Politisk sprogbrug manipulerer med den politiske debat. Abortmodstandere, der definerer sig selv som "pro-life", dvs. fortalere for liv, gør semantisk aborttilhængere til "fortalere for død". Aborttilhængere, der definerer sig selv som "fortalere for valgfrihed", gør semantisk enhver opposition til "modstand mod valgfrihed". Når det kommer til stykket, hvem ønsker da at være "fortaler for død" eller "modstander af valgfrihed"? Sådan er det politiske spil. Ord er våben: Anvendes ordene behændigt, kan de forme kamppladsen om vores sind.
Så hvad betyder det, når vestlige ledere nu om dage taler så meget om demokrati men meget lidt om individuelle rettigheder? Eller at de hylder de internationale institutioner, mens de dæmoniserer nationalisme som værende fremmedfjendsk og farlig? Det betyder, at national selvstændighed og naturlige, ukrænkelige rettigheder er under direkte angreb i hele den vestlige verden.
Det er blevet ret almindeligt for europæiske og amerikanske politikere at inddele verden i "demokratiske" og "autoritære" lande, hvor de førstnævnte skulle besidde en iboende godhed og de sidstnævnte hævdes at være en trussel for selve planetens overlevelse. Efter mere end to år med coronarelaterede mundbind, vacciner og rejserestriktioner, der i Vesten ofte er blevet indført på ensidigt administrativt initiativ – og ikke gennem lovgivning eller folkeafstemninger – er det selvfølgelig noget vanskeligt at hævde, at demokratiske lande er fri for autoritære tiltag.
Når præsidenter og premierministre laver og iværksætter deres egne love under påskud af "nødret", bør borgerne ikke blive overraskede, når deres ledere opdager en uendelig række af "nødsituationer", der kræver øjeblikkelig handling. Skulle nogen tvivle på sandheden heri, kan man blot iagttage på den canadiske premierminister Justin Trudeaus hårdhændede beslutning om at kvæle lastbilchaufførers fredelige Frihedskonvoj, der tidligere i år demonstrerede mod krav om eksperimentelle vacciner, ved at beslaglægge bankkonti og gennemføre voldsomme arrestationer uden nogen større hensyntagen til retssikkerhed eller respekt for canadiernes ytringsfrihed. Trudeaus proklamerede "nødret" overtrumfede canadiske borgeres individuelle rettigheder.
Det er også sandt, at demokrati ikke i sig selv er nogen garanti for et agtværdigt og retfærdigt samfund. I et velfungerende demokrati med et hundrede borgere, kan 51 ved stemmeafgivning fratage de resterende 49 deres ejendele, frihed og sågar deres liv. Hvis et medlem af mindretallet skulle blive slavegjort af staten eller bestemt til henrettelse, ganske enkelt fordi flertallet ønsker det sådan, vil han ikke hylde demokratiet, mens løkken strammes om hans hals.
Principper om føderalisme (hvor en suveræn stats jurisdiktion er opdelt i en central myndighed og dens lokale forvaltninger) og magtens deling (hvor statens retslige, lovgivningsmæssige og udøvende funktioner er opdelt blandt særskilte og uafhængige sektorer) sikrer stærke kontrolforanstaltninger mod koncentration og misbrug af for meget magt.
Det er imidlertid Vestens traditionelle tilslutning til de universelle rettigheder – som er adskilte fra og over den forfatningsmæssige myndighed – der skaber den største beskyttelse mod uretfærdig regeringsmagt (hvad enten den er demokratisk eller ej). Når de universelle rettigheder anses for at være ukrænkelige, som de er i den amerikanske uafhængighedserklæring, kan ytringsfriheden ikke censureres bare fordi det er ytringer, som regeringen er uenig med. Hvis den private ejendomsret forstås som en naturlig rettighed for enkeltpersoner, ville Trudeau ikke så let kunne gå efter private bankkonti, når han måtte vælge at proklamere en "nødsituation". Hvis enkeltpersoners universelle rettigheder derimod snarere ses som "gaver" fra regeringen, forsvinder de imidlertid hurtigt, når den offentlige forvaltning finder det belejligt.
Borgernes rettigheder kritiseres i stigende grad for at være "egoistiske" og i modsætning til "det fælles bedste". Hvis regeringsledere overbeviser borgerne om, at personlige rettigheder ikke eksisterer eller ikke burde eksistere, så vil autoritære styrer i forskellige kommunistiske eller fascistiske afskygninger se dagens lys.
Retsstatsprincipperne undskylder ikke tyranni, bare fordi uretfærdigheder er blevet vedtaget på demokratisk vis. Hvis et mindretals stemmeafgivning er sårbart over for flertallets indfald, vil en demokratisk regering desuden føles særligt autoritært for dette mindretal. Og hvis dit liv, din frihed eller ejendomsret skulle være på spil, ville du måske foretrække en mild diktators afgørelser frem for kravene fra en hævntørstig, om end "demokratisk", pøbel.
