Blandt de mange orkestrerede kampagner for at dæmonisere Israel, er angrebet mod israelske læger og sundhedsprofessionelle, grundet påståede hensyn til "menneskerettigheder", en af de mest åbenlyst kyniske. Den Hamas-sympatiserende lobby udbreder specifikt en underskriftindsamling, der forlanger den israelske lægeforening udelukket fra World Medical Association.
Underskriftindsamlingen – der kritiserer de israelske læger for en påstået partiskhed og udelader enhver omtale af Hamas' krigsforbrydelser – blev i juni yderligere udbredt af det engang respekterede britiske medicinske tidsskrift The Lancet, der herved klart krydser grænsen mellem professionel medicinsk udgivelse og åbenlys propaganda.
Underskriftindsamlingen er langt fra at føre lægefaglige beviser eller afspejle nogen professionel etik, og den gentager, også i The Lancet, politiske slagord og gamle ritualmordsmyter, idet den anklager Israel for "folkedrab" og ødelæggelse af Gazas sundhedssystem. Selvfølgelig nævner man ikke de overvældende beviser for Hamas' systematiske militarisering af hospitaler og andre civile medicinske faciliteter – der alle er reelle krigsforbrydelser.
I forbindelse med promoveringen af denne kampagne kopierede The Lancet anklagerne fra perifære aktivistiske NGO'er, herunder Folkesundhedsbevægelsen (PHM), Læger for Gaza (Artsen voor Gaza) og "Sundhedsrådet" under den såkaldte Jewish Voice for Peace. Selv en overfladisk gennemgang gør det klart, at den underskriftsindsamling, som dette tilsyneladende lægefaglige tidsskrift fremhæver, slet ikke handler om lægefaglig etik. I stedet er det endnu en del af de grusomme bestræbelser på at isolere og delegitimere israelske institutioner i kølvandet på Hamas' massakre den 7. oktober. I bund og grund er dette endnu en front i Hamas' krig mod folket og institutionerne i den jødiske stat.
Ved at gentage disse NGO'er og overtræde grundlæggende krav til et videnskabeligt tidsskrift, gør The Lancet ikke det mindste forsøg på at undersøge NGO'ernes troværdighed og terrorsympatier. For eksempel fejrede PHM's nyudnævnte globale koordinator, Aziz Rhali, offentligt den 7. oktober som en "Sejrsdag" og deltog umiddelbart bagefter i pøbelaktioner, der støttede "palæstinensisk modstand". Han har også udtrykt støtte til Hizbollah og dets afdøde leder, ærketerroristen Hassan Nasrallah.
Ikke overraskende er det ikke første gang, at tidsskriftsredaktør Richard Horton har brugt The Lancet til at udgive anti-israelsk propaganda. Fra 2001 til 2014 var størstedelen af publikationens indhold om israelske og palæstinensiske spørgsmål – 58,3 % af dens 264 artikler – politiske kommentarer frem for medicinsk forskning. Dette kulminerede i 2014 med udgivelsen af et berygtet "Open Letter for the People of Gaza", en propagandaskandale, hvis hadfyldte medforfattere (læger) havde sendt kolleger en besked med titlen "CNN Goldman Sachs & the Zio Matrix", der blandt andet antisemitisk materiale promoverede en video med den hvide racist og Ku Klux Klan-leder David Duke.
Efter at krav om Hortons fjernelse fik stor opmærksomhed, drog han på en Israel-undskyldningsturné og lovede bod og bedring. Han udgav endda en særudgave om israelske medicinske fremskridt. Efter Hamas' grusomheder den 7. oktober faldt han imidlertid tilbage til sine gamle giftige vaner, hvilket kulminerede i sidste måneds NGO-ledede underskriftindsamling for boykot. Artiklerne, der gentager anklager om "krigsforbrydelser", herunder "folkedrab", har intet juridisk eller faktuelt grundlag og var åbenlyst fabrikeret for at aflede opmærksomheden fra Hamas' massemord. The Lancet udfører sin del i dette absurde teater og afviser enhver omtale af Hamas' ansvar for Gazas sundhedssituation som værende israelske påstande, på trods af omfattende dokumentation.
Derudover har hverken det medicinske tidsskrift eller de NGO'er, der leder underskriftindsamlingen, nogensinde bedt andre civile lægefaglige foreninger om at fordømme deres hjemlandes militære operationer. Listen inkluderer Rusland, Kina, Iran, Tyrkiet, Sudan og andre reelle overtrædere af menneskerettigheder og international lov. Underskriftindsamlingens præmis er derfor åbenlyst dobbeltmoralsk.
Konsekvenserne af denne udvikling rækker langt ud over Israel. Efterhånden som politik i stigende grad overtager videnskabelige institutioner, presses læger og forskere til at tilpasse sig ideologiske og amoralske lakmusprøver, der ikke har noget med medicin at gøre. Som følge heraf risikerer akademiske tidsskrifter, faglige foreninger og humanitære organisationer, at seriøse medicinske fagfolk opfatter dem som en form for massemanipulatorer.
Nu hvor Horton og The Lancet igen står i spidsen for et had rettet mod israelske læger under et tyndt fernis af videnskabelig udgivelse, er det nødvendigt med en effektiv reaktion, som kan fange tidsskriftets hollandske forlag, Elseviers, opmærksomhed. The Lancet er grundlæggende set en forretning som enhver anden, og når læserne holder op med at læse, abonnenter opsiger deres abonnement, topforskere ikke længere indsender artikler og annoncører går andre steder hen, vil et lederskifte følge.
Prof. Gerald Steinberg er grundlægger og leder af NGO'en og forskningsinstituttet Monitor samt professor emeritus i statskundskab ved Bar Ilan Universitet.
