• EU påstår, at dets "Interpretative Notice" [Tolkningsnotat] intet har at gøre med en boykot af Israel, og USA har officielt tilsluttet sig denne vurdering. EU siger, at Tolkningsnotatet blot er en reaktion på "et krav om klarhed fra forbrugere, økonomiske aktører og nationale myndigheder." Men dette er uvederhæftigt.

  • Der findes en lang række separatistbevægelser i EU, hvoraf nogle kræver uafhængighed, andre større autonomi. Man kan nemt forestille sig, at nogle jøder i Israel har en tilsvarende sympati for sådanne bevægelser og "krav om klarhed" vedrørende varer fra de respektive europæiske stater. Nogle israelske jøder vil sikkert foretrække kun at købe skotsk whisky fra de få firmaer, som stadig er på skotske hænder. Hvordan kan israeleres ret til viden med rimelighed afvises? Israel har ret til at kræve, at europæerne mærker deres varer på samme vis.

  • Det, der er sket, er endnu et udtryk for Europa-kommissionens utålelige iver efter at udstede en uendelige række af direktiver til alle medlemsstaterne for at gennemtrumfe ensretning i sager, hvor flertallet af europæere aldrig havde forestillet sig, at ensretning ville være nødvendig.

Den 11. november 2015 udsendte Europa-kommissionen den "endelige" udgave af sit direktiv "Interpretative Notice on indication of origin of goods from the territories occupied by Israel since June 1967" [Tolkningsnotat vedrørende oprindelsesangivelse for varer fra de territorier Israel har holdt besat siden juni 1967]. Notatet anbefaler, at alle den slags varer mærkes som produceret i en "israelsk bosættelse." Beslutningen vakte bestyrtelse og vrede, ikke kun i de partier som danner basis for den nuværende israelske regering, men også i størstedelen af den parlamentariske opposition i Knesset.

Det oprindelige bosættelsesprogram i alle disse områder var trods alt Allon-planen. Denne plan blev vedtaget kort efter 1967 af den daværende Arbejderpartigruppering, som udgjorde den direkte forløber for det største, nuværende oppositionsparti. Det er således lykkedes EU-kommissionen også at støde dem fra sig, som den gerne så afløse Netanyahu-regeringen.

Et nuværende medlem af Knesset, Michael Oren, reagerede på "Tolkningsnotatet" ved at lade sig fotografere i et israelsk supermarked, hvor han satte hjemmelavede "Made in Europe"-mærkater fast på de tilhørende varer. Hans tydelige mål var at fraråde israelerne at købe dem.

Overfladisk set stemmer Orens reaktion med en af de fire anti-boykot strategier, som denne forfatter har formuleret for nylig, nemlig at organisere boykots af boykotterne. Men Orens forhastede reaktion ville, såfremt den fik succes, opnå det modsatte af det, der var hans mål.

Oren har ret i den opfattelse, at Israel ikke har nogen synderlig magt til at påvirke beslutningerne i Den Europæiske Union (EU), men al mulig magt til at stille sine egne mærkningskrav. Men han overser den basale kendsgerning, at der i øjeblikket faktisk kun er tre medlemmer af EU, som kræver en sådan mærkning: Belgien, Danmark og Storbritannien.

Det, der er sket, er endnu et udtryk for Europa-kommissionens utålelige iver efter at udstede endeløse rækker af direktiver til alle medlemslandene for at gennemtrumfe ensretning i sager, hvor flertallet af europæere aldrig havde forestillet sig, at ensretning ville være nødvendig. Denne adfærd, sammen med europæiske domstoles hang til at underkende britisk lovgivning, er den væsentligste drivkraft bag det stigende ønske hos briterne om at forlade EU. Vi bør ikke, som Oren, fare ud og straffe alle EU-landene for Kommissionens tåbeligheder.

Følgelig bør den israelske reaktion kun være rettet mod de EU-lande, som implementerer "Tolkningsnotatet," og dermed opmuntre de øvrige medlemslande til at ignorere det. Faktisk fastslår "Tolkningsnotatet" selv, at en "gennemførelse af de relevante regler forbliver primært de enkelte medlemsstaters ansvar."

