Israel som en jødisk stat er og bliver en pestilens for det palæstinensiske samfund. Der er tale om en holdning, som strækker sig fra top til bund og formidles konstant af det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas.
Palæstinensernes afvisning af at anerkende Israel som en jødisk stat er baseret på et argument om, at sådan et skridt ville betyde, at man opgav "retten til tilbagevenden" til Israel for millioner af "flygtninge." Afvisningen bunder desuden i den fortsatte benægtelse af ethvert historisk jødisk bånd til landet.
Gennem de seneste uger har Selvstyrets præsident på ny gentaget sin stærke modstand mod at anerkende Israel som en jødisk stat.
Den palæstinensiske nægtelse af at anerkende Israel som jødisk stat er en af de vigtigste forhindringer for fred mellem Israel og palæstinenserne.
Beklagelserne over byggerier i bosættelserne er ikke andet end røgslør fra det Palæstinensiske Selvstyres side.
Der tales i disse dage meget om, at det Palæstinensiske Selvstyre har intentioner om at bede FN's Sikkerhedsråd udstede en resolution, som fordømmer Israel for byggerierne i bosættelserne. Det står ikke klart, hvorvidt Selvstyret vil realisere sin trussel. Det, der står klart, er imidlertid, at denne tvangsprægede optagethed af bosættelserne sikrer, at opmærksomheden ledes bort fra kerneproblemerne såsom en palæstinensisk anerkendelse af et jødisk Israel. Mange palæstinensere opfatter stadig Israel som én stor bosættelse, som skal fjernes fra Mellemøsten.
Hvorfor nægter palæstinenserne så at acceptere Israel som en jødisk stat?
Abbas har vedvarende undladt at anføre grunden til sin totale afvisning af Israel som jødisk stat. I januar 2014 erklærede Selvstyrets præsident følgende:
"Palæstinenserne vil ikke anerkende staten Israels jødiskhed og vil ikke acceptere den. Israelerne siger, at hvis vi ikke anerkender Israels jødiskhed, bliver der ingen løsning. Og vi siger, at vi ikke vil anerkende eller acceptere Israels jødiskhed, og vi har mange grunde til denne afvisning."
Ved en anden lejlighed samme år udtalte Abbas: "Ingen kan tvinge os til at anerkende Israel som jødisk stat. Hvis de [Israel] har lyst, kan de gå til FN og bede dem ændre deres navn til lige, hvad de har lyst til – endda hvis de ønsker at kalde sig for den jødiske zionistiske stat." Igen undlod Abbas at forklare den voldsomme palæstinensiske modstand mod dette krav.
 (Foto: Palestinian Media Watch) |
Det Palæstinensiske Selvstyres chefforhandler, Saeb Erekat, har kastet et vist lys over sagen. "Vi har allerede anerkendt Israels eksistens inden for det besatte Palæstinas 1948-grænser," forklarede Erekat. Han tilføjede, at han på et møde i München havde gjort den tidligere israelske udenrigsminister Tzipi Livni klart, at palæstinenserne "ikke vil ændre deres historie og religion og kultur ved at anerkende Israel som en jødisk stat."
Mens de palæstinensiske ledere har været temmelig modvillige til at forklare grundene til deres afvisning, har andre palæstinensere været mere villige til at ytre sig om emnet.
En af disse er den palæstinensiske kandidat i politisk videnskab dr. Saniyeh Al-Husseini, som for nylig udgav en artikel med titlen "Why Palestinians Refuse to Accept the Jewishness of the State of Israel" [Derfor nægter palæstinenserne at acceptere staten Israels jødiskhed]. Artiklen blev genoptrykt i det Palæstinensiske Selvstyres officielle nyhedsbureau, WAFA – et klart tegn på, at den palæstinensiske ledelse deler hendes synspunkter.
I artiklen peger Al-Husseini på, at USA støtter den israelske betingelse, hvilket hun beskriver som et "lammende krav."
Artiklen advarer om, at en "accept af Israels jødiskhed betyder, at man giver afkald på alle palæstinensiske rettigheder til palæstinensisk jord, herunder de områder, som blev besat i 1967." Ifølge Al-Husseini er der to hovedårsager til, at palæstinenserne modsætter sig dette krav. Den første har at gøre med de palæstinensiske flygtninges "ret til tilbagevenden" til deres tidligere landsbyer og hjem inde i Israel; den anden har at gøre med de israelske arabiske borgeres status.
