt for tortur, bliver ofte myrdet og har ingen mulighed for at få besøg af Røde Kors eller få deres sag prøvet ved en domstol. Desuden er fangerne i israelske fængsler terrorister—dvs. ulovlige kombattanter. Mange er mordere, som er blevet sigtet og dømt i overensstemmelse med gældende lov og retsførelse. "Kvinderne" og "børnene" har gjort sig skyldige i mord eller mordforsøg på uskyldige spædbørn og andre ikke-kombattanter. Soldaterne, der bliver kidnappet, er lovlige kombattanter med status af krigsfanger."
Hamas eller Hizbollah, skriver Dershowitz, ville ikke behandle de israelske soldater sådan, som Israel behandler sine fanger, fordi "de er terrororganisationer, som ikke fungerer efter retssamfundets love."[52]
Humanitær racisme, som er betegnelsen for en lidet erkendt form for racisme, blev påpeget for flere år siden af Gerstenfeld. Han skrev: "Denne racisme er et spejlbilede af den udgave, vi kender som hvidt overherredømme. Humanitære racister mener—sædvanligvis uden at sige det så direkte—at kun hvide mennesker kan være fuldt ansvarlige for deres handlinger; ikke-hvide såsom palæstinensere kan ikke (eller kun i begrænset omfang)."[53]
Humanitær racisme er til stede i NGO-udtalelserne om Shalit og de palæstinensiske fanger. Alle disse udtalelser angriber tillige israelske fængsler og bruger disse som et redskab til at føre vægtningen i deres artikler væk fra de grove krænkelser af Shalits menneskerettigheder, hvorved der skabes en falsk moralsk ækvivalens mellem behandlingen af en israelsk soldat, der er blevet kidnappet af terrorister på israelsk territorium, og lovligt fængslede terrorister.[54]
KATEGORI 8: HANDLINGER BEGÅET AF ISRAEL SOM LOVLIG REGERING VERSUS TERRORISTERS OG TERRORORGANISATIONERS ULOVLIGE HANDLINGER
I udtalelser om Israel og dets terroristfjender har embedsmænd over hele kloden udtrykt ækvivalens mellem Israels lovlige regering og lederne af terrororganisationer, som er ulovlige ifølge international lov.
I begyndelsen af Operation Pillar of Defense i 2012 anbragte erklæringer fra officielle repræsentanter, fra Rusland, Indien, Tyrkiet og Sverige, Israel og Hamas på samme niveau.[55]
I en tale til en forsamling i Eurasian Islamic Council sagde Erdogan, at "de, der nævner muslimer og terror side om side, vender det blinde øje til, når muslimer bliver massakreret en masse." Han tilføjede, at "de, der vender det blinde øje til diskrimination mod muslimer i deres egne lande, lukker også øjnene for den brutale massakre på uskyldige børn i Gaza. ... Derfor siger jeg, at Israel er en terrorstat."[56]
Harris kommenterede: "Erdogan har stemplet Israel som en 'terrorstat,' fordi landet har haft den frækhed at forsvare sig imod en gruppe, som søger dets udslettelse. Han har højlydt fordømt Israels brug af militær magt, men har aldrig fordømt de hundredvis af missilangreb mod Israel alene i år... Alligevel har Erdogan den frækhed at angribe Israel nådesløst blot for at have udøvet sin ret til at forsvare sig mod dem, der ønsker at udslette det."[57]
KATEGORI 9: ANDRE
Der er nogle typer af fejlagtig moralsk ækvivalens imod Israel og jøderne, som falder uden for de ovennævnte kategorier. Det gælder for eksempel den moralske ligestilling af mord og vandalisme, og sidestillingen af anti-semitisme og islamofobi.
Den fejlagtige moralske ækvivalens mellem anti-semitisme og islamofobi ligestiller de problemer, som jødiske befolkningsgrupper oplever overalt i Europa, med muslimernes ditto. Denne sammenligning er delvist fortegnet, fordi mange muslimer er anti-semitter, og fordi de mest ekstreme jødeforfølgere i Europa er kommet fra muslimske samfund. Alle anti-semitiske mord på jøder i Vesteuropa i dette århundrede er blevet begået af muslimer.
