Den vestlige verden er fuld af velgørenhedsorganisationer, som ikke gør andet end godt, såsom at bekæmpe sygdomme, hjælpe de mindrebemidlede eller tilbyde retshjælp. Men der findes andre typer af velgørenhedsorganisationer, de såkaldte NGO'er eller 'non-governmental organizations', dvs. ikke-statslige organisationer; disse arbejder ofte på den internationale scene, angiveligt for menneskerettigheder, humanitær nødhjælp og fred. Disse NGO'er finansieres af fonde, virksomheder, privatpersoner – åh ja, og regeringer. De findes i et forbløffende stort antal: 1,5 millioner i USA, 2 millioner i Indien, og tusindvis i Europa, hvoraf mere end 500 er lobbyister i Europaparlamentet. Den samlede indkomst i de OECD-forbundne NGO'er beløber sig til omkring 16 milliarder dollar. Desværre er der nogle af disse NGO'er, som forråder deres kærlighed til menneskeheden ved at anlægge en diskriminerende politik.
Mange af disse NGO'er – især dem der er stærkt afhængige af regeringspenge – synes drevet af et ideologisk eller politisk engagement og drages uundgåeligt ind i politisk aktivitet.
Ud fra et ønske om at hjælpe den svage part, uanset hvor, træffer mange NGO'er nogle ideologiske valg med hensyn til, hvem de placerer i denne kategori, og hvem der falder inden for kategorien "undertrykker." Denne indstilling betyder ofte, at deres gode arbejde kan bruges som "luftstøtte" til mennesker og aktiviteter, der ikke er specielt beundringsværdige.
Det er ikke usædvanligt at se NGO'er ignorere menneskerettighedskrænkelser i lande, som de ønsker at have som allierede, eller som de er nødt til at samarbejde med. Sommetider anlægger NGO'er en politisk holdning, som er bevidst partisk eller skadelig. Det store flertal af politiserede NGO'er, uanset deres oprindelige tema, fordømmer udelukkende ét bestemt land, og gør det igen og igen. Det land er selvfølgelig Israel. Inde i Israel er det samfund de angriber, uden undtagelse det jødiske samfund. Israelerne kan tilsyneladende aldrig gøre noget rigtigt, mens palæstinenserne lige ved siden af, som betragtes som svage og som ofre, aldrig kan gøre noget forkert.
Kvækerne har for eksempel altid været kendt for deres støtte til ikke-vold. Alligevel ignorerer kvæker-NGO'er, som hævder at arbejde for fred i Mellemøsten, stort set den palæstinensiske vold, mens de fordømmer Israels ret til at forsvare sig imod den. I et samarbejde med World Council of Churches [Kirkernes verdensråd] overfuser den kvækerledede organisation, som kalder sig for Ecumenical Accompaniment Programme in the Palestinian territories and Israel (EAPPI), igen og igen Israel for dettes brug af checkpoints, hvorimod den intet siger om de potentielle palæstinensiske selvmordsbombekandidater, som gør spørgsmålet om israelsk sikkerhed så tvingende – et hykleri som ikke synes at bekymre deres samvittighed synderligt. Og det er lige præcis her, disse politiserede NGO'er gør skade. Deres bidrag til den seneste FN-rapport om Israels krig i Gaza i 2014 har fortegnet den i en sådan grad, at den er ubrugelig for enhver seriøs undersøgelse.
Denne udpegelse af Israel, som udgår fra utallige NGO'er – såvel som fra uigennemskuelige og uansvarlige overnationale organisationer som FN og den internationale krigsforbryderdomstol, International Criminal Court (ICC) – afspejles også i den helt ubalancerede udvælgelse af Israel til irettesættelse i FN's menneskerettighedsråd, United Nations Human Rights Council (UNHRC). I sidste uge protesterede USA's ambassadør til FN, Keith Harper, i klare vendinger imod det faktum, at UNHRC kritiserer Israel mere end alle andre lande i verden tilsammen:
Vi er dog stadig bekymrede over dette råds særlige dagsordenpunkt vendt imod Israel og de mange gentagne og ensidige resolutioner under dette dagsordenpunkt. Ingen af verdens værste menneskerettighedskrænkere, hvoraf nogle er genstand for resolutioner fra dette møde, har deres eget særlige dagsordenpunkt ved dette råd. Kun Israel får en sådan behandling.
