Der går næppe en uge uden endnu en beretning om en palæstinenser, der er blevet dræbt under kamp for terrorgruppen Islamisk Stat.
Disse beretninger har vakt dyb bekymring hos mange palæstinensere på Vestbredden og i Gaza-striben. En nylig rapport skønnede, at omkring 100 palæstinensere allerede har tilsluttet sig Islamisk Stat. Andre rapporter hævder, at tallet er langt højere.
Ifølge rapporten kommer de fleste af de palæstinensere, som tilslutter sig Islamisk Stat i Irak and Syrien, fra Gaza-striben. Endnu 1.000 palæstinensiske mænd menes at have planer om at tilslutte sig Islamisk Stat, men har af forskellige grunde endnu ikke været i stand til at virkeliggøre deres drøm, ifølge rapporten.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de fleste af de palæstinensere, som har tilsluttet sig Islamisk Stat, kommer fra Gaza-striben, der har været kontrolleret af Hamas siden 2007.
Gennem det seneste år har flere forskellige rapporter antydet, at det er lykkedes for Islamisk Stat og dens støtter at infiltrere Gaza-striben, hvor de udgør en større trussel imod Hamas' herredømme over området, der er hjem for godt 1,6 millioner palæstinensere.
Tidligere i år organisere Islamisk Stats støtter deres første offentlige optræden på gaderne i Gaza by, hvor de råbte på en islamisk hær til at udslette Israel og "islams fjender."
Tidligere i denne uge fortalte Islamisk Stat Yehia-familien fra byen Jenin på Vestbredden, at deres søn Said var blevet dræbt, mens han kæmpede for terrorgruppen nær Aleppo i Syrien.
Familien fik at vide, at Said havde sluttet sig til Islamisk Stat for syv måneder siden. Saids familie sagde, at han havde fortalt dem, at han ville rejse til Europa for at søge arbejde. Men senere erfarede de, at han var taget til Syrien for at slås for Islamisk Stat.
De to fremmede, som mødte op ved familiens hjem, kunne endda vise Saids forældre og brødre et foto af Saids lig.
De seneste måneder er mindst fire palæstinensere fra Gaza-striben ligeledes blevet meldt dræbt under kampe for Islamisk Stat.
En af dem, Abed al-Elah Kishta, 29 år, fra den sydlige by Rafah i Gaza-striben, blev dræbt under kamp for Islamisk Stat i det østlige Libyen. Nogle uger før han blev dræbt, kontaktede Kishta sin familie for at fortælle dem, at han havde sluttet sig til gruppen.
En anden palæstinenser fra Gaza-striben blev identificeret som Musa Hijazi, 23 år. Hans far, Hassan, sagde, at hans søn var blevet dræbt under kamp for Islamisk Stat i den irakiske by Fallujah. Islamisk Stat begræd senere Hijazi som en af sine martyrer, idet de refererede til ham under hans kaldenavn, Abu Mu'men al-Maqdisi.
En tredje palæstinenser blev identificeret som Wadi Washah, 21 år, fra Jebalya-flygtningelejren i Gaza-striben. Washahs familie sagde, at de var blevet chokerede over at høre om hans død under kamp for Islamisk Stat i Syrien. Familien sagde, at deres søn tidligere havde tilsluttet sig Palæstinensisk Islamisk Jihad, før han slap ud af Gaza-striben gennem en smuglertunnel langs grænsen til Egypten. Wadis far sagde, at hans søn var rejst til Syrien efter instrukser fra Islamisk Stat-tilknyttede salafi-jihadledere i Gaza. Ifølge faderen havde Wadi fortalt ham, at det var lykkedes ham at dræbe snesevis af iranere i Syrien.
Den fjerde palæstinenser blev identificeret som Ahmed Badwan, 26 år, kaldenavn Abu Tarek al-Ghazawi, fra Al-Bureij-flygtningelejren i Gaza-striben. Kilder tæt på familien sagde, at Badwan havde forladt Gaza-striben gennem en af Hamas' smuglertunneller og først havde sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien for så siden at flytte til gruppens forgrening i Irak. Han var blevet dræbt under et luftangreb fra den USA-ledede koalition på en af Islamisk Stats baser i Irak, fortalte kilderne.
Selvom antallet af palæstinensere, der har sluttet sig til Islamisk Stat, endnu er relativt lavt, er det tydeligt, at terrorgruppen er blevet umådeligt populær blandt palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza-striben. Fire offentlige meningsmålinger, som blev udgivet for få uger siden, viste, at mindst én million palæstinensere støtter Islamisk Stat.
Meningsmålingerne viste, at 24% af palæstinenserne har et positivt syn på Islamisk Stat. Når man tager i betragtning, at der bor knap 1,8 millioner palæstinensere i Gaza-striben og andre 2,7 millioner på Vestbredden, vil det sige, at der er mere end én million palæstinensere, som støtter Islamisk Stat.
I en kommentar til resultatet af meningsmålingerne bemærkede den kristne aktivist Sam Butrous, at den udbredte støtte til Islamisk Stat blandt palæstinenserne er et tegn på stigende ekstremisme og knægtelse af kristnes rettigheder i det hellige land. "Tilsyneladende har 20% af palæstinenserne intet problem med at smide deres kristne brødre ud og ødelægge deres kirker og gøre disse til moskeer," skrev han. "Det er det samme, som terrorgruppen Islamisk Stat allerede gør i de områder, som er under dens kontrol."
De kristne er ikke de eneste, der bør være bekymrede over Islamisk Stats voksende indflydelse på Vestbredden og i Gaza-striben. Palæstinensernes to regeringer, Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre, har ligeledes god grund til at være bekymrede. I de seneste uger har Islamisk Stats talsmænd fremsat trusler imod både Selvstyret og Hamas og beskyldt dem for at "samarbejde" med den "zionistiske entitet."
Men Selvstyret og Hamas kan kun bebrejde sig selv for bølgen af palæstinensere, som slutter sig til Islamisk Stat. De to regeringer tillader antivestlig agitation i deres moskeer og medier. Deres ledere glorificerer og bifalder jævnligt palæstinensere, som udfører terrorangreb på israelere, og opfordrer således andre palæstinensere til at følge trop. Og hvis disse palæstinensere ikke kan komme til at gennemføre angreb på Israel fra Vestbredden eller Gaza-striben, rejser de til Syrien og Irak og slutter sig til den derværende jihad imod Israels allierede, nemlig USA og andre vestlige lande.
De palæstinensiske ledere på Vestbredden og i Gaza-striben kan ikke slippe uden om ansvaret for at have inspireret snesevis af palæstinensere til at slutte sig til Islamisk Stat. Den flammende retorik hos disse ledere og den fortsatte agitation imod Israel og Vesten radikaliserer palæstinenserne yderligere og driver dem direkte i armene på Islamisk Stat.