
Natten mellem den 17. og 18. oktober 2026 oplevede franske byer nogle af de værste uroligheder i årevis. Det, der begyndte som overvejende fredelige demonstrationer på grund af leveomkostningerne, høje brændstofpriser og tilstanden inden for det offentlige – navnlig skolerne – udviklede sig til omfattende optøjer, brandstiftelse og plyndring i flere byer. De etablerede medier anerkender, at der var "krigsscener". Indenrigsminister Laurent Nuñez anslog antallet af deltagere til cirka 550.000 på landsplan (den kommunistiske fagforening CGT hævdede, at antallet nærmere var 800.000), med omkring 110.000 i Paris. Politiet foretog cirka 1.800 anholdelser, herunder et rekordhøjt antal, over 1.200, i hovedstaden. Mere end 900 politibetjente blev såret.
Frankrigs "overvejende fredelige protester"
De fysiske skader er omfattende. I Paris blev butiksvinduer smadret (luksusbutikker, men også mange mindre butikker og private ejendomme), biler og cykler blev sat i brand, afspærringer af skraldespande og cykler blev brændt, og restauranter blev ødelagt af ildebrand. Hele gader blev af embedsmænd beskrevet som "ødelagte". I Limoges blev rådhuset fra 1800-tallet ødelagt ved brandstiftelse; i Lyon blev turistkontoret sat i brand; rådhuse og offentlige bygninger blev angrebet eller ødelagt, især i Marseille, Frankrigs næststørste by. Plyndringen ramte hundredvis af butikker i Paris, Marseille, Lille, Bordeaux, Nice og Strasbourg.
Myndighederne tilskrev den værste vold elementer fra det "yderste venstre", som fik tilslutning fra opportunistiske lovovertrædere. Grupper klædt i sort, maskerede og iført elefanthuer, stødte sammen med politi, der brugte tåregas og vandkanoner. Alligevel forblev instruktionerne og reglerne for udøvelse af ordenshåndhævelse klare overalt: fremfor alt ingen vold. Det betyder, at uromagerne vil sejre over sikkerhedsstyrkerne, der stort set er henvist til at være statister. Sådan er Macron-styrets fejhed. Mere end 3.000 butikker blev beskadiget, med tab anslået til over en milliard euro. En synagoge på Rue Burnouf i Paris' 19. arrondissement blev udsat for hærværk og plyndret, idet religiøse genstande lå spredt. Artikler var uenige om, hvorvidt det var bevidst hærværk i forbindelse med optøjerne eller et forsøg på røveri (Torah-ruller blev angiveligt efterladt urørt).
Årsager
Disse begivenheder opstod ikke i et tomrum. Frankrig har længe nægtet at imødegå tre sammenvævede forhold, som landets politiske klasse behandler som tabuer: ukontrolleret masseindvandring, islams voksende tilstedeværelse og separatisme samt de uoverkommelige omkostninger ved EU's "energiomstilling."
Indvandrere og deres efterkommere er i uforholdsmæssig høj grad koncentreret i visse forstæder og byer, hvor offentlige tjenesteydelser er yderst pressede, og hvor tidligere bølger af uroligheder (som i 2005) er opstået. Frankrigs velfærdssystem, bolig-, uddannelses- og sikkerhedsbudgetter har været under konstant pres på grund af store tilstrømninger, lav grad af assimilation i dele af befolkningen og eksistensen af områder, hvor republikkens autoritet udfordres. Kriminalstatistikker, dynamikken i Frankrigs 751 no-go zoner og gentagne tilfælde af ungdomsvold er blevet dokumenteret i årevis; plyndringerne i oktober og de organiserede angreb forløb efter etablerede mønstre.
De seneste optøjer er på ingen måde en undtagelse; de er snarere endnu et afsnit i en lang række begivenheder, og der er uden tvivl mange flere på vej.
Det, der giver disse optøjer deres styrke, er den rolle, som La France Insoumise (LFI), Jean-Luc Mélenchons parti, spiller. Partiet har i årevis deltaget i giftige pro-islamistiske tirader med åbenlyst antisemitiske undertoner.
Partiet synes at vide, at det aldrig kommer til magten. Det har derfor besluttet fuldt ud at omfavne revolutionens og kaossets politik, og det støtter sig til, og allierer sig åbenlyst med, de mest ekstreme elementer i Frankrigs muslimske befolkning. På mange måder er LFI et åbenlyst islamistisk parti. Ved præsidentvalget i 2022 stemte 69 % af de muslimske vælgere ifølge meningsmålingernes estimater på Jean-Luc Mélenchon i første runde.
Officielle statistikker og undersøgelser angiver den muslimske befolkning i Frankrig til at være cirka 9–10 procent (omkring 6–7 millioner mennesker) af det samlede befolkningstal, hvilket er en stigning fra cirka 1 procent i 1960'erne. Institut National d'Études Démographiques (INSEE) angiver muslimer som den næststørste selverklærede religiøse gruppe blandt yngre voksne, med langt højere grad af overlevering af praksisser fra generation til generation end tilfældet er blandt katolikker: 91 procent af andengenerationsindvandrere opvokset i muslimske familier holder fast i troen som voksne, mod en langt lavere fastholdelse blandt folk med kristen baggrund. Stærk religiøsitet er markant højere blandt muslimer.
