Ifølge det britiske udenrigsministerium er Golanhøjderne 'besat'. De har – ifølge det britiske udenrigsministeriums logik – været 'besat' siden 1967, da Israel erobrede området fra de invaderende syriske styrker. Lige siden har israelerne – og ikke det syriske regime – haft fordelen ved denne strategiske position. Denne kendsgerning forekommer, her et halvt århundrede senere, stadig det britiske udenrigsministerium at være beklagelig og en fejl, der bør rettes, når tiden er inde.
Siden starten på den syriske borgerkrig i 2011 har denne holdning hos den britiske regering været stadig sværere at retfærdiggøre. Hvis den israelske regering for eksempel på et tidspunkt inden for de seneste syv år pludselig havde lyttet til visdommen fra udenrigsministeriet i London og havde overgivet den strategiske gevinst ved Golan, hvem skulle den så havde givet den til? Skulle Israel overtales til at overlade territoriet til Assad-regimet i Damaskus? Det er sandt, at den eneste territoriale bid, som det syriske regime gennem hele den syriske borgerkrig har gjort krav på, og hvor det ikke har kunnet klyngebombe og på anden vis elendiggøre den derboende befolkning, har været Golanhøjderne. Kun i Golan har en befolkning i dette 'Storsyrien' kunnet leve uden den konstante trussel om massakre og etnisk, religiøs eller politisk udrensning.
Andre kandidater til dette territorium er naturligvis dukket op inden for samme tidsramme. ISIS' hære nåede helt frem til landsbyerne på den syriske side af Golangrænsen. Der var de i stand til at skabe den form for fred-gennem-barbari, som verden er blevet så bekendt med. Hvis ISIS havde triumferet i den syriske konflikt i stedet for at lide gentagne tilbageslag, ville det britiske udenrigsministerium så have foræret dem territoriet i en slags reparabel retfærdighed eller som sejrspris? Hvis ikke de, så kunne måske Irans eller Ruslands hære have stået som modtagere af dette kunststykke udi restaurativt diplomati? Måske kunne enhver, der måtte ønske at gøre krav på Golan, have fået det. Blot ikke israelerne.
Det faktuelt vanvittige i denne holdning hos det britiske udenrigsministerium er blevet understreget i de seneste dage takket være en anmodning, som kom fra den britiske regering samt fra regeringerne i andre europæiske hovedstæder og Washington. En anmodning, som også involverede Golan.
I løbet af weekenden viste det sig, at den britiske regering var blandt de udenlandske regeringer, som havde fremsat en dramatisk bøn til israelerne. Her hvor krigen i Syrien stadig tydeligere synes at nærme sig sin afslutning, var en gruppe på omkring 800 medlemmer af de 'Hvide Hjelme' og disses familier efter sigende blevet fanget i en fælde nær den sydvestlige grænse tæt ved Golanhøjderne. De Hvide Hjelme arbejder kun i 'oprørsområder' og er hadet af Assad-regimet. Med de syriske regeringsstyrker på vej ind kunne der meget vel forestå en massakre.
På anmodning fra disse udenlandske regeringer udførte israelerne simpelthen en ekstraordinær mission uden fortilfælde. De seneste dage er efter sigende 422 af de påtænkte evakuerede personer og deres familiemedlemmer blevet reddet af israelerne. De andre – næsten halvdelen – i den påtænkte gruppe synes allerede at være blevet afskåret af andre styrker. Men de, der kom ud, blev ikke desto mindre ført over Golan af israelske styrker og er nu ifølge rapporterne ankommet sikkert til Jordan, hvor deres fremtidige status vil blive afgjort. Nogle vil måske blive i Jordan; andre vil blive overført til vestlige lande.
 Billedet: Familiemedlemmer til de syriske "Hvide Hjelme", reddet af Israel, ombord på en bus, som kørte dem til Jordan, den 22. juli. (Billedkilde: IDF) |
Situationens smertelige ironi burde stå klart for alle iagttagere. Hvis ikke israelerne gjorde krav på Golan, havde der ikke været nogen muligheder for at få de Hvide Hjelme og deres familier ud af Syrien. Havde Israel ikke gjort Golan til det fredelige og blomstrende område, som det er, ville det blot have været endnu et område af Syrien, hvor diverse sekteriske grupper slagtede andre sekteriske grupper.
Som det er nu, kontrolleres området af Storbritanniens mest pålidelige allierede i regionen. En allieret, som – selvom den belæres af Storbritannien – imødekommer anmodninger fra den britiske regering, der drager fordel af en strategisk realitet, som den britiske regering stadig nægter at acceptere. Den israelske regering har givet den britiske regering det, den ønskede. Måske ville dette være et godt tidspunkt for den britiske regering at yde gengæld på en eller anden måde? Der kunne ikke være nogen bedre måde at gøre dette på end ved at indrømme, at den britiske politik i det seneste halve århundrede har være en fantasi hos udenrigsministeriet og et totalt flop i 'realistisk' regional tænkning. Udenrigsministeriet må på et eller andet tidspunkt trække sig ud af sit selvpåførte hjørne med hensyn til Golan og acceptere de forhåndenværende realiteter. Hvor meget bedre ville det ikke være at gøre dette nu i en atmosfære af velvilje og gensidighed, frem for senere i en atmosfære af uundgåeligt og nagende nederlag.
Douglas Murray, britisk forfatter, kommentator og analytiker af offentlige anliggender, er bosiddende i London, England. Hans seneste bog, en international bestseller, er "The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam."