
"Hvem havde ikke set det komme? Åh ja .... politikerne", bemærkede "The Great Gats" på X.
Den franske regering blev angiveligt "taget på sengen", da elever begyndte at lave optøjer for et par uger siden for at protestere mod forholdene på deres skoler — overfyldte klasser, forfaldne bygninger, skadedyr og rotter, mangel på varme og aircondition samt mangel på lærere.
"Men", skriver den amerikanske journalist Michael Shellenberger, "franske skoler har i dag flere penge per elev end på noget tidligere tidspunkt.... Den franske regering bruger 4,5 % af bruttonationalproduktet på uddannelsesinstitutioner, og Tyskland bruger 3,7 %.
De voldelige optøjer, der startede på Paris' Ile de France og spredte sig over hele landet, synes ifølge undersøgelser at være igangsat af det franske politiske parti La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig). Partiet ledes af Jean-Luc Mélenchon, som er en venstreekstremistisk kandidat ved det franske præsidentvalg, der afholdes i foråret 2027. La France Insoumise nægter anklagerne, men ifølge Shellenberger "viser kendsgerningerne tydeligt, at La France Insoumise (LFI)... anstiftede og ledede protesterne".
"Protesten havde 'fra begyndelsen deltagelse fra venstreekstremistiske kollektiver og politikere fra La France Insoumise', fortæller en anonym sikkerhedsvagt til Le Point. Et referat fra premierministerens krisemøde den 1. oktober, som en person tæt på ham gav til Reuters, beskriver, at ifølge efterretningstjenesternes 'fælles vurdering' er bevægelsen 'en operation organiseret af LFI (La France Insoumise) og partiets stedfortrædere på den yderste venstrefløj'....
"'Forældre, aktivister fra Insoumis [partiet], mobiliser jer for at gribe ind mod politiets brutalitet', sagde Mélenchon og kritiserede politiet, i stedet for de studerende, for volden....
"I Marseille tvang flere hundrede unge mennesker uden for et gymnasium brandmænd til at flygte fra deres brandbil, hvorefter de satte bilen i brand. I Paris jagtede omkring ti demonstranter en politielev, væltede hende omkuld og sparkede hende, mens der råbtes 'Dræb hende....'
"'Vi er ikke helt sikre på, at de overhovedet er gymnasieelever', udtalte den franske justitsminister om de anholdte...."
"Den franske venstrefløj har ført krig mod skolerne, alt imens de har opbygget en alliance med islamistiske ledere, der håber at kunne transformere dem radikalt. For begge parter begynder kampen med skolerne. 'Det er tydeligt, at religiøse og politisk-religiøse organisationer "bearbejder" eleverne, nogle gange lige fra grundskolen, såvel som deres familier, deres sociale miljø og deres nabolag, og nogle forsøger at vende dem imod skolen', lød det i undervisningsministeriets tilsynsrapport fra juni 2004 om religion i skolerne.
"Det, der samler islamister og den revolutionære venstrefløj, er deres intention om at nedbryde den vestlige civilisation. Det franske indenrigsministeriums rapport fra maj 2025 om Det Muslimske Broderskab beskrev bevægelsens projekt i Frankrig som 'en lang politisk erobringsproces' med 'systematisk prioriterede investeringer på lokalt plan'.
"Muslimske indvandreres børn er ofte mere radikale end deres forældre. Der er først og fremmest et generationsoprør", skrev den franske islamforsker Olivier Roy i 2015 om franske jihadister...."
"LFI bejler ganske åbenlyst til muslimske vælgere, og en parlamentarisk undersøgelse viste, at dette gjorde partiet til et mål for islamistiske netværk....
"'LFI's brug af en klientelistisk strategi over for det muslimske vælgerkorps kan have gjort bevægelsen til et interessant mål', udtalte rapportøren for en af nationalforsamlingen bestilt undersøgelse af partier og islamistiske netværk, Matthieu Bloch, i december 2025....
"Alle meningsmålinger 'viser, at [Mélenchon] tabte stort i en anden valgrunde mod Le Pen', bemærkede BBC."
Indtil videre er omkring 2.000 elever blevet anholdt, og mere end 1.000 skoler er blevet berørt. Volden har omfattet "ildspåsatte skoler og lærere, der blev slået og overhældt med benzin".