Igennem århundreder har næsten intet andet religiøst eller etnisk samfund været udsat for et sådant verdensomspændende had eller været et offer for en sådan grad af hyklerisk dobbeltmoral og forfølgelse, som de jødiske samfund i Europa og Mellemøsten. I dag er det tvangsprægede fokus på Israel en simpel genoplivelse af dette klassiske had. Det har en indlysende anti-semitisk karakter, og alligevel bliver det flittigt benyttet af snesevis af NGO'er, som påstår at være imod racisme.
Det bedste man som læser kan gøre, hvis man ønsker et større indblik i, hvordan denne diskrimination imod Israel fungerer for NGO'erne, er at kigge på de mange artikler og pressemeddelelser fra NGO Monitor, en israelsk informations-, juridisk rådgivende og støtteorganisation skabt af Gerald Steinberg, professor i politisk videnskab ved Bar Ilan Universitet. NGO Monitor er den vigtigste kilde for medierne, det internationale samfund og for alle, som har brug for at vide noget om de ofte anti-semitiske beskyldninger, der rettes mod den jødiske stat – hvad enten det er "krigsforbrydelser," "apartheid" eller etnisk udrensning.
Det vigtigste er ikke så meget det åbenlyse had til Israel, som kommer til udtryk hos nogle NGO'er, men at så mange af dem er kraftigt finansierede af udenlandske regeringer eller udenlandske institutioner.
Ifølge NGO Monitor "skal NGO'er repræsentere civilsamfundet, ikke fremmede regeringers interesser. Israelske NGO'er, som modtager støtte fra udenlandske regeringer, nyder godt af det vildledende image af at være 'ikke-statslige,' upolitiske og baserede i 'civilsamfundet.'"
Når en sådan økonomisk støtte gives af allierede stater såsom USA eller Storbritannien eller af internationale sammenslutninger som EU, betyder den en uforholdsmæssig indblanding fra udenlandske regeringers side i en demokratisk stats indre anliggender.
Disse udenlandske, indflydelsesrige aktører er grunden til, at Israels nye regering har brug for en lov, der gør sådanne aktiviteter regnskabspligtige, til dels ved at insistere på gennemsigtighed i al økonomisk støtte.
 En konference om "Impunity and Prosecution of Israeli War Criminals" [Straffrihed og retsforfølgelse af israelske krigsforbrydere], afholdt i Egypten i 2008, var sponsoreret af EU. (Foto: NGO Monitor) |
Det burde ikke overraske nogen at erfare, at Israels forsøg på at hindre uregistrerede, udenlandske aktører – NGO'er som tilsammen modtager millioner og atter millioner af dollars hvert eneste år, primært fra Europa – er blevet og bliver fordømt som "udemokratiske." Denne beskyldning bliver sædvanligvis fremsat trods det faktum, at intet land ville finde sig i en upassende indblanding i sin indenrigspolitik fra andre staters side, hinsides et meget begrænset og sandt humanitært niveau.
Modbevægelsen begyndte for alvor i 2011, hvor to lovforslag blev fremsat og optaget til overvejelse i Israels ministerielle lovkomité.[1] Ingen af dem er blevet ophøjet til lov, men de afspejlede begge den udbredte erkendelse, at det israelske demokrati har ret og pligt til at forsvare sig imod sådanne udenlandske angreb og manipulationer. De foreslåede foranstaltninger omfattede bl.a. en 45% skat på indtægter opnået ved udenlandske regeringsdonationer til stærkt politiserede NGO'er og indførte begrænsninger på omfanget af donationer fra regeringer og internationale organer (såsom FN og EU).
