I en smertende mindeartikel i forbindelse med den nylige 70-årsdag for befrielsen af Auschwitz skrev Charles Krauthammer:
"Fremkomsten af europæisk anti-semitisme er i virkeligheden blot en tilbagevenden til normen. Gennem tusind år var et ondartet jødehad — med forfølgelser, fordrivelser, massakrer — normen i Europa, indtil skammen over Holocaust skabte en midlertidig afvigelse, hvor anti-semitisme blev socialt uacceptabel."
"Dette afbræk er forbi. Jødehadet er tilbage og rekapitulerer fortiden med imponerende nidkærhed."
For de franske borgere synes Holocaust at være et falmet minde. De anti-jødiske følelser, som fik den franske Vichy-regering til at forsyne Hitlers jødedræbende maskingab med skønsmæssigt 77.000-90.000[1] franske jøder, var ikke drevet af noget, der ligner vore dages islamisk jihad, men af den samme majoritet af franske katolikker. Efter næsten to tusind års fransk-kristen anti-semitisme er deres DNA-spor intakt. Anti-jødisk racisme er næppe et falmet minde for det stigende antal franske jøder, som nu frygtsomt overvejer at flygte fra deres hjemland i kølvandet på de foruroligende aktuelle begivenheder.
Fransk anti-semitismes lange historie går lige så langt tilbage i kalenderen som kristendommen selv.
I året 325 underskrev kejser Konstantin med et pennestrøg, på det første kirkemøde i Nikæa, uafvidende en dødsdom over millioner af endnu ufødte jøder overalt i det, der i dag udgør det kristne Europa.
Skrifter fra kirkefædre som Tertullian og Origenes, som beskyldte jøderne for at have dræbt Jesus (gudedrab), påstod også, at Gud havde ophævet sin evige pagt med Abraham (og det jødiske folk), som beskrevet i ældgamle, hellige bøger.
Den katolske kirke har overtaget denne doktrin ved at erklære sin ret som "Det Nye Israel." I sin arrogance har den katolske kirke tilskrevet sig selv Guds pagt, som oprindelig var indgået med jøderne ifølge Første Mosebog kapitel 12, hvori Gud lover det hebræiske folk – gennem Isak og Jakob -- et land, en nation og en specifik skæbne.
I kraft af den nye, ombyttede, katolske definition blev medlemmerne af den katolske kirke nu "førsterangsborgere," og jøderne blev andenrangsborgere.
Denne teologiske ombytning, af de lærde kaldet "supersessionismen" eller i mere daglig sprogbrug "erstatningsteologien," udleder, at Guds pagt med jøderne er blevet tilbagekaldt, og at jøderne må antages at være blevet erstattet af "Kirken."
Denne doktrin gav, sammen med de gamle kirkefædres agitatoriske skrifter, næring til jødehad i alle nationer med katolsk, østortodoks og protestantisk flertal fra det 3. årh. og i alle de efterfølgende århundreder, helt frem til 1965. På dette tidspunkt absolverede et officielt Vatikan II dokument "Nostra Aetate" jøderne fra den gamle beskyldning om gudedrab og genoprettede i det mindste en del af deres krav på det oprindelige pagtforhold med Gud.
Desværre annullerede "Nostra Aetate" imidlertid ikke "ertatningsteologiens" falske doktrin[2]." Den romersk katolske lære bekræfter stadig "supersessionismens" position om, at katolikkerne er det "Nye Israel" eller "Guds Israel." Den præcise ordlyd i dokumentet er spidsfindig, men umiskendeligt klar: "Selvom Kirken er det nye Guds folk, skal jøderne ikke fremstilles som forkastede eller fordømte af Gud, som om dette fulgte af de Hellige Skrifter."
Når den katolske kirke opfatter sig selv som det "Nye Israel," hvorfor så ikke lade pave Francis fremsætte en ensidig erklæring af Palæstina som en stat? Det er præcis, hvad han gjorde for et par måneder siden. Med et historisk pennestrøg påtog paven sig summarisk at slette Israels suveræne ret til dets land og dets legitime bemyndigelse til at forhandle dets egen nationale skæbne.
