Trump-administrationen forsøger at stabilisere Gazastriben med sit "Board of Peace"-initiativ, men én deltager skiller sig ud som særligt uegnet til rollen som mægler: Tyrkiet.
Det ville være latterligt at inkludere Tyrkiet i ethvert forsøg på at afvæbne Hamas eller fremme fred i Mellemøsten, hvis det ikke var fordi, at indsatsen var så høj. I årevis har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans regering været nogle af Hamas' mest loyale støtter og beskyttere.
Mens vestlige embedsmænd fortsat taler om Tyrkiet som en værdifuld NATO-allieret og potentiel regional fredsmægler, har Hamas forvandlet tyrkisk territorium til en af sine vigtigste udenlandske operationsbaser.
Beviserne er overvældende.
Israelske sikkerhedsmyndigheder afslørede for nylig, at de havde forhindret snesevis af terrorangreb ledet af Hamas-agenter baseret i Tyrkiet. Ifølge israelske myndigheder opererer Hamas' såkaldte "Vestbred-hovedkvarter" fra Tyrkiet, hvor de rekrutterer terrorister, overfører våben og penge, og hvorfra de leder angreb mod Israel.
"Agenter fra Vestbred-hovedkvarteret har gennem årene, og med øget intensitet det seneste år, ledet og fremmet omfattende militær aktivitet i Judæa, Samaria og Israel fra tyrkisk jord", fortæller Israels sikkerhedstjeneste, Shin Bet.
Tjenesten identificerede den højtstående Istanbul-baserede Hamas-embedsmand Zaher Jabarin som leder af Hamas' operationer på Vestbredden, og de har sat navn på flere Hamas-agenter, der lever frit i Tyrkiet, mens de leder terroraktiviteter mod Israel.
Deriblandt Ayman Sharawna, som angiveligt rekrutterer terrorister; Mohammed Mallah, som angiveligt overfører midler til terroroperationer; Majed Jaaba, som hjalp med at skaffe de våben, der blev brugt under et dødeligt skyderi nær Jerusalem; Walid Abu Nassar, som finansierede Hamas-celler i Betlehem; og Salam Yaish, som rekrutterede agenter til at udføre angreb.
Shin Bet bemærkede, at Hamas-medlemmerne "uhindret udfører deres aktiviteter fra tyrkisk territorium" og udnytter "landets infrastruktur til at overføre instruktioner og midler" til terrorister på Vestbredden.
Shin Bet annoncerede tidligere i år, at en undersøgelse havde afsløret et andet Hamas-tilknyttet terrornetværk på Vestbredden, som blev ledet af en Tyrkiet-baseret agent, Mahmoud Radwan, og havde til formål at fremme angreb mod Israel.
Hamas-medlemmet Radwan, der i januar 2025 blev løsladt i en fange-gidseludveksling og deporteret til Tyrkiet, var blevet fængslet i Israel for sin rolle i mordet på en israelsk statsborger, Yossi Alfasi, i 2001.
Tyrkiet har aldrig udpeget Hamas som en terrororganisation. I stedet betegner Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, gang på gang Hamas som en legitim politisk bevægelse og "modstands"-organisation.
Forskellen er ikke blot semantisk. Tyrkiet har givet Hamas lov til at etablere en sofistikeret operationel base i sin midte.
Ifølge dokumenter beslaglagt af Israels forsvarsstyrker under Gaza-krigen bruger Hamas ikke kun Tyrkiet som et politisk tilflugtssted, men også som base for planlægning af terrorangreb, rekruttering af agenter, overførsel af midler og hvidvask af penge.
Mindst ét dokument skitserede Hamas' plan om at etablere en afdeling i Tyrkiet dedikeret til at koordinere angreb mod Israel i udlandet, herunder attentater og angreb på israelske skibe.
Hamas' tilstedeværelse i Tyrkiet voksede betydeligt efter Gilad Shalit-fangeudvekslingen i 2011, hvor hundredvis af dømte palæstinensiske terrorister blev udvist fra Israel og bosatte sig i Tyrkiet. Gennem årene opbyggede Hamas et omfattende netværk af finansielle institutioner, virksomheder, vekselkontorer og logistisk infrastruktur, som hjalp med at opretholde deres terroroperationer.
Forholdet mellem Erdogans regering og Hamas er hverken skjult eller tilfældigt: Tyrkiske ledere mødes åbent med Hamas-embedsmænd.
I januar modtog Erdogan en Hamas-delegation i Istanbul. Den tyrkiske efterretningschef Ibrahim Kalin mødtes senere med højtstående Hamas-ledere i Ankara for at diskutere Gazastriben, våbenhvileordninger og regionale udviklinger. Hamas-repræsentanter benyttede lejligheden til personligt at takke Erdogan for Tyrkiets indsats.
Tyrkiske efterretningsfolk og politiske embedsmænd er regelmæssigt værter for Hamas-delegationer og opretholder direkte kommunikationskanaler med gruppens ledelse.
Dette er ikke en neutral mæglers handlinger. Det er handlinger fra en leder.
