 Argumentet om, at forhandling og indgåelse af en atomaftale med mullaherne i Iran vil bremse deres nukleare ambitioner og forhindre det iranske regime i at opnå kernevåben, er desværre en farlig fantasi. Billedet: Uranberigelsesværket i Isfahan, Iran. (Foto ved Getty Images) |
Argumentet om, at forhandling og indgåelse af en atomaftale med mullaherne i Iran vil bremse deres nukleare ambitioner og forhindre det iranske regime i at opnå kernevåben, er desværre en farlig fantasi.
Atomaftalen har en solnedgangsklausul, som hurtigt fjerner restriktionerne på Irans atomprogram efter aftalens udløb. Kort sagt, i stedet for at forhindre Iran i at opnå kernevåben, sådan som aftalen fejlagtigt blev opreklameret for at gøre, baner atomaftalen i virkeligheden vejen for, at Teheran bliver en lovlig atomstat efter aftalens udløb.
Men selv inden da er det imidlertid vigtigt at forvente, at uanset aftalens indhold vil det iranske regime fortsat forfølge sine nukleare ambitioner og hemmelige nukleare aktiviteter: det er der historisk præcedens for.
Inden der var gået et år efter indgåelsen af atomaftalen i 2015, afslørede to troværdige efterretningsrapporter, at Iran ingen intentioner havde om at overholde bestemmelserne i aftalen, som landet netop var nået frem til med Obama-Biden-regeringen. Tysklands forbundsefterretningsvæsen BND afslørede i sin årsrapport i 2016, at det iranske styre havde benyttet en "hemmelig" vej til at skaffe sig ulovlig nuklear teknologi og udstyr fra tyske firmaer "på et, selv efter internationale standarder, kvantitativt højt niveau."
Efterretningsrapporten fra 2016 fastslog også, at "det kan med sikkerhed forventes, at Iran vil fortsætte sine intensive indkøbsaktiviteter i Tyskland via hemmelige metoder for at nå sine mål." Den tyske kansler Angela Merkel kritiserede dengang Iran kraftigt og understregede betydningen af disse fund i en udtalelse til det tyske parlament.
En anden detaljeret rapport fra Institute for Science and International Security syntes at kaste yderligere lys over Irans skjulte nukleare aktiviteter under det, som verden sandsynligvis troede var en tryg atomaftale. Rapporten fastslog, ligeledes i 2016 under den formodede garanterede atomaftale:
"The Institute for Science and International Security har erfaret, at Irans Atomenergi Organisation (AEOI) for nylig gjorde forsøg på at indkøbe tonsvis af kontrolleret kulfiber fra et land. Dette forsøg fandt sted efter implementeringsdatoen for Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) [atomaftalen]....Dette forsøg vækker dermed bekymring for, hvorvidt Iran har i sinde at overholde sine forpligtelser ifølge JCPOA .... Forsøget på erhvervelse af kulfiber er tillige endnu et eksempel på P5+1-gruppens bestræbelser på at hemmeligholde de problematiske iranske handlinger."
Desuden var det stadig under den formodede atomaftale, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu i 2018 opfordrede Det internationale atomenergiagentur (IAEA)'s generaldirektør Yukiya Amano til øjeblikkelig at inspicere et "atomlager" i Iran.
Netanyahu fortalte i sin tale til FN's Generalforsamling, at Den Islamiske Republik havde et "hemmeligt atomlager til oplagring af enorme mængder af udstyr og materialer fra Irans hemmelige kernevåbenprogram." Teheran påstod, at det "hemmelige atomlager," beliggende i landsbyen Turquz Abad i en forstad til Teheran, var et sted, hvor der blev renset tæpper. I første omgang ignorerede IAEA rapporterne. Dette burde ikke overraske nogen: IAEA har en lang historie med fejlagtige rapporter om Den Islamiske Republiks føjelighed med hensyn til aftalen samt afståelse fra at følge op på troværdige rapporter om Irans ulovlige nukleare aktiviteter. Efter et betydeligt pres på IAEA blev stedet dog til sidst inspiceret. Selvom de iranske ledere havde renset lageret, var IAEA's inspektører i stand til at opdage spor efter radioaktiv uran. Israels advarsel og andre rapporter havde vist sig at være korrekte.
Afsløringen af radioaktive partikler i Turquz Abad efter Israels advarsel, samt Irans svar, at mistanken om dets bedrag var "fabrikeret," peger på Irans sandsynligvis stædige modvilje mod at overholde sine forpligtelser.
Endelig, ligeledes under atomaftalen fra 2015, øgede det iranske regime den mængde af tungt vand – et materiale som kan bruges til atomenergi eller til produktion af kernevåben – som det var formodet at besidde under atomaftalen. Iran var forpligtet til at holde sit lager af tungt vand på under 130 metertons. Men ifølge rapporten fra Det Internationale Atomenergiagentur overskred Den Islamiske Republik mere end én gang sin grænse for tungt vand: både i 2015 og 2016. IAEA's generaldirektør Yukiya Amano erkendte i november 2016: "For anden gang siden implementeringen af JCPOA begyndte, oversteg Irans lageropgørelse af tungt vand 130 meter(tons)."
Mullaherne i Iran vil ikke overholde nogen som helst aftale med det internationale samfund. Mens mullaherne gladeligt høster fordelene ved en hvilken som helst atomaftale og lempelse af sanktionerne, vil deres styre fortsat forfølge sine skjulte forsøg på at erhverve atomvåben og utilslørede forsøg på – sammen med Kina – at overtage Mellemøsten.
Netop for nylig har vi oplevet Irans forskansninger i Syrien og Irak; dets overtagelse af Libanon gennem stedfortræderen Hizbollah; dets optrappede aggressioner imod Saudi-Arabien gennem de stedfortrædende houthier og dets krig i den forgangne måned med 4.000 raketter imod det lille land Israel gennem endnu en stedfortræder, Hamas.
Uanset hvilken "aftale" der bliver indgået i Wien, så er Iran ikke interesseret i at "stabilisere" Mellemøsten. Som Biden-administration ganske rigtigt har påpeget, synes Irans ledere, sammen med Kina, udelukkende interesserede i at destabilisere det, for siden at herske over det.
Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og -rådgiver, Harvard-uddannet akademiker, pol. scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og præsident for International American Council on the Middle East. Han har skrevet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu