I sin fejrede tale til begge huse i den amerikanske kongres den 3. marts 2015 revsede den israelske premierminister Binyamin Netanyahu den truende aftale om Irans kerneprogram med disse ord: "Nu får vi at vide, at det eneste alternativ til denne dårlige aftale er krig. Det er simpelthen ikke sandt. Alternativet til denne dårlige aftale er en meget bedre aftale." Når man betænker Netanyahus klare analyse af Irans mål og metoder, kunne man imidlertid drage den slutning, at noget endnu bedre ville være ingen aftale, men blot at fortsætte presset på Iran, indtil dette opgiver sit kerneprogram, sine langtrækkende missilprogrammer og sine planer for andre lande i Mellemøsten.
I fuld åbenhed at drage sådan en konklusion ville ikke have været passende i en situation, hvor den israelske premierminister søgte maksimal samstemmighed og minimal uenighed. Men den nævnte konklusion er påkrævet, grundet to betragtninger. Begge blev fremsat i en advarsel af ingen ringere end den saudiske prins Turki Al-Faisal i et interview med BBC den 16. marts.
For det første, insisterede prinsen, "har jeg hele tiden sagt, at uanset hvad der kommer ud af disse forhandlinger, ønsker vi det samme. Så hvis Iran har mulighed for at berige uranium til et eller andet niveau, er det ikke kun Saudi-Arabien der vil bede om det samme. Hele verden bliver en åben dør til denne vej uden hindringer, og det er min vigtigste indvending imod denne P5+1-proces."
Men desuden, tilføjede han, "er Iran allerede en forstyrrende spiller på adskillige scener i den arabiske verden, hvad enten det er Yemen, Syrien, Irak, Palæstina eller Bahrain. Så selvom man bringer frygten for en udvikling af masseødelæggelsesvåben til ophør, betyder det ikke, at de problemer vi har med Iran ophører."
Det afgørende punkt er, at selvom det måtte lykkes for P5+1-landene (USA, Rusland, Kina, England og Frankrig, plus Tyskland) at overvinde prinsens "vigtigste indvending," så vil de igangværende forhandlinger ikke give svar på hans andet klagemål overhovedet. Selvom det skulle være muligt, sådan som den amerikanske administration uafladelig forsikrer os om, for en stund at frustrere Irans bestræbelse på at skaffe sig kernevåben, vil enhver lempelse af de nuværende økonomiske sanktioner blive brugt til at finansiere Irans anden bestræbelse: dets jagt på regionalt overherredømme.
Meget taler for denne jagt i øjeblikket. Desuden gør P5+1-regeringerne sig slet ikke begreb om omfanget af denne jagt, fordi de er ubekendt med de grundlæggende elementer i iransk national bevidsthed.
Enhver stolt, farsi-talende iraner vokser op med bevidstheden om at være arvtager efter to store imperier. Det ene, Kyros' persiske imperium, er kendt af enhver, som stadig læser sin bibel. Det strakte sig helt til den ægæiske kyst og inkluderede det moderne Israel. Kambyses, Kyros' søn, tilføjede Egypten; og sådan forblev det, indtil imperiet blev væltet af Alexander den Store.
Det andet, det sasaniske imperium, er formentlig ukendt for P5+1-forhandlerne, men dets landkort svarer mere til ayatollahernes drømme. Det holdt i 400 år, indtil det blev et offer for de tidlige muslimske erobringstogter. Mod øst omfattede det dele af det moderne Pakistan; mod nord dele af Afghanistan såvel som Azerbaijan og Armenien; mod vest Irak og meget af Syrien. Desuden omfattede det hele kystområdet (med det passende navn) Den Persiske Golf, hele vejen til Oman. Og ja, i 570'erne indlemmede det også Yemen, som Iran i øjeblikket er ved at overtage via sin sponsorering af houtierne.
Sådan var dets typiske grænser. Dets sammenbrud skyldtes et sent forsøg på at genskabe Kyros' imperium ved at erobre landområder fra det byzantinske imperium (det afstribede område vises her). Byzantinerne drev dem tilbage, men kampenes massive tab gjorde begge parter til nemme mål for uforudsete angreb fra Muhammeds arvinger. Byzans overlevede med nød og næppe, mens det sasaniske imperium forsvandt. Ayatollaherne vil måske være kloge nok til ikke at gentage denne fejl ved at kaste sig over Tyrkiet, men deres tvangsbetonede fjendskab mod Israel er så afgjort uklogt.