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som sidder i sin anden embedsperiode og ikke kan stille op igen, afslutter sit præsidentskab med offentlighedens udbredte afvisning. Ifølge en nylig meningsmåling støtter kun 21 % hans politik, hvilket ganske vist er en stigning i forhold til de 19 % for få måneder siden.
Tallene for opbakningen til Macron er ikke overraskende. Han har gentagne gange vist foragt for de fattigste borgere i det franske samfund.
Få uger inde i sin første embedsperiode, som begyndte i maj 2017, talte han om "dem, der klarede den" og "dem, der er ingenting". Mindre end halvandet år senere, i november 2018, hævede han, med henvisning til menneskeskabte klimaforandringer, Frankrigs allerede ublu benzinafgifter. Det var et tiltag, der straks førte til dannelsen af bevægelsen "De Gule Veste". Tusindvis af franske borgere fortalte, at de ikke længere havde råd til brændstof til at køre på arbejde såvel som mad til at brødføde deres familier. Macron svarede, at selvom nogle måske har pengeproblemer, så må han tage sig af noget vigtigere: "risikoen for at stå over for verdens undergang".
Bevægelsen De Gule Veste varede i mere end et år — og aftog først i januar 2020 med coronapandemiens begyndelse. Macron var hele vejen igennem hånlig og reagerede på ikkevoldelige demonstranters klager med politivold, der forårsagede dødsfald og lemlæstelser. Samtidig lod han venstreorienterede agitatorer, der havde infiltreret bevægelsen, lave optøjer og begå brandstiftelse uden at bede politiet om at gribe ind. Mange i Frankrig mente, at Macron kunne være nådesløs over for folk, der klagede deres nød, men mild over for kriminelle, så længe de tilhørte hans foretrukne politiske ståsted.
Macron iværksatte under pandemien nogle af de mest autoritære tiltag i Europa. Franskmændene blev beordret til at blive indendørs og højst forlade deres hjem en time om dagen — inden for en radius af 1 km — forudsat at de udfyldte en formular med navn, adresse og afgangstidspunkt. Det allestedsnærværende politi arresterede tusinder og gav dem strenge bødestraffe for at bevæge sig bare lidt ud over den tilladte afstand eller opholde sig udendørs i bare lidt mere end en time. Alle udendørs samtaler var strengt forbudt.
Macron-årene var desuden præget af en stor økonomisk afmatning i Frankrig og et markant fald i levestandarden. I løbet af det seneste årti er Frankrigs BNP per indbygger faldet til under EU-gennemsnittet og halter nu bagefter Cyperns. For ti år siden, i 2016, var Frankrigs BNP per indbygger rangeret som nummer 23 i verden; i dag er den nummer 33. Arbejdsløshedsprocenten er nu er 8,3% og stigende. For personer mellem 15 og 24 år er den helt oppe på 21,1%.
Afindustrialiseringen fortsætter for fuld kraft. Straffende regulativer har fået fabrikker til at lukke. De erstattes ikke af andre virksomheder, men af et stadig dyrere velfærdssystem, som nu udgør mere end 40 % af de samlede offentlige udgifter. I 2025 steg fattigdomsraten i Frankrig til 15,4 %, hvilket repræsenterer 9,8 millioner mennesker, der lever for under 60 % af den nationale medianindkomst og som hver måned kæmper for bare at dække deres basale behov.
Samtidig har skiftende franske regeringer uhæmmet øget udgifterne. Mens væksten i BNP i Frankrig fra 2016 til 2026 var 13,17 % i alt, var stigningen i offentlige udgifter i samme periode 35,6 %. Denne enorme forskel betyder, at regeringen fortsat bruger langt mere, end den får ind i indtægter. Den nationale gæld, som kontinuerligt er vokset, nåede 117,5 % af BNP i januar 2026 og vil nå 119,3 % ved årets udgang. Rentebetalingerne på gælden har opslugt en stadig større del af landets årlige budget og overstiger nu, lige som i USA, det nationale forsvarsbudget. Forskellen er, at USA måske stadig kan vokse sig ud af et sådant hul – 40 billioner dollars, med renter på 7,1 milliarder dollars om dagen – mens Frankrig, der er knust af overregulering, ikke kan.