Det styrende princip i "erstatningsteologien" er en stiltiende, indirekte tilladelse til at dæmonisere og udslette jøderne og Israel. I Frankrig såvel som i resten af Europa bidrager dette til den politiske, sociale og religiøse atmosfære, hvor den voksende indflydelse fra den radikale islam blander sig med en ældgammel fransk tilbøjelighed til at ignorere, forklejne og bagatellisere det jødiske mindretals ængstelse.
Selvom sekulariseringen dækker meget af Europa, anses Frankrig stadig for at være en katolsk nation, hvor over halvdelen af landets borgere er medlemmer af den katolske kirke.
"Supersessionismens" DNA, som skjuler sig under samfundets overflade, er det, der får sekulære, kristne nationer som Frankrig, Storbritannien og Sverige til at formilde islamisterne, som arbejder på at øge deres indflydelse, antal og decibelniveau.
Som følge af den islamiske doktrin kan mange muslimer ironisk nok komme til at opleve at stille op i Europa som afløsere for den katolske kirke, når de forfølger deres drøm om at erobre verden for Allah.
Der er dem, der antyder, at islam, såfremt de aktuelle befolkningstendenser fortsætter, snart vil komme til at udgøre den nye majoritet, fremskyndet af den nye migration og de øgede familier, som helt sikkert vil følge. En sådan demografisk ændring vil ikke kun udsætte de kristne for fare, men anbringe jøderne i en dobbelt fare — antipati fra deres egen regering og åbenlyst fjendskab fra islam.
I løbet af de 1600 år mellem kejser Konstantin og massakren i HyperCacher koshersupermarkedet i januar 2015 er den "supersessionistiske" kristne "dødsdom" blevet omformet og omskrevet hundredvis af gange.
Indtil slutningen af 1700-tallet og følgerne efter den franske revolution var Frankrig regeret af religiøse, ikke sekulære kræfter.
Anti-semitismen er bølget frem og tilbage i fransk historie i form af lokale, nationale og internationale edikter og aktioner imod jøder. Dreyfus-affæren (1894-1906) var for eksempel en politisk skandale, som afslørede en ondsindet fransk anti-semitisme.
Selvom det ikke var franske kristne per se, som skød mod de jødiske handlende uden for Paris i januar, er det legitimt at sætte spørgsmålstegn ved den rolle, som den kristne anti-semitisme spiller for skabelsen af denne klimaændring , hvor jøder endnu engang bliver ofre i deres eget hjemland. Londons Guardian skrev følgende efter angrebene på Charlie Hebdo og HyperCacher supermarkedet:
"[Den] dramatiske vækst i antallet af jøder, som forlader Frankrig... var allerede et internationalt diskussionsemne før sidste uge – idet nogle kommentatorer gik så langt som til at fremmane fascimens spøgelse fra 1930'erne. Det virker næsten, som om de franske jøders skæbne opfattes som en kodeskrift for en udbredt, ja ligefrem eksistentiel frygt for selve Europas fremtid."
På den ene side ønsker Frankrigs præsident, François Hollande, at hans tilhørere skal tro, at der bliver grebet afgørende ind mod islamisk terrorisme. I kølvandet på de seneste terrorangreb i Paris har den franske regering for eksempel foregivet en dristig, militaristisk attitude af hævn og gengældelse imod terrorismen.
Efter HyperCacher-massakren afholdt premierminister Manuel Valls ligeledes en lidenskabelig tale i den franske nationalforsamling, hvori han heftigt fordømte den alarmerende stigning i anti-semitisme i nationen. Også Hollande fordømte anti-semitismen og lovede at indføre præventive programmer, ligesom han midlertidigt udstationerede militære vagter ved jødiske helligdomme og skoler.
Men på den anden side fodrer Frankig måske alligatoren i håbet om, at den vil æde det sidst.
For nylig foreslog Frankrig for eksempel FN, at man installerede sikkerhedskameraer på Tempelbjerget i Jerusalem. Selvom forslaget angiveligt var ment til at dæmpe volden på Tempelbjerget, og det ville have været glimrende, hvis Frankrig havde foreslået, at Israel installerede de pågældende kameraer på stedet, så truede det specifikke indhold af den franske plan Israels suverænitet over stedet. Ifølge journalisten Caroline Glick:
"Frankrigs beslutning om at bruge sin diplomatiske stilling til at fremme en plan, som, hvis den blev iværksat, ville gøre en ende på Israels suverænitet over jødedommens helligste sted, er først og fremmest en fransk aggressionshandling imod den jødiske stat."
