Den 12. februar 2016 var en dag med fornyet håb for de lidende kristne i Mellemøsten. Pave Francis fra Rom og patriark Kirill fra Moskva mødtes i Havana, Cuba, for at sende et fælles budskab til verden. Efter at have lovet sig selv og hinanden at ændre det historiske skisma mellem østlig og vestlig kristendom, satte de nutidens nådesløse forfølgelse af kristne øverst på dagsordenen:
"Vort blik må først rettes mod de regioner i verden, hvor kristne er ofre for forfølgelse. I mange lande i Mellemøsten og Nordafrika bliver hele familier, landsbyer og byer med vore brødre og søstre i Kristus fuldstændig udslettet. Deres kirker bliver på barbarisk vis raseret og plyndret, deres hellige genstande vanhelliget, deres monumenter ødelagt..."
Der var ikke tale om tomme ord. Patriarkatet i Moskva har indsamlet store pengesummer blandt sine troende for at hjælpe de forfulgte kristne i Syrien. Ligeledes arbejder den romersk-katolske kirke og især franciskanerordenen for egen risiko og ansvar på jorden inde i Syrien for at hjælpe de lidende.
Tilfældigvis befandt generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd (WCC), Olav Fyske Tveit, sig på jorden i Mellemøsten. Blot var han der ikke for at tage vare på de kristne ofre for islamiske militser i Syrien og Irak. Og han havde heller ikke tid til forfølgelsen af koptere i Egypten, som fortsætter trods præsident Abdel Fattah el-Sisis forsøg på at standse muslimers angreb på kristne kirker.
Som mange vil have gættet, kom Tveit til Jerusalem for at videreføre Kirkernes Verdensråds (WCC) flere årtier lange besættelse af Palæstina, Palæstina og Palæstina, til skade for Mellemøstens kristne andre steder, sådan som en tidligere artikel har påvist det i detaljer. Med en gudstjeneste i en kirke i Jerusalem, den lutherske arabiske biskop Munib Younan som vært og ledsaget af Sveriges ærkebiskop skulle Tveit indlede "Syv uger for vand 2016."
Vi kan overlade det til andre at beskrive den højtidelige, meningsløse ceremoni og koncentrere os om den "prædiken" (eller snarere pseudo-kristne politiske svada), som blevet leveret af Tveit. Den kan downloades fra den relevante webside under WCC. Men lad os først overveje nogle grundlæggende definitioner.
Palæstinensiske propagandister udspreder konstant falske beskyldninger om, at Israel stjæler palæstinensisk vand. Disse påstande er blevet omhyggeligt gendrevet mange gange og bør katalogiseres under rubrikken typiske palæstinensiske propagandaløgne. Dette bekymrer ikke propagandisterne selv, som fortsætter med at gentage de samme løgne over for hver eneste nyankommen.
En person, der hører disse løgne for første gang, måske fra en palæstinensisk prædikant, og naivt fæster lid til dem, må defineres som et uvidende fjols. En person, som gentager disse løgne år ind og år ud, til trods for at vedkommende har haft alle muligheder for at lære sandheden at kende, og som ovenikøbet opretter en langvarig mekanisme til deres eviggørelse, er en skamløs løgnhals.
Til den første kategori hørte, i et øjebliks ukarakteristisk forhastet domfældelse, Martin Shulz, den ellers så forsigtige præsident for Europaparlamentet. Da han besøgte Israel i februar 2014, blev han i Ramallah udsat for sådanne falske påstande fra en palæstinensisk ung mand, som selv var et offer for det palæstinensiske undervisningssystem. Det er det samme undervisningssystem, der har eksisteret gennem to årtier og i dag udspyr bølge efter bølge af vildledte teenageterrorister.