En "ledende europæisk embedsmand" har indrømmet, at EU-kommissionen har begrænset sig til at rådgive. Med hensyn til medlemslandene bemærkede han: "Hvis de ikke gør det, sker der sandsynligvis ikke ret meget. Men 16 medlemslande udbad sig en afklaring, så jeg formoder, at det vil blive delvist implementeret." Implementeringen af "Tolkningsnotatet" er allerede blevet afvist af den ungarske udenrigs- og handelsminister og af den regerende CDU-fraktion i det tyske parlament. Så Israel har ret til at stille sine egne mærkningskrav, men bør kun gøre dette i forbindelse med import fra de EU-lande, som stiller mærkningskrav til Israel.

Michael Oren kunne selv foreslå nogle passende, målrettede, israelske regulativer ved at fremsætte et privat medlemsforslag i Knesset. (Denne fremgangsmåde er klart mere taktfuld end lovgivning foreslået af regeringen selv.) Hvis dette er uoverkommeligt for Oren selv, er der mere end hundrede andre Knesset-medlemmer, der kunne gøre det. Lad os, med henblik på dette, først undersøge bestemmelserne i "Tolkningsnotatet" og derefter bruge disse som udgangspunkt for det israelske modsvar.

Rigtigt og forkert i "Tolkningsnotatet"

Tolkningsnotatet lægger ud med at fastslå, at EU "ikke anerkender Israels suverænitet over de af Israel besatte områder siden juni 1967, nemlig Golan-højderne, Gaza-striben og Vestbredden, herunder Østjerusalem." I virkeligheden bygger alle handelsaftaler mellem EU og Israel på denne forudsætning, som Israel respekterer. Følgelig godkendte Israel for ti år siden, at varer, der er fremstillet i disse områder, f.eks. ikke skal nyde samme tolddispensation som varer, der er fremstillet i præ-1967 Israel.

Så langt er Kommissionen derfor i sin gode ret, også når den skriver, at EU's lovgivning kræver, at varer viser deres "oprindelsesland" eller i hvert fald deres "oprindelsessted." Der, hvor Kommissionen kører af sporet, er i sit forsøg på at definere implikationerne af dette krav i det aktuelle tilfælde. Tolkningsnotatet fastslår (afsnit 10):

"For produkter fra Vestbredden eller Golan-højderne, som stammer fra bosættelser, vil en angivelse begrænset til 'produkt fra Golan-højderne' eller 'produkt fra Vestbredden' ikke være acceptabel. Selv hvis de yderligere specificerede det område eller territorium, som produktet stammer fra, vil udeladelsen af den yderligere geografiske information, at produktet kommer fra israelske bosættelser, vildlede forbrugeren med hensyn til produktets sande oprindelse. I sådanne tilfælde bør betegnelsen 'israelsk bosættelse' eller noget tilsvarende tilføjes, for eksempel i en parentes. Derfor vil angivelser som 'produkt fra Golan-højderne (israelsk bosættelse)' eller 'produkt fra Vestbredden (israelsk bosættelse)' kunne benyttes."

Tænk på Inon Rosenblums tilfælde, som for nylig blev gengivet i avisen Times of Israel. Rosenblum fik af sine palæstinensiske naboer i Jordan-dalen at vide, at intet kunne gro i den stærkt saltholdige jord. Uforknyt brugte han årtier på at forbedre jorden, som i dag producerer "dadler, druer og ti slags friske grøntsager, alt sammen til eksport." Bortset fra ham selv og hans søn er alle, der arbejder på stedet, palæstinensere. Han gav også sine palæstinensiske naboer dadelpalmespirer, så de kunne starte deres egen produktion. Resultat: de ca. 7.000 israelere og 10.000 palæstinensere, som bor i Jordan-dalen, "står i dag for 40% af produktionen af medjool dadler i hele verden."

Tænk derefter på produktionen af whisky i Skotland. Ifølge Distillery Owners Guide [whiskyfabriksejernes vejledning] er Skotlands whiskyfabrikker i dag overvejende ejet af ikke-skotter. Den største ejer er Diageo, med hovedkvarter i London, mens andre ejere inkluderer kæmpestore selskaber, hvis hoverkvarterer ligger i Indien, Thailand og Japan, for ikke at nævne Trinidad og andre lande. Typisk er de fleste arbejdere på fabrikkerne skotter, mens topledelsen kan komme fra udlandet.

