Professor Robert Wistrich (1945-2015) var professor i moderne europæisk og jødisk historie på det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Fra 2002 og indtil sin død var han direktør for det internationale Vidal Sassoon Center for Antisemitisme på samme universitet.
"Antisemitisme hos den intellektuelle elite i den hedenske antik begyndte i Alexandria for over 2000 år siden. Denne type antisemitisme – især i de højere kulturer, dvs. Egypten, Grækenland og Rom – fokuserede på emner som synes at have tilbagevendende resonans. I særdeleshed opfandt de en beskyldning om at jøder var asociale. De spiste og drak ikke med deres naboer, hvilket var en del af skikkene i Middelhavsområdet. Denne ældgamle beskyldning mod jøderne om eksklusivitet og isolationisme tilvejebragte en infrastruktur, hvorpå forskellige mere alvorlige beskyldninger er blevet opbygget over årtusinderne.
"De intellektuelles antisemitiske rolle fortsatte op igennem århundrederne. Kirkefædrene, specielt i det fjerde århundrede, lagde den ideologiske infrastruktur, hvorfra meget af dæmoniseringen af jøder, jødedom og det jødiske folk udviklede sig. De brændemærkede eksplicit jøderne som Kristus-mordere, et gudsmyrdende folk. Dette fandt allerede sin begyndelse i evangelierne. De eneste intellektuelle i den kristne middelalders Europa var gejstlige. I over tusind år opdrog mange ledende kristne teologer til foragt overfor det jødiske folk. Efter 2. verdenskrig beskrev den fransk- jødiske forfatter Jules Isaac dette i detaljer."
 Robert Wistrich (Billedkilde: Yagasi/Wikimedia Commons) |
"Opfattelsen af jødernes angiveligt sataniske karakter fortsatte igennem hele Middelalderen. Senere i den periode blev jøderne bogstaveligt talt en 'dæmonisk abstraktion'. Næsten alle deres handlinger blev fortolket som værende ekstraordinært ondskabsfulde og perverse. Kirkereformator Martin Luther var en mand med betragtelige intellektuelle evner. Hans fordømmelser af jøder udgør nogle af de mest voldsomme injurier i antisemitismens historie.
"I de katolske, øst-ortodokse og protestantiske verdner blev antisemitisme et udbredt fænomen. Kirkerne definerede jøderne som 'djævlens agenter' og fjender af troen. Denne dæmonisering fortsatte over i en rationel, post-kristen etos og fik en ny sekulær vitalitet. F.eks. gjorde det 18. århundredes oplysningstid revolutionen imod den etablerede kirke til et ledende motto. Den proklamerede rationalitetens, humanismens og den universelle 'tolerances' suverænitet. Men ikke desto mindre fortsatte den i den tidligere antisemitiske tradition. Dens intellektuelle fortalere vendte deres antisemitisme imod den katolske kirke selv. Det var Voltaires tilgang til 'overtroens' tilholdssteder, specielt den katolske kirke og de hellige skrifter. Dette inkluderede et samlet angreb på den hebraiske bibel, det jødiske folk og jødedommen, som kilde til alt hvad der var galt. Han og andre franske filosoffer fra det 18. århundrede proklamerede, at jødernes største forbrydelse var, at de havde opfundet Gud og monoteismen, det værste der nogensinde var hændt civilisationen. Med andre ord var deres synd ikke korsfæstelsen af Jesus, men at de havde bragt ham til verden.
"De store tyske idealistiske filosoffer fra det 18. århundrede, fra Kant til Fichte og Hegel, var alle antisemitiske. Det samme gjaldt de enestående intellektuelle som fulgte eller opponerede imod dem, såsom Schopenhauer, Nietzsche og den unge Karl Marx. Nietzsche og Kant var mindre antisemitiske end andre. Denne tradition nåede sit klimaks med Martin Heidegger, som mange anser for at være det 20. århundredes ledende filosof. Han var dybt engageret i nazismen og det påvirkede hans holdning til jøder.
"Blandt arvingerne til oplysningstidens traditioner var de tidlige franske socialister i det 19. århundrede. Med enkelte undtagelser lagde de grunden til den franske antisemitisme i det sene 19. århundrede. De omfattede Charles Fourier, Pierre-Joseph Proudhon – grundlægger af anarkismen og en skelsættende figur i den franske arbejderbevægelse - og Alphonse Toussenel. Den ledende figur i fransk antisemitisme på tidspunktet for Dreyfus affæren var den semiintellektuelle Edouard Drumont, forfatter til den storsælgende La France Juive (Det jødiske Frankrig). Med omkring 100 udgaver udkonkurrerede den alle andre bøger i fin-de-siecle Frankrig.
"Proudhon's store rival og modstander Karl Marx skrev et værk, som marxister altid inkluderer i kanonen over hans værker, Zur Judenfrage (Om jødespørgsmålet). Blandt de mange perler af intellektuel inspiration i dette værk kan man finde sætninger som 'Mammon er jødernes verdslige gud' eller 'den nuværende kristne verden i Europa og Nordamerika har nået højdepunktet af denne udvikling og er blevet fuldkommen judaiseret'.
"Antisemitisme er på ingen måde forbeholdt de uvidende og uuddannede. Massebevægelser som nazismen, og mange former for fascisme, nationalisme og nogle typer af socialisme, har væsentlige komponenter af anti-intellektualisme. Men disse bevægelser, som er både anti-intellektuelle og antisemitiske, har også en intellektuel basis. Blandt dem der inspirerede europæisk fascisme var tænkere som George Sorel, Giovanni Gentile, Ernst Jünger, Oswald Spengler og mange andre. 'Hitler's professorer', for at bruge Max Weinreich's udtryk, bidrog til at gøde jorden for det nazistiske folkemord på jøderne.
"Den intellektuelle dæmonisering af jøderne fortsætter i vore dage, på trods af de gennemgribende intellektuelle, sociale og politiske forandringer som er sket i europæisk historie. Blandt Europas dannede eliter er det i dag på mode at delegitimisere Israel. Mange skribenter, kunstnere, fremtrædende journalister og akademikere danner fortrop når det gælder om at begå afskyelige sammenligninger mellem zionisme og nazisme og Israel og Hitlers Tyskland. Den portugisiske nobelprisvinder Jose Saramago var blot én af mange. Men de passer alle ind i en lang tradition af intellektuelt jødehad".