I september måned, under Verdensugen for Fred i Palæstina Israel -- et initiativ fra Palæstina Israel Økumenisk Forum (PIEF) inden for Kirkernes Verdensråd, var kirken St. Thomas i Newcastle upon Tyne, Storbritannien, vært for en begivenhed kaldet "Walls Will Fall" [Muren Vil Falde].
For den, der ikke er fortrolig med historien, de juridiske spørgsmål og fordrejelserne af de israelsk-arabiske og jødisk-muslimske konflikter, kunne den dybt ensidige præsentation og litteratur ved denne begivenhed forekomme rimelig i betragtning af manglen på en sådan kontekst, og nærværende artikel vil derfor forsøge at afbalancere fortællingen.
Der findes stort set to indbyrdes kolliderende fortællinger om de historiske og aktuelle begivenheder i regionen. Ved udelukkende at præsentere den ene side af konflikten tjente Walls Will Fall-begivenheden kun til at styrke den grundlæggende årsag til de forfejlede fredsforhandlinger: den palæstinensiske afvisning af to-statsløsningen. Mens Israel gentagne gange blev fordømt – ofte meget hårdt -- for sin behandling af palæstinenserne, blev araberne ikke en eneste gang under præsentationen eller i den tilgængelige litteratur dadlet for deres lange række af aggressive krige imod Israel, eller palæstinenserne kritiseret for deres terrorangreb på israelere gennem flere årtier, deres viderebringelse af anti-semitisk had i skolebøger, moskeprædikener, sommerlejre, regeringskontrollerede medier og andre steder. Under hele begivenheden blev skylden udelukkende lagt på konfliktens ene part: Israel. Her vil i det følgende blive argumenteret for, at Israel er den mindst sandsynlige kandidat til dadel på et sådant niveau.
Kairos
Der var to workshops. Den ene bestod i en PowerPoint-præsentation med kommentarer fra en lokal leder i Kairos Britain, en britisk organisation baseret på det stærkt kritiserede dokument, Kairos Palestine. Dette Kairos-dokument forekommer så ekstremt diskriminerende, at organisationen Central Conference of American Rabbis (CCAR) [Centralkonferencen af Amerikanske Rabbinere] i 2010 erklærede dokumentet for "supersessionistisk" og "anti-semitisk." Eftersom Kairos-fremlæggelsen og litteraturen i den forbindelse var et kerneelement i begivenheden, vil jeg her analysere de meget konkrete og farlige konsekvenser af kristen støtte til dette.
Kairos Palæstina-forehavendet blev ved den omtalte lejlighed præsenteret som angiveligt omfattende alle palæstinensiske kristne, men i virkeligheden var og er der tale om en ekstremt radikal position hos et relativt beskedent antal kirker og personer. I 2010 skrev den politisk afbalancerede Christians for Fair Witness on the Middle East [Kristne for et retfærdigt syn på Mellemøsten], en organisation bestående af protestanter og katolikker i Nordamerika, en detaljeret kritik med titlen "Cautions to U.S. Churches Regarding the Kairos Palestine Document" [Advarsler til de amerikanske kirker vedrørende Kairos Palæstina-dokumentet]. Kritikken fik tilslutning fra St. Paul University's Institut for jødisk-katolske relationer, og Dialogika (hvilket fremgår af Christians for Fair Witness' hjemmeside). Selvom Kairos-dokumentet blev behandlet med respekt, var advarslerne, der kom til udtryk i kritikken, vidtrækkende og afgørende.
Det amerikanske advarende dokument begynder med at fastslå, at "USA's Kirker kan ikke godtage denne narrativ uden at udsætte den for et kritisk blik og øre og uden tillige at lytte til en israelsk narrativ, som også har sin sandhed." En sådan kritik og en tilsvarende åbenhed over for den israelske narrativ var fuldkommen fraværende i den workshop, jeg deltog i. Det advarende dokument fortsætter: "Kairos Palæstina-dokumentet bemærker, at '[den palæstinensiske] samhørighed med dette land er en medfødt ret.' (Afsnit 2.3.4) Vi er enige . . . Men den jødiske samhørighed med landet er også en medfødt ret. Både jøder og palæstinensere har legitime krav på landet, som kan og skal tilpasses gennem en forhandlet to-statsløsning."
Denne jødiske medfødte ret blev ikke nævnt en eneste gang under Walls Will Fall-præsentationen. Kun palæstinensiske rettigheder og krav blev anset for relevante for kristne.
