På det frie marked har købte og solgte råvarer en opfattet værdi. Når en køber eller sælger når en aftalt pris for et produkt, er der en "fælles forståelse". Ethvert naturligt råmateriales værdi er proportionalt med dets knaphed. Jo mere, der er af det, og jo lettere, det kan fremskaffes, des mindre værdi har det. En sælger af almindelige sten kan ikke gøre det til sit levebrød, når hans produkt findes frit tilgængeligt over det hele. Hvis han derimod handler med guld eller sølv, diamanter eller rubiner, så er hans svært tilgængelige "stene" en mindre formue værd. Hvis der dog bare var en måde, hvorpå man kunne forvandle almindelige sten til værdifulde råvarer!
Der er faktisk to velkendte måder at gøre det på. En skruppelløs sælger kunne ganske enkelt male almindelige sten guldfarvede og foregive, at almindelige mineraler er sjældne, og en godtroende kunde ville måske aldrig blive klogere. Sælgeren kan ved svindel kapre den opfattede værdi af sine varer og underminere den aftalte fælles forståelse mellem sig selv og en snydt kunde. Hans "værdifulde" stene har ingen egentlig værdi, men de giver ham uretmæssige fordele. Denne type svindel vil dog ikke kunne vare ved over tid. Mere skeptiske kunder ville i sidste ende opdage svindelen, og den information deles blandt potentielle købere. Og medmindre han er hurtig til at flytte til en ny by med nye købere at snyde, vil gamle snydte kunder sandsynligvis gøre en ende på hans levebrød eller værre. Det er forbundet med betydelige personlige risici at være involveret i svindel.
Der er dog en anden og sikrere måde at omdanne almindelige sten til værdifulde råvarer. Sælgeren kunne bede rigets konge om eneret til at samle og sælge almindelige sten. Hvis han tildeles en sådan ekstraordinær licens – hvorved man kun må eje almindelige sten, hvis de er forsynet med sælgerens varemærke – kan en almindeligt forekommende naturressource pludselig blive sjælden. Det, der tidligere var gratis, koster nu den pris, som sælgeren og kongens skatteforvaltning beslutter at tage for brugen af lovregulerede stene. Måske vil borgere med en særstatus eller en anerkendt loyalitet over for kongen stadig kunne få deres stene til en favorabel pris. Den klassiske markedsmekanisme gælder dog stadig for alle andre. Selv hvis den fastsatte pris for en officielt anerkendt sten holdes lav, bestemmes dens værdi på sekundære markeder udelukkende af udbuddet af tilgængelige stene fra en kendt sælger.
Hvad er licenserede stene værd, hvis de er de eneste, som man legalt må eje? Når en konge og en sælger går sammen om kun at gøre en lille del af de tilgængelige stene "lovlige", gør deres kunstige "utilgængelighed" stenene ekstremt værdifulde. Denne legalt organiserede varemangel er forbundet med langt færre personlige risici. Et licenseret monopol på efterspurgte råvarer er en licens til at trykke pengesedler.
Set fra det perspektiv er det let at se, hvorfor så mange investorer elsker regeringsindgreb på energimarkederne.
Regeringer har magten til at fastsætte en kunstig værdi ved blot at vedtage love, der gør det umuligt at være på markedet uden først at betale for privilegiet. Staten kan eksempelvis tage et essentielt råmateriale, der er nødvendigt i forbindelse med den industrielle produktion og handel – energi – og gennemregulere det. Når udbredte kilder til fossile brændstoffer underlægges en gennemgribende lovregulering, bliver ejerskab til regeringsgodkendte, kulbrintebaserede goder langt mere værd. Når regeringer begrænser boringer og minedrift efter fossile brændstoffer i undergrunden, skaber de mangel. Når regeringer laver strenge begrænsninger for, hvor meget olie, kul og naturgas, der må anvendes kommercielt, vil sådanne energiformers brede industrielle anvendelighed sikre en stadigt større efterspørgsel. Når virksomheder tvinges til at begrænse deres "CO2-aftryk" eller at købe "CO2-kvoter" (almindelige sten) fra licenserede "grønne" sælgere, så høster regeringens foretrukne forretningspartnere (og statskassen) frugten.
Når kun visse velhavende enkeltpersoner og virksomheder kan betragte kunstigt dyre fossile brændstoffer som en almindelig forretningsomkostning, så kan opstartsvirksomheder og mindre virksomheder ikke længere konkurrere. Dem, der befinder sig på toppen af samfundets velstandspyramide, kan meget lettere forblive på toppen, når de naturlige kilder til fossile brændstoffer, som de engang brugte til at opbygge deres formuer, nu ikke længere er tilgængelige for deres konkurrenter.
En krig mod "fossile brændstoffer" er en storartet taktik til at beskytte markedsandele. Det er en indbringende ideologisk sag til forøgelse af statsindtægterne, og det er en konstant indtægtskilde for miljøforkæmpende "NGO'er" og andre interessegrupper, der er mere end villige til at udnytte regeringens midler til gengæld for at promovere regeringens indbringende "grønne" dagsorden.
Er elbiler lige så kraftfulde som biler med forbrændingsmotor? Kan vind og solenergi virkelig forsyne lande med et pålideligt elnet, der er robust nok til at undgå strømafbrydelser? Kan plastik, fyringsolie og de fleste syntetiske materialer, der findes i hjemmene, på magisk vis fremstilles uden råolie?
Kan den globale befolkning afværge sult, hvis landmænd tvinges til at revidere deres produktionsmetoder inden for landbrug og husdyrhold for at kunne efterleve en "grøn" lovgivning, der begrænser udledningen af kuldioxid, metan, kvælstof og fosfat – molekyler og kemiske forbindelser, der er essentielle for grundlæggende landbrugsproduktion og gødning til sikring af et højt afgrødeudbytte?