Shulz, der var rystet over, hvad han hørte, indsatte disse påstande i sidste øjeblik i den tale, som han skulle holde i Knesset. De israelske parlamentarikere, som straks genkendte løgnen, blev højlydt oprørte og nogle forlod senere salen. Efterfølgende tilføjede Shulz et dementi til den offentlige gengivelse af sin tale med en påpegning af, at han blot havde gentaget, hvad han havde hørt, uden at have haft tid til at undersøge kendsgerningerne. Og lederen af de udvandrede, Naftali Bennett, rejste til Bruxelles for at søge forsoning med Shulz og gav ham endda en gammel mønt som tegn på venskab. De to mænd indså begge, at de havde begået en fejl, og de rådede bod på det.
Senere forklarede blandt andre denne forfatter beredvilligt i en tilgængelig artikel sagens sandheder og løgne. Ydermere har WCC i årevis haft en mekanisme, Ecumenical Water Network (Økumenisk Vandnetværk, EWN), der beskæftiger sig med vand i almindelighed, men først og fremmest med palæstinensisk vand. Sådan en mekanisme er, må man formode, bevidst om gendrivelserne af alle de palæstinensiske løgne og irrelevante krav i sagen, i det mindste siden 2014. Ikke desto mindre gentog Tveits såkaldte "prædiken" dem gladeligt.
Lad os springe over staffagen i form af bibelcitater og teologiske floskler og gå direkte til kernen i Tveits "prædiken," nemlig hans påstande om Israel, som han uden tøven opfatter som evangeliske sandheder fra "Palæstina-fortalergruppen EWASH." Altså siger han: "80% af grundvandet i de vandførende lag i Palæstinas bjerge pumpes under jorden hele vejen til Israel; og palæstinenserne står tilbage med kun 20% af det tilgængelige vand."
Dette er en utrolig påstand: at Israel stjæler 80% af palæstinensernes vand og pumper det hele vejen til Israel. Det er vel unødvendigt at påpege, at et sådant apparat bestående af pumper og rør ikke eksisterer. Sandheden, som her er fuldkommen forvansket, er en ganske anden. Næsten hele den palæstinensiske befolkning er koncentreret i en række byer og landsbyer på den centrale bjergkæde, som løber fra nord mod syd (Jenin, Nablus, Ramallah, Betlehem, Hebron). Det er også her, regnen er koncentreret, fremkaldt af de fremherskende vinde fra vest. Meget af dette vand strømmer imidlertid gennem undergrundens klippeformationer enten mod øst (hovedsagelig til Jericho) eller mod vest, hvor det dukker frem i kildevæld i før-1967 Israel. Så den eneste, Tveit kan bebrejde dette "tyveri," er Verdensskaberen.
Denne situation er heller ikke unik. Der findes tilsvarende tilfælde andre steder på kloden. Standardsvaret er en aftale, hvor de, der begunstiges af situationen, giver en vis procentdel af deres vand til dem, der bor dér, hvor regnen falder. Der findes naturligvis ingen standardformular vedrørende beregningen af denne procentandel, eftersom den må afhænge af lokale faktorer. Desuden indgik Israel og palæstinenserne præcis sådan en aftale i 1995 som en del af Oslo II-aftalen. De senere år er regnmængden aftaget, men Israel overfører stadig den aftalte mængde vand og faktisk endnu mere.
Med andre ord, palæstinensernes centrale beskyldning – at Israel stjæler vand fra dem – er blevet gendrevet i mere end tyve år. Alligevel bliver de palæstinensiske propagandister ved med at udsprede denne løgn – eftersom sandheden ikke betyder noget, hverken for dem eller for deres ivrige, Israel-hadende tilhørere.
Og Tveit siger yderligere, også her citerende EWASH: "I gennemsnit modtager Ramallah mere regn end London. Men det gennemsnitlig vandforbrug per person i London ligger på 150 liter om dagen, sammenlignet med den gennemsnitlige palæstinensers forbrug på bare 70 liter om dagen. På den anden side ligger Israels gennemsnitlige forbrug per person på 300 liter om dagen."