Skønt disse og lignende forslag er blevet fordømt som diskriminerende og udemokratiske af mange organisationer og ikke er ophøjet til lov, er det svært at se, hvordan disse beskyldninger kan være sande. NGO'erne bliver ikke forbudt og vil stadig kunne handle som de har lyst til, så længe de holder sig inden for lovens rammer. Demokratier lægger begrænsninger på alle mulige ting. Der er dem, der mener, at et rygeforbud i det offentlige rum er en knægtelse af rygernes rettigheder, mens andre mener, at fordelene for nationens helbredstilstand vejer tungere end ethvert absolut krav om demokratisk fortrinsret.
Behovet for en vis kontrol med udenlandske finansieringer udspringer af to hensyn, som begge er vigtige for et ægte demokratis evne til at fungere ordentligt. For det første bør der være grænser for, hvor meget udenlandske regeringer og organer kan blande sig i en anden nations politik. For det andet indebærer den type indblanding, som israelerne protesterer imod, økonomisk og anden støtte til NGO'er, hvis formål er at angribe, svække – og for nogles vedkommende i sidste ende udslette – Israel, udefra eller indefra. Dette inkluderer grupper og individer, som meget vel kan beskrives som oprørske eller tilskyndende til oprør i betragtning af, at Israel befinder sig i en mere eller mindre konstant tilstand af krigsberedskab og ustandselig bliver udsat for angreb -- militært, økonomisk og diplomatisk – fra regeringer og organisationer, som tydeligvis gerne så dette regionens eneste pluralistiske demokrati tilintetgjort.
NGO'er som Breaking the Silence (BtS) bruger anonyme "vidneudsagn" til at undergrave de israelske forsvarsstyrkers omdømme og moral og fremsætte beskyldninger om krigsforbrydelser. Andre NGO'er udsender rapporter, som er fulde af fordrejede eller usande oplysninger, tydeligvis beregnet til at svække Israels position i det internationale samfund, ignorere eller underspille palæstinensisk terror og tusindvis af raketangreb fra Gaza, opfordre til et ophør af en forudsat israelsk "apartheid," eller kræve dannelse af en palæstinensisk stat uden de nødvendige forhandlinger, aftaler, kontroller eller balancer. Israel peges ud, tvangspræget og dobbeltmoralsk, mens de værste menneskerettighedskrænkere går fri.
En højtstående delegation fra FN's menneskerettighedsorgan Human Rights Watch (HRW) rejste for eksempel i 2009 til Saudi-Arabien, ifølge Wall Street Journal "for at skaffe penge fra rige saudiere ved at betone HRW's dæmonisering af Israel... Tilsyneladende fandt [HRW's talskvinde Sarah Lea] Whitson ikke tid til at kritisere Saudi-Arabiens elendige generalieblad, når det gælder menneskerettigheder. Men frygt ikke, HRW opfordrede for nylig det saudiske kongedømme til at gøre mere for at beskytte de huslige arbejderes menneskerettigheder.... Men Whitson skaffede ikke penge til menneskerettigheder. Hun skaffede penge til HRW's propagandakampagne imod Israel."
Hidtil har Israel været bemærkelsesværdigt overbærende, når det gælder de anti-israelske NGO'er og deres aktiviteter i Israel og på Vestbredden. Men lande som åbenlyst trues med folkedrab, sådan som Israel bliver det fra Iran, kan blive hæmmet, når de udviser en sådan overbærenhed. I modsætning hertil vedtog Ruslands statslige duma i maj i år et lovforslag om at forbyde "uønskede organisationer" -- udenlandske NGO'er som udgør en trussel imod Ruslands forsvar, sikkerhed, offentlige orden eller offentlige sundhedstilstand.
I modsætning til Rusland vil det, hvis de israelske lovforslag går hen og bliver vedtaget, ske på en fuldkommen gennemskuelig og demokratisk måde.[2] Og efter at et forslag er blevet ophøjet til lov, kan enhver person eller NGO desuden henvende sig til Israels højesteret vedrørende spørgsmål om rettigheder, krænkelser eller modsigelser i forhold til eksisterende love. Det er meget svært at se, hvordan en så omhyggelig og åben proces kan være "udemokratisk."
