Den årtusindgamle traditionelle kinesiske kultur er fyldt med smukke konfucianske filosofier, slægtsritualer, kunstnerisk symbolisme, mytologier og hengivenhed over for familiens forfædre. Hvis en turist vil opleve nogle af disse gamle skikke selv, skal vedkommende imidlertid tage til Taiwan – ikke til Kina. Da fastlandskinesiske kommunister jævnede Kinas rige kulturarv med jorden, og Mao Zedongs "kulturrevolution" slettede de "fire gamle" – gamle skikke, kultur, sædvaner og ideer – fra det kinesiske samfund, blev Taiwan reelt det sidste tilflugtssted for en af verdens gamle, store civilisationer.
Kinas traditionelle levevis havde overlevet årtusinders periodevise borgerkrige, angreb udefra, hungersnød og vestlig sabotage. Da den kommunistiske virus slog rødder i landet, blev Kinas livlige historie udslettet på en generations tid. For to et halvt årti siden udførte flere akademikere et prisværdigt arbejde med at beregne kommunismens omkostninger i det tyvende århundrede med bogen Kommunismens Sorte Bog: forbrydelser, terror, undertrykkelse. Værket katalogiserer kompetent kommunistiske styrers systematiske mord på en million borgere og tortur af mange flere, men det nævner kun flygtigt den enorme destruktive magt, som kommunismen havde over det kinesiske folk.
Hvis den vestlige civilisation havde været udsat for en lignende "kulturrevolution", ville det have svaret til, at alle store ideer fra græsk demokrati, romersk republikanisme, jødisk-kristen teologi, oplysningstiden, den videnskabelige revolution og bevarelsen af de individuelle frihedsrettigheder var forsvundet på et øjeblik. Man må forestille sig, at Aristoteles, Cicero, Augustine, Aquinas, da Vinci, Michelangelo, Shakespeare, Locke, Jefferson og alle andre tænkere, forfattere, kunstnere, opfindere og statsmænd blev slettet fra historien. Det er dybden af det kulturelle folkedrab, som kommunismen har begået mod det kinesiske folk udover det tocifrede antal millioner af ofre, de slagtede og udrensede fra den fælles hukommelse.
Det er derfor mærkeligt at se så mange internationale institutioner, der i dag ser mod Kina for at få et globalt pejlemærke. WHO kopierede i store træk Kinas drakoniske corona-nedlukningspolitik ved at vedtage inddæmningsprocedurer, der påvirkede alle aspekter af livet i Vesten. Grundlæggeren af Det Verdensøkonomiske Forum (WEF), Klaus Schwab, hylder jævnligt Kinas overvågningsstat for dens evne til at "puffe" borgerne i retning af at efterleve politikken. Når kinaapologeter vender det blinde øje til den kommunistiske etpartistats fortsatte folkedrab på kristne, tibetanere, uyghurer, Falun Gong-udøvere og andre mindretal, fremmer de maskineriet i Kinas teknokratiske totalitarisme som en model for resten af verden. Det er dybt foruroligende at se en civilisationsødelægger blive fremhævet som den globale civilisations fremtid.
Det er imidlertid netop, hvad WEF's "Great Reset" ('Den Store Genstart') har til hensigt at gøre. "The Great Reset" følger, på trods af vægtningen af videnskab og teknologi, og trods dens fortryllende visioner for fremtiden, i fodsporene på Kinas kulturelle ødelæggelse. Schwabs indflydelsesrige organisation søger at genskabe et kinesisk system, hvor en lille, elitær gruppe udspyr ordrer, og almindelige borgere lydigt følger dem. Den efterstræber en dyster tilværelse, hvor fri tænkning opfattes som "farlig", og statslig dogmatisme velvilligt favnes. Organisationen ønsker at konstruere en civilisation blottet for livlig kultur, hvor kunstig intelligens opbygger verden, og hvor menneskelig opfindsomhed sygner hen. "The Great Reset" er det 21. århundredes "kulturrevolution", der skal udrense Vestens "gamle måder".