Det advarende dokument fastslår ligeledes: "Kairos Palæstina-dokumentet hævder, at 'et ophør af den israelske besættelse... vil garantere sikkerhed og fred for alle.' (Afsnit 7) ... Men er det sandt? Der var ingen sikkerhed eller fred før besættelsen." Denne analyse fortsætter med en liste over arabisk voldsudøvelse imod jøder, PLO's målsætning fra 1964 om at likvidere Israel, og en tydelig erklæring om, at "Der er ingen grund til at tro, at et ophør af besættelsen alene vil kunne bringe sikkerhed og fred til Israel og Palæstina."
At dette er empirisk korrekt burde fremgå klart af det faktum, at selvom Israel trak sig fuldkommen ud af Gazastriben i 2005, førte Hamas' overtagelse af Gaza til endeløse raketangreb og andre provokationer. Disse har forårsaget tre krige og håndhævelse af stærke sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre terrorister fra Hamas i at trænge ind i Israel og angribe civile borgere. Sikkerhed og fred?
Det advarende dokument fortsætter med at citere gentagne israelske fredsforslag og de palæstinensiske lederes afvisninger heraf: dette er i direkte modstrid med Kairos-dokumentets utvetydige placering af skylden for den manglende fred udelukkende på Israel. I et appendiks, tilføjet nogle dage senere, citerer Christians for Fair Witness et andet afsnit:
"Kairos Palæstina-dokumentet taler om en 'virkelighed,' som er domineret af palæstinensisk lidelse i kraft af krigen og den israelske besættelse. (Afsnit 1) Vore kirker må forstå denne lidelse".
Og Christians for Fair Witness kommenterer det således:
"Men dokumentet er tavst, når det gælder en anden fremherskende virkelighed – israelsk lidelse i kraft af terrorisme og årtiers krig mod landet fra praktisk talt alle dets naboer. Vore kirker må også forstå denne historie og denne lidelse."
Præsentationen under Walls Will Fall-begivenheden syntes bevidst og vedvarende at ignorere alle diskussioner vedrørende de lidelser, som det israelske folk er blevet udsat for.
Kairos Palæstina-dokumentet, der blev fremhævet på begivenheden som en fremragende, moralsk appel, indeholdt også udtalelser som denne:
"Vesten søgte at råde bod på det, jøder havde måtte døje i landene i Europa, men man rådede bod på vores bekostning og i vores land. De forsøgte at korrigere en uretfærdighed, og resultatet var en ny uretfærdighed."
Det jødiske folks lidelser går to tusind år tilbage. Forfølgelser af jøder i Europa havde deres paralleller i islamiske lande, selvom de sidste holdt sig på massakrernes niveau og ikke greb til folkedrab. Men Israel var ikke en reaktion på Holocaust, selvom denne spillede en rolle ved skabelsen af en jødisk stat. Denne placering af skylden hos europæere og jøder afslører en klart ukristen reaktion på den jødiske diaspora og dens tusindårige længsel efter at vende hjem.
Kairos skriver endvidere:
"Vi erklærer også, at den israelske besættelse af palæstinensisk land er en synd imod Gud og mennesker, fordi den berøver palæstinenserne deres grundlæggende menneskerettigheder, skænket af Gud."
Her ytres intet om det jødiske folks grundlæggende menneskerettigheder, rettigheder som er blevet nedtrampet og forhånet gennem to årtusinder, eller om at det jødiske folk i Israel giver de arabere, som bor der, flere rettigheder, end de ville få i noget arabisk land. Teksten ignorerer også årsagen til den såkaldte besættelse, nemlig en reaktion på en aggressiv udslettelseskrig mod Israel i 1967 ved fem arabiske nationer, støttet af ni muslimske stater. Den Arabiske Liga sammenfattede Israels sikkerhedsproblemer, da den i sin berygtede Khartoum-resolution lige efter krigen erklærede: "ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandlinger med det..."
Burde kristne ikke være foruroligede over følgende udtalelse i Kairos Palæstina-dokumentet:
"Det palæstinensiske folk... kastede sig også ud i fredelig kamp, især under den første intifada."
Udtrykket "fredelig kamp" sidder fast i halsen. I løbet af intifadaens første fire år blev der af Israels Forsvarsstyrker (IDF) rapporteret om mere end 3.600 molotovcocktailangreb, 100 angreb med håndgranater og 600 angreb med skydevåben eller sprængstoffer. Volden var rettet mod såvel civile borgere som soldater. I denne periode blev 16 israelske civile og 11 soldater dræbt af palæstinensere i territorierne; mere end 1.400 israelske civile og 1.700 israelske soldater blev såret. Henved 1.100 palæstinensere blev dræbt i sammenstød med israelske tropper. Og palæstinensere blev stukket ned med kniv, hakket ihjel med økser, skudt, tæsket med køller og ætset med syre, ikke af israelere, men af palæstinensiske dødspatruljer.