I sin analyse af de lovmæssige muligheder fremfører NGO Monitor, at når en NGO modtager en anselig portion af sit budget fra regeringer, er den ikke længere en ikke-statslig organization:
"NGO'er skal repræsentere civilsamfundet, ikke udenlandske regeringers interesser. Israelske NGO'er, som modtager økonomisk støtte fra udenlandske regeringer, nyder godt af det vildledende image af at være 'ikke-statslige,' upolitiske og baserede i 'civilsamfundet.' De bidragydende regeringer bruger ligeledes denne ramme til at retfærdiggøre deres brug af NGO'er som politisk instrument, og på en skala som er unik for Israel."
Et aktuelt og kontroversielt eksempel herpå er den schweiziske regerings finansiering af Breaking the Silence (BtS), en lille gruppe i randen af det politiske spektrum. Det schweiziske udenrigsministerium og Zürichs kommune har sponsoreret en rundrejse for denne berygtede, anti-israelske NGO med den begrundelse, at den har styrket "dialogen om menneskerettigheder." Men Breaking the Silence nægtede at inkludere israelske soldater, som ønskede at fortælle en anden historie, i sine arrangementer. Det betyder, at det schweiziske udenrigsministerium og en schweizisk kommune er villige til at genere Israel ved at yde økonomisk støtte til en fuldkommen ensidig fortælling, som påvirker landets omdømme i udlandet og åbner det for anklager om kriminel aktivitet.
Breaking the Silence har kun ét formål: at rapportere om og citere synspunkter fra anonyme, utilfredse tidligere soldater i IDF, som beskylder Israels væbnede styrker for krigsforbrydelser. BtS bruger, ifølge NGO Monitor, "radikale beskyldninger baseret på anekdotiske, anonyme og ikke verificerbare vidnesbyrd fra lavt rangerede soldater." Herved undergraver BtS bevidst den militære moral, udsætter Israel for international forsmædelse og skaber mulighed for, at IDF-officerer og politikere stilles for retten, anklaget for krigsforbrydelser.
Intet land i krig – og Israel er, til sin egen bekymring, altid i krig – bør udsættes for et internationalt angreb af et sådant omfang. Selvfølgelig er der lande og bevægelser, som begår krigsforbrydelser – fra Syrien til Iran til ISIS og Hamas (for nylig understreget i en sjælden og større rapport fra Amnesty International); og det er kun rimeligt, at de bliver draget til ansvar, hvilket de dog sjældent, om nogensinde, bliver.
Det ironiske her er, at de israelske forsvarsstyrker, IDF, er kendt viden om for at være blandt de mest forsigtige og lovlydige hære i verden. Den britiske militærkommandør oberst Richard Kemp har gentaget dette mange gange og i mange fora. "Ingen anden hær i verden har nogensinde gjort mere, end Israel i dag gør for at redde uskyldige civiles liv i en kampzone," sagde han i et interview med Channel 2 News under den seneste Gaza-konflikt.
Men NGO'ernes rolle med hensyn til at fordreje informationerne om Israels militære aktioner har nået et kritisk punkt. UNHRC's rapport om Gaza-krigen i 2014 fra juni 2015, der af mange betragtes som den rene sandhedsåbenbaring, beror stærkt på NGO'er. NGO Monitor tager dette punkt op:
Rapporten fra undersøgelseskommissionen vedrørende Gaza-krigen i 2014 adskiller sig, ifølge NGO Monitor, både substantielt og metodisk fra sine forgængere, herunder Goldstone-rapporten fra 2009. Men den citerer stadig i udstrakt grad fra ensidige og upålidelige, politiske støttegrupper i form af NGO'er. Ved at gentage de uverificerede og usaglige faktuelle og retsrelaterede beskyldninger fra grupper som Amnesty International, B'Tselem, Palestinian Center for Human Rights og Al Mezan bliver FN-undersøgelsen uigenkaldeligt anløben.
"UNHRC's rapport ville være fuldkommen anderledes uden de grundløse og ikke verificerbare beskyldninger fra ikke-statslige organisationer," udtaler Anne Herzberg, juridisk rådgiver ved NGO Monitor. "Trods bestræbelsen på at konsultere en bredere vifte af kilder, mangler rapporten udgivet af McGowan Davis og hendes hold troværdighed som følge af NGO-indflydelsen."