Det er ligegyldigt, om disse tal er sande eller blot endnu flere løgne. Sagen er, at tallene er fuldkommen irrelevante. Israels forpligtelse over for palæstinenserne er udelukkende baseret på omfanget af den regn, der falder i bjergene. Hvor meget dette giver per person, afhænger af noget andet, nemlig: hvor mange palæstinensere der er til at bruge det. Forpligtelsen er den samme, hvad enten de palæstinensiske Selvstyreområder rummer blot hundrede palæstinensere eller hundrede millioner palæstinensere. Hvis palæstinenserne har gang i en befolkningseksplosion, som fordobler deres befolkning hvert tyvende år, sådan som de påstår (hvad enten dette nu er sandt eller ej), er det fuldkommen deres eget ansvar og ikke Israels.
Følgelig er alle beskyldninger mod Israel, som bygger på vandforbrug per person, nul og niks og bør omgående afvises og ignoreres. Når palæstinensere konfronterer dig med den slags per person-data, hvilket de uundgåeligt vil gøre, bør du vide, at de forsøger at forblinde dig med irrelevante oplysninger. Og det samme gør Tveit.
Det, som Tveit burde have tænkt på og talt om, hvis han virkelig ønskede at hjælpe palæstinenserne, var et forklare, hvorfor israelerne har så meget mere vand til rådighed per person – for at belyse kontrasten mellem Israels strålende løsning af sine tidligere vandproblemer og Det Palæstinensiske Selvstyres totale inkompetence med hensyn til at håndtere egne problemer. Og tilskynde palæstinenserne til at tage ved lære af Israel i stedet for nyttesløst at bagvaske Israel. Faktisk burde hele hans Økumeniske Vandnetværk, såfremt det er noget som helst værd, anbefale den israelske model verden over.
Indtil for få år siden var Israel særdeles sårbar over for bratte variationer i den årlige regnmængde. Landet har nu løst dette problem gennem en kombination af lovgivning og tekniske initiativer. Genbrug genanvender nu godt 80% af spildevandet. Nye afsaltningsanlæg er opført langs Middelhavets kyst, således at Israel som udgangspunkt i dag har masser af vand at tage af. Alt dette koster penge, så israelerne betaler mere for deres vand, og der er en hård prisforøgelse på alt, der overstiger et lovfæstet niveau for vandforbruget i hjemmet per person.
Under Det Palæstinensiske Selvstyre er det lige modsat. Op mod 30% af deres vand skønnes at gå tabt i deres vandforsyningssystem. Spildevand lukkes ud, så det forurener Selvstyreområderne, og noget strømmer ned fra højdedragene og forurener tillige Israel. Det, der genbruges, som i Tveits tilfælde, er udelukkende beskidte gamle løgne om vand. Da Det Palæstinensiske Selvstyre ikke har nogen kystlinje, gav Oslo II-aftalen Selvstyret lov til at udnytte de vandførende lag i de østlige højdedrag, hvilket det næsten ikke gør. Desuden er der et meget stort antal palæstinensere, som enten ikke betaler deres vandregninger eller simpelthen stjæler vand ved hjælp af ulovlige tilslutninger til vandnettet. Det samme gælder for palæstinensisk elektricitet: regningerne bliver ikke betalt og ulovlige tilslutninger foretages ustraffet.
I stedet for at håndhæve de love, som Selvstyret måtte have, bestiller Det Palæstinensiske Selvstyre blot mere vand og elektricitet fra de israelske net. Men heller ikke Selvstyret betaler sine regninger: her er typisk tale om flere hundrede millioner shekel i restancer.
 Israel har brugt flere hundrede millioner dollar de seneste år på at opføre afsaltningsanlæg ved Middelhavets kyst, således at Israel i dag har masser af vand. Samtidig udspreder palæstinensiske propagandister konstant falske påstande om, at Israel stjæler palæstinensisk vand. På billedet ovenfor besøger den amerikanske ambassadør i Israel, Daniel Shapiro, afsaltningsanlægget i Hadera den 26. juli 2012. (Foto: USA's ambassade i Tel Aviv) |
Og lad endelige ikke nogen narre dig med påstande om, at de israelske bosættelser på Vestbredden stjæler palæstinensisk vand. De store bosættelsesblokke er forbundet med det israelske vandnet, så de modtager og betaler for israelsk vand.
