Det britiske arbejderparti Labour ledes for tiden af en mand, Jeremy Corbyn, som har beskrevet Hamas og Hizbollah som "venner" og har tilbragt mange år i den politiske udørk sammen med Holocaust-benægtere, anti-semitter, terrorist-sympatisører og allehånde andre uønskede personer. Nu hvor han er leder af Hendes Majestæts opposition, har han forsøgt at præsentere sig selv som en mere moderat kraft ved at understrege, at han hele livet har kæmpet mod racisme og anti-semitisme. I virkeligheden synes han hele livet at have været påfaldende tilfreds med eksponenter for begge dele.
Hans skyggekansler har tilbragt samme periode i et lignende selskab, blot med en endnu mere brændende dyrkelse af terroristerne i Irish Republican Army (IRA).
Kommunikationschefen i hele dette katastrofale foretagende er en vis Seamus Milne, som har viet sin karriere på The Guardian til at gøre duften omkring Joseph Stalin mere rosenagtig, end den nogensinde burde have været. Hvis en fisk rådner fra hovedet og ned, som man siger, hvem kan så blive overrasket, hvis der også er råd fra halen og op?
I sidste uge var det Oxford University Labour Clubs (OULC) tur til at lægge deres varer frem til offentlig beskuelse. Takket være organisationens bestyrelsesmedlem Alex Chalmers ualmindelig principfaste tilbagetræden ved vi, at en stor del af partiets ungdomsbevægelse tilsyneladende også har "problemer med jøder." Faktisk ser det ud til, at anti-semitismen har bevæget sig fra yderkredsene og ind til de mest centrale dele af universiteternes Labour-bevægelse.
Ifølge Chalmers var en af de tvivlsomme glæder ved denne organisation, som han har forladt, at OULC besluttede at tilslutte sig Israel Apartheid Week. Der er tale om en årligt tilbagevendende anti-semitisk hadefest, som finder sted på mange universitetsområder i Vesten. Racistiske studerende opfører falske sikkerhedsmure, iscenesætter "die-ins" [demonstrationer, hvor deltagerne 'dør'] og lader, som om de mordere, der udfører terrorangreb mod israelere, i stedet er lidende ofre for uprovokeret aggression.
Det var imidlertid ikke kun ønsket om at tilslutte sig fanatiske kampagner som Israel Apartheid Week og boykotbevægelsen Boycott, Divestment and Sanctions (BDS), der bekymrede Alex Chalmers. Han havde også lagt mærke til en generel nedrakning af Israel og jøder. På sin Facebook-side skrev han, at OULC var
"i stigende grad ved at blive sønderrevet af en opdeling i kliker, og trods sit erklærede engagement for friheden var holdningen hos nogle klubmedlemmer over for visse ugunstigt stillede grupper ved at blive giftig. Hvad enten det nu er medlemmer af ledelsen, der med skødesløs hæmningsløshed smider om sig med betegnelsen 'zio' (en betegnelse for jøder, som sædvanligvis er begrænset til websider, der styres af Ku Klux Klan), førende medlemmer af klubben, der udtrykker deres 'solidaritet' med Hamas og udtrykkeligt forsvarer dennes taktik med mord på tilfældige civile, eller et tidligere bestyrelsesmedlem, som hævder, at 'de fleste beskyldninger om antisemitisme bare er zionister, der råber ulven kommer', så har en stor del af både OULC og studentervenstrefløjen på Oxford mere generelt en eller anden form for problem med jøder."
"Klubbens beslutning om at støtte en bevægelse med en historie præget af angreb på og chikane af jødiske studerende og invitere antisemitiske foredragsholdere til campus, på trods af de jødiske studerendes bekymring, viser, hvor lighedsfremmede og uoprigtige store dele af den aktive medlemsskare er, når det kommer til frihed..."
En anden studerende, Ella Taylor, som er en af de valgte kvindelige repræsentanter og tilfældigvis er jøde, har bekræftet denne beretning. Ella Taylor sagde, at hun var "i stigende grad blevet opmærksom på nogle af de forfærdelige udbrud om jøder, der var forekommet de seneste 12 måneder. Jeg er ikke vant til, at folk sidder og ruller med øjnene, når jeg indleder en sætning med 'som jøde.'" Hvis Taylor har nogen intentioner om at holde sig tæt på Labour-partiets politik, kan hun måske blive nødt til at vænne sig til det.
Labour-partiet har selvfølgelig reageret på den sædvanlige måde – splittet mellem udtryk for bekymring og direkte benægtelse. Men det egentlige spørgsmål er: hvornår brød denne form for adfærd åbenlyst igennem og blev acceptabel? For mig er svaret indlysende. Det fremgår klart af beretningerne fra folk i OULC og andre steder, at anti-semitismen dukkede op til overfladen i Labour-partiet i præcis det øjeblik, hvor partiet begyndte at blive ledet af en mand, som i hele sit politiske virke har udvist et umådeligt behag ved anti-semitter.
En ung urostifter har ingen grund til at frygte for negative følger af en anti-semitisk retorik, hvis han eller hun nogensinde har noteret sig Jeremy Corbyns tidligere støtte til den Hizbollah-trænede ekstremist Dyab Abou Jahjah. Et ungt partimedlem i OULC har ingen grund til at spekulere over, om den fornærmende tilføjelse af ordet "zio" til ting bør undgås, når parlamentets Labour-parti er ledet af en mand, som i mange år har dyrket venskabelig omgang med Holocaust-benægtere som Paul Eisen. Og OULC's medlemmer har al mulig grund til at rulle med øjnene lige så lidenskabeligt som sidemanden ved nævnelsen af ordet "jøde," når de, der gennem mange år har siddet ved siden af Labour-partiets leder og rullet med øjnene, har været folk som den anti-semitiske hadprædikant Raed Salah.
Så jo, råddenskaben begyndte i toppen. Og de stærke udtryk for bekymring fra nogle medlemmer af Labour vedrørende beretningerne fra OULC vil først lyde ægte den dag, de indser, at de har et problem med denne top. Da og først da kan de begynde at få styr på deres racistiske problem.
Douglas Murray, en ledende britisk nyhedsanalytiker og kommentator, har base i London.