Tysklands muslimske befolkning vurderes nu til at blive næsten firedoblet til forbløffende 20 millioner inden for de kommende fem år, ifølge en demografisk fremskrivning fra Bayerns lovgivere.
Den tyske regering forventer at modtage 1,5 millioner asylansøgere i 2015, og muligvis endnu flere i 2016. Efter indberegning af familiesammenføringer – baseret på den antagelse, at personer, som har fået godkendt deres asylansøgning, efterfølgende vil bringe gennemsnitlig fire andre familiemedlemmer til Tyskland – vil dette tal svulme voldsomt op. Dette er ud over de 5,8 millioner muslimer, som allerede i dag bor i Tyskland.
Ifølge præsidenten for den bayerske kommunesammenslutning Bayerische Gemeindetag, Uwe Brandl, står Tyskland nu til at have "20 millioner muslimer i 2020." Denne voldsomme tilvækst i Tysklands muslimske befolkning betyder en demografisk ændring af episke proportioner, som vil forandre Tysklands ansigt for altid, "men vi står blot ved sidelinjen og ser det ske."
I en tale ved en udstilling i Nürnberg den 14. oktober advarede Brandl om, at uhæmmet migration vil indebære store omkostninger for de tyske skatteydere og kan også føre til social uro. Han sagde:
"En flygtningefamilie på fire medlemmer modtager op til 1.200 euro om måneden i overførselsindkomst. Plus kost og logi. Ser man nu på en arbejdsløs tysk familiefar, som har arbejdet måske i 30 år, så får hans familie kun marginalt mere. Disse mennesker spørger os, om vi politikere virkelig mener, at dette er ret og rimeligt."
Brandl sagde, at dette også gælder det elektroniske sundhedskort, som giver asylansøgere de samme goder som tyskere, der har betalt til sygesikringssystemet i mange år. At kritisere dette som værende uretfærdigt har "intet at gøre med racisme eller højrefløjsekstremisme."
Brandls bekymring gentages i et lækket efterretningsdokument, som advarer mod, at tilstrømningen af mere end en million migranter fra den muslimske verden i år vil medføre stigende politisk ustabilitet i Tyskland.
Dokumentet – hvoraf dele blev offentliggjort i Die Welt den 25. oktober – afslører en voksende foruroligelse inden for toppen af Tysklands efterretnings- og sikkerhedsapparat vedrørende konsekvenserne af kansler Angela Merkels åben-dør immigrationspolitik.
Dette såkaldte ikke-papir (forfatteren af dokumentet forbliver anonym) advarer om, at "integrationen af hundredtusinder af illegale migranter vil være umulig, når man betænker det store antal og de allerede eksisterende muslimske parallelsamfund i Tyskland." Dokumentet tilføjer:
"Vi importerer islamisk ekstremisme, arabisk anti-semitisme, andre folkeslags nationale og etniske konflikter, såvel som en helt anden samfunds- og lovforståelse. Den tyske sikkerhedstjeneste er ude af stand til at håndtere disse importerede sikkerhedsproblemer og de heraf følgende reaktioner fra den tyske befolkning."
En unavngiven, højtstående sikkerhedsfunktionær fortalte Die Welt:
"Den store tilstrømning af mennesker fra andre dele af verden vil føre til ustabilitet i vores land. Ved at tillade denne massemigration fremdyrker vi ekstremister. Samfundsmidten bliver radikaliseret, fordi flertallet ikke ønsker en migration, som er blevet dem påtvunget af den politiske elite. I fremtiden vil mange tyskere vende ryggen til retsstaten."
Advarslerne kommer midt i en voksende kritik af Merkel, hvis beslutning den 4. september om at åbne dørene for migranter i Ungarn forværrede krisen.
Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, som også står i spidsen for Christlich-Soziale Union in Bayern (CSU), søsterpartiet til Merkels Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU), har vist sig som en af Merkels mest højrøstede kritikere. "Kansleren har ifølge min overbevisning besluttet sig for en vision om et andet Tyskland," sagde han. "Det har været en fejltagelse, som vil holde os beskæftigede i lang tid. Jeg ser ingen mulighed for at sætte proppen tilbage i flasken," tilføjede han.