Den tredje påstand, Tveit henter fra EWASH, er, at "kun 1,5% af palæstinensernes ansøgninger om at grave brønde og andre vandfaciliteter i Area C er blevet godkendt af de israelske myndigheder i de seneste 4 år." Enhver med forstand på hydrologi bør hilse denne kendsgerning velkommen, såfremt der altså er tale om en kendsgerning. Area C (hvor den palæstinensiske befolkning altid har været lille) består af tørre og halvtørre områder, hvor udgravning af brønde bør være under streng kontrol.
Situationen kan ses i Gaza. Her ligger de naturlige klippeformationer omvendt: regn, der falder i Israel, strømmer ad underjordiske kanaler til Gaza. Det er årsagen til, at Gaza var en frugtbar oase gennem årtusinder i den menneskelige historie. Siden Det Palæstinensiske Selvstyre etableredes i Gaza i 1993 (under Oslo I-aftalen), og siden Hamas tog magten i 2007, har spredningen af palæstinensiske brøndboringer ført til en sænkning af grundvandsspejlet og deraf følgende indtrængende havvand. Dette har gjort grundvandet udrikkeligt. Gazanerne har ødelagt Guds gave, taget fra Israel og givet til dem. Så i dag importerer de drikkevand fra det vandrige Israel.
WCC's Syv uger for Vand vil i realiteten være Syv uger med Hjernevask. Når WCC's beskidte vand strømmer ind i medlemskirkerne, vil det forurene sindene hos naive, uvidende kristne; og Israel-hadere, som foregiver at være kristne, vil labbe det i sig, som gav de sig selv et skud førsteklasses narkotikum. Og med hensyn til de mellemøstlige kristnes jammerlige kår vil det som vanligt lykkes WCC at fjerne dem fra dagsordenen til fordel for "Palæstina."
Hvad angår Tveit selv, så har han ikke længere nogen undskyldning for at gentage løgnene. Hvis han virkelig var helt uvidende om sandheden, kunne han vise det ved at indrømme sin hidtidige uvidenhed, udtrykke sin fortrydelse og aflyse sine syv våde uger. Vi har dog ingen tillid til, at sådan noget som en sandfærdig evaluering af sagen har nogen som helst interesse for ham eller hans lige.
En af Tveits forgængere, Konrad Raiser, indrømmede engang, at WCC fejlagtigt havde overset sandheden. Det havde Rådet gjort, sagde han, med sin holdning til sovjetiske dissidenter. Men for ham var der blot tale om en udeladelsessynd, som er nemmere at fortryde. Og under alle omstændigheder indrømmede han det først, da han havde forladt embedet, og Sovjetunionen var forsvundet.
Det nuværende WCC har mangfoldige bemyndigelsessynder på samvittigheden med sine oprettelser af en hel bogstavsuppe af støttegrupper, som modarbejder Israel: EAPPI, KP, EWN, PJP... (glem alt om de opfindsomme titler, som disse bogstaver repræsenterer). EAPPI rekrutterer for eksempel frivillige fra kirker i hele verden til at få hovedet proppet fuldt af palæstinensiske påstande i tre måneder. (Tre måneder – fordi det er den længste visaperiode, Israel giver til besøgende, som hævder at være turister.) Disse velmenende frivillige får ingen mulighed for at verificere beskyldningerne mod Israel. Og de er bagefter forpligtede til at tilbringe andre tre måneder med at rejse rundt til deres egne kirker og gentage beskyldningerne. Sandheden bliver ikke blot ignoreret, den er systemisk betydningsløs.
Malcolm Lowe er en walisisk akademiker med speciale i græsk filosofi, Det Ny Testamente og tværreligiøse forbindelser.