NGO Monitors første gennemsyn af undersøgelseskommissionens "detaljerede fund" viser, at NGO'er er omtalt, gengivet og citeret i stort omfang: B'Tselem er den mest omtalte NGO med 69 citater, efterfulgt af Amnesty International (53), Palestinian Center for Human Rights (50) og Al Mezan (29). UNWRA og UN-OCHA bliver også fremhævet mange steder i rapporten. Som NGO Monitor gentagne gange har påvist, er disse grupper ikke egnede til en professionel afdækning af fakta.
Yderligere kommentarer fra NGO Monitor til FN-rapporten kan ses her. Her optræder også en fuld liste over NGO'erne og deres donorer.
Vedrørende Breaking the Silence-rapporten fra 4. maj 2015 forklarer NGO Monitor, at
Modsat BtS' påstand om, at "indholdet og opfattelserne i pjecen ikke udtrykker donorernes holdninger," afslører NGO Monitors undersøgelse, at et antal donorer gjorde deres støtte betinget af, at NGO'en fandt et minimumsantal negative "vidnesbyrd." Dette modsiger BtS' erklæringer og gør den således til en organisation, som repræsenterer udenlandske donorers interesser, hvilket alvorligt skader NGO'ens pålidelighed og evne til at analysere komplicerede kampsituationer.
Et skærmfoto af et dokument fra 2009 (indhentet fra Israeli Registrar of Non-Profits) viser, hvordan den britiske ambassade i Tel Aviv, den hollandske kirkelige nødhjælpsorganisation ICCO (oprindelig grundlagt af den hollandske regering) og Oxfam Great Britain (grundlagt af den britiske regering) krævede, at Breaking the Silence fremskaffede negative vidnesbyrd...
I sin rapport takker Breaking the Silence følgende for deres økonomiske bidrag:
"Broederlijk Delen (Belgien), CCFD - Terre Solidaire (Frankrig), Dan Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp, Danmark), Die Schwelle, Foundation for Middle East Peace, Human Rights and International Humanitarian Law Secretariat (grundlagt af Schweiz, Holland, Danmark og Sverige), Medico International, MISEREOR (en tysk "humanitær nødhjælpsorganisation"), Moriah Fund, New Israel Fund, Open Society Foundations, Pro Victimis, Rockefeller Brothers Fund, Sigrid Rausing Trust, SIVMO, Schweiz' føderale department for udenrigsanliggender, den kongelige norske ambassade i Tel Aviv, Trócaire (Irland) og utallige privatpersoner."
Der er ingen grund til at gå disse donorer efter i sømmene her, men det burde stå klart, at en lang række kirkelige organisationer, menneskerettigheds-NGO'er og et antal europæiske regeringer indgår i et ekstremt ensidigt projekt med henblik på at fremkalde bagvaskelse og udslettelse af den jødiske stat. Rapporten bringer også disse organisationer og enkeltpersoner på linje med de mange anti-israelske grupper, som er aktive i Boycott, Divestment, and Sanctions-bevægelsen [BDS-bevægelsen, for boykot, løsrivelse og sanktioner] og i den daglige, Israel-fjendtlige propaganda.
Nogle NGO'er begrænser ikke deres aktiviteter til krav i forbindelse med den israelske besættelse af Vestbredden, konflikten i Gaza eller almindelige israelske "forbrydelser." Det er netop blevet bekendtgjort, at National Iranian American Council (NIAC) [nationalt iransk-amerikansk råd] vil afsløre en ny skatteunddraget lobbygruppe kaldet NIAC Action, som vil åbne 30 afdelinger over hele USA.
NIAC selv er blevet afsløret som værende et agentur for Irans islamiske regime, en påstand som i 2012 blev støttet af den amerikanske distriktsdommer John Bates. Ikke blot har den nye NGO en åbenlys anti-israelsk dagsorden, den har også støttet atomaftalen med Iran ved at modarbejde den israelske modstand mod samme. I februar 2015 betalte NIAC selv for en fuldsides annonce i New York Times, som fordømte den israelske premierminister Binyamin Netanyahus tale til den amerikanske kongres den 3. marts 2015. Lederen af NIAC Action, Jamal Abdi, har ikke gjort nogen hemmelighed af, at de planlægger "at føre det politiske landskab i Washington væk fra grupper som American Israel Public Affairs Committee, der har kritiseret forhandlingerne med Iran, og hen imod bevægelser der er mere tilbøjelige til at søge diplomati med USA's gamle nemesis."
