Hvorfor er Det Palæstinensiske Selvstyre imod Jordans forslag om at installere videokameraer på Jerusalems Haram al-Sharif (Tempelbjerget), som er helligt for både kristne, muslimer og jøder?
Det er det spørgsmål, mange i Jordan har stillet sig i lyset af den seneste aftale mellem Israel og Jordan, som blev indgået under ledelse af USA's udenrigsminister John Kerry. Ideen blev først fremsat af Jordans kong Abdullah i et forsøg på at lette spændingerne på dette hellige sted i Jerusalems gamle bydel.
Kort efter at Israel havde accepteret ideen, skyndte Det Palæstinensiske Selvstyre sig at afvise den som en "ny fælde." Selvstyrets udenrigsminister Riad al-Malki og andre topfolk i Ramallah udtrykte bekymring for, at Israel ville bruge kameraerne til at "arrestere palæstinensere under påskud af tilskyndelse til vold."
De seneste to år har Det Palæstinensiske Selvstyre og andre grupper, herunder Hamas og Islamisk Bevægelse (nordlig gren) i Israel, ført en æggende kampagne imod jødiske besøg på Haram al-Sharif. Kampagnen har hævdet, at jøderne planlagde at ødelægge Al-Aqsa-moskeen.
I et forsøg på at forhindre jøder i at komme ind på det godt og vel 37 tønder (150.000 m2) store helligområde, hyrede Det Palæstinensiske Selvstyre og Islamisk Bevægelse i Israel snesevis af muslimske mænd og kvinder til at chikanere de jødiske besøgende og de politifolk, som eskorterede dem. Mændene går under betegnelsen murabitoun, mens kvinderne kaldes for murabitat (troens forsvarere eller vogtere).
Disse mænd og kvinder er siden blevet filmet, råbende og i forsøg på at angribe jøder og politifolk på Haram al-Sharif. Den slags videobeviser er noget, Det Palæstinensiske Selvstyre prøver at undgå. Selvstyret ønsker, ligesom Islamisk Bevægelse, at disse mænd og kvinder skal blive ved med at chikanere jøderne under påskud af at "forsvare" Al-Aqsa-moskeen mod "ødelæggelse" og "besudling."
Installationen af overvågningskameraer på stedet vil udstille murabitounernes og murabitaternes aggressive adfærd og vise alverden, hvem det i virkeligheden er, der "vanhelliger" de islamiske helligdomme og gør dem til baser for angreb og overfald på jødiske besøgende og politiet.
Kameraerne vil sandsynligvis også gendrive påstanden om, at jøder "med vold trænger ind" i Al-Aqsa-moskeen og afholder bøn på Tempelbjerget. Det Palæstinensiske Selvstyre, Hamas og Islamisk Bevægelse har længe beskrevet de jødiske besøg som en "provokerende og voldelig indtrængen" i Al-Aqsa-moskeen. Men nu vil kameraerne vise, at ingen jøder går ind i Al-Aqsa-moskeen, som palæstinenserne ellers har påstået.
En anden grund til at palæstinenserne er imod kong Abdullahs idé, er deres frygt for at kameraerne vil afsløre, at palæstinenserne har smuglet sten, brandbomber og rørbomber ind i Al-Aqsa-moskeen gennem de seneste to år. Det er scener, som Selvstyret, Hamas og Islamisk Bevægelse ikke ønsker, at verden skal se: de viser, hvem det i virkeligheden er, der "besudler" Haram al-Sharif. Det er vel unødvendigt at sige, at ingen jødiske besøgende indtil nu er blevet taget i at forsøge at smugle den slags våben ind på det hellige område.
Ved at forkaste opsættelsen af 24-timers overvågningskameraer på Haram al-Sharif er Det Palæstinensiske Selvstyre kommet på kollisionskurs med Jordan. Jordanske politikere og klummeskribenter har udtrykt voldsom vrede over Selvstyrets indstilling og har kaldt den skadelig for palæstinensiske og islamiske interesser.
Den jordanske avis Al-Ghad, som er tæt på regeringen, har citeret jordanske politikere for at have fordømt Selvstyrets modstand mod kameraerne som "upassende, klodset, usmagelig og urimelig."
Kilder i Ramallah har i denne uge forklaret, at Selvstyrets modstand mod kameraerne også bør ses i sammenhæng med den magtkamp om kontrollen med de islamiske helligdomme i Jerusalem, som foregår mellem palæstinenserne og Jordan. Jordanerne har længe forsøgt at bevare deres status som "tilsynsførende" for Al-Aqsa-moskeen og andre islamiske helligdomme i Jerusalem. Det er en status, som nogle palæstinensere og Islamisk Bevægelse i Israel har forsøgt at ændre gennem de seneste to årtier, især efter underskrivelsen af Oslo-aftalerne mellem PLO og Israel i 1993.
Det Palæstinensiske Selvstyres modstand mod installationen af kameraer ses som et forsøg på at undergrave Jordans status på islamiske helligsteder. Mange palæstinensere hævder, at de, og ikke jordanerne, burde have ansvaret for Haram al-Sharif. Medlemmer af Selvstyret er imod kameraerne, fordi det er et jordansk forslag og på ny vil styrke Jordans rolle på det hellige område.
Som sådan kan Det Palæstinensiske Selvstyres indstilling opfattes som et forsøg på at ændre status quo på helligstedet ved at drive jordanerne ud af området. Kong Abdullah er tydeligvis klar over det palæstinensiske forsøg på at forhindre ham i at spille nogen som helst rolle ved helligdommen; det er grunden til, at han var hurtig til at indgå en aftale med Israel om installationen af kameraer. Imens vil Selvstyret blive ved med at modsætte sig kameraer i håbet om at forhindre verden i at se, hvad der i virkeligheden foregår på området, og undergrave det jordanske "tilsyn" med islamiske helligsteder i Jerusalem.
Nu mangler vi blot at se, hvordan udenrigsminister Kerry, som forhandlede kameraaftalen mellem Israel og Jordan, vil reagere, om overhovedet, på Det Palæstinensiske Selvstyres seneste forsøg på at fortsætte eskalationen af spændingerne på det hellige område. Hvis Kerry undlader at lægge pres på Selvstyret for at få dette til at standse sine ansporinger og gentagne forsøg på at udelukke jordanerne fra at spille en positiv rolle på Haram al-Sharif, vil den aktuelle bølge af knivoverfald på jøder fortsætte.