Sasaniderne herskede således, uden selv at vide det, over alle oliefelterne i Mellemøsten. Ved endnu et belejligt tilfælde er indvånerne ved disse oliefelter hovedsagelig shia-arabere, hvad enten det er i Iran selv eller i Irak, Kuwait (over en tredjedel shia), Saudi-Arabien (omkring en femtedel, men placeret præcist i de olierige områder), Bahrain (to tredjedele shia) og nogle af Emiraterne.
Det moderne Iran har faktisk længe gjort krav på Bahrain. De iranske nationalister har udvidet dette krav til at omfatte alle Emiraterne. Hvert eneste af disse sheikdømmer har en lille indfødt befolkning og et stort flertal af udenlandske arbejdere. De eneste militære hindringer for en iransk overtagelse er amerikanske baser og de saudiske væbnede styrker. Hvordan saudierne, til trods for at de har brugt milliarder på amerikanske våben, vil kunne klare sig i en konflikt vides ikke; de har ikke iranernes kamperfaring. Husk hvor nemt ISIS opløste den irakiske hær ved Mosul. Prins Turki har meget at være bekymret over.
Dette er derfor faren. Den tilstrømning af penge som Iran måtte opnå gennem lempelse af sanktionerne, vil næppe blive brugt til at forbedre leveforholdene for de almindelige iranere, som er vant til at bringe ofre til fordel for nationale idealer. Den vil derimod først blive brugt til at konsolidere Irans herredømme over Irak, Syrien og Libanon, og derefter til at omstyrte Golfstaterne ved hjælp af disses shia-befolkninger.
Netanyahus tale afslørede en bevidsthed om det bredere tema, da han sagde: "Vi kan insistere på, at restriktionerne på Irans kerneprogram ikke bliver ophævet, så længe Iran fortsætter sin aggression i regionen og i verden. Før verden kan ophæve disse restriktioner, bør man kræve, at Iran gør tre ting. For det første, standser sin aggression imod sine naboer i Mellemøsten. For det andet, holder op med at støtte terrorisme rundt om i verden. Og for det tredje, holder op med at true med at udslette mit land, Israel, den eneste jødiske stats."
Disse tre krav er rigtige, men Netanyahu talte kun om at insistere på, "at restriktionerne på Irans kerneprogram ikke bliver ophævet," mens også Irans indtægtskilder bør begrænses, så længe Iran undlader at leve op til disse krav. Det er derfor, at ingen aftale vil være bedre end en hvilken som helst aftale, forudsat at ansvaret for at man ikke når en aftale, kan tillægges det iranske regime.
Hvordan opnår man så det? Som det første kunne P5+1 overtage den meget succesrige forhandlingsstil, som praktiseres af palæstinenserne såvel som iranerne. Den går ud på at skrælle lag på lag af modpartens position ved at hive den ene lille indrømmelse efter den anden ud af dem, men derefter at udsætte forhandlingerne på ubestemt tid, netop når en aftale synes at være nært forestående. Resultatet er, at når forhandlingerne bliver genoptaget, sker dette ikke fra en nulstilling, men fra en dårligere udgangsposition for modpartens vedkommende.
 Bare én lille indrømmelse mere... |
Netop fordi de er seks, vil P5+1-landene have en naturlig fordel i den type forhandling, såfremt de er i stand til at lære den og skubbe de respekterede regler til side, som styrer forhandlinger mellem dem selv. Når en aftale synes nær, skal en af dem fremsætte yderligere ét eller flere krav. Frankrig har faktisk netop antaget denne rolle. Det de kunne gøre, er at overtage denne rolle efter hinanden, så Iran bliver den part, der hver gang må begynde på en frisk med en dårligere udgangsposition. Imens fortsætter de økonomiske sanktioner med at gøre deres arbejde. Skulle Iran overskride de aktuelle restriktioner på sit kerneprogram, vil det være en indlysende grund til at intensivere de økonomiske sanktioner yderligere.
Selv hvis man skulle nå en indledende aftale i marts, kan en sådan taktik anvendes til at udsætte den endegyldige aftale fra juni til september, derefter fra september til december, så fra december til for evigt, indtil Iran grundlæggende ændrer adfærd. I mellemtiden kan selv de økonomiske sanktioner, som måtte være blevet lempet, genoptages under påberåbelse af iranske udtryk for onde hensigter.