 Palæstinenserne er blevet tilbudt statsdannelse adskillige gange og har afvist det. Som Mohammed Amin al-Husseini, den daværende leder af det palæstinensiske folk, i alt væsentligt udtrykte det, dengang to-statsløsningen første gang blev foreslået i slutningen af 1930'erne: Vi ønsker, at der ikke skal være en jødisk stat, langt mere, end at der skal være en palæstinensisk stat. Al-Husseini allierede sig selv og sit folk med Nazityskland under Anden Verdenskrig. Billedet: Adolf Hitler mødes med al-Husseini den 28. november 1941. (Billedkilde: Tysk Forbundsarkiv) |
Palæstinensernes påstande imod Israel er, selvom de er dybt forfejlede, blevet en central del af den yderste venstrefløjs ideologi, især blandt dem der støtter den såkaldte intersektionalitet.
Hvorfor får den palæstinensiske sag så megen opmærksomhed, når der findes langt mere påtvingende sager rundt om i verden så som kurderne, uighurerne og andre statsløse og undertrykte folk? Der finder flere demonstrationer sted på universiteterne imod Israel end imod Rusland, Kina, Belarus og Iran. Hvorfor? Svaret har meget lidt at gøre med palæstinenserne, men alt at gøre med Israel som det jødiske folks nationalstat. Det er et politisk udtryk for international antisemitisme. Det sker kun, fordi den nation, som beskyldes for at undertrykke palæstinenserne, er Israel.
Dette betyder ikke, at det er forkert at støtte den palæstinensiske sag. Det betyder, at det er forkert — og fordomsfuldt — at prioritere denne dybt forfejlede sag frem for andre sager, som fortjener det lige så meget eller endnu mere. Ikke alene prioriterer den yderste venstrefløj palæstinenserne; den ignorerer stort set andre sager, udelukkende fordi det er Israel, der befinder sig på den anden side i den palæstinensiske konflikt. Årsagen er i virkeligheden netop så enkel. Den har meget lidt at gøre med fortjenstfuldhed og alt at gøre med antisemitisme. Den kalder sig selv for anti-zionisme, men det er blot et dække over anti-jødisk fordomsfuldhed.
Et nyligt eksempel er is firmaet Ben and Jerrys beslutning om at boykotte dele af Israel, mens man samtidig fortsætter med at sælge til lande, hvor der foregår langt større krænkelser. Da Ben and Jerrys grundlæggere blev spurgt, hvorfor de udelukkende begrænser deres boykot til Israel, indrømmede de, at det havde de ingen anelse om. Vel, jeg har en anelse. I Ben and Jerrys tilfælde er deres uvidende grundlæggere simpelthen blot nyttige idioter, som uden at stille spørgsmål følger de yderste venstrefløjsmassers antisemiter. For at citere et gammelt udtryk: "bigot sees, bigot does" [den der ser fordomsfuldt, handler fordomsfuldt, overs.].
Hvem står i spidsen for massen af antisemitiske fanatikere? Bevægelsen til at udpege Israel som det eneste land, der skal boykottes, kendt som BDS-bevægelsen, blev oprettet af en radikal palæstinenser ved navn Omar Barghouti, som ikke lægger skjul på den kendsgerning, at hans mål er Israels udslettelse og erstatning ved en palæstinensisk stat "fra floden til havet," hvilket betyder fra Jordanfloden til Middelhavet — altså hele det nuværende Israel. Han og andre, som står i spidsen for BDS-bevægelsen, ønsker at se hele området gjort judenrein, dvs. etnisk renset for de over 7 millioner jøder, som i dag antages at "besætte" muslimsk og arabisk land. Disse formodede "besættere" inkluderer jøder, der er sorte og brune; europæiske, asiatiske, afrikanske og amerikanske; mange nedstammer fra mennesker, som har boet og levet der fra før islams begyndelse, og bestemt før mange nuværende "palæstinensere" flyttede dertil fra Egypten, Syrien, Libanon, Golfen og Nordafrika. Jøder er lige så naturligt hjemmehørende i Israel, som efterkommere efter immigranter er det i Amerika.
Fortjener palæstinenserne en stat? Ja, men ikke mere end kurderne og andre statsløse folk. Hvorfor ikke mere? Fordi palæstinenserne er blevet tilbudt statsdannelse adskillige gange og har afvist det. Som den tidligere leder af det palæstinensiske folk i alt væsentligt udtrykte det, dengang to-statsløsningen første gang blev foreslået i slutningen af 1930'erne: Vi ønsker, at der ikke er en jødisk stat, langt mere end vi ønsker, at der er en palæstinensisk stat.
Denne leder, Mohammed Amin al-Husseini, allierede sig og sit folk med Nazityskland under Anden Verdenskrig. Al-Husseini tilbragte krigsårene i Berlin sammen med Hitler og planlagde "den endelige løsning" for jøderne i det, der i dag er Israel. Han blev erklæret for en nazistisk krigsforbryder. Alligevel hang hans billede i mange palæstinensiske araberes hjem, og han blev betragtet som en helt og en leder.
Selvom palæstinenserne befandt sig på krigens taberside, fik de alligevel tilbudt en stat på størsteparten af dyrkbar jord som del af en af FN foreslået to-statsløsning; jøderne fik tilbudt en langt mindre part af dyrkbar jord. I det område, der blev foreslået for den jødiske stat, udgjorde jøderne et betydeligt flertal af befolkningen. Jøderne accepterede kompromiset om en to-statsløsning. Araberne forkastede det og gik i krig mod den nye jødiske stat i et forsøg på at udslette den. Det var denne udfoldelse af ulovlig militær aggression, som førte til den palæstinensiske flygtningesituation, som de kalder for "Nakba" ("katastrofen"). Men det var en selvpåført katastrofe. Og mange nuværende palæstinensiske ledere og tilhængere bebrejder deres forgængere, at disse ikke accepterede den to-statsløsning, som blev tilbudt af FN for 75 år siden, hvilket flere har fortalt mig.
I stedet for at forsøge at forhandle sig til en stat i de efterfølgende år valgte den palæstinensiske ledelse under Yasser Arafat terrorisme mod israelske og internationale civile mål. Palæstinenserne kunne have haft en stat i 1948, 1967, 2000-2001, 2005 og 2008. Men de foretrak stadig ingen jødisk stat frem for en palæstinensisk stat i fred med Israel. De kunne få en stat i dag, hvis de ville forhandle sig til et kompromis i stedet for at anstifte terrorisme.
Jeg gad vide, hvor mange af dem, der demonstrerer imod Israel, der har nogen som helst anelse om denne historie. Eller fungerer også de blot som nyttige idioter for dem, der kender historien, men ønsker at ophæve den, fordi den resulterede i en nationalstat for det jødiske folk? Egentlig betyder det ikke noget. Bundlinjen er, at den yderste venstrefløjs irrationelle modstand imod Israel er et moderne udtryk for verdens ældste og mest vedholdende fordom.
Alan M. Dershowitz er Felix Frankfurter Professor of Law, Emeritus ved Harvard Law School og forfatter til senest The Price of Principles: Why Integrity Is Worth Its Consequences. Han er Jack Roth Charitable Foundation Fellow ved Gatestone Institute og er også vært for "The Dershow" podcast.