Desuden, selvom begge grupper møder modgang i det moderne Europa, kunne omfanget og karakteren af forfølgelsen ikke være mere forskellig. Anti-semitismen har sin oprindelse i mange hundrede års religiøs og etnisk hadpropaganda. Islamofobi udspringer af en oplevet aggression. Samtidig eksisterer der en træthed over for islam på grund af den faktiske vold, som bliver støttet af mange i den islamiske verden.
Falske sammenligninger foretages også hyppigt af Holocaust-benægtere. De forsøger at minimere rædslerne under Shoah ved at sammenligne dem med de handlinger, som de allierede foretog under Anden Verdenskrig for at nedkæmpe aksemagterne, idet de især peger på luftangreb mod tyske og japanske mål. Selvom nogle af de handlinger, der blev foretaget, såsom interneringen af japanske civile i USA og især brugen af atombomben imod civile mål, var umenneskelige, så nåede de ikke op på siden af Holocaust, det største folkemord i historien, som skulle rense Europa for jøder.
Fejlagtig moralsk ækvivalens blev også benyttet af Adolf Eichmann under krigsforbryderprocessen imod ham i 1961 i Jerusalem. Han hævdede, at der ikke var nogen væsensforskel på de allierede og aksemagterne. Dommer Benjamin Halevi svarede Eichmann: "De har ofte sammenlignet udryddelsen af jøderne med bombetogterne mod tyske byer, og De har sammenlignet mordene på jødiske kvinder og børn med tyske kvinder, som omkom under bombeangrebene. Det må da bestemt stå Dem klart, at der er en fundamental forskel på de to ting. På den ene side blev bombningerne brugt som et redskab til at tvinge fjenden til at overgive sig. Ligesom tyskerne forsøgte at tvinge englænderne til at overgive sig med deres bombetogter. I den slags situationer er det krigens mål at bringe en væbnet fjende i knæ."
"På den anden side, når man fører ubevæbnede jødiske mænd, kvinder og børn ud af deres hjem, overlader dem til Gestapo og derefter sender dem til Auschwitz for at blive udslettet, så er det vel noget ganske andet, er det ikke?"[58]
Eichmanns følelser blev også delt af historieskribenten David Irving, som i 1996 anlagde sag mod Holocaust-historikeren Deborah Lipstadt og hendes forlag, Penguin books, for bagvaskelse. Hun havde i sin bog fra 1993, Denying the Holocaust: The Growing Assault on Truth and Memory, skrevet om ham, at han var fuldkommen klar over Holocausts barske realiteter, men valgte at fordreje dem for at kunne forene dem med sin egen ideologi og politiske dagsorden. Med Lipstadts ord gjorde han det, fordi "Irving indså, at en forudsætning for, at nazismen kunne genopstå, var, at den blev renset og spulet for sine værste elementer. Det første vigtige redskab til opnåelse af dette var skabelsen af ækvivalenser i umoral, især en balance i dårlig opførsel. For eksempel nævner man i samme åndedrag, at ligesom nazisterne bombarderede London i 1940, bombarderede de allierede Tyskland i 1945. Mindre oprigtigt indrømmer man, at nazisterne havde koncentrationslejre, som var nogle forfærdelige steder, men nægter derpå, at nogen blev myrdet i dem. Man kan derefter 'afbalancere' dette ved at nævne, at amerikanerne havde lejre for amerikanske borgere af japansk nedstamning."[59]
Forsvarerne i retssagen endte dog med at sejre. I en temmelig lang domsafsigelse udtalte dommer Charles Gray i år 2000, at Irving var en anti-semit, som "af sine egne ideologiske grunde vedholdende og bevidst forvanskede og manipulerede historiske vidnesbyrd."[60]
KONKLUSION
Analysen af ovennævnte kategorier giver et bredt overblik over de forskellige måder, hvorpå sammenligninger af typen moralsk ækvivalens bliver misbrugt til at dæmonisere Israel eller skade dets omdømme. En mere detaljeret analyse af falske sammenligninger i almindelighed, med anvendelse af endnu flere eksempler, ville give et endnu større indblik i den proces, der handler om at dæmonisere Israel.
Af det ovenstående fremgår også, at visse NGO'er, såsom Human Rights Watch og Amnesty International, bruger forskellige kategorier af falske moralske sammenligninger. Med reference til en tidligere artikel af Gerstenfeld om karakteren og definitionen af dobbeltmoral fremgår det klart, at disse organisationer tillige benytter sig af mange andre falske argumenter.
