Gennem flere måneder nu har Det Palæstinensiske Selvstyre og Jordan voldsomt fordømt besøg af jødiske grupper og enkeltpersoner på Tempelbjerget i Jerusalem.
Selvstyret og Jordan har beskyldt de jødiske besøgende for at "vanhellige" Haram al-Sharif [Den Ædle Helligdom], det navn der benyttes af muslimer, når de refererer til Tempelbjerget.
Besøgene, som er blevet foretaget i koordination med Jerusalems politi, er blevet beskrevet af Selvstyret og Jordan som forsøg på at "bestorme" Al-Aqsa Moskeen.
Beskyldningerne fra Selvstyrets ledelse og Jordan har udløst en kampagne fra muslimsk side for at forhindre jøders besøg på helligdommen. Næsten hver eneste dag afskærer muslimske ballademagere de jødiske besøgende ved at slynge skældsord mod dem og råbe "Allahu Akbar" ("Allah er størst") ind i ansigtet på dem.
I nogle tilfælde har palæstinensere smidt sko mod de besøgende jøder, heriblandt børn.
Forskellige palæstinensiske grupper har også rekrutteret kvinder og børn til at chikanere de jødiske besøgende og de politibetjente, som ledsager dem. Kvinderne, der hyldes som Murabitat ("de standhaftige"), har én bestemt opgave: at chikanere de jødiske besøgende. De hævder, at deres hovedmål er at beskytte Al-Aqsa Moskeen imod jødisk "aggression." Nogle af kvinderne modtager en fast månedlig sum på op mod 1500 shekel (omkring 400$) for at forsøge at blokere de jødiske besøgende.
Men nu er de, der har opildnet imod de jødiske besøgende, selv blevet ofre for deres egen kampagne.
Palæstinensiske og jordanske embedsmænd, som for nylig besøgte Tempelbjerget, fik en førstehåndslektion i, hvad denne opildnen kan føre til. Disse embedsmænd blev selv ofre for ballademagere, som råbte skældsord mod dem og tvang dem til at flygte fra helligdommen.
Det seneste offer var sheik Ahmed Helayel, øverste islamiske dommer i Jordan, som ankom til Aqsa Moskeen forrige fredag i spidsen for en delegation af ledende jordanske regeringsmedlemmer, som desuden omfattede kongerigets minister for Wakf-anliggender.
Sheik Helayel forventedes at levere fredagsprædikenen, men han blev tvunget til at forlade podiet, efter at snesevis af moskegængere protesterede imod hans tilstedeværelse og begyndte at udslynge skældsord imod Jordan og ham. Han og alle delegationens medlemmer blev reddet af andre moskegængere, som eskorterede dem ned fra Tempelbjerget.
De palæstinensere, som ydmygede den jordanske delegation og smed den ud, tilhører den radikale, internationale, islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir (Befrielsens parti), hvis mål er at "genoptage den islamiske livsstil ved at etablere en islamisk stat, som gennemfører islams systemer og fører dens kald ud til hele verden."
En af lederne i flokken råbte til den jordanske lærde: "Vi havde håbet at se dig besøge os i spidsen for en islamisk hær for at befri Jerusalem og Aqsa Moskeen og ikke under den israelske besættelses støvlehæl." En anden af de protesterende beskyldte Jordan for at have "solgt" Vestbredden og Jerusalem til Israel i 1967.
Hændelsen har ydmyget den palæstinensiske selvstyreledelse dybt, og dens repræsentanter var hurtige til at fordømme angrebene på de jordanske embedsmænd.
En talsmand for Selvstyret, Ehab Bsaisso, udtrykte sin beklagelse af hændelsen. Selvstyrets øverste islamiske dommer, Mahmoud Habbash, afviste hændelsen som "umoralsk" og "uislamisk." Habbash hævdede, at de der var ansvarlige for at have smidt de jordanske embedsmænd ud af Aqsa Moskeen, havde "gjort den israelske besættelse en gratis tjeneste."
Det er værd at bemærke, at Selvstyrets embedsfolk jævnligt opfordrer muslimske moskegængere til at afskære jødiske besøgendes adgang til helligdommen. Men sidste år blev Habbash, der også fungerer som rådgiver i religiøse anliggender for Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, selv tvunget til at flygte ned fra Tempelbjerget, efter at vrede palæstinensere angreb ham med sko, sten og æg.
Men embedsfolkene fra Selvstyret og Jordan synes stadig ikke at have lært lektien – nemlig at deres opildnen imod jøders besøg vil antænde en ild, som også vil fortære dem selv. Habbash og sheik Helayel befandt sig begge i samme situation som de jøder, der konfronteres af ballademagere under deres besøg på Tempelbjerget.
Palæstinensiske og jordanske embedsmænd, som dagligt opildner deres befolkninger imod Israel, bør ikke blive overrasket, når deres bagland spytter dem i ansigtet, kaster sko efter dem eller smider dem ud af moskeen.
Jordan har en fredstraktat med Israel, og Det Palæstinensiske Selvstyre gennemfører sikkerhedskoordination med de israelske forsvarsstyrker, IDF. Det er nok til, at deres egne befolkninger vender sig imod dem og beskylder dem for "kollaboration" med den "zionistiske fjende."
Den anti-israelske opildnen har på ny vist sig kontraproduktiv. Men vil Det Palæstinensiske Selvstyre og Jordan drage konklusionen af deres fejltagelser og begynde at undervise deres befolkninger i tolerance og fred med Israel? Sørgeligt nok vil dette næppe ske, i det mindste ikke i nær fremtid. Anti-Israel retorikken har gjort det umuligt overhovedet at tale om muligheden for fred med Israel.