"I modsætning til hvad den franske regering vil have os til at tro, er Frankrigs kneb med hensyn til Tempelbjerget ikke et forsøg på at dæmpe volden. De franske udtryk for bekymring over tabet af liv i den aktuelle storm af palæstinensisk terrorisme klinger hult."
"Frankrig er ikke reelt imod palæstinensisk terrorisme, tværtimod. Frankrig fremmer den."
"Hvert eneste år betaler den franske regering millioner af euro, dollar og shekel til palæstinensiske NGO'er, hvis erklærede mål er at udslette Israel. Via sine NGO-aktører finansierer Frankrig radikaliseringen af det palæstinensiske samfund. Denne fransk finansierede radikalisering gør den palæstinensiske terrorisme uundgåelig."
"Meget af den aktuelle retorik, som palæstinenserne benytter til at afvise Israels legitimitet og retfærdiggøre volden mod jøder, findes udtrykt i strategiske dokumenter, som Frankrig har betalt palæstinensiske NGO'er for at skrive."
Med et kunstgreb ønsker den franske regering, at verden skal tro, at den er imod anti-jødisk vold. På den anden side benyttede Frankrig straks muligheden for at indgå profitable forretningsaftaler med Iran, endnu inden blækket var tørt på den anti-israelske atomaftale, alt imens ayatollaherne gentog deres folkemorderiske opfordringer til at udslette Israel og jøderne.[3]
Islamiseringen af Frankrig er begyndt at titte frem i horisonten. Selvom de officielle franske tal ikke skelner mellem etniske eller religiøse grupper, har flere nylige undersøgelser antydet, at Frankrigs vurderede 6,5 millioner muslimer i 2014 nu udgør "godt 10% af landets samlede befolkning på 66 millioner. Udtrykt i klare begreber har Frankrig således den største muslimske befolkning i den Europæiske Union."
Vælgerblokken, der repræsenteres ved disse tal, er nok til at udgøre en trussel mod det socialistiske partis siddende regering og kan helt afgjort påvirke aspirationerne hos enhver udfordrer til den nationale regeringspost. Råbene fra en lille jødisk minoritet på mindre en 1% blegner ved sammenligning.
Det virker lovende, at Frankrig allerede inden sidste uges blodige massakrer i Paris havde gjort visse lovmæssige fremskridt i forbindelse med sit kontraterrorismeprogram. De seneste love om at beskære velfærdsydelserne til erkendte jihadister, øge overvågningen og opgradere politiets udstyr er alt sammen tegn på, at Frankrig måske omsider konfronterer nogle af sine problemer — eller i det mindste forsøger at stable et overbevisende public relationsshow på benene.
I 2017 er Hollande, som ikke er en specielt populær socialistisk præsident, på valg. Han kommer til at stå over for den pro-israelske ekspresident Nicolas Sarkozy, der vil stille op som såkaldt moderat imod højrefløjspartiet Front Nationals Marine Le Pen.
Front Nationals vedholdende agenda imod immigration har i stigende grad haft held til at trække jøder ind i folden i takt med, at partiet hævder at være i færd med at omforme sin anti-semitiske, nynazistiske historie.
De franske jøders frygt vil ikke forsvinde inden for kort tid. Et rekordstort antal pakker kufferten og udvandrer til Israel, Canada, Storbritannien, USA eller Australien. Man må håbe, at den franske regering, som nu historisk set kender problemet kun alt for godt, vil have mod, ønske og vilje til at afhjælpe dette, ikke kun for Frankrigs egen fremtids skyld, men for hele Europas.
[1] Der findes forskellige skøn over det samlede antal jøder, som blev nedslagtet af nazisterne. Tallet 90.000 benyttes af Jewish Virtual Library. Andre jødiske kilder siger 72.000.
[2] "Falsk doktrin": Der har aldrig været nedfældet noget i Skrifterne (Gamle og Nye Testamente), som udtrykker, at Gud skal have ophævet sin Pagt med det abrahamiske og jødiske folk. Jeg har skrevet herom i adskillige andre artikler.
[3] Folkedrab: "Rafsanjani's Qods Day speech (Jerusalem Day)", Voice of the Islamic Republic of Iran, Teheran, på persisk, oversat af BBC Worldwide Monitoring, oprindelig udsendt den 14. december 2001.