Hvis WEF rent faktisk havde været interesseret i at fremme oplysningsidealer, vestlig liberalisme og demokratiske normer på verdensplan, ville dette organ af aristokrater, der ikke har et folkeligt mandat, gøre alt, hvad der stod i dets magt, for at overbevise kinesiske ledere om den grundlæggende vigtighed af ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret, retsstaten og respekt for privatlivets fred. Det, at de ikke gør noget sådant, antyder, at WEF's loyalitet er mere i tråd med det kinesiske kommunistpartis bureaukrater, end Schwabs ideologiske følgere er villige til at fortælle.
"Det tekno-totalitære styre, som det kinesiske kommunistiske parti perfektionerer i Kina, vil ikke forblive dér", har den amerikanske republikaner Michael Gallagher, der er formand for kongressens udvalg vedrørende det kinesiske kommunistparti, advaret om. "Det er en model, som de i stigende grad vil eksportere til hele verden". Når man betænker, hvor synkroniserede det kinesiske kommunistparti og Det Verdensøkonomiske Forum fortsætter med at være, forekommer det, at Schwab er mere end villig til at hjælpe Kina med at eksportere dets totalitære politistat på verdensplan.
Der er en syg ironi ved begivenhedernes gang. Omkring den tid, hvor Kommunismens Sorte Bog blotlagde de rædselsfulde grusomheder ved Kinas forbrydelser mod menneskeheden, banede politikere i USA vejen for, at etparti-politistaten kunne tilslutte sig Verdenshandelsorganisationen og blive et produktionskraftcenter. Den daværende præsident, Bill Clinton, og en tværpolitisk kongres tildelte i år 2000 det kommunistiske land en status med permanent normale handelsrelationer. En af de vigtigste retfærdiggørelser af at ignorere Kinas lange historie med brud på menneskerettighederne var den noget tvivlsomme påstand, at denne tildeling ville øge Kinas lighed med USA. "Det amerikanske folk støtter denne aftale," påstod den amerikanske republikaner Bill Archer på den tid, "for de ved, at det er godt for arbejdspladserne i USA og godt for menneskerettigheder og udviklingen af demokrati i Kina." To et halvt årti med amerikanske tab af arbejdspladser, fortsat kinesisk forfølgelse af etniske mindretal og voksende global magt til det kinesiske kommunistparti har gjort den erklæring bemærkelsesværdig naiv.
At have undskyldt Kinas totalitarisme og overdraget det kommunistiske land nøglerne til at berige sig selv på lukrative globale markeder kan meget vel vise sig at have været den største udenrigspolitiske fejltagelse i århundreder. I stedet for at bibringe amerikanerne større velstand, som daværende præsident Clinton og udenrigsminister Madeleine Albright lovede den gang, har normaliseringen af handelsrelationerne med Kina ødelagt USA's en gang så robuste selvforsyning inden for industri og fremstilling, gjort arbejdere i hele landet fattigere og gjort almindelige amerikanere afhængige af en ofte fjendtlig geopolitisk fjende for at få kritiske råvarer og færdigprodukter.
Mens amerikanske arbejdspladser til stadighed udflyttes til den anden ende af verden, og amerikanske lønninger bruges på kinesisk import, drænes USA for velstand, der indskydes som kapital under det kinesiske kommunistpartis, og dets brølende militærs, kontrol. Kina fortsætter med at omgå alle internationale regler og normer, der ville kunne lægge hindringer i vejen for dets ekspansive magt og økonomiske bundlinje. Landet har også brugt sine handelsruter til at smugle fentanyl og andre dødelige stoffer ind i USA. Hvad der er lige så alarmerende, er, at det kinesiske kommunistparti også har smuglet grupper af mænd i den våbenføre alder "i hidtil uset antal – tilsyneladende med ordre til at sabotere amerikansk infrastruktur, hvis USA skulle forsøge at forhindre Kina i at erobre Taiwan. En enorm bølge af illegale kinesiske migranter med bekræftede forbindelser til Folkets Befrielseshær har fået den amerikanske republikaner Mark Green til at konkludere, at "Dette er en samordnet kinesisk indsats for at destabilisere USA, skade vores samfund og facilitere den basale udførelse af deres version af den globale verdensorden."