I et interview med Bild, sagde Seehofer:
"Vi er udtrykkeligt af den mening, at immigrationen skal kontrolleres og begrænses, hvis vi i Tyskland skal kunne magte den. Situationens alvor bliver stadig tydeligere for hver dag. Befolkningen ønsker ingen smarte udtalelser eller resultatløse lokalbesøg. Den ønsker handling!"
Efter i månedsvis at have angrebet kritikerne af Merkels immigrationspolitik for at være højreorienterede xenofober har vicekansler Sigmar Gabriel og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier indrømmet, at migrationskrisen risikerer at rive det tyske samfund fra hinanden. I en fælles artikel bragt i Der Spiegel skrev de to: "Vi kan ikke i det uendelige absorbere og integrere mere end en million flygtninge hvert år."
Bayerns finansminister Markus Söder har sagt: "Vi må gøre os klart, at der skal være grænser og kvoter for immigration — vi kan ikke redde hele verden. Flygtningestrømmen vil ikke standse, med mindre vi sikrer vore grænser og udsender et tydeligt signal om, at ikke alle kan komme til Tyskland."
Tidligere indenrigsminister Hans-Peter Friedrich (CSU) har beskrevet Merkels immigrationspolitik som en "politisk fejl uden fortilfælde," som vil få "ødelæggende, langvarige følger." Han sagde, at det politiske job består i at tænke hinsides nutiden og træffe beslutninger for fremtiden. Med henblik på den massive tilstrømning af migranter til Tyskland uden politikontrol konkluderede Friedrich: "Vi har mistet kontrollen." Han tilføjede:
"Det er fuldkommen uansvarligt, at titusindvis af mennesker strømmer ukontrolleret og uregistreret ind i landet, og vi kan kun usikkert vurdere, præcist hvor mange af dem der er krigere fra Islamisk Stat eller 'sovende' islamister. Jeg er overbevist om, at intet andet land i verden ville være så naivt og blåøjet at udsætte sig for sådan en fare."
CDU-parlamentsmedlem Michael Stübgen har sagt: "Uenigheden [med Merkel] er fundamental. Vore muligheder er udtømte, og der er bekymring for, at systemet vil implodere, hvis ikke vi genvinder kontrollen over vore grænser. Men kansleren er uenig, og dermed er konflikten uløst."
Den 21. oktober underskrev mere end 200 borgmestre i Nordrhein-Westfalen et åbent brev til Merkel, hvori de advarede om, at de ikke længere var i stand til at modtage flere migranter. Brevet erklærede:
"Vi er alvorligt bekymrede for vores land og de storbyer og byer, som vi repræsenterer. Grunden: den massive og for det meste ukontrollerede tilstrømning af migranter til Tyskland og til vore store og mindre byer."
"Alle tilgængelige indkvarteringsmuligheder er udtømte, herunder telte og skibscontainere. Håndteringen af migrantindkvarteringen er så tidkrævende, at vores personale ikke længere kan varetage andre kommunale ansvarsopgaver."
I en tale den 22. oktober på et møde i Det Europæiske Folkeparti [EPP] i Madrid advarede Ungarns premierminister Viktor Orbán mod følgerne af Merkels immigrationspolitik. Han sagde:
"Vi har store problemer. Migrationskrisen rummer potentialet til at destabilisere regeringer, lande og hele det europæiske kontinent"....
"Det, vi står over for, er ikke en flygtningekrise. Det er en folkevandring bestående af økonomiske migranter, flygtninge og tillige udenlandske krigere. Det er en ukontrolleret og ikke reguleret proces.... Jeg vil også understrege, at der er en ubegrænset kilde til supplement af mennesker, efter at Syrien, Irak, Pakistan, Afghanistan, Afrika nu også er sat i bevægelse. Udstrækningen og omfanget af denne fare overgår langt vore forventninger"....
