En ny gruppe, der kalder sig for Palestinian Islamic Army (PIA), er dukket op i Gazastriben og er et ubestrideligt tegn på ISIS' (eller Islamisk Stats) voksende indflydelse blandt palæstinenserne.
En tredive minutter land video, udsendt af PIA, viser dens tilhængere sværge troskab til ISIS' "kalif," Abu Bakr Al-Baghdadi, og fremstiller Hamas- ledere som "frafaldne" og "vantro," fordi de ikke har indført islamisk sharia-lov i Gazastriben. Videoen bringer et klart bevis på, at ISIS-ideologien har infiltreret Gaza – en sandhed som Hamas forgæves har forsøgt at skjule gennem det seneste år.
Et billede fra den nyudgivne video fra Gaza, produceret af Palestinian Islamic Army (PIA), hvor PIA-tilhængere sværger troskab mod ISIS' "kalif," Abu Bakr Al-Baghdadi. |
I videoen bliver Hamas-lederne Ismail Haniyeh og Khaled Mashaal fordømt for at have sluttet sig sammen med moderate arabiske ledere i Golfen, der bliver beskrevet som "kriminelle og fjender af islam." Tilsyneladende har Hamas været for venlig over for de kristne, som bor i Gazastriben. Fortælleren overfuser Hamas' ledere for at have udsendt hilsner til de kristne på disses helligdage og kondolencebreve, når medlemmer af deres samfund døde. Hamas' ledere vises på besøg hos kristne "polyteister" i Gazastriben.
Men de kristne er ikke de eneste sengekammerater, som PIA mener er forbudt for Hamas. Videoen fordømmer også Hamas' ledere for deres alliance med shia-muslimerne i Iran og det libanesiske Hizbollah. For PIA er Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah en "Satan," der fører krig mod sunni-muslimerne. Og denne "Satan" er i godt selskab: "Hamas-regeringen i Gazastriben er en sekt for frafald og blasfemi," erklærer PIA-videoen. Muslimer opfordres kraftigt til at holde sig fra det kætterske Hamas.
PIA holder Hamas ansvarlig for 11 af dets medlemmers død i Gazastriben. "Medlemmer af Hamas henrettede dem foran deres mødre og overlod de sårede til deres død efter at have forhindret ambulancer i at nå frem til dem," lyder videoens anklage. "En af de dræbte i denne massakre var broder Saeb Abu Obaida, som blev henrettet af Hamas i koldt blod." Ifølge videoen var Abu Obaida PIA's "emir" i Gazastriben.
En af lederne og grundlæggerne af det ISIS-tilknyttede PIA, Mu'taz Daghmash (kendt under kaldenavnet Abu Al-Majd), blev dræbt ved et israelsk luftangreb for to år siden – til Hamas' store tilfredshed. Videoen afslører, at ærketerroristen Daghmash var indblandet i bortførelsen af den israelske soldat Gilad Shalit i 2006 og i mordene på to palæstinensiske sikkerhedsofficerer i Gazastriben, Musa Arafat og Jad Tayeh.
En anden jihadist, som nævnes i videoen, Sultan Al-Harbi, beskrives som et ledende medlem af ISIS, der havde modtaget militær træning i Yemen, Sudan og Libyen, før han vendte tilbage til Gazastriben. Også han blev, sidste år, dræbt ved et israelsk flyangreb.
Nidal Al-Ashi (alias Abu Huraira) var endnu et medlem af PIA med et godt omdømme, indtil han blev den første palæstinenser, der blev dræbt i Syrien, mens han kæmpede for ISIS. Al-Ashi deltog i mangfoldige raketangreb på "Allahs fjender, jøderne," samt angreb på kirker og andre kristne mål i Gaza, såvel som angreb på vestlige journalister og diplomater.
Egyptiske sikkerhedsfolk har gentagne gange bekræftet, at Gazastriben er blevet en storleverandør af jihadister til Sinai. Forskellige begivenheder har vist, at disse sikkerhedsfolk har ret. Det ser ud til, at der kan være meget gode grunde til Egyptens vægring mod at genåbne Rafah-grænseovergangen, såvel som til Israels modstand mod at hæve kystblokaden ud for Gaza – som blev iværksat for at forhindre, at der bliver importeret våben til Hamas og andre ekstremister i Gazastriben. PIA-videoen bringer det endegyldige bevis på, at Gazastriben er blevet til et kernepunkt for jihadistiske grupper, som udgør en morderisk trussel, ikke blot mod Israel og "Vesten," men også mod de muslimer, som af terroristerne anses for udvise en mangelfuld religiøs standard.
Hamas har ikke bragt sin befolkning i Gazastriben andet end ødelæggelse. Hvad angår Det Palæstinensiske Selvstyre og dets leder, Mahmoud Abbas, kan de blot være taknemlige for Israels tilstedeværelse på Vestbredden. Uden det israelske militær ville Hamas og ISIS æde Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre til morgenmad. Man undrer sig: Er det den slags stat, palæstinenserne ønsker at skabe?