På dette tidspunkt er det måske værd at citere nogle nylige bemærkninger fra den italienske journalist Giulio Meotti, som har skrevet omfattende om kristne holdninger til Israel:
"Kristendommen er døende i Syrien og Irak. Kristne kirker bliver smadret, kristne kors bliver afbrændt og erstattet med Islamisk Stats flag, kristnes huse bliver revet ned, hele kristne samfund bliver drevet på flugt, kristne børn bliver massakreret, og det hele foregår fuldkommen åbenlyst. Islamister proklamerer dagligt, at de ikke holder op, før kristendommen er fjernet fra jordens overflade. Fordømmer verdens kristne samfund de islamiske kræfter for den etniske udrensning, det folkedrab og den historiske, demografisk-religiøse revolution, som deres brødre lider under? Nej. Kristne i vore dage har travlt med at rette skytset mod de israelske jøder."
Der er andre grunde til at mene, at Kairos-dokumentet og de kristne, som støtter det, vækker begrundet bekymring hos de kirkefolk, som søger en nuanceret og balanceret kristen forståelse af konflikten.
Blandt forfatterne af dokumentet var ærkebiskop Atallah Hanna, Michael Sabbah, pastor Mitri Raheb, pastor Naim Ateek og fader Jamal Khader. Koordinator og talsmand for Kairos-gruppen er Rifat Odeh Kassis. Her er ikke plads til at se på dem alle, men det er værd at nævne et par stykker. Efter manges opfattelse er deres voldsomme anti-israelske retorik at betragte som anti-semitisme ifølge den definition, som benyttes af Kenneth Marcus[1] og de fleste andre moderne autoriteter, herunder International Working Definition og det amerikanske udenrigsministeriums definition. Det er alarmerende, at der findes kristne, som vil støtte dem overhovedet.
Den førstnævnte, Theodosias Atallah Hanna, var ærkebiskop i Sebastia under det ortodokse patriarkat i Jerusalem og tidligere talsmand for den græsk-ortodokse kirke i Jerusalem og Det Hellige Land. Han opfordrede til dannelse af en islamisk-kristen union, som skulle forpurre den "amerikanske offensiv" imod Irak og "befri Palæstina fra floden til havet" (hvilket ville indebære Israels udslettelse). "Selvmordsbomberne, som udfører deres aktiviteter i religionens navn, er nationale helte, og vi er stolte af dem," har han angiveligt sagt ifølge ASSIST News Service. Han sagde også, i en tale i Dubai: "Nogle frihedskæmpere griber til martyriet eller selvmordsbombninger, mens andre vælger andre tiltag. Men alle disse kampe tjener den fortsatte intifada for frihed. Derfor støtter vi alle disse sager." (Dette stammer fra en rapport i Jerusalem Post baseret på en politimæssige efterforskning.) Selvom Hanna har benægtet at støtte selvmordsbombninger, synes han simpelthen blot at have omdefineret ordet "selvmord": "Angriberne begår ikke selvmord, som flere hævder, og de udfører heller ikke terrorhandlinger, som andre påstår, for de kæmper imod besættelse," føjede Hanna til sit budskab, som blev fremsat, efter at 22 mennesker den samme måned var blevet myrdet i Israels blodigste selvmordsbombning i næsten et år. Han "ikke alene fortsatte med at give udtryk for sin støtte til selvmordsbombninger, men også til en jødefri palæstinensisk stat strækkende sig fra Jordanfloden og til Middelhavet i nogle bemærkninger ved tre forskellige lejligheder i januar 2003," ifølge FrontPageMagazine. Ifølge ArabicNews.com kritiserede Jerusalems græsk-ortodokse patriark, Arinous 1., Hanna og fyrede ham som officiel ortodoks talsmand, fordi han "støttede palæstinensisk terrorisme."