Europa-kommissionen ønsker at skelne mellem Rosenblum og de palæstinensiske naboer, som han hjalp, ved at mærke hans dadler med "israelsk bosættelse." Ved samme fremgangsmåde er de nævnte whiskyfabrikker i Skotland og deres lederes opholdssted engelske bosættelser, indiske bosættelser, thailandske bosættelser osv. Hvis et indisk selskab købte Rosenblums fabrikker og indsatte en indisk direktør, ville de for den sags skyld også blive en indisk bosættelse.

I Golan-højderne er situationen noget enklere. Området tilhørte den suveræne stat Syrien, defineret ved grænsen mellem det tidligere franske og britiske mandat, bortset fra de områder hvor det syriske regime var trængt ind over denne grænse før 1967. Der er en klar skelnen mellem syriske borgere, som bor i de fire drusiske landsbyer, og israelske borgere.

Det samme gør sig ikke gældende på Vestbredden. Før 1967 var de palæstinensere, som boede der, jordanske statsborgere. De og deres efterkommere har for de flestes vedkommende beholdt deres jordanske pas. Så hvis Rosenblums dadler skal mærkes "israelsk bosættelse," bør dadler, der er fremavlet fra de planter, som han gav sine naboer, mærkes "jordansk bosættelse." Dette er ikke en vittighed: det jordanske regime har formelt frasagt sig krav på territoriet, men det søger stadig at udøve sin indflydelse der. Især er man stolt over, at det er Jordan, og ikke Det Palæstinensiske Selvstyre, der officielt administrerer Tempelbjerget i Jerusalem.

I det såkaldte "Østjerusalem" er situationen endnu mere kompliceret. Et betydeligt antal israelske arabere, især fra Galilæa, har bosat sig der. Så ethvert af deres foretagender er en "israelsk bosættelse," ifølge EU-kommissionen. De jordanske borgere, som Israel fandt der i 1967, fik alle israelske identitetskort. I mellemtiden har tusindvis af dem fået israelsk statsborgerskab, hvilket betød, at de skulle give afkald på deres jordanske statsborgerskab, og tusinder af andre har indgivet ansøgning herom. Ifølge EU-kommissionen må altså ethvert af deres foretagender straks blive til en "israelsk bosættelse," når deres ansøgning bliver godkendt, og de skal genmærke deres produkter i overensstemmelse hermed. (Det samme gælder de drusere i Golan, som har opnået israelsk statsborgerskab, men de kan tælles i hundreder, ikke i tusinder.)

Dette er så latterligt, at EU-kommissionen i al stilhed burde rådes til at glemme alt om "Østjerusalem" i sin reklame for "Tolkningsnotatet." Denne geografiske betegnelse er i sig selv blevet latterlig. Jerusalem ligger på et højdedrag, som løber fra nord til syd, så siden 1967 er den jødiske befolkning ekspanderet i disse to retninger, ikke mod øst. Da de europæiske bureaukrater blot gentager deres forældede formulering i stedet for at kigge på kortet, forestiller de sig, at kvarterer som Ramot (det nordvestlige Jerusalem) og Gilo (det sydvestlige Jerusalem) ligger i et mytisk præ-1967 "Østjerusalem."

Boykot af produkter fremstillet af jøder, nu og før.

Mulige israelske regler

De europæiske bureaukraters "Tolkningsnotat," som skal forsøge at klargøre reglerne, har viklet sig ind i absurditeter. Det er præcis disse absurditeter, der kan danne udgangspunkt for en behændig formulering af nogle tilsvarende israelske regler.

EU-kommissionen påstår, at "Tolkningsnotatet" intet har at gøre med en boykot af Israel, og den amerikanske regering har officielt tilsluttet sig denne vurdering. Der er blot tale om en reaktion, fastslår "Tolkningsnotatet," på "et krav om klarhed fra forbrugere, økonomiske aktører og nationale myndigheder." Men dette er uvederhæftigt. Kommissionen har antydet (selvom dette ikke fremgår af "Tolkningsnotatet" selv), at de første produkter, der vil blive mærket, er friske fødevarer og kosmetik. Det kan næppe være tilfældigt, at Jordan-dalens dadler og et israelsk kosmetikfirma har været boykotternes yndlingsangrebsmål. Det var præcis disse forbrugere, som krævede en sådan klarhed, og Kommissionen imødekommer deres ønsker.