På en anden front har Macron, der ellers i 2020 fordømte "islamistisk separatisme", ikke gjort noget for at forhindre eller bare bremse den islamistiske erobring af Frankrig. I et årti er den kraftfulde islamisering af landet fortsat med at storme frem. Millioner af mennesker fra den muslimske verden har bosat sig i Frankrig, både lovligt og ulovligt. Omkring 2016 var det omtrentlige antal muslimske statsborgere og udenlandske muslimer, der bor i Frankrig, 5,7 millioner (8,8 %); nu anslås antallet officielt til muligvis at være 7 millioner ud af en befolkning på cirka 67 millioner, men de reelle tal er uden tvivl højere. De fleste muslimer i Frankrig assimilerer sig ikke, og en stigende andel – cirka 38 % – sætter islamisk sharia-lovgivning over republikkens love (tallet er højere blandt muslimer i alderen 15 til 24 år: 57 %).
Love mod ulovlig indvandring håndhæves ikke. Hvert år bliver kun 7% af de ulovlige indvandrere i Frankrig, som politiet med en OQTF (Pligt til at forlade fransk territorium) beder forlade landet, udvist. Denne lempelighed betyder, at mere end 93% bliver i landet. Mange er kriminelle. Nogle af de mest afskyelige mord i Frankrig i Macrons embedsperiode er begået af illegale indvandrere, der havde ignoreret deres OQTF. Den 12-årige Lola Daviet blev for eksempel voldtaget, tortureret og myrdet i en lejlighed i Paris af den algeriske tyv og lejlighedsvist prostituerede Dahbia Benkired. Den 21. august 2022 blev Benkired anholdt, fik en OQTF og blev derefter løsladt. To måneder senere, den 14. oktober, myrdede hun barnet.
No-go-zoner, hvor radikale imamer og muslimske bander har magten, er vokset siden 2016. De findes nu i forstæderne til de største franske byer. Muslimske bandemedlemmer foretager angreb og plyndrer flere gange om året, især når der er sportskampe mod et fransk fodboldhold og for nylig under VM i 2025. Politiet har ordre på kun i begrænset omfang at gribe ind. Hvis de skader eller dræber en muslimsk kriminel, har de set, at deres karriere og liv kan være ødelagt. Den 27. juni 2023 nægtede en ung muslimsk kriminel, Nahel Merzouk, at adlyde en politibetjent, som dernæst skød ham ved et uheld. Der kom optøjer i hele landet, og de begyndte først at aftage, da politibetjenten Florian M. blev varetægtsfængslet og sigtet for overlagt mord. Han risikerer nu op til 20 års fængsel.
"Højreorienteret" antisemitisme er stort set forsvundet, og den er blevet erstattet med en usædvanligt giftig islamisk og venstreorienteret antisemitisme.
Efter Hamas' massakre i Israel den 7. oktober 2023 blev islamiske og venstreorienterede protester til støtte for Hamas og "palæstinensisk modstand" organiseret inden for få dage. La France Insoumise beskrev massakren den 7. oktober som en "palæstinensiske styrkers væbnede offensiv" uden nogensinde at nævne, at Hamas er en terrorbevægelse. En af LFI's ledere, den franske statsborger Rima Hassan, definerer sig selv som "fransk-palæstinenser" i stedet for fransk. Hun anklager konstant og ganske fejlagtigt Israel for "folkedrab" og hævder, at "Hamas' handlinger er legitime".
Den massive bølge af antisemitiske angreb, trusler og fornærmelser er fortsat frem til nu.
I de senere år har Macron desuden i stigende grad truet ytringsfriheden og benyttet sig af Arcom — en institution han oprettede i 2022 for at regulere og kontrollere franske audiovisuelle medier — til dette. I 2025 lukkede Arcom tv-kanalen C8 på grund af "mangel på pluralisme" og fordi for mange konservative var kommet til orde. Den 15. juni 2026 modtog en anden tv-kanal, CNews, en formel besked fra Arcom, hvori kanalen også anklagedes for "mangel på pluralisme". CNews kan også snart lukke. Det er den sidste store tv-kanal i Frankrig, der stadig inviterer højreorienterede kommentatorer, som andre kanaler ikke længere inviterer. CNews fik to gange i 2026 bøder: én gang fordi en gæst sagde, at menneskeskabt global opvarmning ikke eksisterer; en anden gang fordi en gæst sagde, at "historien viser, at islam stadig er en erobringsreligion."