Michael Sabbah, tidligere ærkebiskop og romersk-katolsk patriark i Jerusalem (1987-2008), er af Committee for Accuracy in Middle East Reporting in America (CAMERA) [Komiteen til korrekt Mellemøst-reportage i Amerika] blevet beskrevet som en "anti-Israel polemiker," der opfordrer til "modstand" (muqawwama) og intifada. Ifølge palæstinensisk-arabisk sprogbrug betyder "modstand," skønt den kan være fredelig, almindeligvis brug af vold. Ordet er indskrevet i Hamas' fulde navn, Harakat al-Muqawwama al-Islamiyya (den Islamiske Modstandsbevægelse), Hamas som er en radikal religiøs, politisk og militær organisation, ikke noget internationalt forum for forsoning. Her, såvel som andre steder, er begrebet "modstand"s islamiske karakter central. Sabbah kan ikke være uvidende om denne normale forståelse, men alligevel vælger han ikke sine ord klogt, når han taler om emnet. Hans egen organisation, Society of St. Yves, har tætte bånd til alle de mest ekstreme politiske NGO'er i regionen. En medgrundlægger og juridisk rådgiver, Linda Brayer, har beskyldt Israel for "etnisk udrensning" og påstået, at den israelske regering opfatter palæstinenserne som "ikke rigtige mennesker," idet hun sammenlignede israelsk lovgivning med "den slags love, de må have haft i Tyskland i 1935." Her er tale om de to mest giftige anti-semitiske nedrakninger, som benyttes af anti-israelske aktivister.
Mitri Raheb er pastor i den evangelisk-lutheranske julekirke i Betlehem. Han har påstået, at israelerne foretager "etnisk udrensning" af kristne, men i betragtning af at den kristne befolkning i Israel er den mellemøstlige kristne befolkning, som er vokset mest solidt med mere end 1.000% siden 1948, og at den kristne exodus fra Vestbredden og Gaza er fremskyndet af ekstremistiske muslimske og palæstinensiske myndigheder, har Rahebs påstand ingen grund i virkeligheden og virker tilmed patologisk. Flertallet af kristne på Vestbredden bor i byer som Nablus, Jeriko og Ramallah, som alle er under palæstinensisk kontrol. Før 1995, under israelsk protektion, voksede Betlehems kristne befolkning med 57%. Men under det Palæstinensiske Selvstyre siden 1995 er antallet af kristne faldet stærkt. Bevæbnede palæstinensere er trængt ind i kristne hjem – hvorved de har tvunget Israel til at opføre en beskyttelsesbarriere mellem dem og de jødiske nabokvarterer – og derefter besat Fødselskirken, plyndret den og brugt den som latrin. I dag udgør de kristne blot en femtedel af denne hellige bys befolkning. I Gaza er de fleste kristne flygtet af frygt for angreb fra Hamas-militser.
Hvis der har været en etnisk udrensning af palæstinensiske kristne, skete den under muslimsk styre: to tredjedele af de kristne arabere forlod områderne mellem 1949 og 1967, som er den periode, hvor Jordan havde besat og annekteret Vestbredden, og Egypten kontrollerede Gaza – flere år før Israel styrede disse områder. Rahebs påstand om "etnisk udrensning" er en skamløst småberuset og falsk påstand, men hans indflydelse på Kairos-dokumentet var omfattende. Israelske arabiske kristne er i gennemsnit mere velstående end israelske jøder og bedre uddannede, idet de opnår en højere score i standardiserede tests. Men i de palæstinensiske territorier bliver kristne stærkt diskrimineret.
En rapport fra The Jerusalem Connection, som er en amerikansk kristen organisation, oplyser følgende:
Lige siden Oslo-aftalerne overlod kontrollen med store dele af Judæa og Samaria til det muslimske Palæstinensiske Selvstyre, har kristne i Betlehem måttet døje mange eksempler på skræmmekampagner, tæsk, tyveri af jord, brandbomber mod kirker og andre kristne institutioner, nægtelse af arbejde, økonomisk boykot, tortur, kidnapning, tvungne ægteskaber, seksuel chikane og pengeafpresning, som det er blevet dokumenteret af Justus Reid Weiner fra Hebrew University.
Ansatte fra Selvstyret er ifølge rapporter direkte ansvarlige for mange af disse overgreb, og nogle muslimer, som er konverteret til kristendommen, er blevet myrdet. Den kristne befolkning er faldet fra en 60 procents majoritet i 1990 til en 40 procents minoritet i 2000 og til omkring 15 procent af byens samlede befolkning i dag, ifølge Weiner.
I en nylig debatartikel i Wall Street Journal skrev den tidligere israelske ambassadør til USA Michael Oren, at "ligesom 800.000 jøder engang blev smidt ud af arabiske lande, således bliver kristne tvunget væk fra områder, hvor de har boet i århundreder" overalt i Mellemøsten. Under henvisning til en statistik skriver Oren, at Ramallah var 90% kristen før Uafhængighedskrigen i 1947-48, og Betlehem var 80% kristen. I dag er Ramallah en stor islamisk by, og Betlehems kristne er tæt på udryddelse.