Det modsatte af tyranni er ikke demokrati, men snarere frihed og individuelle rettigheder. Er det da ikke forbløffende, at vestlige ledere hylder demokratiet men giver den personlige frihed så lidt opmærksomhed? Den vestlige civilisation bør naturligvis hylde den hårdt tilkæmpede ytringsfrihed, trosfrihed og frie vilje. De øgede frihedsrettigheder bør naturligvis hyldes som fornuftens og rationalitetens triumf over feudale magtsystemer og deres dominerende former for kontrol. Ethvert "frit" samfund adskiller sig naturligvis fra autoritære regimer ved dets standhaftige beskyttelse af ubrydelige menneskerettigheder, der eksisterer uanset lovgivningen. Frihed og individuelle rettigheder nævnes imidlertid sjældent. Politiske ledere hylder i stedet demokratiets – og ikke så meget andets – "dyder". Det er som om et sprogligt kunstgreb har berøvet Vestens borgere deres mest værdifulde arv.
Vestlige politiske ledere har på sin vis brugt retorisk voodoo til at erstatte "individuel frihed" med vage ideer om "demokrati", og de har benyttet en lignende trolddomskunst til at erstatte national suverænitet med internationale regeringsformer. Er EU, FN og WHO måske ikke institutionelle strukturer, der svækker statsborgeres magt som individuelle vælgere ved at overføre hidtidigt suveræne nationale magter til ikke-statsborgere?
Er det ikke mærkeligt, at vestlige ledere hylder demokrati fremfor autoritære styreformer, mens de samtidigt mindsker deres vælgeres magt og styrker udenlandske institutioners autoritet? Burde "demokratiske" nationer ikke afgøre deres egen skæbne? Hvis de ikke kan det, hvis de skal bøje sig for EU's, FN's og WHO's autoriteter, kan de enkelte lande da påstå, at de regeres på demokratisk vis?
"Nationalisme" er i vore dage blevet et nedsættende ord, som om alt, hvad der gøres i det enkelte lands interesse, i sagens natur er suspekt. Borgere, der giver udtryk for patriotisk stolthed over deres kultur og nationale historie, kritiseres for at være snæversynede eller ligefrem hadefulde. Politiske bevægelser, der hylder national selvbestemmelse (så som præsident Trumps MAGA-koalition i USA og Brexit i Storbritannien) bliver rutinemæssigt latterliggjort som værende "fascistiske" eller "nynazistiske". Selv når de vinder ved demokratiske valg, bliver de betegnet som "trusler" mod demokratiet.
Hvorfor skulle større, bredere former for internationalt styre være bedre og mindre korrupte end deres nationale former? Da Den Romerske Republik blev til Det Romerske Rige, blev dens internationale institutioner da automatisk mere troværdige? Da Det Hellige Romerske Rige samlede store dele af Europa, forekom dets kejsere da mindre autoritære? Og hvis det for den sags skyld var lykkedes for Hitlers nazistparti at erobre hele Europa, ville hans "Europæiske Union" da have haft en større legitimitet end de nationale regeringer i Polen, Belgien og Frankrig?
Det er naturligvis lige så absurd at hylde internationale institutioner fremfor nationale regeringer uden hensyntagen til den form, de antager, som det er at hylde demokratiet uden hensyntagen til de individuelle frihedsrettigheder. Det er naturligvis lettere at holde øje med en lokalpolitikers handlinger, end det er at stille en højtstående og fjern embedsmand i Washington, New York, Bruxelles eller Genève til ansvar. Internationale organer tildeles imidlertid enorm respekt i vore dage, mens nationale organer jævnligt behandles med foragt. Det er som om den nationale suverænitet er blevet ødelagt, fordi man ikke stoler på, at demokratiske landes stemmeafgivninger tjener internationale interesser. Når vestlige ledere alle taler World Economic Forum efter munden, virker det ikke, som om de retter sig efter deres egne vælgeres krav. At rette sig efter organisationer, der ikke er folkevalgte, gennemsigtige eller bliver stillet til ansvar, forekommer at være en noget underlig måde at bekæmpe autoritære styreformer på.
Når nationale befolkninger nægtes selvbestemmelse, og når individuelle frihedsrettigheder snarere behandles som privilegier end som rettigheder, så er tyranniet tæt på at få fodfæste. Forsøg på at gemme denne kendsgerning bag sproglige manipulationer ændrer ikke ved dens vægtige sandhed. Det udskyder blot politiske slagsmål til et senere og mere eksplosivt tidspunkt.
JB Shurk skriver om politik og samfundsforhold.