Eller ender disse "grønne" initiativer med at ligne det ovennævnte eksempel med den skruppelløse sælger, der fandt ud af at snyde sine kunder ved at foregive, at almindelige mineraler var sjældne, og ved at male simple sten guldfarvede – eller nu måske strålende grønne?
Er det ikke det, som påtvingning af miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige standarder (ESG-standarder) på markedet medfører? Er ESG ikke en samordnet bestræbelse på at skævvride handelsmarkederne med yderst politiske målsætninger, der vil belønne virksomheder og kapitalinvestorer for disses erklærede tilslutning til ideologiske overbevisninger fremfor at belønne sandsynligheden for, at de kan skabe fremtidig indtjening?
Når bestyrelser og investorer skævvrider frie markeder ved at behandle aktier og andre aktiver som mere værdifulde, end de egentlig er, blot fordi de er malet skinnende "grønne", så forvandler ESG's overvurdering fejlagtige, men "politisk korrekte", fantasier til guld. Ideologi kaprer markedets naturlige bevægelse mod en objektiv og transparent "fælles forståelse". Der sker et uudtalt, men umiskendeligt, bedrageri.
Inden regeringer, herunder fjendtligtsindede modstandere som Rusland og USA, gik sammen om at begrænse brugen af fossile brændstoffer og "blive grønne", ville ideen om, at nogen ville kunne tjene penge på vind- og solenergi have forekommet lige så absurd som en sælger, der sælger frit tilgængelige og vidt udbredte sten. På den anden side har det også engang forekommet absurd at tjene en formue på at sælge vand på flaske.
Statslige miljøtiltag har skabt deres egen klasse af "grønne" milliardærer. Når som helst og hvor som helst regeringer har besluttet, at borgerne skal købe visse goder for at undgå retsforfølgelse, har producenterne af disse goder klaret sig skandaløst godt.
Enhver, der har været lykkeligt uvidende om denne form for beskidt nepotistisk kapitalisme, har sikkert lært en ting eller to ved at iagttage, hvordan den globale efterspørgsel på vacciner øgede den farmaceutiske industris profitter, mens den regeringsbesluttede friholdelse fra skadeserstatning gjorde vaccineproducenterne fri fra økonomiske forpligtelser i tilfælde af vaccineskader.
Når regeringer støtter hele industrisektorer, tvinger borgerne til at købe disse industrisektorers produkter og beskytter disse industrisektorer mod retslige konsekvenser af deres produkters skadevirkning, så strømmer der penge i aktionærernes lommer.
Når konger kræver, at alle forbrændingsmotorer skrottes og alle personkøretøjer kører på litiumbatterier, så får producenterne af elbiler også licens til, som vores royalt godkendte stensælger ovenfor, at trykke pengesedler. Dem, der tidligt hoppede med på den "grønne" vogn og investerede i teknologier, der ville blive udråbt til at være nødvendige erstatninger for traditionelle kulbrinteafhængige maskiner, har tjent enorme formuer. Den største drivkraft bag meget af den "grønne" revolution har tilsyneladende ikke været bekymringer for miljøet, men snarere god gammeldags grådighed.
Det har for nogle været lukrativt at blive "grønne", men kan profitten vare ved? Det er den magiske ting ved lovgivningen om fossile brændstoffer og krav til "CO2-kvoter". Hvis regeringens foretrukne "grønne" sælgere skulle have behov for mere rigdom, kan politikerne ganske enkelt skrue op for alle andres energikvaler. Jo færre fossile brændstoffer, som virksomheder og borgere har "lov til" at forbruge, jo flere penge er de villige til at betale for "CO2-kvoter". Regeringer skaber med selvforvaltende mandater kunstigt værdsatte "grønne" aktiver. Der er ingen grænser!
Eller rettere sagt: Er det ikke den fuldstændige beslaglæggelse af ens formue og frugterne af ens arbejde, der er det uundgåelige endemål her? Hvis almindelige mennesker ikke formår at gå bort fra brugen af fossile brændstoffer med den lethed, som regeringens embedsmænd forlanger, vil de ganske enkelt skulle undvære biler, moderne teknologier, almindelig komfort, klimaanlæg og endda opvarmning.
Ingen personlig omkostning er tilsyneladende for høj for at imødekomme kravene fra Den Grønne Nye Verdensorden (eller for at sikre, at foretrukne "grønne" sælgere og deres regeringsvenner forbliver rige). "Grønne" profitter kan kun stige, hvis borgernes frihed fortsætter med at mindskes.
Lyder det bemærkelsesværdigt bekendt i forhold til en anden politisk filosofi, der prædiker afskaffelse af al privat ejendomsret? Hvordan lyder den gamle talemåde, der noget apokryfisk tilskrives Vladimir Lenin? "Kapitalisterne vil sælge os det reb, som vi hænger dem med". Måske er det i dag de "grønne" kapitalister, der tjener penge ved at gøre fødevarer og brændsel til en mangelvare, de dydssignalerende "grønne" fortalere, der hylder den ensidede handel og de stadigt fattigere vestlige borgere, der ender fattigere end nogen sinde før.
Så meget er sikkert: Uanset den fremherskende politisk korrekte vestlige "visdom" og det nuværende miljømæssige "massevanvid", vil hverken velhavende kapitalister eller fattige borgere overleve længe, hvis den globale økonomis fundament af fossile brændstoffer udskiftes med værdiløse "grønne" sten.
JB Shurk skriver om politik og samfundsforhold.