Detaljerede analyser af alle de typer af løgne og falske argumenter, som bliver anvendt imod Israel og jøderne, er et afgørende redskab i kampen mod propagandakrigen. Det er nødvendigt at forstå disse teknikker, såfremt Israel ønsker at operere effektivt på denne slagmark mod sine mange erklærede og mere indirekte fjender såvel som mod anti-semitismen.
Dr. Manfred Gerstenfeld er tidligere formand for Steering Committee of the Jerusalem Center for Public Affairs, hvorfra han grundlagde og ledede centerets Post-Holocaust og Anti-Semitism program. Hans seneste bog, The War of a Million Cuts, analyserer, hvordan Israel og jøder bliver dæmoniseret, og hvordan man kan bekæmpe disse forsøg på delegitimering. Han er blevet tildelt Lifetime Achievement Award fra Journal for the Study of Antisemitism, og International Leadership Award fra Simon Wiesenthal Centeret. Jamie Berk er forsker og arbejder på sin magistergrad (MA) i politisk videnskab ved The Hebrew University i Jerusalem.
[1] William James, "The Moral Equivalent of War," Representative Essays in Modern Thought,1913.
[2] "Begin Hints that Mitterrand Remark Paved way for Terrorists' Attack," The New York Times,11 August 1982.
[3] Per Ahlmark, Det öppna såret (Timbro: Stockholm, 1997), 200. [Svensk].
[4] "Israelis Assail Greek Leader for Likening them to Nazis," The New York Times, 26 June 1982.
[5] Steven Lukes, Moral Relativism (Big Ideas), (New York: Profile Books, 2009).
[6] "Comparison," Merriam-Webster.
[7] "Zusammenfassung zentraler Ergebnisse," Friedrich Ebert Stiftung, Berlin, 20 November 2014. [Tysk]
[8] "Germany and Israel Today," Bertelsmann Stiftung, 2015.
[9] "Antisemittisme i Norge? Den norske befolkningens holdninger til jøder og andre minoriteter, " The Center for Studies of the Holocaust and Religious Minorities, 30 May 2012. [Norsk]
[10] Kristjan Molstad, "UD-ansatt sammenligner Israel med nazistene," Aftenposten, 21 January 2009. [Norsk]
[11] Cnaan Liphshiz, "Did Norway promote a diplomat who compared Israel to Nazis?" Haaretz, 22 July 2009.
[12] David Harris, "In the Trenches: Hypocrisy!" The Jerusalem Post Blogs. 26 January 2009.
[13] José Saramago, "De las piedras de David a los tanques de Goliat," El País, 21 April 2002. [Spansk]
[14] Joël Kotek, Cartoons and Extremism, European Jewish Congress, 2008.
[15] Manfred Gerstenfeld, Interview wih Alex Safian "Jimmy Carter Encourages Demonizing Israel," Israel National News, 11 April 2013.
[16] Desmond Tutu, "Apartheid in the Holy Land," The Guardian, 29 April 2002.
[17] Robbie Sabel, "The Campaign to Delegitimize Israel with the False Charge of Apartheid,"Jerusalem Center for Public Affairs, 2009.
[18] Yohanan Manor, "The 1975 'Zionism is Racism' Resolution: The Rise, Fall, and Resurgence of a Libel," Post-Holocaust and Anti-Semitism 97, 2 May 2010.
[19] Ibid.
[20] 3379 (XXX). World conference to combat racism and racial discrimination," United Nations, 10 November 1975.
[21] Yohanan Manor, "The 1975 'Zionism is Racism' Resolution".
[22] Gerald M. Steinberg, "From Durban to the Goldstone Report: Exploiting Human Rights for Political Warfare," in The Goldstone Report "Reconsidered" A Critical Analysis, Jerusalem Center for Public Affairs and NGO Monitor, 2011.
[23] "US abandons racism summit," BBC, 3 September 2001.
[24] Elad Benari, "Italy Stands by Israel, Boycotts Durban III," Israel National News, 23 July 2011.
[25] Gerald M. Steinberg, "From Durban to the Goldstone Report: Exploiting Human Rights for Political Warfare," in The Goldstone Report "Reconsidered" A Critical Analysis, Jerusalem Center for Public Affairs and NGO Monitor, 2011.