"Det er vores moralske ansvar at give disse mennesker deres hjem og lande tilbage. Det kan ikke være vores opgave at forsyne dem med en ny europæisk tilværelse. Retten til menneskelig værdighed og sikkerhed er en grundlæggende rettighed. Men hverken den tyske, østrigske eller ungarske livsstil er en grundlæggende ret for alle jordens mennesker. Den er kun en ret for dem, der har bidraget til den. Europe er ikke i stand til at modtage alle, der ønsker sig en bedre tilværelse. Vi bør hjælpe dem med at få deres egen tilværelse tilbage med værdighed, og vi bør sende dem tilbage til deres egne lande"....
"Vi kan ikke undgå at tale om kvaliteten af vore demokratier. Er det et udtryk for informations- og ytringsfrihed, at medierne som oftest viser kvinder og børn, når 70% af migranterne er unge mænd og de ligner en hær? Hvordan kan det være, at vore befolkninger føler, at deres mening ikke kommer i betragtning? Og vi bliver nødt til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt vores befolkning ønsker det, der er sket. Fik vi autorisation fra dem til at lade millioner af migranter komme ind på vores kontinent? ... Nej, ærede delegerede, det gjorde vi ikke.
"Vi kan ikke skjule det faktum, at den europæiske venstrefløj har en klar agenda. De støtter migrationen. De importerer i virkeligheden fremtidige venstrefløjsvælgere til Europa under dække af humanisme. Det er et gammelt trick, men jeg forstår ikke, hvorfor vi skal acceptere det. De anser registrering og grænsebeskyttelse for bureaukratisk, nationalistisk og imod menneskerettighederne. De har en drøm om et politisk konstrueret verdenssamfund uden religiøse traditioner, uden grænser, uden nationer. De angriber kerneværdierne i vores europæiske identitet: familie, nation, subsidiaritet [politisk nærhedsprincip] og ansvarlighed."
I en klumme den 26. oktober i Financial Times med overskriften "Enden på Merkel-æraen i sigte" skrev Gideon Rachman:
"Flygtningekrisen, som er væltet ind over Tyskland, vil sandsynligvis betyde enden på Merkel-æraen. Med landet stående til at modtage mere end en million asylansøgere alene i år, vokser befolkningens ængstelse — og det samme gør kritikken af fru Merkel fra hendes eget parti. Nogle af hendes nære politiske allierede erkender, at det nu er en klar mulighed, at kansleren må forlade sin post inden det næste landsdækkende valg i 2017. Og selv hvis hun sidder perioden ud, forekommer forestillingen om en fjerde Merkel-regering, som blev diskuteret i brede kredse for blot få måneder siden, nu usandsynlig"...
"Problemet er, at fru Merkels regering tydeligvis har mistet kontrollen over situationen. Tyske embedsfolk støtter offentligt kanslerens erklæring om, at 'Vi kan klare dette her'. Men panikken råder lige under overfladen: omkostningerne stiger drastisk, de sociale ydelser knager, fru Merkels placering i meningsmålingerne falder, og volden på den yderste højrefløj er tiltagende."
"Efterhånden som det tyske samfunds fredelige overflade krakelerer, mister argumenterne om immigrationens positive økonomiske og demografiske indvirkning deres effekt. I stedet vinder frygten for de langvarige sociale og politiske følger af at tage imod så mange nye indvandrere – især fra det imploderende Mellemøsten - terræn. Imens vælter flygtningene stadig ind i Tyskland — i et omfang af omkring 10.000 om dagen. (Som kontrast har Storbritannien frivilligt tilbudt at tage imod 20.000 syriske flygtninge over de næste fire år.)"...
"Nogle vælgere synes at have konkluderet, at Mutti [almindelig tysk betegnelse for 'mor'] er blevet vanvittig — ved sådan at smække Tysklands grænser åbne for verdens ulykkelige"...
"Flygtningekrisen markerer et vendepunkt. Tiåret efter, at fru Merkel første gang kom til magten i 2005, ligner nu en velsignet periode for Tyskland, hvor landet nød fred, velstand og international respekt og holdt verdens problemer på tryg afstand. Denne gyldne æra er nu forbi."