Udenrigsministrene i 12 vestlige lande har tilsyneladende besluttet, at den bedste måde, hvorpå man kan fremme fred mellem israelere og palæstinensere på, er ved at straffe virksomheder, der ligger i jødiske samfund på Vestbredden.
Man må spørge sig selv, hvilken planet disse ministre befinder sig på.
Den 8. september udsendte Canada, Frankrig, Island, Danmark, Finland, Norge, Polen, Portugal, Sverige, Irland og Storbritannien en fælles erklæring, hvori de erklærede, at de har til hensigt at indføre eller støtte restriktioner på handel med varer produceret i jødiske bosættelser.
Ministrene udtalte, at "Israels handlinger på Vestbredden underminerer muligheden for en tostatsløsning" og at "tostatsløsningen skal beskyttes, og vi vil skride til handling."
De fordømte også det Hamas-ledede angreb på Israel den 7. oktober 2023 og beskrev det som "den værste antisemitiske massakre siden Holocaust".
Så kommer den ekstraordinære del. Efter at have anerkendt massakren den 7. oktober insisterer disse vestlige regeringer stadig på, at svaret er at fremskynde oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.
De fordømte også det Hamas-ledede angreb på Israel den 7. oktober 2023 og beskrev det som "den værste antisemitiske massakre siden Holocaust".
Så kommer den ekstraordinære del. Efter at have anerkendt massakren den 7. oktober insisterer disse vestlige regeringer stadig på, at svaret er at fremskynde oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.
Dette er en politisk fantasi. Som den britiske journalist Jonathan Sacerdoti fiffigt spørger: "Hvad nu hvis palæstinenserne ikke ønsker to stater og aldrig har ønsket det?"
Den planlagte boykot viser blot, hvor afkoblet disse regeringer er fra de menneskelige og økonomiske kendsgerninger.
Ifølge Det Palæstinensiske Centralbureau for Statistik arbejdede omkring 20.400 palæstinensere fra Vestbredden i jødiske bosættelser i løbet af fjerde kvartal af 2025 — en stigning fra 16.000 i det foregående kvartal.
Palæstinensiske arbejdere, der var ansat i Israel eller jødiske bosættelser på Vestbredden, tjente i det kvartal en gennemsnitlig dagløn på 256,90 shekel (ca. 540 kr.).
Det er palæstinensiske mænd og kvinder, der forsørger familier. De fleste er glade for at blive ansat af israelere, fordi de får højere lønninger og flere arbejdsrettigheder end ved at arbejde for palæstinensiske virksomheder.
En boykot af jødisk-ejede virksomheder i bosættelser på Vestbredden er derfor ikke en omkostningsfri diplomatisk gestus, der udelukkende er rettet mod "bosættere". Det rammer palæstinensiske ansatte, hvis underhold afhænger af disse virksomheder.
Hykleriet er så meget desto mere slående, fordi palæstinensere og israelere arbejder sammen mange steder på Vestbredden.
Tag for eksempel den israelske supermarkedskæde Rami Levy. Dens butikker har længe ansat palæstinensere og israelske arabere sammen med jødiske israelere. Virksomheden har formuleret en politik om at ansætte palæstinensere og arabisk-israelske arbejdere og behandle sine arbejdere lige. Det anslås, at cirka halvdelen af kædens cirka 4.000 ansatte er palæstinensere og israelske arabere.
"Jeg tror på reel sameksistens," udtaler ejeren, Rami Levy. "Alle ansatte i vores butikker bliver ansat på lige fod uden skelnen til religion, race eller nationalitet."
Denne vellykkede accept og gensidige respekt ignorerer boykotkampagnen bekvemt.
Mens politikere i europæiske hovedstæder belærer israelere og palæstinensere om sameksistens, praktiserer israelere og palæstinensere det allerede på utallige arbejdspladser.
Der findes jødisk-ejede fabrikker, supermarkeder, restauranter, vingårde og andre virksomheder på Vestbredden, hvor palæstinensere og israelere arbejder sammen. Disse arbejdspladser udgør måske ikke en politisk fredsaftale, men de repræsenterer noget, som boykotkampagner ødelægger: normal menneskelig kontakt og økonomisk samarbejde.
Boykotter er ikke en erstatning for fredsforhandlinger. De er bestemt ikke en erstatning for palæstinensisk anerkendelse af Israel.
Tidligere erfaringer har tilsyneladende ikke lært vestlige regeringer noget.
Da SodaStream flyttede sin fabrik fra Ma'aleh Adumim til det sydlige Israel efter intenst pres fra Boykot-, Desinvestering- og Sanktionsbevægelsen (BDS), mistede omkring 500 palæstinensiske arbejdere deres job.
Uanset ens holdning til bosættelser er det svært at se, hvordan det, at berøve palæstinensere arbejde, kan fremme palæstinensisk velstand eller israelsk-palæstinensisk forsoning.
Det modsatte er tilfældet.
Ekstreme palæstinensere betragter ikke Israel som et land, som de ønsker sin egen stat ved siden af; de betragter hele Israel som én stor bosættelse — der skal fjernes permanent og erstattes så hurtigt som muligt.
Boykotter tilskynder til adskillelse. De fortæller israelere og palæstinensere, at samarbejde er noget skamfuldt frem for noget, der skal tilskyndes. De tjener også dagsordenen for jihadister og ekstremister, der modsætter sig enhver normalisering mellem arabere og jøder.
Ekstremisterne adskiller sig ikke fra jihadisterne i Europa, der voldtager, nedkæmper og halshugger borgerne i netop de lande, der nu kræver, at Israel tolererer de selvsamme terrorister, som de er så naive at acceptere.
Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad og andre islamistiske terrororganisationer søger ikke mere israelsk-palæstinensisk økonomisk samarbejde. De søger konfrontation, adskillelse og i sidste ende eliminering af vantro i netop de lande, der nu arbejder på at styrke dem.
Hvorfor vil vestlige regeringer vedtage politikker, der gør det sværere for palæstinensere og israelere at arbejde sammen?
Udtalelsen fra de 12 vestlige lande er endnu mere afkoblet fra virkeligheden, når det gælder den såkaldte tostatsløsning. I årtier har vestlige regeringer gentaget sætningen, som om det at sige det ofte nok vil få det til at ske – eller for den sags skyld gøre det til en god idé.
Den 7. oktober burde have ændret samtalen. Hamas indledte ikke blot endnu en runde kampe. De krydsede en internationalt anerkendt grænse fra Gaza ind i Israel og udførte en massakre, hvor de myrdede 1.200 israelere og udenlandske statsborgere, tog 251 gidsler og udsatte tusinder for frygtelige voldshandlinger, tortur og voldtægt.
Hamas havde uafhængigt regeret i Gazastriben siden 2007, et år efter at Israel trak sig ud af Gaza, fordrev tusindvis af jødiske indbyggere og overlod det til palæstinenserne at regere.
Hamas forvandlede Gaza til en tungt bevæbnet islamistisk krigsmaskine med 560 km underjordiske terrortunneler og kommandocentre på hospitaler.
Resultatet var den 7. oktober 2023.
Mange vestlige regeringer synes dog at mene, at palæstinenserne igen bør få territorium, hvorpå en fjendtlig jihadistorganisation med et folkedrabscharter kan etablere sig for at opbygge endnu en krigsmaskine.
Det spørgsmål, som vestlige ledere burde stille, er ikke: "Hvordan kan vi etablere en palæstinensisk stat?" De spørgsmål, som de burde stille, er: Hvilken slags palæstinensisk stat ville blive oprettet, hvem ville kontrollere den, hvordan ville dens sikkerhedsstyrker se ud, hvordan ville dens forhold til Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad være, og hvilke garantier ville forhindre, at den blev endnu en bevæbnet base for angreb mod Israel?
Disse spørgsmål blev skrevet med blod den 7. oktober.
En palæstinensisk stat kan ikke etableres uden grundlæggende ændringer i hele den palæstinensiske politiske kultur, som i øjeblikket udelukkende eksisterer for at glorificere terrorisme, vold og nedslagtning af jøder — og i øvrigt senere af kristne.
Ethvert område, hvor terrorgrupper ikke er fuldstændigt afvæbnet, vil blot være et afsæt for en fortsættelse af angrebet på Israel.
Dette mål er sandsynligvis grunden til, at lande, der gerne vil have Israel elimineret — bortset fra dem i Europa — såsom Tyrkiet, Qatar, Pakistan og Saudi-Arabien, ivrigt ønsker at være en del af et fredsråd. De ville blive placeret lige ved Israels grænse og skal blot vente nogle få måneder, indtil præsident Donald Trump er væk.
Israels lille, sårbare størrelse — det er mindre end Djibouti — gør faren særligt alvorlig. En palæstinensisk stat på den bjergrige Vestbred ville have udsigt over Israels tæt befolkede kystslette og ligge umiddelbart ved siden af Jerusalem og Israels store befolkningscentre.
Vestlige regeringer ville ikke tolerere, at en islamistisk terrororganisation etablerede en tungt bevæbnet stat eller en halv-statslig enhed ved deres egne grænser. Så hvorfor skulle Israel?
Ville briterne acceptere en islamistisk hær, der opererede umiddelbart uden for London? Ville Frankrig acceptere en terrororganisation bevæbnet og finansieret af jihadiststyrede suveræne formuefonde, der etablerede sig i udkanten af Paris? Ville Canada tolerere en fjendtlig iransk stedfortræder, der kontrollerede territorium ved deres grænse? Hvis de ville, så burde de ikke.
Israelere får imidlertid gentagne gange at vide, at de må tilpasse sig denne risiko.
Hvis vestlige regeringer oprigtigt ønsker at hjælpe palæstinenserne, bør de holde op med at behandle en palæstinensisk stat som det ultimative mål og begynde at tale om vigtigheden af ytrings- og pressefrihed, adskillelse af moské og stat, et seriøst uddannelsessystem, der kan forberede unge til lukrative stillinger, virksomheder der kan opleve vækst, et retsvæsen, der sikrer ligestilling over for loven, og en regering, der faktisk er ansvarlig over for offentligheden og lydhør over for borgernes produktive liv — ikke et regime, der fremmer mord, martyrium og død.
Betingelserne bør også omfatte palæstinensisk anerkendelse af Israels ret til at eksistere, opgivelse af terrorisme og jihadistisk ideologi, afvikling og afvæbning af alle terrororganisationer, en ende på opildning mod Israel og jøder i skoler og moskeer, seriøs reform af uddannelsessystemet under det palæstinensiske selvstyre, gennemsigtig og ansvarlig regeringsførelse samt en ende på korruption og misbrug af international bistand.
Frem for alt skal palæstinensiske ledere demonstrere, at de ønsker at opbygge et samfund frem for at ødelægge et andet samfund.
Palæstinensere bør ikke opfordres til at tro, at terrorisme er en genvej til statsdannelse. Ellers bliver budskabet fra 7. oktober faretruende tydeligt, også for Vesten: myrd jøder, kristne og andre vantro, kidnap dem, voldtag dem og massakrer dem — og til sidst vil det internationale samfund belønne dem med en stat.
Bassam Tawil er en muslimsk araber bosat i Mellemøsten. Hans arbejde er muliggjort gennem en generøs donation fra et par, der ønsker at forblive anonyme. Gatestone er dem yderst taknemmelig.