I december 2025 anmodede Frankrig om, at to kommentatorer — Jacques Baud og Xavier Moreau — blev sanktioneret af EU for deres "pro-russiske bemærkninger". Deres bankkonti og aktiver inden for EU blev fastfrosset, og deres kreditkort blev annulleret. De har ikke længere tilladelse til at rejse inden for EU. Enhver økonomisk bistand, der ydes til dem af nogen, vil være underlagt sanktioner. Disse foranstaltninger er udenretslige, og der er ingen mulighed for appel eller klage.
I maj 2024 tabte Macrons politiske parti, Renaissance, valget til Europa-Parlamentet. Mens Frankrigs vigtigste højreorienterede parti, Rassemblement National (National Samling), fik 31,37 % af stemmerne, fik Macrons kun 14,6 %. Han talte vredt om resultatet, opløste Nationalforsamlingen og udskrev nyvalg. I første runde fik Nationalsamlingen mere end 33 % af stemmerne og var ved at vinde flertallet af pladserne i anden runde. Macron skabte hurtigt en alliance af alle andre politiske partier med det formål at besejre Rassemblement National. Han talte om en "republikansk front" og antydede, at Rassemblement National udgør en fare for republikken. Vælgere, der støttede midtsøgende eller centrum-højre kandidater, blev opfordret til at stemme på en venstreorienteret kandidat, hvis denne kandidat var bedst positioneret til at vinde. Vælgere, der støttede venstreorienterede kandidater, blev opfordret til at stemme på en midtsøgende eller centrumhøjre kandidat af samme grund. Resultatet blev, at Rassemblement National fik den største andel af stemmerne, men "republikansk front"-partierne fik det største antal pladser i Nationalforsamlingen, som var fragmenteret i flere partier, hvoraf ingen kunne danne et sammenhængende flertal. Siden da har landet haft flere magtesløse regeringer, der ikke kunne træffe nogen vigtige beslutninger. Macron gjorde landet uregerligt.
Macron kunne ønske sig en efterfølger, der ville fortsætte hans politiske linje, men det ser ikke ud til at ske. For første gang i sin politiske karriere fører Marine Le Pen i meningsmålingerne, hvilket indikerer, at hun vil kunne vinde i 2027. Andre kandidater tilhører partier, der nu forbindes med den katastrofe, som Frankrig er kastet ud i.
Le Pen blev endda retsforfulgt for angiveligt at have givet parlamentariske assistenter for medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) fra sit parti lov til at arbejde i Paris for de MEP'er, der ansatte dem. Da den midtsøgende kandidat François Bayrou og den venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon blev anklaget for samme lovovertrædelse, blev anklagerne mod begge opgivet. Det blev de ikke for Le Pen. Den 31. marts 2025 blev hun idømt fire års fængsel og fem års forbud mod at bestride offentlige embeder, formodentlig for at forhindre hende i at stille op.
Hun ankede dommen, hvorefter hendes straf den 7. juli 2026 blev nedsat til tre års fængsel – hvoraf et år skal afsones med elektronisk fodlænke under husarrest– og et 45 måneders forbud mod at bestride offentlige embeder, hvoraf 30 måneder blev gjort betinget. Den nye afgørelse giver hende mulighed for at stille op til valg. Hun har anket til Frankrigs højesteret, og dommens ikrafttræden er blevet udsat. Hun behøver ikke at bære fodlænken under valgkampen. Retten forventes at afsige sin afgørelse vedrørende hendes appel før valget og kan omgøre sin beslutning. Le Pen vil derefter være forpligtet til at bære en fodlænke i de sidste dage af sin kampagne og, hvis hun bliver valgt, i Élyséepalæet ved tiltrædelsen.
Alle hendes juridiske problemer synes dog ikke at have haft nogen effekt på hendes vælgere, som tilsyneladende forstår, at retsvæsenet i Frankrig nu er blevet politiseret.