[26] Lutfi Hamadi, "Edward Said: The Postcolonial Theory and the Literature of Decolonization,"European Scientific Journal, 2, June 2014. 39-46.
[27] Ilan Pappé, "Zionism as Colonialism: A Comparative View of Diluted Colonialism in Africa and Asia," South Atlantic Quarterly, 1 September 2008.
[28] Alice Walker, The Cushion in the Road, (New York: The New Press, 2014).
[29] Richard Landes, "1948-2008 Part I: The Sad Story of the Nakba," The Augean Stables, 8 May 2008.
[30] Martin Kramer, "Is Zionism Colonialism? The Root Lie" Jerusalem Center for Public Affairs,1 August 2005.
[31] "Erdogan: Zionism is a crime against humanity," YNet, 28 February 2013.
[32] Selcan Hacaoglu and Nicole Gaouette, "UN Says Erdogan 'Wrong' to Link Zionism With Fascism," Bloomberg, 1 March 2013.
[33] "We're not celebrating Israel's anniversary," The Guardian, 29 April 2008.
[34] Akiva Eldar, "Tutu to Haaretz: Arabs paying the price of the Holocaust," Haaretz, 28 August 2009.
[35] Robert Rozett, "An Open Letter to Archbishop Desmond Tutu," Haaretz, 4 September 2009.
[36] Meir Litvak and Esther Webman, From Empathy to Denial: Arab Responses to the Holocaust, Columbia University Press, 2009.
[37] Jean Bethke Elshtain, Just War against Terror: The Burden of American Power in a Violent World. (New York: Basic, 2003).
[38] Manfred Gerstenfeld, "The Gaza Flotilla: Facts and Official Reactions," Jerusalem Center for Public Affairs, 15 September 2010.
[39] JTA, "John Kerry Compares Gaza Flotilla and Boston Marathon Bombing Victims,"Forward, 23 April 2013.
[40] "IDF forces met with pre-planned violence when attempting to board flotilla," Israel Ministry of Foreign Affairs, 31 May 2010.
[41] JPost.com Staff, "Israel to Ashton: Retract Toulouse-Gaza comparison," The Jerusalem Post, 20 March 2013.
[42] Alan M. Dershowitz, The Case for Israel, (Hoboken NJ: Wiley, 2004).
[43] Amos N. Guiora, "Teaching Morality in Armed Conflict; The Israel Defense Forces Model,"Jewish Political Studies Review 18:12, Spring 2006.
[44]Edmund Sanders, "2 killings shatter relative calm between Israelis, Palestinians," Los Angeles Times, 30 April 2013.
[45] "IAF strikes Palestinian jihadi in Gaza," Israel Hayom, 30 April 2013.
[46] Adam Chandler, "The Times, The Guardian Misrepresent Conflict," Tablet Magazine 16 November 2012.
[47] David Harris, "Israel and Hamas: Moral Clarity, Moral Fog, Moral Hypocrisy," Huffington Post, 20 November 2012.
[48] "Report of the independent commission of inquiry established pursuant to Human Rights Council resolution S-21/1* ** ***," United Nations General Assembly, 24 June 2015.
[49] Ibid.
[50] "Israel-Hamas prisoner swap casts harsh light on detention practices of all sides," Amnesty International, 18 October 2011.
[51] "Gaza: Allow Access to Gilad Shalit," Human Rights Watch, 25 June 2010.
[52] Alan Dershowitz, "The Anti-Israel Double Standard Watch," The Huffington Post, 14 July 2006.
[53] Manfred Gerstenfeld, Behind the Humanitarian Mask, (Jerusalem: Jerusalem Center for Public Affairs, 2008), 22-23.
[54] Manfred Gerstenfeld, "Beware the humanitarian racist," Ynet, 23 January 2012.
[55] David Harris, "Israel and Hamas."
[56] Emre Peker, "Turkey Labels Israel a 'Terrorist State,'" The Wall Street Journal, 19 November 2012.
[57] David Harris, "Israel and Hamas."
[58] Michael Shermer and Alex Grobman, Denying History: Who Says the Holocaust Never Happened and Why Do They Say It? (Berkeley: University of California Press, 2009) 105.
[59] Deborah E. Lipstadt, "Denial of the Holocaust and Immoral Equivalence," Post-Holocaust and Anti-Semitism 11, 1 August 2003.
[60] Ibid.