Endnu mere bekymrende er rapporter om, at Hamas har udnyttet Tyrkiets finansielle system til at muliggøre massive pengeoverførsler. Ifølge israelske militær- og efterretningstjenestefolk administrerede Hamas-agenter i Tyrkiet et hemmeligt pengeudvekslingsnetværk, der overførte hundredvis af millioner dollars fra Iran til Hamas-ledere. Netværket brugte tyrkisk finansiel infrastruktur til at modtage, opbevare, flytte og distribuere iranske midler, der var tiltænkt Hamas' aktiviteter.
Disse påstandes betydning kan ikke overvurderes.
På et tidspunkt, hvor USA og dets allierede forsøger at begrænse iransk indflydelse i hele Mellemøsten, er Tyrkiet blevet en afgørende kanal for Irans støtte til Hamas.
I mellemtiden er Tyrkiets retorik over for Israel blevet stadig mere ekstrem.
Den tyrkiske præsident har gentagne gange taget Hamas' sprog og fortællinger til sig og agerer således langt fra som en fredsmægler.
I 2024 erklærede Erdogan: "Hamas er det samme som Kuva – i Milliye [Nationale Styrker] i Tyrkiet under befrielseskrigen."
Ved at sammenligne Hamas med Tyrkiets nationale befrielsesbevægelse legitimerer Erdogan ganske effektivt en terrororganisation, der stod bag massakren den 7. oktober 2023 – det dødeligste angreb på jøder siden Holocaust.
Erdogan har desuden advaret om, at Israel i sidste ende vil gå efter Tyrkiet. "Medmindre det standses", sagde han, vil Israel "før eller siden rette blikket mod Anatolien."
Sådanne udtalelser er ikke blot provokerende. De forstærker også Hamas' propaganda, dæmoniserer Israel og opmuntrer islamistiske ekstremister i hele regionen.
Endnu mere alarmerende er de direkte trusler, der udgår fra Ankara.
Erdogan har antydet, at Tyrkiet kunne gøre des samme mod Israel, som landet gjorde i Libyen og Nagorno-Karabakh. Det er udtalelser, der bredt tolkes som trusler om militær intervention. Tyrkiet leverede avancerede bevæbnede droner, militærrådgivere og taktisk støtte til sine allierede regeringer, hvilket med succes ændrede magtbalancen på slagmarken.
Tyrkiets intervention i Libyen i 2020 forhindrede, at den libyske hovedstad faldt i hænderne på general Khalifa Haftars Libyske Nationale Hær og reddede Libyens FN-anerkendte nationale samlingsregering.
Tyrkiet var under krigen i 2020 mellem Aserbajdsjan og Armenien en stærk støtte for Aserbajdsjan. Tyrkiet gav det intensiv militær træning, operationel planlægning og bevæbnede droner. Dronerne viste sig at være yderst effektive til at ødelægge det armenske luftforsvar og tungt bevæbnede positioner og bidrog i høj grad til Aserbajdsjans afgørende militære sejr.
Den tyrkiske indenrigsminister, Mustafa Ciftci, erklærede for nylig, at Jerusalem en dag igen vil komme under tyrkisk styre. "Disse steder vil igen, ligesom i fortiden, blive vores", sagde han. "De vil igen, om Gud vil, komme under vores styre og myndighed."
Sådanne udtalelser ville vække vrede, hvis de kom fra enhver anden regering. Alligevel har store dele af det internationale samfund reageret med tavshed.
Konsekvenserne er farlige.
Hver gang Erdogan roser Hamas, modtager Hamas-delegationer, anklager Israel for "folkedrab" eller truer Israel, sender han et signal til Hamas om, at de nyder stærk international opbakning.
En sådan retorik opmuntrer Hamas og andre jihadistiske organisationer. Den opmuntrer dem til at tro, at de kan overleve, omgruppere og fortsætte deres krig mod Israel.
I det mindste tydeliggør Erdogans udtalelser regeringens intentioner fremfor at holde dem skjult, hvor ingen opdager dem.
Tyrkiets åbenmundede intentioner gør imidlertid forestillingen om, at Tyrkiet kan hjælpe med at afvæbne Hamas, pinlig. At forvente, at Erdogans regering vil presse Hamas til at overgive sine våben, svarer til at forvente, at Iran vil nedlægge Hizbollah.
Tyrkiets ledere har brugt år på at forsvare Hamas, legitimere Hamas, finansiere Hamas-relaterede aktiviteter og give Hamas et diplomatisk og politisk dække. Hvorfor skulle nogen for alvor tro på, at de nu vil hjælpe med at nedbryde netop dén organisation, de har næret?
Realiteterne synes at være, at Erdogan har perfektioneret et dobbeltspil.
Over for folk i Vesten præsenterer Tyrkiet sig som en ansvarlig regional magt og en uundværlig NATO-allieret.
Over for Hamas og andre islamistiske bevægelser tilbyder Tyrkiet politisk støtte, diplomatisk beskyttelse, økonomiske muligheder og ideologisk solidaritet.
USA har ikke længere råd til at se bort fra Tyrkiets upålidelighed. USA er nødt til seriøst at revurdere sin politik over for Tyrkiet og holde op med at betragte Erdogans regering som en neutral aktør, der kan fremme fred. Et styre, der åbent omfavner Hamas, huser dets agenter, tolererer dets finansielle netværk og gentager dets retorik, er ikke en ærlig fredsmægler.
Tyrkiet synes i stigende grad at være en del af problemet og ikke en del af løsningen.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist bosat i Jerusalem.