Hvis Le Pen bliver valgt som præsident til foråret, vil chokbølgerne kunne høres over hele Europa. Et Le Pen-præsidentskab ville betyde en sejr for et politisk parti, der kæmper for vestlige civilisatoriske værdier — et parti, som enhver siddende leder i Vesteuropa – undtagen Italiens Giorgia Meloni – forsøger at holde væk fra magten med alle nødvendige midler.
Den økonomiske, finansielle og sociale situation, som Le Pen ville stå over for i tilfælde af en sejr, ville være hård. Alle tilgængelige data indikerer, at Frankrig næsten er konkurs på næsten alle niveauer. En genopretning vil være meget kompleks og vanskelig.
De fleste ledere af LFI har allerede erklæret, at de vil nægte at acceptere en Le Pen-sejr: Hvis hun vinder, vil de opfordre til opstand. Flere politiske analytikere mener, at der i en sådan situation kunne sprede sig optøjer med venstreorienterede grupper og islamistiske bander over hele landet.
Flere andre franske politikere, der forsøger at skabe panik, vil gøre det med stigende intensitet helt frem til valget. Det er slet ikke sikkert, at disse hindringer ville være nok til at besejre Le Pen.
En nylig meningsmåling bestilt af den centrum-højreorienterede Foundation for Political Innovation viser, at 78 % af vælgerne mener, at "den franske livsstil, landets traditioner og livsstil er truet." Tilgængelige data indikerer, at dette desværre er sandt. En anden nylig meningsmåling viser, at 85 % af vælgerne mener, at Frankrig er i tilbagegang. De har helt ret. Frankrig er i kraftig tilbagegang, og et stort flertal af franskmændene ser det.
Situationen i Frankrig adskiller sig kun lidt fra den generelle situation andre steder i Vesteuropa. De politikker, der føres i de fleste andre vesteuropæiske lande, adskiller sig ikke fundamentalt fra dem, Macron har vedtaget – og fører til de samme resultater.
Mange andre europæere er lige så utilfredse med deres ledere som franskmændene. De ser alle den økonomiske ødelæggelse, den fortsatte islamisering af deres lande, truslen fra Kina om at underbyde deres bilindustri og at det er blevet stadigt mere umuligt at diskutere visse emner uden at blive dæmoniseret eller retsforfulgt.
Mange europæere ser i deres lande islamiseringen vinde frem og få støtte fra marxister: Hver part tror, at den anden vil bringe den til magten. De ser deres ledere undlade at gøre noget for at afhjælpe en situation, der er blevet stadig mere alarmerende. De foretrækker øjensynlig at få deres vestlige civilisation beskyttet og reddet.
Politiske partier i Vesteuropa med politik tæt på Le Pens Rassemblement National, såsom Tysklands Alternative für Deutschland (AfD), vinder frem trods magthaveres og mediers forsøg på at dæmonisere dem.
Den 6. september 2026 fik AfD ved et delstatsvalg i Tysklands Sachsen-Anhalt 43,8 % af stemmerne – dobbelt så meget som fem år tidligere. I maj 2025 kom Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, til magten som leder af en stor koalition, der udelukkende var forenet af ønsket om at standse AfD's fremgang. Hans koalition gjorde intet for at bekæmpe Tysklands store industrielle nedgang og den voksende mangel på integration af muslimer, der bor i landet. Situationen er nu værre. Merz er i øjeblikket mere upopulær i Tyskland end Macron er i Frankrig (kun 14 % af tyskerne anser ham for at være værdig til at bestride kanslerembedet). AfD er nu det mest populære parti på landsplan i Tyskland. En aktuel meningsmåling sætter dets støtte til rekordhøje 30%.
I Storbritannien vandt Reformpartiet i maj 2026 mange lokal- og kommunalvalg og påførte både det regerende parti Labour og det konservative parti store nederlag. Aktuelle meningsmålinger viser, at hvis der blev afholdt parlamentsvalg i dag, ville det give partiet det højeste antal sæder.
En politisk bølge i Vesteuropa tager form. De fleste kommentatorer fra de etablerede medier kalder det nedladende for "populistisk."
"Det, de kalder populisme", skrev Éric Zemmour, tidligere klummeskribent og formand for det højreorienterede parti Reconquest, "er råbet fra folk, der ikke ønsker at dø."
Guy Millière, professor ved Paris' Universitet, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