På trods af Kinas veldokumenterede kursmanipulation og tyveri af intellektuelle ejendomsrettigheder har Den Internationale Valutafond bekræftet, at den snart vil acceptere den kinesiske renminbi ved tilbagebetaling af gæld. I stedet for at fremkomme med en mekanisme til at "demokratisere" en lukket kommunistisk stat, har man, ved at bringe verdensøkonomien til Kina, blot styrket landets autoritære jerngreb, opmuntret landets regionale sabelraslen, udvidet landets kapacitet til at skade almindelige amerikanere og cementeret sin geopolitiske indflydelse. USA garanterer essentielt set det kinesiske kommunistpartis barbari, konkluderer Tony Perkins, der er tidligere formand for den tværpolitiske amerikanske Kommission vedrørende International Trosfrihed: "Kina er faktisk mere undertrykkende i dag end de var for to årtier siden, og årsagen er, at de har råd til det, eftersom amerikanske forbrugere finansierer deres undertrykkelse."
Politikere og repræsentanter for erhvervslivet i Washington kan have troet, at de kunne gribe den kinesiske drage ved halen, men et kvart århundrede senere er det tydeligt, at det ildsprudlende uhyre er vokset til at blive endnu farligere. Senator Marsha Blackburn beskriver ligefremt Biden-regeringens tendens til at ignorere Kinas dårlige opførsel som hallucinerende bestræbelser på "at formilde et diktatur, der begår gennemgribende brud på menneskerettighederne og undertrykker sit eget folk." Der er gået mere end 80 år siden den britiske premierminister Neville Chamberlain døde, og endnu en gang er formildelse af brutale totalitære regimer på bordet – for at tjene det ofte så vage løfte om global fred.
Ud over ødelæggerne af deres egen gamle civilisation, hvilken slags folk styrer så det kommunistiske Kina i dag? Det gør lige præcis den slags autoritære, som Davos-eliten paradoksalt nok fordømmer, når de hylder "demokratiets" dyder. Kina sender sine spioner ud over hele verden for at chikanere og intimidere dissidenter, der taler og skriver kritisk om det kinesiske regime. Hvad angår dem, der udtrykte modstand mod Beijings overtagelse af Hong Kong, har det kinesiske styre udlovet dusører på flere millioner dollars for deres hoved. Hvis "du på nogen måde udgør en trussel mod det kinesiske kommunistparti", advarer den amerikanske republikaner Carlos Gimenez, "bliver du forfulgt, du bliver fængslet, og somme tider vil du endda miste livet."
Mange tilhængere af normaliserede handelsrelationer med Kina forventede kun gode resultater og ignorerede muligheden for at give en upålidelig aktør yderligere magt. Et år efter, at Clinton hjalp med at bringe Kina ind i "frihandelsklubben", argumenterede den daværende præsident George W. Bush også for, at "åben handel er en drivkraft til frihed i Kina, en drivkraft til stabilitet i Asien og en drivkraft til velstand i USA." Han fortsatte, idet han ignorerede følgerne af at fodre et farligt uhyre: "Når vi åbner handel, åbner vi sind. Vi handler med Kina, fordi handel er en god politik for vores økonomi, fordi handel er en god politik for demokrati og fordi handel er en god politik for vores nationale sikkerhed."
Dette var alt sammen prisværdige mål, men gode intentioner medfører tit katastrofale resultater. Hvis Bush i 2001 havde vidst, at arbejdsstyrken for USA's arbejderklasse ville sygne hen i vore dage, at Kina ville dræbe titusinder af amerikanere hvert år med fentanyl, stjæle amerikanske virksomheders patenterede teknologi og at globale institutioner som WHO og Det Verdensøkonomiske Forum aktivt ville promovere det kinesiske kommunistpartis teknokratiske overvågningsstat, ville han måske ikke have været helt så ivrig efter at styrke Kina gennem frihandel. Han ville måske have været mere villig til at overveje, om demokrati, stabilitet, velstand og national sikkerhed i sidste ende ville nedbrydes. Han ville måske have anerkendt, at Kina meget vel kan lykkes med at eksportere sin autoritære filosofi til resten af verden med større effektivitet, end USA kan eksportere frihed.
Mange forskere i radikale bevægelser har påvist, at "meget af den aktivisme, der for tiden river den vestlige civilisation i stykker, er drevet af ideer, der kan spores tilbage til maoismen." Kinas "kulturrevolution" har allerede ødelagt én stor civilisation; måske skulle Vesten, inden det er for sent, modsætte sig at importere sin egen kulturrevolution.
JB Shurk skriver om politik og samfundsforhold, og han er Distinguished Senior Fellow hos Gatestone Institute.