Én bestemt NGO, New Israel Fund, der har base i Israel, spiller langt den vigtigste rolle ved finansiering og opmuntring af andre israelske NGO'er, som modarbejder Israels interesser. Den er for nylig blevet studeret på en noget vilkårlig måde af den amerikanske journalist Edwin Black i dennes bog Financing the Flames. Med en årlig indkomst på 35 millioner dollar har NIF finansieret mindre NGO'er med op mod 250 million dollar over syv år og hældt penge i organisationer som den arabisk drevne Adalah, B'tselem, de pro-palæstinensiske Hamoked, Ir Amim, Rabbis for Human Rights, lobbygruppen Shatil og andre. Alle disse NGO'er har stort set den samme politiske dagsorden om at bagtale, presse og undergrave Israel; og bruger menneskerettighedsspørgsmål til at fremkalde et bestandigt negativt syn på landet, dets regering, dets love og dets forsvarsstyrker. De anerkender aldrig landets mange positive menneskerettighedsaktiviteter eller dets grundlæggende kvaliteter som en demokratisk, åben, fri og menneskerettighedsoverholdende stat. Mange kritiserer aldrig Det Palæstinensiske Selvstyre eller Hamas og vender heller ikke blikket mod menneskerettighedernes fortvivlede tilstand i lande som bl.a. Iran, Saudi-Arabien, Syrien, Nordkorea, Venezuela, Cuba, Kina, Rusland og Libanon.
De vestlige demokratier huser mange menneskerettighedsorganisationer, NGO'er som kæmper for borgerrettigheder, for retslige tiltag mod diskrimination, for støtte til minoritetsgrupper og dårligt behandlede mennesker, og som gør sig til fortalere for religiøs, politisk og seksuel frihed. Selv de bedste lande er ikke fuldkomne; demokratier kunne dog fungere fint uden grupper, som stiller regeringer eller institutioner til regnskab for deres dårlige opførsel. Men ingen steder i Vesten finder vi et sådant opbud af hadefulde personer, som forsøger at fremkalde deres egen frie nations undergang.
Hvor mange udenlandske regeringer finansierer mon had mod sig selv i en sådan grad, at NGO'er finansierer fjendskab mod USA, Storbritannien, Frankrig, Danmark, Holland eller Canada.
NGO'er bliver godt betalt for at tilskynde til gennemgribende ændringer i andre nationers forhold og en total afskaffelse af en bestemt nations ret til overhovedet at eksistere.
I Politically Incorrect Politics skriver Noru Tsalic i en følgeslutning, at "Trods deres foregivelse er de 'israelske NGO'er' hverken 'israelske' eller 'ikke-statslige': selvom de opererer i Israel, er de afhængige af udenlandsk økonomisk støtte... fra udenlandske regeringer – især dem fra den Europæiske Union. Kort sagt, de er ikke 'israelske NGO'er', men Foreign Political Subversion Groups (FPSG) [udenlandske, politiske, samfundsomstyrtende grupper]." De kaldes ofte for Foreign Agents [udenlandske agenter] eller Agents of Influence [indflydelsesrige aktører], og deres opgave er at manipulere med de interne aktiviteter i lande, som ikke er deres eget – sædvanligvis på måder som de ikke ville bryde sig om, at andre lande benyttede i deres eget land.
Selvom nogle regeringer kunne tilgives for at have finansieret noget, som giver sig ud for at være menneskerettigheds-NGO'er, så er det en skændsel, at så mange private fonde og enkeltpersoner (heriblandt mange jødiske velgørere) bruger deres penge på at fremme noget, der snarere er en dybt politisk, end en humanitær dagsorden via NGO'er i et åbent, pluralistisk demokrati som Israel, muligvis det eneste lyspunkt i en region præget af autoritær undertrykkelse.