Der findes en lang række separatistbevægelser i EU, hvoraf nogle kræver større autonomi, andre kræver uafhængighed. Da mange jøder i Israel har europæiske forbindelser, er det nemt at forestille sig, at nogle af disse jøder har tilsvarende sympatier og "krav om klarhed" vedrørende produkter fra de respektive europæiske stater. Man kan sagtens forestille sig israelske jøder, som helst vil købe skotsk whisky udelukkende fra de få firmaer, som stadig er på skotske hænder. Hvordan kan israeleres ret til viden med rimelighed afvises? Israel har ret til at kræve, at europæerne mærker deres produkter på tilsvarende vis, både i dette tilfælde og i talløse andre.

Spanien og Frankrig er de lande, hvis separatistbevægelser er mest iøjnefaldende. Men de bør – som foreslået ovenfor – udelades i øjeblikket, eftersom de endnu ikke har indført regler af den type, som EU-kommissionen efterlyser.

Et lovforslag i Knesset må derfor formulere tre hovedkrav om handling fra det berørte israelske ministeriums side. For det første, at der udarbejdes en liste over relevante regioner for hver enkelt EU-medlemsstat. Dette er relativt nemt. For det andet, at der formuleres nogle detaljerede regler for de tre lande, som allerede nu mærker "bosættelsesprodukter." For det tredje, en ved lov fastsat forpligtelse til at formulere lignende regler for alle andre EU-stater, men kun hvis og når disse beslutter at følge "Tolkningsnotatet."

Selv Danmark har separatistbevægelser i Grønland, på Færøerne og Bornholm. Tilfældene med Belgien og Storbritannien kræver næppe nogen forklaring, bortset fra at Belgien har sit tyske mindretal, og Storbritannien har en separatistbevægelse i Cornwall, som derfor bør føjes til England, Wales, Skotland og Nordirland.

Det kan forekomme temmelig idiotisk at mærke flere skotske whiskyfabrikker som "engelske bosættelser," selvom man sikkert godt kan finde skotter, der føler sådan for dem. Denne forfatter har ry for ikke at være nogen ynder af separatisme i Storbritannien, men blot (som walisisk talsmand) en passende regulering vedrørende regionale, kulturelle forskelle. Men tåbeligheden afspejler blot tåbeligheden hos de europæiske bureaukrater og deres "Tolkningsnotat." Rent praktisk har efterligningen af tåbeligheden en mærkbar effekt: den påfører de oprindelige tåber en mod-byrde til gengæld for den byrde, disse påfører Israel.

Et muligt kompromis?

Helt præcist kræver "Tolkningsnotatet", som citeret ovenfor, at "betegnelsen 'Israelsk bosættelse' eller noget tilsvarende skal tilføjes." Det vil sige, at det ikke absolut kræver denne bestemte betegnelse; så findes der mon en anden, som ville være acceptabel for både EU-kommissionen og Israel?

For eksempel ville en erstatning af "israelsk bosættelse" med "israelsk produkt" være mindre stødende for israelerne. Men det ville nok være en pestilens for skotterne at skulle mærke en whisky som et "engelsk produkt."

Måske kunne EU-kommissionen og Israel enes om henholdsvis "israelsk ejet virksomhed" på Rosenblums dadler og "engelsk ejet virksomhed" på skotsk whisky. Denne betegnelse ville være korrekt; den ville imødekomme Kommissionens ønske om ikke at "vildlede forbrugeren vedrørende produktets sande oprindelse." Tilbage står kun det problem – uanset hvilket formulering man benytter – at dette er en helt unødvendig udgift, som bureaukraterne påfører virksomhederne. Men eftersom Kommissionen har valgt denne vej, har det israelske Knesset muligvis intet andet valg end at følge op med sin egen parallelle lovgivning.

Beslægtede emner:  Israel
Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da