Naturligvis er ikke alle muslimer islamister. ifølge data fra en officiel undersøgelse fra 2020 mener omtrent 60 % af unge franske muslimer dog, at sharia-lovgivningen har forrang over lovene i den franske republik, og lignende resultater er rapporteret i efterfølgende undersøgelser foretaget i slutningen af 2025.
I Frankrig er antallet af antisemitiske hændelser steget markant i de senere år, og de er ofte forbundet med islamistiske netværk eller radikaliserede unge; episoder ved synagoger finder sted på denne baggrund. Rapporter fra sikkerhedstjenester og indenrigsministeriet har gentagne gange påpeget islamistisk indflydelse i boligområder, skoler og foreninger. Den politiske venstrefløj, navnlig La France Insoumise (LFI), har plejet alliancer med islamistisk-relaterede eller "pro-palæstinensiske" strømninger og bliver regelmæssigt beskyldt for at legitimere eller instrumentalisere uroligheder.
Nicolas Sarkozy skal i en privat bemærkning fra september 2025 have sagt det uden omsvøb: "Marine Le Pens Rassemblement National ønsker magt og vil opnå den; LFI ønsker ikke magt – det, de ønsker, er uroligheder, anarki og vold." Optøjerne og den drivende rolle, som LFI spiller, synes at bevise, at han har ret. Vedvarende kaos synes at passe bedre til partiets revolutionære orientering end en ordinær regeringsførelse gør.
Indvandring, islam og LFI er ikke de eneste faktorer, der er involveret. Vanvittige energiomkostninger forstærker det sociale og økonomiske pres. Brændstofpriserne er høje nok til at genoplive vrede i stil med de gule veste. Regeringen har reageret med frigivelser fra strategiske dieselreserver, prislofter og målrettet bistand – men ikke med den nødvendige strukturreform. Frankrigs atomflåde er fortsat en relativ fordel, men års grønne omstillingspolitikker, skatter, reguleringsomkostninger og underinvestering har bidraget til høje priser og offentlig utilfredshed. Demonstranter nævnte eksplicit brændstofpriser i lighed med skoleforhold.
Konsekvenser
De plausible konsekvenser af optøjerne er lige til og synlige allerede. Macron vil ikke træde tilbage. Han befinder sig i de sidste måneder af sin anden katastrofale periode forud for præsidentvalget i foråret 2027. Han ligger lavt i popularitetsmålinger, men den institutionelle kalender og de politiske incitamenter taler ikke for en tidlig exit. De umiddelbare finanspolitiske udsigter fortsætter med at forværres. Frankrigs offentlige underskud forventes at udgøre omkring 5,4% af BNP i 2026 (og er blandt eurozonens højeste), med gæld på omkring 120% af BNP. Premierminister Lecornus budget for 2027 sigter mod cirka 5% med omkring 54 milliarder euro i besparelser og indefrysninger, men Nationalforsamlingen har siden nyvalget i 2024 været fragmenteret. Den franske stat synes i mindre grad end nogensinde at være i stand til at få styr på sine katastrofale finanser; der er en truende risiko for en sneboldeffekt hvad angår renter på gælden.
Tidligere budgetter har krævet anvendelse af forfatningsværktøjet 49.3 for at undgå en afstemning (artikel 49.3 i den franske forfatning er en stærk mekanisme, der gør det muligt for premierministeren at tvinge et lovforslag igennem nationalforsamlingen uden afstemning). Markederne har presset de franske obligationsrenter i vejret. Yderligere uro og politisk lammelse gør ikke en troværdig konsolidering lettere, men derimod sværere. Renteomkostningerne stiger igen. Frankrig har ikke haft et budgetoverskud siden 1974. De strukturelle drivkræfter — høje udgifter, et demografisk pres og afvisning af at prioritere vækstorienterede reformer — forbliver intakte.
Sarkozys karakteristik af LFI bliver bekræftet i realtid. Partiet og dets allierede drager fordel af oplevelsen af systemsvigt, samtidig med at de undgår det parlamentariske ansvar. Efter at have brugt år på at kurtisere muslimer og fuldstændig straffrit engagere sig i antisemitiske fortællinger — ofte med venstrefløjens medvirken — optrapper LFI (La France Insoumise) sin adfærd yderligere for hver dag, der går.
Imens forbliver Frankrig låst fast i sine tabuer. Den vanvittige "energiomstilling" fortsætter trods den åbenlyse forværring af leveomkostningerne. Seriøs diskussion om udvælgelse af migranter, remigration, assimilationskrav og islams kulturelle og sikkerhedsmæssige implikationer er stadig stærkt begrænset af elitens konsensus og normer inden for det juridiske og medierne. Marine Le Pen — der bliver en sandsynlig, omend ikke sikker, vinder af præsidentvalget — har netop erklæret, at "islam er forenelig med republikken". Hun har angiveligt til hensigt at sænke pensionsalderen til 62 år — i et land med en stadigt ældre befolkning, hvor staten som bekendt udbetaler pensioner.
Hvis Frankrig ikke ser sine tabuer i øjnene, vil optøjerne i oktober set i bakspejlet ligne en generalprøve.
Drieu Godefridi er jurist (Université Saint-Louis, Université de Louvain), filosof (Université Saint-Louis, Université de Louvain) og ph.d. i retsteori (Paris IV-Sorbonne). Han er iværksætter, administrerende direktør for en europæisk gruppe vedrørende privat undervisning og direktør for PAN Medias Group. Han er forfatter til The Green Reich (2020).