Hvorfor blev ingen af disse kendsgerninger fremlagt som en afbalancering af en informativ diskussion blandt de kristne, som var til stede på den tidligere nævnte workshop? Hvorfor blev alle i stedet udsat for en ensidig og åbenlyst falsk påstand om, at Israel er skyld i alle de dårlige ting, som overgår kristne på Vestbredden og i Gaza?
Fader Jamal Khader fra det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem er blevet genstand for en betydelig kritik fra andre katolikker i regionen. Han er gerådet i et bittert skænderi med dem. Han har forbindelse til Sabeel, en supersessionistisk og angiveligt anti-semitisk organisation[2] , som er blevet kritiseret inden for den anglikanske kirke, og som vi skal vende tilbage til.
Endelig bør nævnes Rifat Odeh Kassis, medforfatter af Kairos-dokumentet og dettes overordnede koordinator og talsmand. Kassis er direktør og grundlægger af Defence for Children International – Palestine [Forsvar for Børn International – Palæstina]. Et af hans bestyrelsesmedlemmer er Shahwan Jabarin, et retsforfulgt medlem af en større terrororganisation, Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) [Folkefronten til Palæstinas Befrielse], som er ansvarlig for et stort antal mord på israelske civile borgere, herunder mange børn. Den er blevet beskrevet som en terrororganisation af USA, Canada og den Europæiske Union (EU). Det var den første terrororganisation, som kaprede internationale fly. At en erklæret kristen er villig til at tolerere tilstedeværelsen af en PFLP-aktør i bestyrelsen for en NGO, som han selv har grundlagt, er mildest talt foruroligende.
Kassis angreb offentligt daværende ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams efter et interview med Williams i 2011, hvori denne gav udtryk for sin ængstelse over fordrivelsen af kristne fra Mellemøsten og refererede til en situation i lighed med etnisk udrensning af kristne fra Vestbredden. I sin gendrivelse mod Williams forsvarede Kassis de ekstremistiske muslimer og påstod, at Israel, ikke de radikale islamister, havde forårsaget de kristnes flugt, samtidig med at han ignorerede den simple kendsgerning, at kristne ikke flygter fra Israel. Ved samme lejlighed udtrykte Kassis sin fjendtlighed mod kirkeledere i almindelighed:
"Vi forventer ikke længere støtte fra kirkeledere rundt om i verden. Vores Håb, Tro og Kærlighed kommer andetstedsfra. Men samtidig beder vi jer og alle ledere, især kirkeledere, om ikke at bruge os og vores sag til jeres egne formål. Vi er så taknemlige over for Deres Nåde for den 'Internationale Konference om Kristne i Det Hellige Land,' som De vil afholde i Deres Palads i juli, men vi føler, at det vil være nytteløst, for ikke at sige skadeligt for os, de indfødte kristne i Det Hellige Land, hvis udbyttet bliver i samme ånd, som Deres interview."
Man er nødsaget til at spørge, hvorfor en præsentation af Kairos' arbejde i en anglikansk kirke overhovedet ikke bød på nogen form for henvisninger til disse mange forbindelser til ekstremisme og fornægtelse af en mere rationel, kristen tilgang til de problemer, som de palæstinensiske kristne står over for. Forsøg på at stille tvivlsspørgsmål under præsentationen blev blokeret af taleren.
Dr. Denis MacEoin har forelæst og skrevet om Mellemøsten siden 1980'erne.
[1] The Definition of Anti-Semitism, Cambridge University Press, 2015.
[2] Se følgende:
- Shelley Neese. "Palestinian Liberation Theology", FrontPage Magazine, April 20, 2007.
- Dina Applebaum. "The Anti-Semitism of the Presbyterian Church, USA", The American Thinker, March 24, 2006.
- "Chicago Tribune Public Editor Lauds Sabeel", Committee for Accuracy in Middle East Reporting in America, October 25, 2005.
- Roberta P. Seid, Director of Research and Education and Roz Rothstein, Executive Director, StandWithUs. Interfaith Dialogue, Letters, The Jewish Journal of Greater Los Angeles, 2005-12-09.
- Avi Beker. "Guardians of the fence", Haaretz, August 28, 2005.
- Melanie Phillips. "Peace on earth, but hatred towards Israel", melaniephillips.com, December 18, 2006.
- Brigitte Gabriel. "Canada's Unholy Alliance", FrontPage Magazine, November 7, 2005.
- Ron Csillag. "Conference on divesting in Israel cause of concern", Canadian Jewish News, October 27, 2005.
- Gerald M. Steinberg. Cut the cash, end the hostility, Jerusalem Post, April 20, 2006.