Med hensyn til den første grund skriver Al-Husseini:
"En palæstinensisk accept af den israelske narrativ ville benægte enhver palæstinensisk ret til landet Palæstina og retfærdiggøre Israels krige mod palæstinenserne. En palæstinensisk anerkendelse af Israels jødiskhed ville betyde, at man accepterer den israelsk narrativ med hensyn til jøders ret til landet Palæstina og fritager Israel fra ethvert ansvar for de moralske og juridiske konsekvenser af alle dets forbrydelser mod palæstinenserne."
Set med Al-Husseinis øjne nægter palæstinenserne at anerkende en jødisk stat, fordi de tror, at dette vil legitimere "jødernes ret til landet Palæstina" og undergrave det palæstinensiske krav om millioner af flygtninges "ret til tilbagevenden" til Israel.
Lad os bruge et øjeblik på at klargøre dette: det Palæstinensiske Selvstyre ønsker altså en palæstinensisk stat ved siden af Israel, samtidig med at de vil oversvømme Israel med millioner af flygtninge. Det er selvfølgelig noget, ingen israelsk regering nogensinde ville kunne gå med til. Endnu mere afgørende er den palæstinensiske afvisning af enhver anerkendelse af jødisk ret til landet. En sådan afvisning har meget længe udgjort en grundpille i den officielle palæstinensiske narrativ. Selv de, der siger, at de har accepteret to-statsløsningen, er ikke rede til at anerkende nogen form for jødisk bånd til eller historie i landet.
Den anden grund, som berører de arabiske borgere i Israel, er lige så afslørende. Ifølge Al-Husseini er det Israels endemål, som "røbes" i dette krav, at skille sig af med sine arabiske borgere.
Noget bliver faktisk røbet, men det er ikke noget, Israel gør. Ved at genoptrykke Al-Husseinis artikel har Selvstyret faktisk "røbet" den kendsgerning, at det har gjort sig selv til vogter over alle arabiske borgere i Israel.
Eftersom Israel er et demokrati – til forskel fra de diktatoriske palæstinensiske regimer – har Israels arabiske borgere deres egne ledere og repræsentanter i Israels parlament, Knesset. Det sidste, de har brug for, er, at det Palæstinensiske Selvstyre eller Hamas eller en hvilken som helst anden palæstinensisk fraktion blander sig i deres interne forhold.
Men afsløringerne fortsætter. De arabiske indbyggere i Israel er repræsenteret ved nogle ledere, herunder visse Knesset-medlemmer, som er så optaget af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, at de har glemt, hvem deres egentlige vælgere er.
Tænk blot på Knesset-medlemmet Zouheir Bahloul, som bruger værdifuld tid på at omdefinere ordet "terrorist." Bahloul, som er medlem af Arbejderpartiet, ser ud til at nyde den offentlige opstandelse, som han fremkaldte for nylig, da han erklærede, at en palæstinenser, som forsøgte at stikke nogle IDF-soldater ned i Hebron i sidste måned, ikke er terrorist.
Det virker, som om Bahloul og de øvrige arabiske medlemmer af Knesset har løst alle det israelsk-arabiske samfunds problemer, og det, der står tilbage, er nu blot at sikre, at ingen kalder en palæstinensisk knivstikker for terrorist. Det er vel unødvendigt at sige, at dette emne ikke ligefrem topper dagsordenen hos de arabiske indbyggere i Israel.
Forræderiet strækker sig således både i bredden og dybden. De israelske arabiske ledere forråder deres vælgere ved at sætte de palæstinensiske araberes formodede interesser i første række, mens de palæstinensiske arabiske ledere forråder deres bagland ved fortsat at nægte ethvert bånd mellem jøderne og landet. Dette er en stilling, som betyder, at ethvert fredsprojekt er dømt til at mislykkes i Mellemøsten. Når det internationale samfund præsenteres for klager over bosættelser og lignende, kunne det måske overveje disse små, men afgørende pointer.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem. Følg Khaled Abu Toameh på Twitter