En række voldelige episoder i Betlehem, Jesu fødested, og de nærliggende byer Beit Jala og Beit Sahour har gjort kristne bekymrede for deres sikkerhed og fremtid under det palæstinensiske selvstyre.
Mange kristne bosat i disse samfund klager over, at det palæstinensiske selvstyre ikke gør nok for at straffe dem, der angriber kirker og forretninger ejet af kristne. Gerningsmændene er muslimer, og disse udgør befolkningsflertallet i Betlehem-området.
Tidligere på året blev den palæstinensiske, evangeliske præst Johnny Shahwan arresteret af det palæstinensiske selvstyres sikkerhedsstyrker og sigtet for at "promovere en normalisering" med Israel.
Shahwan er grundlægger og bestyrelsesformand i Beit Al-Liqa (Mødehuset) i Beit Jala. Hans arrestation skete efter, at han var blevet fotograferet sammen med rabbineren Yehuda Glick, der er et tidligere medlem af det israelske parlament, Knesset.
Beit Al-Liqa er et kristent samfund og uddannelsescenter. Centret anklagedes for at huse rabbineren sammen med en gruppe tyske turister, og det palæstinensiske selvstyre beordrede stedet lukket i en uge.
Efter at fotografiet af præsten og rabbineren var blevet lagt på de sociale medier, affyrede uidentificerede gerningsmænd skud mod centret. Ingen blev såret og der blev ikke indrapporteret skader. Ifølge forlydender sad præsten i palæstinensisk varetægt i mere end en måned for at beskytte ham mod palæstinensere, der truede ham på livet.
Ved en anden hændelse tidligere i år angreb en stor gruppe maskerede muslimske mænd, bevæbnet med kæppe og jernstave, de kristne brødre Daoud og Daher Nassar, mens de arbejdede i marken. Dahers søn, Bshara Nassar, fortæller:
"Jeg er navnlig fortvivlet over, at det [angrebet] blev begået af en gruppe palæstinensiske maskerede mænd fra den nærliggende landsby Nahalin. Dette hverken afspejler eller repræsenterer naturligvis, hvem det palæstinensiske folk er, og vi er ikke sikre på deres motiver eller hvem, der står bag dem. Det er imidlertid meget hårdt at se vores palæstinensiske brødre angribe familien. Familien kræver, at retfærdigheden sker fyldest, og at de ansvarlige kommer til at stå til regnskab for deres handlinger."
I begyndelsen af oktober affyrede bevæbnede mænd skud mod Betlehem Hotel, fordi stedet viser jødiske symboler i et af sine mødelokaler. Gerningsmændene beskyldte hotellet, der ejes af kristne, for at "promovere en normalisering med Israel" på grund af papudskæringer i lokalet af davidsstjernen og den syvarmede lysestage.
Det palæstinensiske ministerium for turisme beordrede lokalet afspærret og udtalte, at det havde iværksat en undersøgelse af påstande om, at hotellet var ved at forberede en jødisk fest.
Den forfærdede hotelbestyrer, Elias al-Arja, benægtede påstandene. Han fortalte den palæstinensiske radiostation Mawwal, at en gruppe turister fra Filippinerne planlagde at afholde en kristen religiøs konference i mødelokalet. "Vi tillader ikke jøder at komme her", sagde al-Arja. "Vi afholder aldrig fester i forbindelse med jødiske helligdage."
Den regerende organisation Fatah, der ledes af det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, udsendte en erklæring, hvori den fordømte forsøget på at afholde en "zionistisk fest" på hotellet og stemplede det som et "dolkestød mod Betlehem og et forræderi mod Det Hellige Lands traditioner og værdier".
Det seneste angreb mod kristne fandt sted i slutningen af oktober, hvor flere muslimske mænd angreb Forfædrenes Ortodokse Kirke i Beit Sahour, idet de kastede med sten og sårede adskillige kristne.
Indbyggerne i den kristne by opfordrede de palæstinensiske myndigheder til at arrestere alle, der angreb kirken. De sagde, at angrebet på kirken var et angreb på hele byen. Efter hændelsen ringede kirkeklokkerne efter hjælp, og nogle videoer, der cirkulerede på de sociale medier, viste angriberne kaste sten mod bygningen.
Den græskortodokse ærkebiskop Atallah Hanna tog afstand fra angrebet, som han betegnede som "chokerende" og "forfærdeligt". Han tilføjede:
"Angrebet på kirken er indbegrebet af en kriminel handling. Kirken er ikke et sted, hvor dem, der har mistet deres humanisme og patriotisme, skal afgøre stridigheder og udtrykke had."
Shadi Khalloul er en fremtrædende fortaler for kristnes rettigheder, og som reaktion på angrebet udtalte han:
"Den arabiskmuslimske stamme Atamra angreb i går aftes den kristne kirke i Bet Sahour, nær Betlehem. Har du nogensinde set et kristent angreb på en moské i en by med kristent flertal i Mellemøsten? Selvfølgelig ikke. Dette viser forskellene i kultur, tro, respekt og anerkendelse".
Forsamlingen af Katolikker i Det Hellige Land fordømte også angrebet på kirken. "En gruppe mænd angreb kirken i Beit Sahour efter et slagsmål blandt nogle unge mænd", udtalte gruppen.
"Vi fordømmer dette angreb og kræver, at det palæstinensiske selvstyre stiller angriberne for retten hurtigst muligt. På den anden side roser vi alle dem fra forskellige trosretninger og familier, der kom til stedet og gjorde deres bedste for at beskytte kirken. Vi håber, at der ikke kommer lignende hændelser i fremtiden og opfordrer alle til at friholde helligdomme fra enhver strid."
Som i tidligere tilfælde har det palæstinensiske selvstyre ikke taget konkrete skridt til at straffe dem, der angriber kristne eller kristne helligdomme i Betlehem-området. I april 2002 bestormede flere bevæbnede mænd Fødselskirken i Betlehem. Det lykkedes for tre munke, som mændene havde taget som gidsler, at flygte ud af kirken gennem en sidedør. De fortalte israelske hærofficerer, at de bevæbnede mænd havde stjålet guld og andre ejendele, herunder krucifikser og bønnebøger.
Sådanne episoder er hovedårsagen til, at mange kristne ikke længere føler sig sikre i områder, som det palæstinensiske selvstyre kontrollerer på Vestbredden. I løbet af få årtier er antallet af kristne faldet betragteligt: fra 18% af befolkningen i 1948 til blot 2% af befolkningen på Vestbredden, i Gaza og Israel. I Betlehem er andelen faldet fra 80% til 12%. Mange er flyttet til USA, Canada og Europa.
Muslimers angreb på kristne ignoreres ofte af det internationale samfund og af medierne, der tilsyneladende kun råber op, når de kan finde en måde at kritisere Israel.
Det er desuden foruroligende, at det kristne samfunds ledere på Vestbredden tøver med at stille det palæstinensiske selvstyre og deres muslimske naboer til ansvar for angrebene. De er bange for hævnaktioner og foretrækker at holde sig til den officielle linje, ifølge hvilken det udelukkende er Israel, der gøres ansvarlig for den kristne minoritets lidelser.
Man kan desværre med sikkerhed sige, at de kristne palæstinenseres svære situation kun vil forværres set i lyset af det internationale samfunds tavshed og den helt berettigede frygt for gengældelse, der tynger deres egne ledere.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist bosat i Jerusalem.