New Israel Fund har indtil for nylig modtaget omkring tyve procent af sin finansiering gennem sit partnerskab med Ford Israel Fund, en organisation der dukkede op som et alternativ, efter at den USA-baserede Ford Foundation blev afsløret i at have betalt for at bringe tusindvis af anti-israelske radikale til den infame Durban-konference i 2001.
Men det vrimler med andre organisationer fra hele verden, som føjer sig til den store gruppe af fjendtlige og interventionistiske bidragydere. Disse inkluderer mange kristne organisationer for nødhjælp, retfærdighed og menneskerettigheder såsom Storbritanniens Christian Aid, Irlands Trócaire, USA's Catholic Relief Services og World Council of Churches [Kirkernes verdensråd]. Alle disse har en missionerende og forkyndende dagsorden oven i deres besættelse af politisk at udslette Israel og overlade palæstinenserne til deres egne korrupte lederes 'kærlige nåde'.
I denne sammenhæng arbejder Kirkernes Verdensråd hovedsagelig via sit økumeniske støtteprogram, Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel (EAPPI), som bringer medlemmer fra mange kirkesamfund til Israel og Vestbredden. Deltagernes erklærede opgaver i dette program er:
- At overvåge og rapportere om krænkelser af menneskerettigheder og international humanitær lov
- At støtte ikke-voldelige modstandsaktioner sammen med lokale palæstinensere og israelske aktivister
- At tilbyde beskyttelse via ikke-voldelig tilstedeværelse
- At engagere sig i offentlige politiske støtteerklæringer
- At stille sig solidarisk med kirkerne og alle dem, der kæmper mod besættelsen
De britiske og irske medlemsorganisationer i EAPPI er:
- Baptist Union of Great Britain
- CAFOD
- Christian Aid
- Church of Scotland
- Church Mission Society
- Churches Together in Britain and Ireland
- Iona Community
- Methodist Church
- Pax Christi UK
- Presbyterian Church of Wales
- Quaker Peace & Social Witness
- Scottish Episcopal Church
- United Reformed Church
- Us
- Trócaire
Som tidligere skrevet samledes mange af disse grupper i 2012 til en konference afholdt i Storbritannien, hvor de tilkendegav deres støtte til kun den ene part i en kompliceret konflikt, og gennemheglede Israel hvert andet øjeblik.
Med en sådan ensidigt pro-palæstinensisk og anti-israelsk agenda må man spørge, hvorfor det forekommer udemokratisk af Israel at ønske at udøve en vis grad af kontrol med dets egne borgeres ret til ikke at blive udsat for en sådan grad af uforsonlig misinformation, had og ruin. Intet andet land i verden ville finde sig i det; hvorfor skulle Israel?
Israel, som er et bavneblus for menneskerettigheder i en region præget af krige, fordomme, nægtelse af ytringsfrihed og modstand mod demokrati, burde peges ud for sit humanitære engagement i disse værdier. I stedet er den diplomatiske jihad, som er den sædvanlige reaktion, – lad os blot være ærlige – ikke andet end den velkendte gamle anti-semitisme, blot i et nationalt, gigantisk omfang. Israel har al mulig ret til at forsvare sig imod det, som alle ved, er det ældste og ondeste had i historien, og nu igen i verden i dag.
Denis MacEoin underviser i arabiske og islamiske studier. Han har en MA i persiske, arabiske og islamiske studier fra Edinburgh University, en PhD i persiske studier fra Cambridge (King's College) og en MA i engelsk sprog og litteratur fra Trinity College, Dublin.
[1] Oversættelse af begge lovforslag kan ses i appendiks 2 i "NGOs in Israel 101: Background to the Debate and FAQs".
[2] Processen starter med en første oplæsning ved et plenarmøde i Knesset; derefter sendes lovforslaget til Constitution Law and Justice Committee [komiteen for konstitutionel lov og retfærdighed] for at blive debatteret og revideret, hvorefter den reviderede udgave sendes tilbage til Knesset; herpå følge endnu en gennemlæsning i komiteen, samt en anden og tredje oplæsning ved et plenarmøde.